Anne Beck Nielsen

Mellem erindring og profeti

En analyse af Doris Lessings roman 
The Four-Gated City

 

 

Indhold

I: Indledning

II: Fra Syd-Rhodesia til England
II.1: Indledning
II.2: Syd-Rhodesia
II.3: England og de første romaner
II.4: Lessing og sufisme
II.4.1: Indledning
II.4.2: Shahs udgangspunkt og metode
II.4.3: Hvad kan jeg sige om sufisme?
II.4.4: Sufisme-kritik
II.5: Lessing efter 1969

III: En præsentation af Children of Violence 1-4
III.1: Indledning
III.2: Martha Quest
III.3: A Proper Marriage
III.4: A Ripple from the Storm
III.5: Landlocked
III.6: Afrunding

IV: Analyse af The Four-Gated Cit
IV.1: Indledning
IV.2: I del, introduktioner, 1949-50
IV.2.1: Marthas valg
IV.2.2: Forskellige miljøer i London
IV.2.3: Tilstanden, gælden og utopien
IV.2.4: Familien Coldridge
IV.2.5: Afrunding af I del
IV.3: II del, den slemme tid, 1950-56
IV.3.1: Indledning
IV.3.2: Paul og Francis
IV.3.3: Lynda
IV.3.4: Mark
IV.3.5: Martha og hendes mor
IV.3.6: Synsvinkelproblematik i II del
IV.4: III del, det andet mønster, 1956-61
IV.4.1: Indledning: Lessing og sufisme
IV.4.2: Tidsbilleder 1956-1961
IV.4.3: Huset uden centrum
IV.4.3.1: Paul
IV.4.3.2: Francis
IV.4.3.3: Lynda og Martha
IV.4.3.4: Mark og hans arbejdsværelse
IV.4.4: Afrunding af III del
IV.5: IV del, sammenbrud og gennembrud, 1964-67
IV.5.1: Indledning
IV.5.2: Håbets bevægelse, Lyndas psykose og Marthas indre rejse
IV.5.3: Destruktionens bevægelse. Familiens og samfundets opløsning
IV.5.4: Afrunding
IV.6: Appendiks, katastrofen og håbet, 1967 - ca. 200
IV.6.1: Indledning
IV.6.2: Francis' brev i to dele
IV.6.3: Marthas brev
IV.6.4: Marks noter
IV.6.5: Afrunding

V: The Four-Gated City: Et kvindeligt sørgearbejde
V.1: Om sørgearbejde og dannelsen af en kvindelig identitet
V.1.1: Indledning til teori
V.1.2: Segal og teorien om sørgearbejde
V.1.3: Chodorow. Nærværende mødre og fraværende fædre
V.1.4: Chasseguet-Smirgel. Den almægtige mor og den idealiserede far
V.1.5: Segal, Chodorow og Chasseguet-Smirgel. Segal og Chasseguet-Smirgel
V.2: Et kvindeligt sørgearbejde. Kvindelighed og mandlighed i The Four-Gated City
V.2.1: Indledning
V.2.2: Første projekt: Forsøget på at forene kvindelige og mandlige sider
V.2.3: Andet projekt: Forsøget på at udvikle en alternativ bevidsthed
V.2.4: Tredie projekt: Lessings etablering af utopien i appendikset
V.3: Den uudholdelige smerte - en foreløbig konklusion

VI: På sporet af en kvindelig skrivemåde
VI.1: Indledning
VI.2: Modsætningen mellem samfundsanalyse og kropsbeskrivelse
VI.2.1: Bind 1-3 af Children of Violence: De socialrealistiske romaner
VI.2.2: Landlocked - mod en feministisk realisme
VI.3: The Four-Gated City I og II del: Bevægelsen ind i kroppen. Den feministiske realisme
VI.3.1: Howe-interviewet og den åbne fortællertype
VI.3.2: Manglen
VI.3.3: Children of Violence som dannelsesroman
VI.4: The Four-Gated City III og IV del: Den dobbelte bevægelse væk fra kroppen og ind i kroppen. Mod en kritisk og mytisk realisme
VI.4.1: Det maniske forsvar og bevægelsen væk fra kroppen
VI.4.2: Sørgearbejdet og bevægelsen ind i kroppen
VI.5: Appendikset: Bevægelsen væk fra kroppen. Den kritiske og mytiske realisme

VII: Konklusion og perspektivering: Mellem erindring og profeti

VIII: Litteraturliste

 

 

I: Indledning

Min interesse for Lessings forfatterskab går helt tilbage til 1975, da jeg første gang læste serien Children of Violence. Især The Four-Gated City, seriens femte bind, rystede mig dybt og påvirkede mit livssyn: I flere år var jeg faktisk enig med Lessing i, at der ville ske en katastrofe i stil med den, Lessing beskriver til slut i The Four-Gated City.  

Jeg har valgt i specialet først og fremmest at analysere The Four-Gated City, fordi det er den roman i forfatterskabet, der har rystet mig mest og rejst flest spørgsmål. Jeg inddrager i specialet også forfatterskabets øvrige romaner, specielt de første fire romaner i serien Children of Violence, men disse romaner inddrages først og fremmest til at uddybe forståelsen af The Four-Gated City.  

Før jeg startede min egen skriveproces, havde jeg tre vigtige inspirationskilder: Sydney J. Kaplans artikel The Limits of Consciousness in the Novels of Doris Lessing, Jette Lundbo Levys Lessing-perspektiver, og Hanna Segals artikel En psykoanalytisk indfaldsvinkel til det æstetiske.  

Kaplans artikel præsenterer den tanke, at det ikke lykkes for Lessing at give nogen troværdig fremstilling af den alternative bevidsthed, hun søger at beskrive i The Four-Gated City; at romanen så at sige ikke kan rumme beskrivelsen af den alternative bevidsthed. Dette harmonerede med min egen opfattelse af, at noget går galt for Lessing undervejs i The Four-Gated City.  

Lundbo Levys Lessing-perspektiver har - fra jeg første gang læste bogen i 1983 - uddybet min forståelse af Lessings forfatterskab, og jeg er enig med Lundbo Levy i hendes grundlæggende “dobbelte” holdning til forfatterskabet: Dels den oprigtige fascination over Lessings evne til at beskrive kvindelige erfaringer i det 20. århundrede, og til bestandigt at være i bevægelse. Dels en afstandtagen fra udviklingen i den sene del af forfatterskabet. Også for Lundbo Levy er The Four-Gated City den roman i forfatterskabet, hvor man kan se den vigtige ændring ske fra en feministisk realistisk skrivemåde til en kritisk og mytisk realisme. Lundbo Levys indfaldsvinkel til forfatterskabet er præget af en interesse for at placere forfatterskabet kulturhistorisk i det 20. århundrede, og hun fører bl.a. en mere Lukács-inspireret realismediskussion. Lessing-perspektiver er dog - som Lundbo Levy skriver i sin efterskrift til bogen - kun en introduktion til forfatterskabet og er ikke ment som en videnskabelig behandling af forfatterskabet. Bl.a. derfor er Lessing-perspektiver først og fremmest vigtig i specialet som inspirationskilde.  

Desuden bevægede jeg mig i min egen skriveproces efterhånden noget væk fra Lundbo Levys kulturhistoriske indfaldsvinkel, og det blev Segals psykoanalytiske teori om forståelsen af kunstnerisk virksomhed som sørgearbejde, der kom til at stå helt centralt i specialet.  

I afsnit IV: Analysen af The Four-Gated City, viste det sig således, at der sker en helt central ændring på forløbsplan og af fortællerfunktion og personfremstilling i slutningen af II del af romanen, hvor Lessing beskriver, Mrs. Quest besøger Martha i London; afsnit IV viser denne ændring, afsnittet lukker så at sige op for problemstillingen i specialet.  

I afsnit V: The Four-Gated City: Et kvindeligt sørgearbejde, forklarer jeg den ændring, der sker i midten af The Four-Gated City ved at pege på romanen som en sørgearbejdsproces, der er udført af Lessing.  

I afsnit VI: På sporet af en kvindelig skrivemåde, danner forståelsen af The Four-Gated City som en sørgearbejdsproces forudsætningen for forståelsen af de forskellige realistiske skrivemåder, man kan finde i The Four-Gated City.  

Afsnit II og III er at betragte som indledende afsnit, der leder op til de tre centrale afsnit IV, V og VI.

 

 

II: Fra Syd-Rhodesia til England  

II.1: Indledning

Her i afsnit II fremhæver jeg linjer i Lessings liv og forfatterskab, som jeg mener er vigtige for en forståelse af udviklingen i serien Children of Violence. Jeg fokuserer i afsnittet på Lessings liv i Syd-Rhodesia indtil 1949, fordi denne periode i Lessings liv er særdeles vigtig for en forståelse af Lessings forfatterskab indtil 1969, udgivelsesåret for The Four-Gated City. Desuden fokuserer jeg på den sufistiske inspiration, der præger forfatterskabet fra begyndelsen af 60'erne.  

En vigtig kilde til dette afsnit er Seligmans disputats The Autobiographical Novels of Doris Lessing fra 1975, herefter Seligman. Seligmans disputats indeholder bl.a. fire interviews med personer, der har kendt Lessing, mens hun levede i Syd-Rhodesia indtil 1949. Disse interviews er foretaget i 1973, og de bærer præg af, at de interviewede personer alle er bitre på Lessing, fordi hun vælger at lade sine første romaner være endog særdeles selvbiografiske. De interviewede personer ser den unge Lessing i Syd-Rhodesia indtil 1949 med briller, der er påvirkede af, hvad Lessing gør, efter hun er rejst til England i 1949. Jeg kommenterer dette yderligere undervejs.

 

II.2: Syd-Rhodesia

Doris Lessing, der dengang hed Tayler, er født i Persien i 1919 af britisk engelske forældre. I Persien var faderen ansat i en bank. I 1924 emigrerede familien Tayler til Syd-Rhodesia, hvor de fik en farm ca. 70 mil fra Salisbury. I 1921 var Doris Lessings bror Harry blevet født.  

Doris Lessing vokser op på dén øde farm, der er afbildet på forsiden til dette afsnit. Hun elsker det afrikanske landskab, den storslåede natur, det øde område, hvor der er langt til nærmeste nabo. I essayet Das Leben meiner Mutter fra 1986 beskriver Lessing sit forhold til det afrikanske barndomslandskab således:  

Neulich kam mein Bruder zu Besuch aus Afrika, und wir redeten über unsere Kindheit in dem alten strohgedeckten Lehmhaus im Busch. Welch wundersames Glück! Wir hatten Land besessen, das nie zuvor kultiviert worden war, und das Buschland war noch nicht ruiniert von weissen oder schwarzen Dummköpfen. Wir waren von allen Arten wilder Tiere und Vögel umgeben, waren frei, über Tausende von Morgen Land herumzuwandern, wenn wir wollten, Einsamkeit, das kostbarste unserer Geschenke...
Das Leben meiner Mutter
, p. 123.

Og i det selvbiografiske værk Going Home fra 1957 understreger hun sin dybe kærlighed til den øde farm og det afrikanske landskab og til det at være vokset op midt i den øde natur.  

Men kærligheden til den øde farm er dobbelt, for dér bor også moderen, faderen og broderen. Lessings forhold til moderen, kaldet Maud, var yderst kompliceret. Seligman understreger, at alle, der kendte Lessing og hendes mor, vidste, at de to overhovedet ikke kunne sammen, de var forskellige “naturer”. Lessings mor, Maud Tayler, var en praktisk, energisk, dominerende dame. Hun hadede at være i Syd-Rhodesia, hadede ensomheden på farmen, var åbenlys racist. Maud Tayler var oprindelig sygeplejerske. Under 1. verdenskrig passede hun sårede fra krigen, og efter krigen giftede hun sig med én af sine patienter, Lessings far Alfred Tayler, kaldet Michael. Maud led af dårlige nerver efter krigen, hvor hun havde mistet den læge, der var hendes store kærlighed. Hun var selskabeligt anlagt, et storby-menneske; men i 1924 havnede hun med to børn og en invalid mand på en øde farm i Syd-Rhodesia. Resten af livet længtes hun tilbage til London og England.  

Lessings forhold til faderen var bedre end til moderen. Seligman skriver:  

There was a close bond between Doris and her father, [...] but no such bond existed between the daughter and mother.
Seligman, p. 44.

Faderen Michael Tayler havde deltaget som soldat i 1. verdenskrig. Han mistede et ben og blev nerveskadet for livet. Senere udviklede han diabetes. Michael Tayler, der egentlig var bankuddannet, hadede at arbejde i en bank, hadede selskabelighed og storbyliv. Han elskede livet på den øde farm i Syd-Rhodesia, ligeså meget som hans kone hadede det. Men Michael Tayler var en drømmer og fantast, der aldrig for alvor var interesseret i at få farmen til at fungere. Familien Tayler blev derfor i Syd-Rhodesia fattige hvide middelklassefarmere, der kun lige kunne holde skindet på næsen. Både Lessings far og mor led af dårlige nerver efter oplevelserne under l. verdenskrig. Men hvor Lessings far blev mere og mere invalideret med årene, blev Lessings mor efter en periode med alvorlige nervesammenbrud, den der passede sin mand og holdt sammen på familien og fik livet til at fungere.  

Doris Lessing voksede op i et hjem, der var præget af sygdom. Som barn var hun selv meget syg, og disse sygdomme var medvirkende til, at hun aldrig kom til at gå ret meget i skole. Lessing har som voksen altid understreget, at hun er glad for den mangelfulde skolegang - hun betragter sig som en blanding af selvuddannet og uddannet af den afrikanske veld. Da Lessing er omkring 14 år, indser hun, at hun intet fejler, og at det gælder om at komme væk fra de syge forældre.  

Lessing har aldrig kunnet med sin mor. Først i 1984 udkommer essayet Aufsässige Töchter og i 1986 essayet Das Leben meiner Mutter, hvor Lessing skriver om forholdet til moderen:  

Uber meine Mutter zu schreiben fällt mir schwer. Ich stosse dauernd auf Barrieren, und sie sind heute nicht so anders als in der Vergangenheit. Sie hat mich als Kind durch den Zorn und das Mitleid die ich empfand, gelähmt. Jetzt bleibt nur noch das Mitleid, aber auch das macht es mir noch schwer, über sie zu schreiben.
Aufsässige Töchter
, p. 129.

Essayene er det første selvbiografiske materiale, Lessing frigiver om forholdet til moderen. Hun understreger i disse essays, at hun bedre forstår sin mor nu end tidligere, men lægger ikke skjul på, at de hadede hinanden:

Gegen sie als eine Mutter, die ich nicht anerkennen konnte, fand ich keine andere Gegenwehr als die, kalt und gleichgültig zu werden.
Das Leben meiner Mutter
, p. 125.

Lessing foragtede sin mor p.g.a. moderens konservative politiske anskuelser, hendes racehad, hendes smålighed, p.g.a. den person, hun var.  

Allerede i 1963 har Lessing skrevet om sin far i essayet My Father. Det nære bånd mellem far og datter, som Seligman fremhæver, fremgår også tydeligt af dette essay. Og af de to essays jeg allerede har nævnt, Aufsässige Töchter og Das Leben meiner Mutter. Selv om Lessing understreger, at faderen havde taget dyb skade af 1. verdenskrig og nærmest var to personligheder: den fraværende invalid og den indsigtsfulde menneskekender, er det tydeligt, at hun kan respektere faderens person i modsætning til moderens, som hun ikke kan acceptere. Faderen besad en respekt for det enkelte menneske, ligegyldigt hvilken klasse eller race det tilhørte (selv om han ikke var for ophævelse af raceadskillelsen). Han elskede den afrikanske natur og ensomheden ligeså meget som sin datter. Og han var optaget af filosofiske, eksistentielle, politiske tanker som sin datter. Men syg hypokonder var han. Og fra denne sygdomsprægede, fattige familie “flygter” Doris Lessing endeligt i 1938 til Salisbury for at blive telefonistinde.

Med sig til Salisbury har Doris Lessing en voksende bevidsthed om, at raceadskillelse er forkert. En voksende bevidsthed om, at der er noget fundamentalt i vejen med det britiske kolonisamfund i Syd-Rhodesia. I Salisbury gifter hun sig i 1939 med Frank Wisdom, der er tjenestemand. De får to børn, John og Jean. Ægteskabet opløses i 1943, og børnene bliver hos faderen.

I 1942 er Lessing blevet involveret i en lokal marxistisk gruppe. I denne gruppe arbejder hun under krigen, samtidig med at hun efter skilsmissen bliver sekretær på to advokatkontorer. Seligman viser, at den politiske uddannelse, Martha gennemgår i Children of Violence 1-4 i Zambesia, svarer til Lessings egen i Syd-Rhodesia; Zambesia er Lessings fiktive navn for Syd-Rhodesia. De vigtige begivenheder, som Lessing her fremhæver, var “i virkeligheden” vigtige lærestykker for Lessing; fx kongressen i 1944, hvor socialdemokratiet splittes på spørgsmålet om en afrikansk afdeling af socialdemokratiet, beskrevet i A Ripple from the Storm, og den store strejke i 1947 blandt sorte arbejdere, beskrevet i Landlocked. Den politiske desillusionering, som Martha oplever i løbet af Children of Violence 1-4 svarer også til Lessings egen; det viser sig at være umuligt at gøre noget reelt for at bedre de sorte afrikaneres forhold. Og det lader sig ikke gøre at gennemføre nogle af idealerne om et bedre marxistisk samfund med ophævelse af raceadskillelse, klasseforskelle, kvindeundertrykkelse, etc. Lessing beskriver senere i et interview den kommunistiske gruppe, hun arbejdede i i Syd-Rhodesia, således:

[...] there was a time in my life when I was a member of a communist group which was pure [...] they had no contact with any kind of reality. It must have been blessed by Lenin from his grave, it was so pure.
Florence Howe-interview, p. 8.

I 1945 gifter Lessing sig med Gottfried Anton Lessing, flygtning fra Nazi-Tyskland og også aktiv i den kommunistiske gruppe. De får i 1947 sønnen Peter.

De fire interviews, Seligman i 1973 har foretaget med mennesker, der kendte Doris Lessing i Syd-Rhodesia, viser som omtalt i indledningen til dette afsnit fire personer, der er bitre på Lessing, fordi hun vælger at skrive selvbiografiske romaner. Bitterheden skyldes disse selvbiografiske romaner, men har måske også smittet af på den måde, de ser Lessing på, også før hun skriver disse romaner. I hvert fald er fordømmelsen af hele Lessings liv tydelig, hendes første skilsmisse i 1943, at hun forlod sine to børn og lod dem blive hos faderen, at hun blev kommunist og giftede sig med en kommunist.

Doris og Gottfried Lessing har tilsyneladende levet i et såkaldt “åbent ægteskab”. De fire interviewede personer, hvoraf én er Lessings bror Harry, fordømmer Lessing som umoralsk, og dette kobles sammen med, at hun er kommunist, fx siger broderen Harry:

[...] the two things go together after all - Communism and immorality.
Seligman, p. 37.

Når jeg gør en del ud af dette, er det, fordi jeg tror, at den utrolige snævertsynethed, bornerthed og konservatisme, der har hersket blandt det hvide middelklassemiljø, Lessing tilhørte i Syd-Rhodesia, har været uudholdeligt for Lessing. Fx siger broderen Harry, at Doris Lessings første skilsmisse fik forældrenes hjerte til at briste. En kvinde skulle giftes og passe børn, hun skulle leve et pænt middelklasseliv bag ligusterhækken. Et sådant liv ville have ødelagt mig, siger Lessing senere. Hun var nødt til at protestere. Og denne protesteren har altså betydet, at hele hendes “fortid” i Syd-Rhodesia har vendt sig imod hende.

I 1949 rejser Doris og Gottfried Lessing til England, hvor de bliver skilt straks efter ankomsten. Gottfried Lessing rejser derefter til Tyskland. Doris Lessing bliver i London med sønnen Peter.

 

II.3: England og de første romaner

I England ernærer Doris Lessing i begyndelsen sig selv og sønnen Peter ved at være sekretær på deltid og have logerende. Hun begynder nu for alvor at skrive. I Syd-Rhodesia har hun fået udgivet digte og noveller. I England udkommer hendes første roman The Grass Is Singing i 1950, og siden har Lessing levet af at være forfatter.

Lessings forfatterskab omfatter foruden hendes romanproduktion en omfattende novelleproduktion, en mindre onfattende digtproduktion og en halv snes skuespil. I specialet diskuterer jeg kun romanproduktionen, da det er den, der har min interesse.

Selvbiografiske elementer i forfatterskabet

Lessing har offentliggjort meget lidt selvbiografisk materiale. Af respekt for nulevende personer, har jeg læst flere steder og læst og hørt Lessing sige i mange interviews. In Pursuit of the English fra 1960 er selvbiografi og beskriver Lessings første tid i London. Dette værk beskriver dog først og fremmest den arbejderklasse, Lessing møder i London, og denne arbejderklasses forsvinden i den moderne socialstat efter 2. verdenskrig. Mindre beskrives Lessings person. I 1957 udkommer Going Home, der også er selvbiografi og beskriver Lessings rejse til Syd-Rhodesia i 1956, den første rejse “hjem” efter Lessing er flyttet til England. Dette værk er Lessings klareste analyse af den politiske udvikling i Syd-Rhodesia fra den britiske kolonisering i slutningen af forrige århundrede og indtil 1956. I Going Home understreger Lessing afmagten i forhold til den horrible skæbne, der er blevet de sorte syd-rhodeseres. Men hun understreger også, at de fleste af de hvide syd-rhodesere nærer en dyb kærlighed til det Syd-Rhodesia, som de betragter som deres fædreland.

Efter rejsen til Syd-Rhodesia i 1956 bliver Lessing erklæret “Prohibited Immigrant” - det bliver forbudt hende at rejse ind i landet igen - dels fordi hun er kommunist, dels fordi hun er kritisk mod det hvide styre. Først i 1982 vender Lessing tilbage, og da er Syd-Rhodesia blevet til Zimbabwe med sort flertalsstyre. I mellemtiden har landet oplevet en borgerkrig mellem sorte og hvide rhodesere. I 1964 kommer Syd-Rhodesia til at hedde blot Rhodesia. I 1965 erklærer Rhodesia sig selvstændigt fra England under Ian Smiths hvide regering, og konflikten mellem sorte og hvide tilspidses. I 1970 bliver landet republik. Først i 1980 bliver der fred, efter at sorte rhodesere har sejret over hvide i borgerkrigen. Rhodesia kommer nu til at hedde Zimbabwe.

Hele resten af livet længes Lessing tilbage til Afrika:

Hele landskabet i Afrika er meget vigtigt for mig, det er hele tiden til stede.
Et stort spørgsmålstegn
, p. 13.

I 1963 udkommer som tidligere nævnt det selvbiografiske essay My Father. Lessing har været længere om at udgive materiale om moderen. I lang tid var det mit indtryk, at Lessing var meget omhyggelig med at offentliggøre materiale, der kunne skade og såre nulevende personer. Imidlertid viste Seligmans disputats, at de første fire romaner i Children of Violence er endog særdeles selvbiografiske. Marthas liv i Zambesia er en mere eller mindre tro kopi af Lessings eget i Syd-Rhodesia. Det har været muligt for de personer, der beskrives i disse bøger, at genkende sig selv - det har været muligt for andre at genkende dem, og vel at mærke i de karikerede udgaver, som er resultatet af den kraftige fortællerironi, Lessing anvender i disse bøger.

Jeg har funderet meget over dette. Jeg var langt henne i min egen skrivefase - i gang med afsnit VI - da det lykkedes mig at få fat i Seligmans disputats, fordi der var problemer med at skaffe den. Min egen linje i specialet er derfor ikke grundlæggende påvirket af disputatsen. Men visse opfattelser har jeg måttet revidere; jeg vil her fremhæve essensen af mine overvejelser:

  • At Lessing jo ikke har haft så meget brug for at skrive decideret selvbiografi, fordi hun faktisk har fortalt sin egen historie i Children of Violence 1-4.

  • At hadet mod de syd-rhodesiske omgivelser må have været meget stort, når Lessing har valgt at udstille disse omgivelser.

  • At det lader til, at det har været nødvendigt for Lessing at skrive sig ud af den utrolige indespærring, hun har oplevet i Syd-Rhodesia. At Lessing har været en fremmed fugt i det hvide kolonisamfund, med opfattelser af politik og moral, der lå milevidt fra det gængse

  • At jeg kan forstå, det har været nødvendigt for Lessing at skrive selvbiografiske romaner, og at jeg stadig har svært ved at acceptere, at de er selvbiografiske med en sådan grad af overensstemmelse mellem Lessings liv og Marthas liv, som der er tale om i Children of Violence 1-4.

Men altså: den udvikling, jeg i afsnit III viser, Martha gennemgår i Children of Violence 1-4, er i høj grad Lessings egen. Forholdet til forældrene, til de to ægtemænd, opløsningen af de to ægteskaber, etc.

Efter Lessing har skrevet Children of Violence 1-4 og The Golden Notebook fra 1962, der også i høj grad trækker på den afrikanske fortid, holder Lessing op med at lade selvbiografisk materiale indgå mere eller mindre direkte i sin fiktion. Fra The Four-Gated City, der udkommer i 1969, er det ikke personer hentet direkte ud af Lessings egen fortid, der befolker hendes fiktive universer. Lessing bliver, som hun selv udtrykker det i et interview med Minda Bikman fra 1980, færdig med det personlige og kan begynde at digte. Lessing har aldrig lagt skjul på, at hendes første romaner trækker på selvbiografisk materiale; men hun har heller aldrig “indrømmet” den grad af overensstemmelse mellem sit eget liv og Marthas liv, som Seligman påviser.

The Grass Is Singing fra 1950 og Retreat to Innocence fra 1956 er ikke selvbiografiske romaner som Children of Violence 1-4 og The Golden Notebook. Jeg har kun læst The Grass Is Singing, og den er efter min mening ikke vellykket. Retreat to Innocence går for at være en mislykket roman. Indtil 1969 handler Lessings forfatterskab, som Seligman udtrykker det, tydeligvis om “at finde en måde at skrive selvbiografisk på”. Det er de selvbiografiske romaner, der er de interessante, og det er dem, der leder frem mod The Four-Gated City, der udkommer i 1969.

I resten af mit speciale vil jeg vise, at Lessing i begyndelsen af The Four-Gated City finder en god måde at behandle det selvbiografiske materiale på og en i øvrigt vellykket skrivemåde. I midten af The Four-Gated City forsøger Lessing at bearbejde forholdet til moderen på en måde, der kan ses som en sørgearbejdsproces, men dette forsøg “mislykkes”. Den mislykkede bearbejdning af forholdet til moderen bliver, som jeg vil vise, en væsentlig grund til, at Lessing bliver sufist. Sufistiske tanker og ideer har dog optaget Lessing lige fra begyndelsen af 60'erne, og det er rigiditeten i de sufistiske holdninger, der fra midten af The Four-Gated City kommer til at præge forfatterskabet, som jeg forbinder med den mislykkede bearbejdning af forholdet til moderen.

Før jeg går over til at præsentere sufisme, lidt om Lessings forhold til politik de første år i England.

Den politiske desillusionering

Efter ankomsten til England i 1949 melder Lessing sig ind i det engelske kommunistparti. Det bliver dog vigtigere for hende at være forfatter end at udføre partipolitisk arbejde, det er gennem forfatterskabet, hun søger at påvirke verden. Den verdenspolitiske udvikling desillusionerer desuden Lessing mere og mere. I 1956 melder hun sig ud af det engelske kommunistparti. 1956 bliver et år, jeg ofte vender tilbage til, da dette bliver et vigtigt år for Lessing: hun mister sit fædreland, da hun bliver erklæret “Prohibited Immigrant”; den 20. partikongres i Sovjetunionen, hvor Krushchev afslører Stalintidens rædsler, Ungarn-opstanden og Suez-krisen bliver også vigtige lærestykker for Lessing.

Udviklingen i Afrika i 60'erne er også med til at desillusionere Lessing: dels den politiske udvikling i Rhodesia med tilspidsningen af den voldelige konflikt mellem hvide og sorte under Ian Smiths hvide regering. Dels bliver udviklingen i de afrikanske stater, der opnår selvstændighed i løbet af 60'erne, for Lessing en gentagelse af et gammelt mønster: når først de sorte afrikanere selv får magten, bliver de undertrykkere, som de hvide var det før dem.

Lessings politiske udvikling fra 1949 kommenteres i øvrigt fortløbende i specialet.

 

II.4: Lessing og sufisme

II.4.1: Indledning

I løbet af 60'erne bliver Lessing som tidligere nævnt påvirket af sufisme, og sufistiske tanker og ideer får nu en afgørende indflydelse på forfatterskabet. I afsnittene IV, V og VI undersøger jeg, hvilken betydning det får for Lessings romaner, at hun bliver sufist.

Efter et psykisk sammenbrud og en jungiansk analyse bliver Lessing også i begyndelsen af 60'erne påvirket af psykoanalytisk teori, specielt en jungiansk psykoanalytisk tradition, som jeg vil vise det i afsnit V. Det er imidlertid sufistiske holdninger, der fra midten af The Four-Gated City radikalt ændrer retningen i forfatterskabet; dette er den ene grund til, at et helt afsnit her i II er helliget en introduktion af sufisme. Den anden grund er, at det er mit indtryk, at sufisme er et ret ukendt begreb, og at det er godt at have dette afsnit i baghovedet, når man læser resten af specialet - og evt. vende tilbage til dette afsnit mellem afsnit IV.3. og IV.4.

Introduktionen i dette afsnit bliver i høj grad præget af de meget store vanskeligheder, jeg har haft med overhovedet at inddrage sufisme i specialet, og jeg vil allerede nu understrege, at min egen holdning til sufisme er kritisk. 

Lessing selv har ikke udtalt sig ret meget om sufisme. Hun har aldrig lagt skjul på, at hun har været sufist siden 60'erne, men hun har altid understreget, at det var svært - ja, nærmest umuligt - at udtale sig om, hvad det vil sige at være sufist. Hun har skrevet nogle anmeldelser af sufisten Idries Shahs bøger: An Elephant in the Dark (1964), og In the World Not of It (1972). Men udover at anmeldelserne understreger, at Lessing betragter sig selv som sufist, er de ikke særligt oplysende. Desuden har Lessing skrevet essayet An Ancient Way to New Freedom (1971), som er en slags introduktion til sufisme og sufisten Idries Shahs bøger. Dette essay præsenterer hovedtankerne i sufisme, men essayet lider under at være overfladisk og kun strejfe centrale tanker hos Shah.

Mange litterater har undersøgt den sufistiske inspiration i Lessings forfatterskab, men desværre har jeg måttet konstatere, at de sufistisk orienterede analyser, jeg har læst, enten var rodede (N. Hardin: Doris Lessing and the Sufi Way, 1973), meget kortfattede (I. Holmquist: From Society to Nature, 1980), eller overfladiske og “hurtige” (D. Seligman: The Sufi Quest, 1973).

Jeg tror nu ikke kun, dette skyldes de pågældende litteraters uformåen, men i lige så høj grad emnets utilgængelighed. “Det utilgængelige” kunne således være en passende overskrift for dette afsnit.

Da jeg ikke kunne hente megen hjælp hos Lessing selv eller i analyser af forholdet mellem Lessing og sufisme, har jeg i stedet studeret to bøger af den sufist, Lessing selv og andre fremhæver, Lessing er mest påvirket af, nemlig Idries Shah. En påvirkning, som jeg - efter nu at have studeret Shahs bøger - finder foruroligende tydelig. (Hvorfor jeg finder påvirkningen foruroligende tydelig, vender jeg tilbage til undervejs i specialet.)

Mit kendskab til sufisme bygger derfor først og fremmest på Idries Shahs to bøger: The Sufis (1964) og The Way of the Sufi (1968). The Sufis indeholder desuden en glimrende introduktion af den engelske digter Robert Graves. Både Graves og Lessing er “Shah-disciple”, og både Graves, Lessing og Shah selv betragter Shah som en repræsentativ sufist. Jeg ville kalde ham en autoritet på området, men desværre er det en særdeles anti-sufistisk bemærkning.

Min hensigt med dette afsnit var at skrive et introducerende afsnit om sufisme, der skulle vise, hvad sufisme er, hvor sufismen er opstået og hvornår. Et afsnit i den form, jeg havde tænkt mig, måtte jeg dog hurtigt opgive, for den slags spørgsmål finder man ingen svar på hos Shah. I stedet vil jeg beskrive, hvad jeg har fået ud af Shahs bøger og undervejs kommentere, hvorfor min oplevelse af hans bøger kan betragtes som en beskrivelse af sufisme.

 

II.4.2: Shahs udgangspunkt og metode

Shahs udgangspunkt er en opposition til alle ikke-sufister. Hans holdning til ikke-sufister er nedladende og kritisk, samtidig med at han er dybt forurettet, over den måde ikke-sufister ikke forstår ham på.

Denne opposition til ikke-sufister blandes med en afskrækkelsesteknik: han understreger, at ikke-sufister ikke har en chance for at forstå, hvad sufisme er; så ikke-sufister bør i grunden hellere holde sig fra at beskæftige sig med sufisme.

At ikke-sufister ikke kan forstå, hvad sufisme er, skyldes udelukkende ikke-sufisternes dumhed - der kan ikke være tale om at rette nogen kritik mod sufismen eller sufister.

Begge Shahs bøger er skrevet ud fra en metode, som han betegner som “scatter”:

A book such as the present one “designs itself” in a Sufistic manner; for by definition it must follow a Sufic, not a conventional, pattern, and hence its material and treatment are of a special nature, not subject to approach by means of familiar criteria. This is the method known as “scatter”, by which an impact is considered effective by virtue of its multiple activity.
The Sufis
, p. 20.

Denne metode betyder, at der hverken er hoved eller hale på bøgerne: der er afsnit, hvor Shah taler om, hvad sufisme er og - især - ikke er. Der er sufi-historier, der er beskrivelser af berømte sufister og af sufisternes “munkeordener”, der er meditationsøvelser og allegorier. Der er en ophobning af materiale, der ikke starter et sted og slutter et andet sted.

 

II.4.3: Hvad kan jeg sige om sufisme?

Egentlig mener Shah slet ikke, man kan tale om sufisme til ikke-sufister, fordi ikke-sufister ikke kan forstå, hvad sufisme er. Men han vil gerne starte en erkendelsesproces hos ikke-sufister. Derfor har han skrevet disse bøger. En proces som måske får ikke-sufisten til at begynde at opleve verden på en anden måde og dermed nærme sig sufismen.

Jeg er ikke blevet sufist af at læse hverken Shah eller Lessing. Jeg har dog flyttet mig så langt, at jeg kan komme med mit personlige bud på sufisme, hvor min første reaktion var, at dette var fuldstændig umuligt og utilgængeligt og ikke til at skrive om overhovedet.

Tilsyneladende er min reaktion på Shahs bøger ret “normal”. Shahs hensigt med at skræmme folk er nemlig, at han kun er interesseret i, at de, der virkelig vil gøre en indsats, skal læse hans bøger. Hvis man finder sig i at få at vide, man er for dum til at forstå noget, så er man, håber Shah, blevet provokeret til at sætte sin vanlige måde at opleve verden på til side og er parat til nye indtryk.

Shah understreger, man ikke kan definere sufisme, man kan ikke beskrive sufismens oprindelse - han taler helst ikke om sufisme, men om sufister.

Sufist er enhver, der betragter sig selv som sufist.

En sufist er en, der bevidst arbejder på udvikling af højere bevidsthed.

Der har altid alle vegne været sufister.

Man bliver sufist ved at “stå i lære” hos en sufi-lærer. Kun gennem den personlige kontakt med en lærer, kan man udvikle højere sufi-bevidsthed. Ikke ved at læse om sufisme eller ved at tage kurser.

Indenfor sufismen eksisterer kun forskellen mellem dervishes, der kan oversættes ved munke, og sufi-lærere.

I The Sufis og The Way of the Sufi gør Shah en del ud af at beskrive sufismens betydning for vestlige lande:

The first, and most powerful, classical Sufi school in Europe was founded in Spain well over a thousand years ago.
The Sufis
, p. 51.

Og note:

Sufis accompanied the Arab armies which conquered Spain in 711 A.D.
The Sufis
, p. 51.

Dette skyldes at én af hans vigtigste hensigter med disse to bøger er, at få mennesker i vestlige lande til at forstå, at alt godt kommer fra sufister. Han viser, hvorledes alle store tænkere og filosoffer, ja selv Freud og Jung, i virkeligheden har deres ideer fra sufister, fx pp. 58-59 i The Sufis.

Umiddelbart stejler man jo! Men der er logik i det, for Shah mener, at sufister er de mennesker, der udvikler højere bevidsthed, det er de mennesker, der sørger for, at menneskeheden udvikler sig og derfor mener han, at alle de mennesker, hvis ideer og tanker har ført menneskeheden fremad - ja de er simpelthen påvirket af sufister. Mange af dem, viser han, har ligefrem været sufister.

Det nærmeste, Shah kommer en definition af sufisme, er:

Sufism is believed by its followers to be the inner, “secret” teaching that is concealed within every religion; and because its bases are in every human mind already, Sufic development must inevitably find its expression everywhere.
The Sufis
, p. 27.

Essensen af religion er for Shah den oplevelse, der udvikler højere bevidsthed. I den ægte sufistiske religiøse oplevelse udvikles højere bevidsthed, og menneskeheden bevæger sig fremad.

Sufisme er ikke en religion, sufisme er religion, siger Shah. Sufisme er hverken en religion eller en psykologi, men via en blanding af religiøse og psykologiske termer beskriver han sufiens vej.

En sufi skal være integreret i sin egen kultur. Og blive ved med at arbejde i sin egen kultur med sit erhverv eller kald. Dette gælder, enten man er kunstner eller skomager.

En sufi skal have et medfødt talent for sufismens hemmelighed. Hemmeligheden kalder Graves “a secret garden” i The Sufis, p. VIII. Denne hemmelighed er den særlige oplevelse af religiøs, ekstatisk karakter, der gør en sufi til en sufi. Den hemmelige oplevelse er sufismens inderste væsen og altså “the inner, “secret” teaching that is concealed within every religion.”

Denne særlige religiøst, ekstatiske oplevelse bringer sufier i kontakt med deres egen essens, som de også kalder selvet.

Man skal altså, hvis man vil være sufi, have et talent for en særlig slags hemmelig mystisk oplevelse. Den hemmelige mystiske oplevelse, ekstasen, er imidlertid for sufien kun begyndelsen, der hvor sufien bliver bevidst om selvet. Derefter kommer “arbejdet”. Nogen gange kalder sufien ekstasen for mødet med Gud, andre gange for en oplevelse af altings enhed; men Shah understreger, at ligegyldigt hvilke billeder sufien bruger for at beskrive den ekstatiske oplevelse, betyder denne oplevelse, at sufien får kontakt med sin egen essens. Og denne essens forbinder sufien med menneskehedens essens.

Men - siger Shah og Graves og Lessing - essensen og hemmeligheden i sufismen, den religiøst ekstatiske oplevelse af enhed med alting, er ubeskrivelig og kan kun opleves. Derfor det paradoks, som Shah gang på gang fremhæver: at han forsøger at skrive om det, som ikke kan skrives.

Shah understreger, at sufiers arbejde altid afhænger af, hvor de er, og hvornår de er der, hvor de er. De kan arbejde alle vegne til hver en tid. De arbejder ud fra, hvad der er behov for i den sammenhæng, de befinder sig i. De skaber aldrig vedvarende institutioner, kun flygtige institutioner, der tjener en øjeblikkelig situation.

Hvis sufiens “mål” er udvikling af højere bevidsthed, er sufiens “middel” kærlighed. Den sufistiske kærlighed beskriver Graves således:

[...] a sudden surprising recognition of love so rare and high that the heart seems to sprout wings.
The Sufis
, p. XI.

Og Shah siger:

Love is the factor which is to carry a man, and all humanity, to fulfillment.
The Sufis
, p. 137 

Det er en kærlighed, som Lessing lader Martha udtrykke således:

[...] the delicate but total acknowledgement of what is.
The Four-Gated City
, p. 21.

Når sufien gennem kontakten med selvet i den ekstatiske oplevelse er kommet til at opfatte verden på den sufistiske måde, så arbejder sufien bestandigt for det sufistiske mål: nemlig udviklingen af højere bevidsthed gennem foreningen af modsætninger.

Selvet, essensen, oplever sufisten først under ekstasen, som en instans der forbinder sufisten med altings enhed. Selvet er billedet på forsoning af modsætninger, på modsætninger i balance. Når sufien efter lang tids hårdt arbejde ikke kun oplever, at modsætninger forsones i ekstasen, men bliver i stand til at opleve verden ud fra dette selv, denne essens, så indtræder sufien som lærer, og sufien har dermed nået det højeste bevidsthedsniveau, en sufi kan nå.

When apparent opposites are reconciled, the individuality is not only complete, it also transcends the bounds of ordinary humanity as we understand them. The individual becomes, as near as we can state it, immensely powerful.
The Sufis
, p. 143.

Forskellen på dervishen og sufi-læreren er, at mens dervishen kun oplever, at modsætningerne er i balance under ekstasen, er sufi-læreren bestandigt i en tilstand af indre balance.

De modsætninger, sufien taler om, beskrives som modsætninger mellem positiv og negativ energi i et energifelt. Vestlige samfund som det danske, eller de samfund, Lessing beskriver i Children of Violence, er karakteriseret ved at tænke og forstå i adskilte modsætninger, ved at modsætninger polariseres mere og mere, fx mellem natur og kultur, mellem følelse og fornuft, mellem kvindeligt og mandligt. Det er sufiens opgave at påvirke disse samfund til at ophøre med at adskille og polarisere og i stedet forstå modsætninger som modsatte poler, der skal bringes i balance.

A large part of this problem is the powerful tendency nowadays to place all people, things, ideas, into specialist categories.
The Way of the Sufi
, p. 18.

Humanity is asleep, concerned only with what is useless, living in a wrong world.
The Sufis, p. XXVIII.

At sufier i vor tid udvikler det højeste bevidsthedsniveau, er menneskehedens mulighed for at overleve.

 

II.4.4: Sufisme-kritik

Shah selv er en højt udviklet sufi-lærer, som stammer fra Afghanistan, men som nu bor i London. Jeg ved ikke, om Shah er repræsentativ for alle sufier, eller om han har dannet sin egen specielle sufi-skole, som han så betragter som “ren”.

Shahs bøger om sufisme peger på sufisme som en særlig oplevelsesmåde, en måde, der ikke kan beskrives, fordi den skal opleves.

Jeg kan godt se Shahs problem: det han skal skrive om, ved han, kan ikke skrives, men han bliver nødt til at skrive om det alligevel for at frelse verden fra undergang.

Hvad der ligger eller ikke ligger i den særlige oplevelsesmåde, der er den sufistiske, kan jeg naturligvis ikke udtale mig om; jeg kan kun kritisere det, Shah skriver, og Shah har selv taget højde for al kritik af sufismen ved at understrege, at det er umuligt at skrive den særlige oplevelsesmåde, der er sufismens inderste væsen.

Alle Shahs beskrivelser af sufiens vej er billeder: selvet er et billede, modsætninger, der forsones, er et billede, kærlighed er et billede, etc. Når han skal forklare et billede bruger han et nyt billede, eller en ny historie eller allegori. Dette er den sufistiske “scatter”- metode.

Samtidig er de fleste af hans udtalelser så brede og generelle, at de kan betyde alting eller ingenting - de nærmest opløser sig selv i forsøget på at omfatte alting. Fx at der altid har været sufister alle vegne, eller at alle store tænkere, der har været med til at udvikle den menneskelige bevidsthed, er sufist-påvirkede. Shah bringer ikke nogen gennemført diskussion af de ideer, han mener, fx Freud og Jung er påvirkede af.

De vigtigste begreber selvet/essensen, modsætninger, modsætningers forsoning, eller hvad der er indeholdt i modsætningsparrene natur og kultur, følelse og fornuft, præciseres aldrig. Fordi, som han siger, alting skal opleves.

Jeg kan derfor ikke definere de begreber, Shah anvender. Kun pege på problemerne ved at skrive ud fra en sådan “scatter”-metode.

Når jeg har understreget så kraftigt, at jeg kun har kunnet skrive, hvordan jeg har oplevet Shahs bøger, er det, fordi hans måde at skrive på udelukker, at man kan give en logisk, teoretisk redegørelse for hans ideer. Han bevæger sig hele tiden inden for et religiøst og mystisk oplevelsesfelt, hver logik og litteraturvidenskab ikke kan trænge ind, hvor det kun er den personlige oplevelse, der tæller.

Dette afsnits funktion i specialet er at pege frem mod sufi-inspirationen i Lessings forfatterskab. Jeg har i det foregående især introduceret aspekter, der er relevante i forhold til Lessing. De træk, jeg har fremhævet i Shahs beskrivelse af sufiens vej, og som jeg har vist, han beskriver abstrakt v.h.a. billeder og historier, disse træk konkretiseres af Lessing i hendes fiktive univers. Derfor er det lettere at kritisere Lessing; for hvor Shah er abstrakt, bliver Lessing konkret. Sufierne bliver hos Lessing til mennesker med et levet liv, sufi-aspiranten bliver Martha, læreren Lynda. Ved at beskrive Marthas og Lyndas udvikling, kan jeg beskrive, hvordan Lessing forstår en sufistisk udvikling: hvilke modsætninger i hvilket samfund er det, der skal forsones; hvad er selvet for en størrelse, hvad går den højere bevidsthed, sufierne udvikler, ud på?

Samtidig er den sufistiske inspiration hos Lessing der, hvor jeg oftest ikke kan følge hende. De elementer hos Lessing, der fra ca. midten af The Four-Gated City, har undret mig, og som jeg har måttet tage afstand fra, disse elementer kan alle findes beskrevet hos Shah. Lessing giver disse elementer sin egen fiktive og konkrete udformning, men der er hele tiden overensstemmelse mellem Shah og Lessing. Opgaven i de næste afsnit bliver nu at vise den udformning, Lessing giver de sufistiske elementer, jeg har introduceret i dette afsnit.

 

II.5: Lessing efter 1969

Efter udgivelsen af The Four-Gated City i 1969 ændres retningen i Lessings forfatterskab, og hun skriver i 70'erne og i begyndelsen af 80'erne især science fiction-romaner. Ind i mellem vender hun tilbage til en realistisk skrivemåde, der kan minde om den, hun anvender i forfatterskabet indtil 1969. I min perspektivering til slut i specialet fremhæver jeg tendensen i forfatterskabet efter 1969.

Om Lessings liv efter 1969 findes der ikke så mange oplysninger. Hun bliver mere og mere berømt; i Danmark bliver hun for alvor kendt i 1974, da Sommeren før mørket udkommer. Hun bliver mere og mere optaget af sufisme, og sammen med Shah er hun nu med i en gruppe, der laver underjordiske beskyttelsesrum og forbereder overlevelse i tilfælde af en atomkatastrofe. Lessing er meget optaget af den atomkatastrofe, hun er sikker på kommer. Desuden har hun i 80'erne interesseret sig meget for krigen i Afghanistan og har været en varm fortaler for, at vestlige lande skulle støtte de afghanere, der kæmper mod Sovjetunionen og den officielle afghanske regering. I 1987 udkommer The Wind Blows Away Our Words, der beskriver Lessings rejse til Pakistan i 1986, hvor hun har interviewet afghanere, der er flygtet til Pakistan på grund af krigen.

 

 

III: En præsentation af Children of Violence 1-4

III.1: Indledning

I afsnit III præsenterer jeg de første fire romaner i serien Children of Violence. I afsnittet fremhæves kun træk og aspekter af betydning for specialets senere afsnit, der er altså ikke tale om egentlige analyser. Jeg skitserer, hvordan romanpersoner, specielt Martha, og temaer udvikler sig, og jeg skitserer udviklingen i fortællerinstansen, der er det sted, hvorfra der ses og den stemme, der taler.

III.2: Martha Quest

Martha Quest, herefter MQ, udkommer i 1952. I MQ beskrives Marthas liv mellem 1934 og 1939 i Zambesia, der som nævnt tidligere er Lessings fiktive navn for Syd-Rhodesia. Vi følger Martha, fra hun i 1934 er 15 år gammel og bor på sine forældres farm. Nogle år senere flytter hun til byen og bliver sekretær i et advokatfirma. Hun har et par kærlighedsaffærer, og MQ slutter med, at Martha i 1939 gifter sig med Douglas.

Marthas forældre tilhører i Zambesia den hvide middelklasse, men de er fattige, og deres farm er i forfald. Alligevel er de langt bedre stillet på alle områder end de sorte indfødte, der bl.a. arbejder på familien Quests farm for næsten ingen løn. Mr. og Mrs. Quest er af politisk overbevisning konservative og føler sig i eksil fra England. Mr. og Mrs. Quest er kommet til Zambesia efter 1. verdenskrig, som de begge deltog i som hhv. soldat og sygeplejerske. I 1939 lider de stadig under efterveerne fra denne krig, der har invalideret Mr. Quest. Han lider af diabetes og bliver i Children of Violence 1-4 mere og mere syg.

Martha hader sin mor, som hun slet ikke kan med. Mrs. Quest er en meget praktisk og energisk dame, hvis talenter spildes på den øde zambesiske farm. I stedet bruger hun sin energi på at “manage” Martha, hendes bror Jonathan og Mr. Quest. Martha og Mrs. Quest ligger i stadig indædt kamp; se fx følgende svada, som Martha fyrer af mod sin mor og en af moderens veninder:

“You are loathsome, bargaining and calculating and. . . .” She was unable to continue. “You are disgusting,” she ended lamely, with trembling lips.
p. 12.

Langt de fleste af Marthas handlinger i MQ er et led i hendes indædte kamp mod hendes mor.

Så har Martha det langt bedre med sin far. Martha og Mr. Quest er meget mere samme type, de elsker at filosofere over tilværelsens store mysterier, og de elsker begge den afrikanske natur, den storslåede veld. Mr. Quest er den, der virkelig forstår Martha; problemet er, han meget sjældent kommer til syne, så hun kan nå ham. Det meste af tiden gemmer han sig bag sin invaliditets tiltagende hjælpeløshed. Men når de har kontakt, bliver det tydeligt, hvor meget Martha længes efter sin far, og hvor meget hun holder af ham - som fx i den scene pp. 261-263, hvor Martha og Mr. Quest diskuterer Marthas ægteskab med Douglas:

[...] because of this unwelcome, deep understanding with her father that lay beneath “all this nonsense about the British Israelites and the war” - the understanding that made Douglas seem like a stranger whom they might discuss without disloyalty.
pp. 261-62.
 

How much she would have liked, then, to talk to him!
p. 263.

Samtidig med at Martha så langt foretrækker sin far frem for sin mor, har hun tit svært ved at acceptere sin far p.g.a. hans svaghed, og fordi han lader sig dominere af Mrs. Quest. Hun har imidlertid så meget brug for sin far, at hun lige til hans død længes efter deres øjeblikke af dyb forståelse og kontakt, mens hendes had rettes mod moderen. Martha mener også, det er moderen, der gør faderen syg.

Da Martha er omkring 18, flytter hun til byen. Martha har mange planer om en strålende karriere, men hun har svært ved at føre sine planer ud i livet. Det meste af hendes energi går med fester og et spirende kærlighedsliv. Det lykkes ikke for Martha at forelske sig, men alligevel gifter hun sig i slutningen af MQ med Douglas. Beskrivelsen af, hvordan Martha ender med at gifte sig med Douglas, selv om hun har besluttet ikke at gøre det, fordi hun ikke elsker ham, viser tydeligt, at der er en meget dyb konflikt i Martha mellem hendes tanker og beslutninger, og så “noget andet”, der får hende til at handle anderledes, end hun har besluttet. Dette “andet” beskrives især som Marthas kropslige kvindelighed, som Martha føler modarbejder hende.

Samtidig har Martha allerede i MQ nogle kropsoplevelser, der giver hende adgang til hendes vision om fremtiden. Pp. 60-63 oplever Martha en “illumination”, hun har en oplevelse af enhed med universet. Martha får denne oplevelse, fordi hun holder op med at analysere, med at bruge hovedet:

[...] she must not analyse, she must not be conscious;
p. 60.

[...] it was as if something new was demanding conception, with her flesh as host; as if it were a necessity, which she must bring herself to accept, that she should allow herself to dissolve and be formed by that necessity.
p. 62.

Det “nye”, der kræver “undfangelse”, knyttes for Martha sammen med en utopi om en by med fire porte, som hun har skabt sig. Utopien er en blanding af noget, hun har læst sig til - Marthas meninger og identitet er i høj grad formet af litteratur, især store realistiske 1800-tals romaner - og Marthas drøm om et samfund uden undertrykkelse og raceadskillelse:

[...] a noble city, set foursquare and colonnaded along its falling flower-bordered terraces [...] and its citizens moved, grave and beautiful, black and white and brown together;
p. 17 (min fremhævelse, abn)

Martha oplever altså både kroppen som en modstander, og samtidig er det den, der giver hende adgang til hendes utopi om en bedre fremtid.

Fortællerforhold

Fortælleren i MQ er autoritativ og forholder sig ironisk og kommenterende til alt og alle. Synsvinkelen ligger langt overvejende hos fortælleren, det er fortælleren, der ser og beskriver. Fortælleren udtrykker de marxistiske holdninger, som Lessing havde omkring skrivetidspunktet for MQ i 1952. Fortælleren leverer klare og præcise analyser af den politiske situation i Zambesia i perioden: familien Quests situation som fattige, hvide middelklassefarmere; de sorte indfødtes håbløse elendighed. Da Martha flytter til byen, giver fortælleren præcise beskrivelser af livet i kolonibyen; af klassemodsætninger og af den højere hvide middelklasse, der sidder på magten; og af kvindernes manglende muligheder for at bruge deres evner til andet end manipulation og intriger. Fortælleren beskriver også, hvordan 2. verdenskrig nærmer sig, og romanen slutter i marts 1939 med:

[...] Hitler had seized Bohemia and Moravia,
p. 269.

Romanens forløb følger Marthas bevægelser, men de mange politiske analyser, der leveres af fortælleren, giver romanen et splittet præg; som om Lessing ikke har kunnet beslutte, om det er Marthas udvikling eller den politiske udvikling, der er vigtigst.

Martha beskrives overvejende af fortælleren. Fortælleren har en ironisk distance til Martha og peger gennem denne ironiske distance på Marthas fejltagelser og selvbedrag.

Undertiden har Martha imidlertid også synsvinkelen - dette sker i de passager, hvor Martha mærker sin krop og mærker, hvad hun føler. I disse passager glider synsvinkelen mellem Martha og fortæller, og der er ingen ironisk distance mellem dem. Der er kun få af sådanne passager i MQ, beskrivelsen af Marthas “illumination” pp. 60-63 er én af dem.

 

III.3: A Proper Marriage

A Proper Marriage, herefter PM, er fra 1954. I denne roman beskrives Marthas liv mellem 1939 og 1943, hendes ægteskab med Douglas og opløsningen af det, datteren Carolines fødsel og Marthas introduktion til politisk arbejde under 2. verdenskrig.

Marthas ægteskab med Douglas er kendetegnet ved, at Martha føler sig modarbejdet af sin kropslige kvindelighed. Martha beslutter, da hun bliver gift, at hun ikke vil have børn foreløbig, men opdager efter nogle måneder, at hun faktisk er blevet gravid. Martha vil ikke være husmor, men bliver alligevel “sucked into a pattern”, hvor hun er mor, husmor og passiv og eftergivende over for Douglas. Mens hun lever og handler i mønstret, drømmer hun om at slippe fri. Martha mærker, hun ikke elsker Douglas og datteren Caroline, og det fylder hende med skyldfølelse.

Martha føler hendes krop trækker hende i en “forkert retning”. Samtidig har hun under graviditeten og fødslen nogle meget stærke kropsoplevelser. I “mudderhuls-episoden” pp. 152-55 kort før Carolines fødsel, oplever Martha igen, at hun hører sammen med alt liv i universet; og under fødslen, specielt pp. 163-64, oplever Martha, at hun er delt i to personer, krop og intellekt, beskrevet som “the ancient being in her” og “the free spirit”. Smerten under fødslen ophæver imidlertid adskillelsen:

It was a pain so violent that it was no longer pain, but a condition of being.
p. 163.

I PM er Martha dog ude af stand til at nærme sig en accept af den kropslige kvindelighed, hun mærker så tydeligt under graviditet og fødsel, fordi hun oplever moderskab og ægteskab som identitetstab. Martha er i PM ude af stand til at ophæve splittelsen mellem krop og intellekt, fordi hun kun accepterer intellektet. Alligevel længes hun efter:

[...] that woman who combined a warm accepting femininity and motherhood with being what Martha described vaguely but to her own satisfaction as ‘a person’. She must look for her.
p. 229.

Martha slås i PM stadig med sin mor. Mrs. Quest blander sig uophørligt i Marthas liv. Det bedste billede på Mrs. Quest omklamring af Martha er måske følgende:

There was never a time when half a dozen of Mrs. Quest's personal belongings did not lie in Martha's drawers and cupboards.
p. 286.

Marthas dybe angst for at blive som Mrs. Quest er én af Marthas vigtigste tilskyndelser til at forlade Douglas og Caroline i slutningen af romanen.

I en vigtig samtale med Mr. Quest pp. 295-99 viser Mr. Quest, hvad der gemmer sig bag hans “invaliditetsmaske”:

Nine parts of his time, Mr. Quest was safe in his inner world of memory and vague philosophical speculations; but he could come out of it abruptly, and be warm, shrewd, paternal. This, if she wanted, was one of the times.
p. 295.

Under denne samtale går det op for Martha, at hun må forlade Douglas.

Samtidig med at Martha beslutter at forlade Douglas, bliver hun medlem af en kommunistisk gruppe:

For the first time in her life she had been offered an ideal to live for.
p. 315.

I den kommunistiske gruppe finder Martha en ny mening med tilværelsen. Kommunistisk teori om familiens afskaffelse bekræfter hende i, at det er bedst for både hende og Caroline, at Caroline bliver hos sin far. Martha forsøger nu at konkretisere sin “gamle” utopi om en by med fire porte inden for rammerne af en kommunistisk utopi: hun arbejder for nedbrydning af klasseskel og for nedbrydning af raceskel i det zambesiske kolonisamfund.

Fortællerforhold

I PM er synsvinkelen stadig primært fortællerens. Fortælleren beskriver, hvordan 2. verdenskrig kommer til Zambesia: mændene drager i krig, og Zambesia bliver træningscenter for RAF. Fortælleren er stadig analyserende og ironisk og udtrykker Lessings marxistiske holdninger.

Forløbet følger stadig overvejende Martha, og via den ironiske distance til Martha peger fortælleren på Marthas fejltagelser og selvbedrag. Fortælleren viser, at Marthas beslutning om at forlade Caroline, fordi hun går ind for familiens afskaffelse, og fordi hun er bange for at blive som sin mor, er forkert. Beslutningen er foretaget af Marthas intellekt og tager ikke højde for Marthas krop, for hendes kærlighed til Caroline og hendes skyldfølelse i forhold til hende.

Fortælleren peger også gennem den ironiske distance til Martha på, at det er i accepten af både intellekt og krop, håbet ligger - i de situationer, hvor Martha accepterer sin kropslige kvindelighed, ligger muligheden for at realisere utopien, og i de situationer, hvor Martha mærker kroppen, fx fødslen og “mudderhuls-episoden”, ophæves den ironiske distance mellem Martha og fortæller.

Fortælleren peger således på, at Marthas beslutning om at gå ind i den kommunistiske gruppe er truffet på et forkert grundlag. Derfor er der al lerede i PM sat spørgsmålstegn ved Marthas mulighed for at realisere sin utopi i denne gruppe. Fortælleren viser, at realiseringen af den kommunistiske utopi besværliggøres af de mennesker, der skal realisere den. Det betyder imidlertid ikke, at selve utopien kritiseres, fortælleren peger på det kommunistiske Sovjetunionen som stedet, hvor utopien er ved at blive til virkelighed.

I PM findes et eksempel på Lessings teknik med undertiden at flytte synsvinkelen til en person, der ellers overvejende kritiseres af fortælleren. Marthas mand Douglas' mislykkede forsøg på at komme til at deltage i 2. verdenskrig beskrives via en glidende synsvinkel mellem fortæller og Douglas. I denne beskrivelse er der kun lidt ironisk distance til Douglas, og Lessing opnår dermed, at Douglas' handlinger og følelser forklares langt bedre, end det ellers har været tilfældet.

 

III.4: A Ripple from the Storm

A Ripple from the Storm, herefter RS, er fra 1958 og beskriver perioden 1943-44. Marthas deltagelse i den kommunistiske gruppe i Zambesia under 2. verdenskrig beskrives her, hendes ægteskab med gruppens leder Anton, og opløsningen af den kommunistiske gruppe. I RS ligger hovedvægten på beskrivelsen af gruppens udvikling og den politiske udvikling i Zambesia, hvor der i MQ og PM i højere grad har været tale om, at Marthas udvikling og den politiske udvikling var lige vigtige.

Martha lærer en lang række ting af at deltage i den kommunistiske gruppe: hun lærer at holde taler, hun lærer organisering, og hun lærer, hvor nærmest håbløst det er, at arbejde for ophævelse af raceadskillelsen i det konservative kolonisamfund. Modsætningen i Martha mellem krop og intellekt tilspidses i RS. Martha mister næsten helt kontakten til kroppen - hun har ingen oplevelser af enhed med alting i RS. Kun under en alvorlig influenza tvinges Martha til at rette sig efter sin krop, og da oplever hun i sine feberfantasier kroppen som truende. Her i RS, hvor Martha helt ignorerer sin krop, får hun et nært forhold til Maisie, der repræsenterer en kropslig kvindelighed, Martha længes efter. Maisie lever helt i overensstemmelse med sin krop.

Marthas ægteskab med Anton er “fornuftigt” - indgået for at Anton, der er politisk flygtning fra Tyskland, kan få opholdstilladelse i Zambesia. Det er Marthas ægteskab med “intellektet” - Anton er en glimrende analytiker, men ude af stand til at mærke sin krop og ude af stand til at forstå følelsesmæssige sider af tilværelsen. I sit forhold til Anton er Martha passiv og eftergivende, som i forholdet til Douglas. At de er kommunister, formår ikke at ændre på et kønsrollemønster, der hedder mand/aktiv versus kvinde/passiv.

Romanen slutter med Marthas desillusionering i forhold til den kommunistiske utopi. Romanens sidste afsnit peger på, at Martha nu må søge nedad, ned i kroppen, hvis hun vil ud af tomheden:

She was overwhelmed with futility. [...] and allowed herself to slide into sleep like a diver weighted with lead.
p. 281.

Fortællerforhol 

I RS er synsvinkelen primært fortællerens, og nu ligger hovedvægten på beskrivelsen af den kommunistiske gruppes udvikling og udviklingen i den politiske situation i Zambesia, selv om forløbet stadig overvejende følger Marthas bevægelser. Der er stadig en kraftig ironi i fortællerens beskrivelser. Fortælleren viser, hvordan den kommunistiske gruppe går i opløsning p.g.a. indre modsætninger i gruppen. Gruppens energi bruges på modsætningerne, og derfor bliver der ikke megen energi tilovers til at udrette noget udadtil - til at arbejde for de idealer, gruppen har så travlt med at definere. Især Marthas mand Anton er en ren karikatur med sin evindelige hang til at analysere situationen frem for at handle.

Samtidig med at fortælleren beskriver gruppens opløsning, opgives den kommunistiske utopi - realiseringen af den kommunistiske utopi beskrives som urealistisk. Man kan altså i RS se, at fortællerens marxistiske holdninger undergår en forandring, og det bliver i stedet hos det zambesiske socialdemokrati håbet om at kunne udføre realistisk politisk arbejde kommer til at ligge.

Dette håb bliver især udtrykt gennem kampen for at oprette en afdeling af socialdemokratiet for sorte arbejdere: “an African Branch”, der på en mere realistisk måde end den kommunistiske gruppe skulle være i stand til at gøre noget for de sorte afrikaneres.

Det forløbsmæssige højdepunkt i RS er den socialdemokratiske kongres i romanens slutning, hvor spørgsmålet om “the African Branch” skal afgøres. Kongressen ender med, at socialdemokratiet splittes:

[...] there were two parties, the Social Democratic Party, representing, or at least giving tokens of goodwill towards, the Africans; and the newborn Labour Party, representing white Labour. Any chance of either defeating the Government at the next election was over.
p. 280.

Hermed mistes også meget af håbet til det zambesiske socialdemokrati, og man fornemmer, det ikke kun er Martha, men også fortælleren, der nu må søge andre veje end partipolitiske.

Marthas vigtigste politiske læremestre er Mrs. Van og Mr. og Mrs. Maynard:

Mrs. Van er progressiv socialdemokrat, hun arbejder for ophævelse af klasseskel og raceskel, hvorimod den konservative del af det zambesiske socialdemokrati mere arbejder for, at hvide arbejdere skal have magten. Men Mrs. Van hæmmes af at være “følelsesmæssigt konservativ”. Hun er først og fremmest mor og husmor og lever i et undertrykkende og kærlighedsløst ægteskab. Fortælleren peger gennem beskrivelsen af Mrs. Van på, at én af grundene til socialdemokratiets manglende evne til at realisere en socialistisk utopi er en manglende evne til at få følelser og politik til at hænge sammen. Samtidig repræsenterer Mrs. Van en generation af kvinder, for hvem det nærmest var umuligt at få politik og familie til at hænge sammen. Mrs. Van tilhører samme generation som Mrs. Quest, beskrivelsen af Mrs. Van er dog en beskrivelse af en mere tålelig kvindetype end Mrs. Quest, der stort set er beskrevet som totalt håbløs. I Mrs. Vans evne til at tage sine følelser alvorligt peger fortælleren også på, at Mrs. Van har et fortrin frem for Martha; selv om Mrs. Van dog aldrig får politik og følelser til at hænge sammen.

Mr. og Mrs. Maynard er repræsentanter for dén højere konservative middelklasse, der sidder på magten i Zambesia. Mr. Maynard er dommer med forbindelse til regeringerne i Zambesia og England. Han er for fastholdelse af raceadskillelse, for bevaring af klasseforskelle, hans egen magt hviler på fastholdelsen af et konservativt undertrykkende styre. Mr. Maynard er pessimist, han tror ikke på en bedre fremtid; han lærer Martha, hvordan den “personificerede magt” handler og føler. Mr. Maynard fremstilles dog ikke som ond, han er en dommer, der dømmer “retfærdigt” i forhold til eksisterende love.

Mrs. Maynard har også forbindelse til regering i både Zambesia og England. Mrs. Maynard har ingen reel magt, men manipulerer og regerer indirekte gennem sin mand og sine forbindelser. Mrs. Maynard er yderst negativt fremstillet, specielt hendes “velgørenhedsarbejde”, der kun tjener til at bevare hendes egen og dermed den højere hvide middelklasses magt.

 

III.5: Landlocked

Landlocked, herefter LL, udkommer i 1965 og omhandler tiden 1944-49. I denne periode oplever Martha sit livs store kærlighed i forhold til Thomas. Marthas og Thomas' kærlighedsforhold og opløsningen af det er helt centralt i LL - samtidig beskrives 2. verdenskrigs afslutning og efterkrigstiden i Zambesia.

For Martha bliver forholdet til Thomas det vigtigste, der endnu er sket i hendes liv. Thomas er gartner og “a Jewish Polish Peasant”, p. 87, det meste af hans familie er blevet dræbt under 2. verdenskrig. Martha elsker Thomas, og denne kærlighed betyder, at Thomas for Martha bliver et samlende element; den splittelse, hun har oplevet mellem intellekt og krop, forsvinder. Thomas lærer Martha at holde af kroppen, at tage kroppens behov alvorligt - at Thomas elsker Marthas krop, gør det muligt for Martha at elske sin egen krop. Da Martha lærer at rette sig efter sin krops behov og de følelser, hun mærker i kroppen, forsvinder en del af hendes passivitet; hun bliver i stand til at træffe beslutninger om, hvad hun vil, og føre dem ud i livet. Hvor der tidligere har været tale om, at Martha havde nogle helhedsoplevelser, der pegede fremad, bliver hendes forhold til Thomas nærmest en lang “helhedsoplevelse”, der forandrer hendes liv. I forhold til Thomas kan Martha også lade være med at spille Matty; Matty er i Children of Violence 1-4 beskrevet som de roller, Martha spiller i forhold til andre mennesker, roller som datter, mor, hustru, sekretær, etc., roller som føles forkerte, men som hun ikke kan lade være med at spille.

Forholdet til Thomas er imidlertid også på mange måder svært for Martha: da de indleder deres forhold venter Martha på at blive skilt fra Anton og komme til England, og Thomas venter på at rejse til Israel. Forholdet mellem dem kommer i vejen for deres planer. Det sværeste er imidlertid, at Thomas er i besiddelse af en viden, som er ny for Martha, en viden, der fra LL bliver central i Children of Violence.

Thomas ved, at det er nødvendigt at få intellekt og krop til at hænge sammen, derfor kan han lære Martha dette. Han ved også, at:

[...] Hiroshima and Nagasaki were [...] symbols for the beginning of a new, frightful age.
p. 99.

Thomas beskriver, at mennesket i den nye frygtelige tidsalder ikke mere kan rumme, hvad der sker; menneskets bevidsthed kan ikke rumme atombombens rædsler eller volden under 2. verdenskrig. Menneskets bevidsthed er ved at ændre sig, og denne ændring er startet med volden omkring 1. verdenskrig og bliver for alvor tydelig omkring 2. verdenskrig. Thomas mener, at ændringen skyldes, at hvor mennesket før i tiden (engang før 1. verdenskrig) kunne have et træ som fast holdepunkt livet igennem, har mennesket nu kun en stjerne. At have en stjerne som holdepunkt betyder:

[...] it was evolution, that the next thing for man was to feel the stars and their times and their spaces.
p. 199.

Thomas mener, der er ved at ske en mutation:

Perhaps there'll be a mutation though. Perhaps that's why we are all so sick. Something new is trying to get born through our thick skins.
p. 122.

Den nuværende situation, den frygtelige tidsalder, indebærer en ekstrem polarisering i intellekt og krop, fornuft og følelse, kultur og natur. Polariseringen “avler” ekstrem vold og hæslighed - så meget ved Thomas. Thomas aner, at håbet er forbundet med en evne til at forene intellekt og krop, derfor taler han om, at der er ved at ske en bevidsthedsmutation, der skal gøre ophævelsen af polariseringen mulig. Også Athen, der er guerillakæmper fra Grækenland og trænes som pilot i Zambesia, taler om nødvendigheden af en bevidsthedsmutation, han taler om at lære at mærke ordenes betydning.

Men både Thomas og Athen dør under deres forsøg på at få intellekt og krop til at hænge sammen. Athen dør i den græske borgerkrig. Thomas dør gal, efter at have været i Israel for at slå ihjel, for symbolsk at hævne drabene på jøder under 2. verdenskrig og jødernes elendige historiske situation ved at dræbe en britisk soldat. For både Thomas og Athen gælder, at de i deres forsøg på at mærke kroppens følelser og forstå had og vold i voldens tidsalder, selv bliver besat af og offer for hadet og volden.

Men selv om Athen og Thomas ødelægges af had og vold, giver de Martha forsmag på en viden, som hun tager med sig til England:

[...] really feeling things are different.’

[...] as she spoke, she felt as if she were in the grip of a new kind of knowledge, a  new insight [...] letting the real meaning of the words sink into one, become part of one - as if one had eaten them, swallowed them - ‘digested’ them, in short.
p. 165.

Da Thomas er død, modtager Martha et manuskript, som Thomas har skrevet, mens han har opholdt sig blandt afrikanske indfødte den sidste tid før sin død. Manuskriptet består af to dele, som det bliver Marthas opgave at “renskrive”:

In the end, there were two versions of Thomas’s last testament. [...] One version consisted of the short biographies and the obituaries and the recipes and the charms and the tales and anecdotes. The other, typed out on flimsy sheets which could be inserted over the heavier sheets of the first version, made a whole roughly like the original - more or less common sense, as a foundation, with a layer of nonsense over it.
p. 279 (min fremhævelse, abn).

Dette på én gang fornuftige og forvrøvlede manuskript medbringer Martha til England; LL slutter med, at Martha bliver skilt fra Anton og rejser til England. Thomas' manuskript er billedet på den arv, Martha medbringer fra Thomas til England: en viden om at det er nødvendigt at få det fornuftige og det forvrøvlede, intellekt og krop, til at hænge sammen, men en manglende viden om, hvordan denne sammenhæng skal komme i stand. Martha er klar over splittelsen, men uvidende om hvad hun skal stille op med denne erkendelse.

Mens Martha og Thomas er “lykkelige”, før Thomas tager til Israel for at få hævn, oplever Martha for første gang at kunne lide sin mor. Efter Thomas er rejst, bliver forholdet mellem Martha og Mrs. Quest dog igen fyldt med had.

Mr. Quest dør i LL. Den sidste tid leder Martha efter:

[...] her father, Mr. Quest, the vigorous, irascible man who knew, when he chose, so much about her. She felt as if he were there all the time - as if this invalid were an imposter, a mask.
p. 112.

Forholdet til Thomas får Martha til at ane:

[...] how terrible a crime she had committed by marrying Anton, by marrying Douglas. . . . against herself and against them. But how was she to have foreseen the world she would enter when she loved Thomas?
p. 162.

Og hun aner, at det var frygteligt forkert at forlade Caroline, p. 245.

Fortællerforhold

Det første, der slår én, når man kommer fra RS til LL, er, at Martha fremstilles på en ny måde i LL. I LL ophører Martha med at bedrage sig selv, derfor skydes fortællerens viden om Marthas bedrag ikke længere ind som en ironisk distance mellem fortæller og Martha, ironien er borte. I LL lærer Martha, at hun skal have krop og hoved til at hænge sammen. Den nye viden, som Thomas og Athen giver Martha, er også fortællerens viden. Derfor er fortælleren i LL klogere end Martha; men da Martha nu er “villig” til at tilegne sig fortællerens viden, behøver fortælleren ikke kritisere Martha mere.

I LL er ironien i forhold til andre romanpersoner end Martha også aftagende. Der er fx en lang passage, hvor Mrs. Quest har synsvinkelen, og hvor der for første gang i serien gives et mere nuanceret billede af hende end som en omklamrende rædsel. Her i LL er dette nuancerede billede dog svagt.

Den nye viden, som fortælleren, Thomas og Athen har, er en viden om nødvendigheden af at forstå voldens tidsalder, af at få krop og intellekt til at hænge sammen. Fortælleren peger nu ikke længere på en marxistisk utopi; den nye viden, der bliver fortællerens nye utopi, indbefatter den marxistiske utopis ideal om frihed, lighed, nedbrydning af klasseskel og raceskel, men indbefatter også, at det er nødvendigt at gå ud over politiske og økonomiske analyser og søge at forstå voldens tidsalder som et udtryk for en splittelse mellem krop og intellekt, natur og kultur; en splittelse der ikke kun kan forstås v.h.a. politiske og økonomiske analyser. Man kan sige, fortælleren stadig er påvirket af marxistisk teori, men at fortælleren ved, at denne teori skal suppleres med andre - psykologiske, økologiske, mytiske - ”forståelser”. Disse andre “forståelser”, specielt den nye viden om hadet, peger på Lessings begyndende interesse for sufisme, der udvikles i løbet af The Four-Gated City.

I LL er synsvinkelen i langt højere grad Marthas end i Children of Violence 1-3. Dette betyder, at personer og begivenheder nu ofte beskrives af Martha, og dette betyder igen, at beskrivelserne i LL virker mere samlede, fordi de i højere grad foregår gennem Martha. Når beskrivelserne kan foregå mere gennem Martha og mindre gennem fortælleren skyldes det, at Martha er blevet mere troværdig. Der er imidlertid stadig lange beskrivelser, hvor synsvinkelen er fortællerens, og hvor fortælleren analyserer den politiske situation i Zambesia uden at disse analyser forbindes med Marthas udvikling; analyserne bliver vigtige for deres egen skyld. Det bedste eksempel på dette er beskrivelsen af de sorte arbejderes strejke pp. 247-73.

Strejken gælder:

[...] that a law should be passed insisting on a minimum wage of three pounds a month, [...]
p. 272.

- og strejken beskrives af fortælleren som farlig og latterlig. De sorte arbejdere får ikke deres krav opfyldt, og strejken kommer til at handle mere om de hvide zambeseres angst for og had mod de sorte zambesere end om lønkrav.

I denne beskrivelse kan man se, at fortællerens afmagt i forhold til politisk arbejde, der startede i RS, er tiltagende. I LL har flere medlemmer af den tidligere kommunistiske gruppe, heriblandt Martha, arbejdet sammen med socialdemokratiet for at bedre de sortes forhold, men dette håb til socialdemokratiet brister helt i slutningen af LL, da socialdemokratiet intet nyttigt kan gøre under strejken.

 

III.6: Afrunding

I Children of Violence 1-4 er der dermed tale om, at fortælleren gennemgår en udvikling. I seriens tre første bøger er der tale om en marxistisk, autoritativ fortæller med en kraftig ironisk distance til romanpersoner og begivenheder, en fortæller der bringer lange grundige analyser af den politiske udvikling i Zambesia og peger på en kommunistisk utopi. Det kan i disse bøger være svært at finde ud af, om det er Marthas udvikling eller den politiske udvikling, der er vigtigst. Synsvinkelen ligger i disse bøger primært hos fortælleren. I løbet af RS desillusioneres fortælleren i forhold til det kommunistiske ideal, og der knyttes istedet et håb til det zambesiske socialdemokrati, der dog også brister. I LL er fortælleren ikke mere marxistisk, men dog stadig påvirket af marxistisk tankegang. Fortællerens utopi indbefatter nu også økologiske, mytiske og psykologiske elementer, og det begynder nu at dreje sig om at forstå, hvilke kræfter der dybest set styrer menneskene og den historiske udvikling, en forståelse, der kræver mere end politiske og økonomiske analyser. Fortælleren i LL er stadig autoritativ, men der er her tale om, at romanpersonerne, specielt Martha, i højere grad bliver synsvinkelbærere. I LL er den ironiske distance væk i forhold til Martha og aftagende i forhold til andre romanpersoner.

Fortælleren ændrer sig i seriens første fire bøger fra at have troet på at det nyttede at arbejde for ophævelse af raceadskillelsen, til at desillusioneres på dette område.

Fortællerens udvikling i seriens første fire bøger svarer til Lessing egen udvikling mellem 1952 og 1965. Fortælleren repræsenterer i denne periode Lessings egne holdninger, der altså ændrer sig. Fortællerens aftagende ironi i forhold til Martha betyder tiltagende alliance mellem fortæller og Martha. Alliancen mellem Martha og fortæller er dog lige fra MQ tydelig i de situationer, hvor Martha er synsvinkelbærer.

Man kan sige, Martha i alle fire romaner er hovedpersonen, dog i de tre første romaner har Lessing problemer med at få sin hovedpersons udvikling og den politiske udvikling til at hænge sammen. I LL lykkes det i højere grad for Lessing at få beskrivelsen af den politiske udvikling og Marthas udvikling til at hænge sammen, fordi den politiske udvikling i højere grad beskrives gennem Martha.

Der er en indre modsætning i Lessings skrivemåde i seriens tre første romaner, der især er tydelig i forhold til Martha, mellem fortællerens kritiske ironiske beskrivelse af Martha og så passager, hvor Martha er synsvinkelbærer, og den ironiske distance forsvinder. Jeg har vist, at denne fortællerproblematik hænger sammen med en modsætning hos Martha mellem krop og intellekt - når Martha er synsvinkelbærer er der stort set altid tale om passager, hvor Martha mærker sin krop - en modsætning, der på et større plan er en modsætning mellem natur og kultur. Det er imidlertid først i LL, at forståelsen af denne modsætning bliver seriens centrale tema.

 

 

IV: Analyse af The Four-Gated City

IV.1: Indledning

Da The Four-Gated City starter, har Martha været i England, nærmere betegnet i London, i fire måneder. Det er sommeren 1949. I første del af romanen, pp. 13-177, følger vi i de første tre kapitler Martha i tre hele dage. Fjerde kapitel foregår et halvt år senere, vinteren 1949-50.

Martha er ankommet til et London i efterkrigstid. Overalt er der spor af 2. verdenskrig - i de fysiske omgivelser, og i de mennesker hun møder. Første dels funktion er at introducere romanen, derfor indeholder denne del de temaer og de personer, der er af afgørende betydning for romanens udvikling. Udover at være et land, der bærer præg af den nyligt afsluttede krig, er England i 1949 i høj grad et klassesamfund. Nedenunder klassemodsætningerne lurer imidlertid den fatale modsætning mellem natur og kultur, der vil føre til katastrofen i slutningen af romanen.

Martha er bevidst om begge typer modsætninger. Hun er i første del af romanen i besiddelse af en usædvanlig evne til at diagnosticere det samfund, hun er kommet til. Senere i romanen mister hun periodevis denne evne til at overskue - hun bliver nemlig i lang tid opslugt af “det personlige”. Men her i begyndelsen af romanen: Martha kommer jo fra det zambesiske kolonisamfund med dets raceadskillelse, og hun kommer fra et land med en fantastisk natur, med den mennesketomme veld og med byer, der virker legetøjsagtige sammenlignet med London. Hun kommer udefra og har derfor outsiderens evne til at se på England udefra.

Martha har i de første fire måneder vandret rundt i London. Været i kort tid forskellige steder hos forskellige mennesker. Hun har, når hun er kommet et nyt sted, sat sin egen oprindelse i baggrunden og har tilpasset sig andres forventninger til hende. Undertiden har hun endda opfundet en hel ny identitet for en aften. I juni 1949 er hun mere og mere blevet én, der vandrer rundt og registrerer. Dette er ved at blive farligt for Marthas opfattelse af sig selv som en person, og hun ved derfor, hun snart bliver nødt til at holde op.

Det er imidlertid en vældig god måde for Lessing at beskrive det engelske efterkrigssamfund på. Hun skaber nemlig her en næsten fuldstændig sammensmeltning mellem fortælleren og Martha. Synsvinkelen glider her i begyndelsen af romanen frem og tilbage mellem fortælleren og Martha. Det er ofte svært at skelne mellem dem, deres viden er her i denne del, hvor Martha er så klartseende, næsten den samme. Dette vil ikke være tilfældet i hele romanen.

Det er nemlig sådan, at jo mere optaget Martha bliver af sine egne følelser og problemer, jo mere hun bliver personen Martha, jo mere fjerner hun sig fra fortællerens synsvinkel. Der er dog aldrig i The Four-Gated City, herefter The City, tale om, at der opstår samme ironiske distance mellem Martha og fortæller som i seriens første tre bøger.

I The City, som i Landlocked, bliver Lessings projekt stadig mere omfattende. Det drejer sig om at forstå og erkende, hvilke kræfter der dybest set styrer menneskene og den historiske udvikling, og den marxistiske forklaringsmodel indgår ikke længere som den vigtigste. Der peges mere og mere på psykologiske, økologiske og mytiske årsager og forklaringer.

Fortælleren i The City er som i seriens fire første bøger meget tæt på forfatterinden Lessing, men der er nu tale om en markant ændring i projektet. Denne ændring har betydning for alle planer i min analyse. Det, der stadig er det samme, er overensstemmelsen mellem fortæller og forfatterinde og så den dybeste tematiske problematik, nemlig den mere og mere tilspidsede konflikt mellem natur og kultur. Lessing undersøger også stadig i The City forholdet mellem individuel og kollektiv bevidsthed, selvom hun her i 1969, da hun skriver The City, har ændret opfattelse af, hvordan det forholder sig med dette forhold.

Fortælleren er i The City, som i seriens fire første bøger, det sted, hvorfra der ses og den stemme, der taler. Der er tale om en stemme med bestemte meninger om, hvad der sker, en stemme, der vurderer romanpersoner såvel som begivenheder, og der satses på alliance mellem læser og fortæller.

Da vi møder Martha i London i begyndelsen af The City, har hun foretaget en lang rejse fra Zambesia i Afrika til London i England. Martha starter på et nyt liv i London. Alliancen mellem Lessing, fortæller og Martha er stadig tydelig. Martha er stadig den af romanpersonerne, der oftest er synsvinkelbærer, og hun er stadig tæt på fortælleren. Som sagt blive der i The City periodevis tale om en næsten fuldstændig sammensmeltning mellem Martha og fortæller. Martha har i The City en personlig gæld, en gæld, hun betaler af på til sig selv (og jeg vil straks i næste afsnit komme ind på denne gæld). Når Martha betaler af på denne personlige gæld, når hun bliver meget optaget af sine personlige følelser, bliver afstanden mellem fortæller og Martha større. Når Martha er mindre optaget af sine personlige følelser, bliver afstanden mellem fortæller og Martha mindre.

Marthas funktion i The City bliver imidlertid anderledes end i seriens fire første bind: Hun er ikke længere den tydelige hovedperson på den måde, at romanens dynamik ikke kommer til at udgå fra hendes handlinger. Hun er til stede som en iagttager af og et vidne til romanens vigtige hændelser. Hun er der, hvor der sker noget, men hendes handlinger er sjældent af afgørende betydning for forløbet.

Romanens dynamik kommer i I og II del af The City især til at udgå fra Mark. Fra II del kommer romanens dynamik og den nye viden, der indbefatter håbet om en anden fremtid, især til at udgå fra Lynda og den yngre generation, i særdeleshed fra Francis. Denne nye viden har direkte forbindelse til Thomas og Athen i Landlocked. Der er tale om, at Lessings erkendelsesproces er direkte til stede i romanen: Lessing og dermed fortælleren og Martha lærer af Lynda undervejs. Der er tale om, at fortælleren gradvist lærer af nogle af romanpersonerne.

Overalt i romanen er den mest almindelige fortælleteknik, at synsvinkelen glider frem og tilbage mellem Martha og fortæller. Når synsvinkelen kan glide frem og tilbage mellem Martha og fortæller, som den kan, skyldes det, at Martha og fortælleren mener det samme og tænker på samme måde; de vurderer og tolker ens. De taler imidlertid ikke helt på samme måde. Martha udtrykker sig jævnt og i almindeligt talesprog, mens fortælleren har en tendens til at udtrykke sig mere pompøst og retorisk. Fortælleren har også en tendens til ironi og sarkasme, som man ikke finder hos Martha.

Et eksempel er fra p. 18 øverst til p. 19 øverst. Her går Martha fra Iris og Jimmy gennem Londons gader, og beskrivelsen foregår gennem hende, det er hende, der ser, oplever og tænker. Så kommer den lange sætning nederst p. 18:

There was no body among them that might have been chosen to represent the human form in its aspect of beauty, since all were in some way deformed; and there was no face that did not carry marks of strain, weariness, or illness.

Denne sætning er ikke almindeligt talesprog, men mere retorisk og pompøs, og dette er mere fortællerens stil end Marthas. Jeg vil understrege, at det ofte er svært at skelne mellem Martha og fortælleren, der er tale om en tendens.

Udviklingen i romanen er, at Martha og fortælleren, som romanen skrider frem, kommer tættere og tættere på hinanden i viden. Men selv når de er nogenlunde lige kloge, er deres stil forskellig. Der er også altid den forskel på dem, at Martha er en person i romanen, mens fortælleren er en stemme og en synsvinkel, selv om denne forskel udviskes, som romanen skrider frem.

Fortælleren i The City har desuden en tendens til at blive meget stærkt følelsesmæssigt engageret. I de situationer er fortælleren meget tæt på Lessing selv, og det er her fortællerens stil er mest retorisk og pompøs. Det er situationer, som jeg senere vil pege på, hvor fortælleren får karakter af dommedagsprofet og samfundsrevser.

I denne analyse undersøger jeg romanens forløb: Hvordan romanpersoner og temaer udvikler sig. Samtidig undersøger jeg udviklingen i synsvinkelen. Romanens forløb følger som peget på Marthas bevægelser, mens udviklingen i synsvinkelen har at gøre med fortællerproblematikken. Analysen af The City her i afsnit IV peger frem mod afsnit V og VI:

I afsnit V undersøger jeg The City som udtryk for en sørgearbejdsproces. Dette betyder, at mit blik på The City her i afsnit IV er dobbelt: Det er en roman, som jeg analyserer, og det er en roman, som jeg betragter som en sørgearbejds- og skriveproces udført af Lessing. Fordi jeg også betragter romanen som en skriveproces, har jeg hele tiden spurgt mig selv, hvad er det, Lessing gør nu, og hvorfor gør hun sådan.

I afsnit VI viser jeg, at den måde forløb og synsvinkel udvikler sig på i The City, betyder, at der bliver tale om tre forskellige realistiske skrivemåder i The City.

 

IV.2: I del, introduktioner, 1949-50

IV.2.1: Marthas valg

Da vi møder Martha i London i juni 1949, har hun foretaget en stor sørejse og opholdt sig i London i fire måneder. Det er ca. et halvt år siden, hun i slutningen af Landlocked gjorde sig parat til at forlade Zambesia. Rejsen med skib til England har betydet et vendepunkt i Marthas liv, som hun beskriver det for Jack og Joanna pp. 116-119. På rejsen var det tydeligt, at langt størstedelen af passagererne gjorde, hvad de kunne for at glemme den virkelighed, de befandt sig i - de sørgede for at være konstant bedøvede af mad, alkohol og sex. Martha holder sig først uden for denne massebedøvelse sammen med en ung pige, der er ved at dø. Men i det lange løb kan hun ikke klare presset, og hun overgiver sig og bliver deltager i bedøvelsen. Alligevel bliver det klart for hende, at hun ikke ønsker at leve på den måde - og hendes projekt i England bliver at undgå at blive bedøvet og hypnotiseret:

‘I want,’ said Martha, ‘to live in such a way that I don't just - turn into a hypnotized animal’.
p. 116.

Hun viser sig faktisk også at være i stand til det. Hvor hun i Zambesia har levet uden kendskab til, hvad der egentlig var vigtigt for hende - indtil hun mødte Thomas - bliver hun nu i England mere og mere klar over, hvad hun synes er vigtigt i livet. På rejsen indser hun, at hun kan vælge, og i London vælger hun. Med Marthas valg starter således romanen. Og det bliver kroppen, der i første omgang bliver det sted, hvor Martha henter hjælp og forståelse. Også i de fire første romaner i serien har det været tydeligt, at Marthas krop indeholdt en visdom, som Martha imidlertid havde svært ved at forstå og desuden ofte var temmelig uinteresseret i.

 

IV.2.2: Forskellige miljøer i London

I de første måneder i London har Martha vandret rundt fra sted til sted og iagttaget sine egne reaktioner og det samfund, hun er kommet til. Hun har nu for alvor kunnet gøre brug af det, Mr. Maynard - én af hendes vigtigste læremestre - lærte hende om England: At det er et land “absorbed in myth”, p. 28, et land hvor man ikke kan kalde en spade for en spade. Det engelske samfund i 1949 er dybt klassedelt. I næsten fem år har Labour-regeringen været ved magten, og massemedierne taler om, at Labour-partiet har ødelagt landet med socialisme og om, at der ikke er klasseforskelle mere i England.

Martha har i de første måneder især opholdt sig hos medlemmer af den engelske arbejderklasse, hun har boet hos dem og arbejdet sammen med dem. Hun har set, at de stadig er fattige, selv om massemedierne mener noget andet. Hun har også set, at de på mange måder er tættere på sig selv end den middelklasse, hun selv tilhører; de besidder en ægte venlighed og gæstfrihed. Denne arbejderklasses holdning til Labour-regeringen er:

[...] they did not love government and almost five years of a Labour Government had done nothing to win the trust of these people who trusted nothing.
p. 26.

Det er tydeligt, at Lessing her i beskrivelsen af Marthas ophold hos Stella, Iris og Jimmy trækker på de selvbiografiske oplevelser fra In Pursuit of the English fra 1960 om hendes første tid i London. Martha fascineres og tiltrækkes, som Lessing selv, af den livlighed og oplevelsesintensitet, hun finder hos den engelske arbejderklasse. Efterhånden ødelægges spontaniteten af de moderne massemediers indtog, som Lessing beskriver det i In Pursuit of the English.

Som Lessing selv ofte har peget på handler Children of Violence om forholdet mellem individuel og kollektiv bevidsthed. Lessing beskriver i interviewet med Florence Howe fra 1966, at:

Before I start writing any one of these volumes [i serien Children of Violence, abn] I go down and do my homework. I ring up the Daily Express, the New Statesman and Nation, and I go and spend a week with the files - which is the most recurring depressing experience of my life. You go back and you read five years of past history.
Howe, p. 15.

The City indeholder som de øvrige bøger i serien direkte periodens (1949-1967) socialhistoriske begivenheder, og den indeholder også deciderede samfundsanalyser foretaget af fortælleren og Martha i forening. Lessing gør ikke noget forsøg på en såkaldt objektiv historieskrivning. Det hun er ude efter er at beskrive denne periode, som den opleves af de mennesker, der lever den. Og Lessing selv skriver ud fra sine egne oplevelser af perioden. Hun formulerer det selv således:

I thought that if I wrote a book about the kind of experiences that people I knew had had, I would in fact be writing a book about the kind of ideas people were having - almost as a record.
Howe, p. 8.

Der er altså tale om en samfundsanalyse, men en subjektiv analyse, foretaget af Lessing. Checker man datoer etc, er det tydeligt, at referencerne til de ydre begivenheder er korrekt. Vurderingen af begivenhederne er subjektiv. Denne måde at lave samfundsanalyse i et fiktivt værk på, den måde at skrive fiktion på, som Lessing anvender her, diskuteres grundigere i afsnit VI. Her er min pointe, at det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på det subjektive element.

De arbejdermiljøer, der beskrives i begyndelsen af romanen, beskrives udefra af fortælleren og Martha, der ikke selv tilhører miljøet. Martha har hurtigt indset, at hun ikke hører til der - selvom hun anerkender især Stellas og Iris' måde at opleve tilværelsen på som autentisk og ægte.

Dette er stort det eneste sted i romanen, hvor arbejdermiljøer beskrives direkte. Det ser ud, som Lessing her i begyndelsen af romanen har knyttet et håb til arbejderne som klasse, fordi mange af dens medlemmer er tættere på en autentisk oplevelsesmåde og har et bedre blik for den faktiske politiske situation end middelklassen og overklassen.

Et par eksempler på arbejderklassens “autentiske” oplevelsesmåde:

With Iris, one moved here, in a state of love, if love is the delicate but total acknowledgement of what is.
p. 21.

Her beskrives Iris som én, der kan føle ægte kærlighed, og:

Extraordinarily kind they were; kindness was stronger than their anxious need to hold, to keep.
p. 30.

Her beskrives Jimmys og Iris' venlighed som ægte.

Men håbet til arbejderklassen følges ikke op. Snarere fremstilles det, som om arbejderklassen forrådes og mister “sit revolutionære potentiale”. Dette hænger sammen med, at det endelige håb i The City bliver knyttet til en særlig oplevelsesmåde og ikke til en særlig klasse.

Der sker også det, at de klasser, som er tydelige i 1949, ikke længere er det i 1967, da romanen slutter (appendikset fraregnet). På det tidspunkt er der tale om en fuldstændig forandret samfundsstruktur, nærmest et klasseløst samfund, og som det beskrives i slutningen af romanen, er der opstået nye alliancer mellem industri, kirke og kongehus. Denne udvikling kommenteres naturligvis fortløbende i analysen.

Hvorfor bliver Martha så ikke hos Stella eller Iris og Jimmy? Det er der flere grunde til. Nok er der tale om, at Martha her finder en mere autentisk oplevelsesmåde end den, hun er vant til, men hun er også en fremmed, og det er på grund af denne fremmedhed, at hun accepteres. Martha kan aldrig blive et ægte medlem af arbejderklassen.

Desuden har Martha opdaget noget, som hun ikke kan dele med disse mennesker. Dette “noget” er den anden tilværelseskonception og oplevelsesmåde, som Thomas og Athen i Landlocked lærte Martha om. I London har Martha for første gang eksperimenteret med sin egen bevidsthed. Hun har i perioder bevidst undladt at spise og har så vandret rundt i London.

Før jeg går over til at beskrive denne anden oplevelsesmåde, vil jeg beskrive de andre miljøer, Martha har at vælge imellem i London. Selv om hun er ankommet til et andet land, medbringer hun en slags arv fra Zambesia. Denne arv består af introduktioner fra Mr. og Mrs. Maynard og fra Mrs. Van, samt af Thomas' manuskript.

Mr. og Mrs. Maynard er, som beskrevet i afsnit III, politisk konservative, og de er magtfulde i Zambesia. De beskrives af Martha således:

Yes, here they were, who had had such a very powerful influence on her that, looking back, she could say that of all her educators these had been the most valuable.
pp. 609-610.

Introduktionen fra dem er til Henry Matheson, en af Mrs. Maynards slægtninge. Henry M er jurist og medejer af et sagførerkontor. Han har penge og magt og kan ses som en repræsentant for den konservative højere middelklasse (“the upper-middleclass”), den klasse der reelt sidder på magten i England i 1949 - Labour-regeringen til trods. Denne konservative del af middelklassen er totalt ude af stand til at begribe virkeligheden - de lever i overensstemmelse med de myter, de selv har skabt. De bilder sig ind at være fattige, at klasse-modsætningerne er ophævet, etc.

‘God knows we’re poor - but what more do you people want? You've got your Labour Government in, they're not my thing, far from it, I'm more of a Liberal I suppose, though I vote Tory, but they're in, they're doing a job - you've got your socialism. Of course there are people who think that five years of Labour Party has ruined this country. I'm not one of those, but there is no class left in this country. What do you want?’
p. 43.

Scenen i restauranten, pp. 36-47, hvor Martha meddeler Henry, at hun ikke vil være sekretær hos ham, giver et fremragende billede af den højere engelske middelklasse i 1949 med dens forstillelse og hykleri. Marthas reaktion er:

She was now really angry, really discouraged. Even frightened. After all, such people ran this country, no matter what the paper said.
p. 46

Der er især to ting, der er vigtigt at lægge mærke til her: At det er den højere middelklasse, der sidder på massemedierne, og at de taler et sprog, som forvansker og fordrejer virkeligheden. Og det er både den samfundsmæssige virkelighed og disse menneskers følelsesmæssige virkelighed, der forvanskes. De taler ikke om, hvad de ser og føler, men om hvad de bilder sig ind, de ser og føler.

Den anden introduktion, Martha medbringer fra Zambesia, er den fra Mrs. Van. Mrs. Van der var følelsesmæssigt konservativ og politisk progressiv, hun var progressiv socialdemokrat, men som - tvunget til at vælge - altid prioriterede følelser højere end politik.

Mrs. Vans introduktion er til den progressive del af Labour-partiet, repræsenteret af Phoebe Coldridge. Mrs. Van har sagt god for Martha og understreget, at Martha ikke længere er “farlig” kommunist. Men Martha vil ikke længere arbejde politisk, som Phoebe og Mrs. Van forventer det. Hun er færdig med sin karriere inden for organiseret politik.

Det bliver i stedet gennem Phoebes personlige relationer, Martha finder et sted at være. Phoebe er skilt fra Arthur Coldridge, der som Phoebe befinder sig til venstre i Labour-partiet, men som beskrives som ekstrem (p. 100). Arthur har en bror Mark Coldridge, og hos ham ender Martha som sekretær. Familien Coldridge er en gammel engelsk overklassefamilie. Denne overklasse er imidlertid døende. Den har før krigen haft stor indflydelse. Marks far var Tory og medlem af Parlamentet (pp. 130-131). Desuden havde han et hus i London og et på landet. Selv om han ikke var vanvittig rig, var han aristokrat og havde indflydelse. Der var i England tale om nogle ret specielle klassestrukturer, hvor det gamle aristokrati helt op til 2. verdenskrig havde stor indflydelse. Denne indflydelse er ved at forsvinde i 1949. Henry Coldridge er død - død er også familiens ældste søn James, som blev dræbt i 2. verdenskrig, og som var den, der videreførte arven fra faderen.

Død og forsvundet er familien Coldridges position som engelsk overklassefamilie af gavn, tilbage er nogle ideer og idealer, der ikke længere svarer til virkeligheden, og et hus i forfald. Familien Coldridge skal endvidere forstås bredere som et billede på hele den gamle engelske overklasse, der har mistet sin position.

Og tilbage er sønnerne Colin, Mark og Arthur, sønner af overklassen, men bevidsthedsmæssigt klasseløse, for så vidt som de hverken har arvet penge eller reel indflydelse. Noget har de dog arvet - de er født ind i et miljø med forbindelse til magt og penge, de har et “navn”, selv om det er begrænset, hvad det kan bruges til. Og selvfølgelig er de heller ikke fattige, selv om de ikke kan leve af deres arv, men er nødt til selv at tjene penge. I kraft af deres arbejde tilhører Colin og Arthur middelklassen: Arthur er venstreorienteret Labour-parlamentsmedlem, og Colin er kommunist og fysiker. Mark er mere kompliceret, han er forfatter og medejer af en fabrik, der laver elektronisk udstyr til medicinalindustrien. Af politisk overbevisning er han overvejende konservativ.

Selv om England i 1949 stadig er et klassedelt samfund, er det dog også tydeligt, at de gamle klassestrukturer er i opløsning. Det er ikke længere sådan, at et bestemt klassetilhørsforhold automatisk betyder en bestemt politisk overbevisning og en bestemt økonomisk position.

Martha havner således i et miljø, som det kan være vanskeligt at karakterisere. Familien Coldridge har rødder tilbage til den gamle overklasse, men de tre sønner tilhører snarere middelklassen. Arthur er Labour-parlamentsmedlem, men hans politiske indflydelse er begrænset, fordi han er “ekstremt” venstreorienteret. Phoebe har også begrænset politisk indflydelse, for selv om hun er mere moderat end Arthur, tilhører hun alligevel den progressive del af Labour-partiet, og det vil i 1949, under den kolde krig, sige, at hendes reelle indflydelse er begrænset. Colin er kommunist, men han flygter i slutningen af I del til Sovjetunionen.

Mark der er forfatter og medejer af en lille fabrik, bliver mere detaljeret beskrevet senere; her er min pointe, at familien Coldridge ikke tilhører den magtfulde del af den højere middelklasse, som Henry M er repræsenteret for. Til trods for den manglende politiske og økonomiske magt, er det dog karakteristisk for medlemmerne af familien Coldridge, at de har en vis adgang til de voksende massemedier og derfor er i stand til at udtrykke deres standpunkter i offentligheden.

 

IV.2.3: Tilstanden, gælden og utopien

Jack

Det sidste miljø, Martha har haft mulighed for at vælge, er Jacks. Som omtalt tidligere har Martha brugt den første tid i London til at eksperimentere med sin bevidsthed. Hun har undladt at spise og har vandret rundt i London - og på en af disse vandreture, har hun mødt Jack. Jack lærer Martha om kroppen og sex, men Jack er også farlig for Martha, fordi han er ekstrem og ensidig.

Jack har haft en rædselsfuld barndom i The Orange Free State i Sydafrika med en tyrannisk far og en totalt kuet mor (pp. 73-74). Under krigen har han været på en minesweeper, og på grund af en ulykke (p. 71), hvor han har overlevet en dag halvt bevidstløs i havet blandt lig og hajer, har han lært:

That's where I learned about the body, you can make it do what you want, and it's where I first learned about sex.
p. 72.

Jacks viden om kroppen er imidlertid tæt forbundet med hans had til hans far, og det gør ham farlig.

Jack er uden forbindelse til penge og magt. Han tilhører et lag af svindlere og fuskere. Hans officielle stilling er “kunstner”, dvs. han lader, som om han er maler. Jack har ingen ambitioner om at få samfundsmæssig indflydelse eller position - han er fuld af foragt for systemet, som han har let ved at gennemskue, da han ikke er interesseret i at skabe sig en position inden for det. Og han er klog nok til at respektere de regler, der nu engang er, som fx at han skal have en stillingsbetegnelse. Han betragter imidlertid enhver omgang med det offentlige som ren form, det er betydningsløst for ham. Her er han helt modsat Henry Mathesons miljø, der udelukkende tillægger formen betydning, og som ikke kan gennemskue, at de er fanget i normer og konventioner og et system, de selv har skabt, men som nu definerer dem.

Jack vil intet med systemet andet end overleve og i øvrigt gøre, som han har lyst til, han vil i stedet noget med kroppen og følelserne.

Da Martha møder Jack bruger han al sin energi på sex, det er hans arbejde på den måde, at her er han seriøs, det er det, han bruger sin tid på.

Han kender forskellige kvinder, som han udforsker sexualitetens muligheder sammen med. Martha bliver en af dem.

Thomas

Den arv, som Martha medbringer fra Zambesia, består også af Thomas' manuskript, som er delvist uforståeligt for Martha, da Thomas var blevet gal, da han lavede det meste af det. Og arven fra Thomas fører Martha til Jack.

Som vist i afsnit III oplevede Martha, at det at elske Thomas blev det vigtigste, der var sket i hendes liv. Men Thomas blev, som Jack bliver senere, besat af had, og Thomas døde gal. Athen er død i den græske borgerkrig. Thomas og Athen oplevede verden på en anden måde end Martha:

Something new is trying to get born through our thick skins.
Landlocked
, p. 122.

Jeg henviser til afsnit III.5. i specialet; her har jeg vist, Thomas forklarer Martha, at før i tiden (jeg tror, han mener indtil ca. 1. verdenskrig) kunne man have et træ i haven som fast holdepunkt livet igennem - nu har man istedet en stjerne som fast holdepunkt. Thomas taler her om en fundamental ny måde at opleve verden på, han taler om en ændret tilværelseskonception, der indbefatter en ændret opfattelse af tid, rum og sprog. Han kalder det en mutation.

Jeg vil synke ned i det indlysende

På nuværende tidspunkt forstår Martha ikke, hvad Thomas og Athen her ment. Men der er sat en proces igang i hende. Hun har som vist besluttet at leve på en anden måde, end hun har gjort før.

I remember finding out some time before - that that is what learning is. You suddenly understand something you've understood all your life, but in a new way. But there's a pressure on us all the time to go on to something that seems new because there are new words attached to it. But I want to take words as ordinary as bread. Or life. Or death. Clichés. I want to have my nose rubbed in clichés.
pp. 119-120.

Når Martha taler om at lære her, taler hun om en anden måde at lære på end den, hun er vant til. Hun taler om Thomas' måde at lære på: Martha har jo på rejsen til England besluttet, at hun ikke vil leve som et hypnotiseret dyr, og det vil sige på den måde, som frem for alt Henry Matheson og hans miljø lever. Her er sproget og kroppen vigtig. I modsætning til Henrys miljø, der aldrig kalder tingene ved deres rette navn, og som aldrig siger, hvad de føler, vil Martha bruge helt almindelig ord som brød, liv, død, og forsøge at forstå, hvad liv, død og brød betyder, hun vil finde ud af, hvad hun virkelig har brug for, hvad hendes basale behov er.

Denne nye måde at lære om det indlysende på går gennem kroppen. Som Martha lærer, kan hun kun give livet, døden og sproget betydning, hvis hun kan mærke sin egen krop. Hvis hun ikke bedøver den med mad, alkohol og sex. Altså holder hun op med at spise, drikke og elske på den måde, hun er vant til.

Tilstanden og gælden

[S]he was on the verge of a sensation - no, wrong word, but what words were right? - a state then, that had been in fact the surprise of her being in London, its real gift to her. She had learned that if she walked long enough, slept slightly enough to be conscious of her dreams, ate at random, was struck by new experience throughout the day, then her whole self cleared, lightened, she became alive and light and aware.
p. 50.

Jeg vil nu detaljeret beskrive den tilstand, “the state”, som Martha betragter som Londons gave til hende. Jeg vil gøre det så detaljeret, fordi denne tilstand er et centralt punkt i The City.

Pp. 50-56 har Martha den oplevelse, som hun kalder tilstanden. Hun har fået denne oplevelse ved at udmatte sig selv fysisk og psykisk. Der er tale om forskellige bevidsthedstilstande, som hun gennemgår som trin på en indre rejse. Denne indre rejse strækker sig her over nogle få timer. Allerførst, før hun egentlig starter, føler hun en rædsel: “First, before the lit space, a terror.” p. 50

Så oplever hun første trin, som er en tilstand, der beskrives som:

First, the quiet empty space, behind which stood an observing presence.
p. 52.

På dette trin føler Martha, at den person, hun normalt er, er betydningsløs, fordi i virkeligheden er hun:

[...] nothing but a soft dark receptive intelligence, that was all.
p. 51.

På andet trin møder hun: “- an enemy, a jiggling fool or idiot”, p. 52.

Her opdager hun, at:

[...] somewhere in one's mind was a wave-length, a band where music jugged and niggled, with or without words: it was simply a question of tuning in and listening. And she had made the discovery, and then forgotten it, that the words, or tunes, were not all at random: They reflected a state or an emotion.
pp. 52-53.

Første trin er en tilstand, hun kunne tænke sig at befinde sig i altid. Andet trin er rædselsfuldt, og hun har oplevet, at hun ikke kunne holde ud at befinde sig her, og hun har afbrudt “rejsen” og derfor mistet det videre forløb. På anden trin får hun imidlertid også nyttige oplysninger. Det er her hun får at vide, at hun er under stort pres, fordi hun ikke hører til nogen steder, og at det er nødvendigt, at hun igen bliver ansvarlig over for sig selv som et almindeligt menneske, p. 54.

Hvis hun kan holde fjenden og idioten på andet trin ud, når hun tredje trin:

[...] even as she understood that she had reached, through acceptance, through not being afraid of or irritated by the silliness and jumble of this area, a state of quiet and distance as far removed from the state of quiet known up till now as that state was from the humdrum of ordinary life, she was already sinking away from it.
p. 55.

Hele oplevelsen beskriver Martha nederst p. 55 således:

[...] the lit space and its marvellous brother, the turn of the spiral above it when one had gone through the band of noise.

Denne oplevelse, som er af spirituel og åndelig karakter, kommer i stand gennem kroppen, der er tale om et samarbejde mellem krop og bevidsthed.

Martha har haft den slags oplevelser, siden hun var i puberteten, men hun har aldrig før bevidst arbejdet på at få dem. De er kommet til hende, og den allerførste, vi hører om, er lige i starten af Martha Quest. Senere har hun haft dem især i forbindelse med graviditet og Carolines fødsel. Og endelig sammen med Thomas. De er kommet i forbindelse med pubertet, graviditet og sex. Som om kroppen indeholdt en viden, som Martha fik adgang til, når hendes kvindelige kropsfunktioner var ekstra tydelige. Indtil Martha mødte Thomas, følte hun, at denne fysiske side af kvindeligheden var hendes modstander, fordi den traf beslutninger uden om “hende”. Men Thomas lærte hende en anden sandhed om kroppen, og nu ønsker Martha adgang til den viden, som hun kan finde gennem kroppen.

Den første store forhindring, Martha møder efter sin beslutning om ikke at ville leve som et hypnotiseret dyr, er, at hun opdager, hun står i gæld til sig selv.

Responsibility that is, to the normal, the usual - she had debts to pay, that was it. One could not move on before all debts were paid, the accounts made up. Terror struck, thinking of the debts she did have to pay: Caroline invaded her mind, the two men she had married so absurdly, her mother. Debts. They had to be paid.
p. 54.

Martha har altid været søgende, og hun har i forskellige sammenhænge prøvet at leve efter sine drømme og idealer, hun har opgivet sin datter, fordi hun gik ind for familiens afskaffelse, og hun har i lang tid arbejdet for socialisme. Hun har haft drømme og visioner, men hun har som regel taget fejl, når hun besluttede, hvordan hun kunne nærme sig visionen. Hun står i gæld til sig selv, fordi det var forkert, at hun opgav sin datter Caroline, fordi hun har giftet sig to gange med mænd, hun ikke elskede, og fordi hun ikke er fri af sin mor, hun lider stadig af et moderkompleks.

Martha forstår under oplevelsen pp. 50-56, at først når hun er færdig med at betale den gæld, hun har til sig selv, kan hun arbejde videre med de bevidsthedstilstande, hun har eksperimenteret med de første måneder i London.

Jeg forstår Marthas gæld således: Før Martha kan udforske andre bevidsthedstilstande, er hun nødt til at lære sin egen moderlighed at kende, hun er nødt til at lære at elske som kvinde, og hun er nødt til at gøre sig fri af sin mor. Før kroppen vil samarbejde med hende, må hun kunne acceptere sig selv som kvinde.

Beskrivelsen af Marthas oplevelse og af hendes gæld til sig selv her i I del af The City forstår jeg som de indledende øvelser i en sørgearbejdsproces. I afsnit V, The Four-Gated City: Et kvindeligt sørgearbejde, viser jeg, at Marthas oplevelse og gæld kan forstås som en del af en sørgearbejdsproces, samt at beskrivelsen af Marthas proces i The City peger på Lessings egen sørgearbejdsproces.

De tre trin, Martha gennemgår i oplevelsen her i I del, er endvidere det indledende billede, Martha får, af hele den indre rejse, hun foretager i The City.

Sexualitet

Jack har en viden om kroppen og sexualiteten, som minder om den, Thomas havde. Og gennem de sexuelle oplevelser med Jack lærer Martha at forstå, at kroppen taler en slags sprog:

He [Jack, abn] understood, and communicated, through the body.
p. 120.

Pp. 56-91 og pp. 114-122 beskrives Jack og Marthas forhold til ham. Martha føler sig fristet til at blive hos Jack, fordi han er den eneste person i London, som hun føler accepterer hende. Jack er imidlertid farlig, fordi han er for ekstrem. Jack har tilfældigt fået den viden, han har om kroppen - den dag han lå i vandet med lig og hajer - og han forholder sig ikke bevidst til den viden. For ham er det et mål i sig selv at udforske sexualitet. Han ved, det drejer sig om energi:

But then you discover hatred is a sort of wave-length you can tune into. [...] If you can get beyond “I hate” - then you find - there is hatred, always there. You can say I am going into hatred now, it's just a force.
p. 75.

Når jeg siger, Jack ikke forholder sig bevidst til den viden, han har om kroppen, mener jeg, at han aldrig kommer længere end til at bruge det, han lærer om kroppen, til at tilfredsstille sine egne behov. Han kan ikke - prøver ikke - at se ud over sin egen næsetip. Og når den slags energi, som er på tale her, kun bliver brugt til at tilfredsstille personlige behov, bliver den farlig og destruktiv. Jack er uansvarlig over for den viden, han har fået. Han ender da også som en slags sofistikeret alfons.

I kapitel 2 beskrives utroligt smukt, hvordan Martha og Jack udforsker og eksperimenterer med sexualitet. En nat opdager Martha, mens hun elsker med Jack, at hun kommer samme sted hen, som da hun havde sin oplevelse tidligere på aftenen, og hun får en vision om fremtiden:

[A]s she shifted up into this other state, she saw in front of her eyelids a picture of a man and a woman, walking in a high place under a blue sky holding children by the hand, and with them all kinds of wild animals, but they were not wild at all: a lion, a leopard, a tiger, deer, lambs, all as tame as housepets, walking with the man and the woman and the lovely children, and she wanted to cry out with loss; but it was a loss there was no focus to, there was no holding it. And then, out of the pain of loss, came another picture accompanied by a shift of mood or place: she saw a large layered house, not foreign or out of another climate, but London, it had a London feel to it, and it was full of children, not children, halfgrown people, and their faces as they turned them towards her were tortured and hurt, and she saw herself, a middle-aged woman, thickened and slowed, with a face of a middle-aged woman.
pp. 77-78.

Martha har oplevet noget lignende tidligere på aftenen:

A great descent down, down was before her. Then a wave would lift her up again (when?), to where she was now on a height, and from where she could glimpse other perspectives.
p. 54.

Hun er i denne højere bevidsthedstilstand i stand til at ane sin egen fremtid. Den fjerne fremtid som er forbundet med utopien og den nære fremtid som husholderske i London.

Utopien og noget om fortælleren  

Den vision, Martha har her, er næsten identisk med den vision, Martha havde i begyndelsen af Martha Quest. Visionen er et billede om frihed, lighed og det godes sejr. Det er et enkelt billede, meget stærk ladet med længsel efter og tro på et bedre samfund. Fordi billedet er så enkelt, kan det følge Martha livet igennem og forbindes med de forskellige stadier i den udvikling, hun gennemgår. Fra en bred humanistisk livsopfattelse, inspireret af 1800-tallets store realistiske forfattere, over en socialistisk utopi til utopien i The City. Billedet på utopien er en by med fire porte. Her i begyndelsen af romanen er Martha i gang med at konkretisere dette billede endnu engang. Hun tror ikke længere på socialismen som utopi, og hun har endnu ikke nogen anden -isme at tro på; hun har kun det enkle billede af en by med fire porte.

Lessing har nu helt ændret på retningen i Marthas liv: Fra organiseret socialist i de første romaner i Children of Violence til en, der søger efter meningen med tilværelsen uden at knytte denne søgen an til nogen organiseret bevægelse. Samme ændring kan her omkring skrivetidspunktet for The City i 1969 spores i Lessings liv. Da Lessing skriver The City, har hun meldt sig ud af det engelske kommunistparti, og hun er politisk desillusioneret. Hun har haft et psykisk sammenbrud, og hun har været i jungiansk psykoanalyse. Som jeg vil vise i afsnit VI: På sporet af en kvindelig skrivemåde, betyder disse faktorer, at Lessings realistiske skrivemåde ændrer sig, da hun begynder at skrive The City, og den ændrer sig, mens hun skriver The City. Og man kan altså se, at Lessing ændrer på retningen i Marthas liv samtidig med, at retningen i hendes eget liv og i forfatterskabet ændres.

Fortælleren her i I del bærer præg af den ændring, Lessing er i gang med. Fortælleren giver præcise beskrivelser af Englands politiske og økonomiske situation i 1949-50, af klassemodsætninger og den kolde krig. Fortælleren i Children of Violence 1-3 gav også præcise beskrivelser af Zambesias politiske og økonomiske situation i 30'erne og 40'erne, men her pegede fortælleren i høj grad på marxistiske forklaringer eller løsninger. Fortælleren i The City peger ikke længere på sådanne marxistiske forklaringer eller løsninger; samtidig bliver fortællerens samfundsbeskrivelser her blandet op med et element, som jeg vil kalde dommedagsprofetier.

Et eksempel:

Pp. 18-19 hvor Martha tænker over det kvarter Iris og Jimmy bor i:

There was no body among them that might have been chosen to represent the human form in its aspect of beauty, since all were in some way deformed; and there was no face that did not carry marks of strain, weariness, or illness.

Et andet eksempel, hvor Martha beskriver et område ved Themsen:

[...] what race was this that filled their river with garbage and excrement and let it run smelling so evilly between the buildings that crystallized their pride, their history.
p. 28.

Et tredje eksempel:

Wood had never meant a great baulk of greyish-brown substance that smelled of wet, of damp, of rot, and of the gas which must have soaked everything in this street since everything smelled of it.
p. 20.

Disse udtalelser har en særlig karakter: De udtrykker en opfattelse af, at menneskene er ved at udrydde sig selv, fordi de har mistet forbindelsen til meningen med livet, og stilen er retorisk og patetisk. Der er tale om afsnit, hvor synsvinkelen glider frem og tilbage mellem fortæller og Martha, som den typisk gør. De tre eksempler er fra et langt afsnit, hvor Martha bevæger sig fra Iris og Jimmy til en middag med Henry M. Mens hun går rundt i London, beskriver hun, hvad hun ser. Når Martha er synsvinkelbærer foregår det altid i 3. person. (Det gælder også for andre synsvinkelbærere i romanen, at de altid står i 3. person). Ind imellem Marthas tanker og overvejelser, kommer fortællerens egne tanker og overvejelser. Dette er typisk for romanen, at der ikke er nogen klar grænse mellem Martha og fortæller.

En særlig side af fortælleren er dommedagsprofeten, som jeg mener er på færde i de tre nævnte eksemplarer. Dommedagsprofetens udtalelser er af meget generel karakter. De er af så generel karakter, at de kan løftes ud af romanen og stå for sig selv som en særlig tale. Dommedagsprofeten prædiker og moraliserer: Fy mennesker, at I gør således. Når fortælleren i The City løfter pegefingeren over for hele menneskeheden og bliver så generel, at hun træder ud af romanen, så mener jeg, der er tale om, at Lessings følelsesmæssige engagement bliver så stærkt, at hun selv kommer til syne. Dommedagsprofeten er derfor tættere på Lessing, end fortælleren normalt er. De følelser, der ligger bag dommedagsprofetens udtalelser, er følelser af dyb sorg og smerte over, at menneskene handler således. Og det er Lessings dybe sorg og smerte, der udtrykkes her.

Man kan som vist pege på, hvor dommedagsprofeten tydeligt taler. Implikationerne af denne dommedagsprofet rækker langt: Som en side af fortælleren handler det om romanens synsvinkel, og dermed om det blik, hvormed fortælleren ser på verden og menneskene. Og dette blik ser katastrofe og ødelæggelse i fremtiden.

Beskrivelserne af nutiden (1949-67) i The City er således præget af forvarsler om katastrofen i fremtiden. De første fire dele af The City beskriver tiden op til katastrofen, mens appendikset beskriver katastrofen og tiden efter katastrofen frem til år 2000. Fra omkring 1969, skrivetidspunktet for The City, begynder Lessing at betragte en katastrofe i fremtiden som en uundgåelig konsekvens af oprustning, atomvåbenkapløb, miljøforurening, etc. Katastrofen, som Lessing beskriver i appendikset, skal fungere som en udrensning af dårligt menneskeligt materiale. Efter katastrofen vil mennesker med en anden slags bevidsthed realisere utopien om byen med de fire porte. Forholdet mellem utopien og dommedagsprofeten i The City bliver således, at det er dommedagsprofeten, der varsler katastrofen, og dermed den realisering af utopien, der bliver mulig efter katastrofen.

 

IV.2.4: Familien Coldridge

Martha

Martha ankommer til familien Coldridge via Mrs. Vans anbefaling til Phoebe. Mrs. Van var som nævnt en kvinde, der kombinerede det person lige med det politiske, men som altid prioriterede det personlige først, og familien Coldridge bliver da også et sted, hvor Martha bliver tvunget til at prioritere det personlige. Martha tror i lang tid, hun er havnet det gale sted, selv om hun faktisk er kommet til det rette sted.

Martha ved, hun er færdig med at være aktiv i organiseret politik. Hun ved, hun har en gæld, hun skal betale til sig selv, selv om hun ikke ved, hvordan hun skal bære sig ad. Hun ved, at hun må betale denne gæld, før hun kan arbejde videre med de oplevelser, hun har haft af andre bevidsthedstilstande. Hun ved, at hun har brug for faste rammer i sit liv, fordi hun er under stort pres efter at have eksperimenteret med sin identitet. Der sker nu en ændring i fortællerforholdene. Indtil Martha flytter ind hos familien Coldridge på p. 122, har der været nogenlunde overensstemmelse mellem Martha og fortæller. Nu bliver fortælleren imidlertid klogere end Martha, mens Martha betaler sin gæld. Martha har fået en forsmag på senere tiders forståelse og indsigt.

Martha ved ikke, hvorfor hun ikke forlader familien Coldridge, men fortælleren peger på, at det slet ikke er tilfældigt, at Martha ender her. Martha har endnu ikke forstået, at den måde, hun skal betale sin gæld på, er yderst konkret: Ved at blive “mor”, husholderske og elskerinde.

Et andet markant skift i fortællerforholdene her er, at romanens dynamik overgår til familien Coldridge, i I og II del specielt til Mark. Martha er stadig den hyppigste synsvinkelbærer, men hun er fra nu af mest en iagttager til handlinger, som udgår fra andre, man kan kalde hende en slags passiv hovedperson.

Beskrivelsen af familien Coldridge finder i I del sted i to omgange: pp. 105-112, og p. 122 og I del ud.

Præsentation af familien Coldridge

Pp. 105-112 er præsentation af familien, før Martha beslutter at tage jobbet som Marks sekretær. Efter Martha har skuffet Phoebe ved ikke at ville lave nyttigt politisk arbejde, præsenterer Phoebe Martha for sin svoger Mark. Mark tror først, at Martha er en anden, så det hele starter meget rammende med udredning af misforståelsen..... Dernæst vil Martha slet ikke have jobbet; hun beskriver senere huset således for Jack og Joanna:

[...] everything as sick and neurotic and hopeless as you can imagine. . . . and a dominating mamma over all, and a wife in a mental hospital, and a man just sitting waiting for some sucker like me to cope with everything.
p. 115.

Mark er forfatter og har skrevet én roman. Marthas job vil være som sekretær for forfatteren Mark. Og Mark tilbyder desuden Martha en god løn og et værelse at bo i.

Det er absolut ikke dette job som sådan, Martha ville have noget imod, men at huset, som Mark bor i, oser af frustration og personlige krav:

She felt attacked by the house - claimed.
p. 106.

Huset ligger i Bloomsbury i en gade ved navn Radlett Street (gaden findes, så vidt jeg har kunnet se, ikke i virkeligheden). Huset tilhører en svunden tid - tiden før 2. verdenskrig - og som vist en overklasse, der er ved at forsvinde. Det er et smukt aristokratisk hus med smukt kostbart inventar, som er beregnet til at holde i mange år.

Her da Martha besøger huset for første gang, møder hun Mark. Mens hun taler med Mark ankommer Margaret Patten, Marks mor, med Francis, Marks søn. Margaret passer Francis, fordi Marks kone og Francis' mor, Lynda, er på sindssygehospital.

Situationen i huset er det absolut modsatte af, hvad Martha har håbet på at finde: en mand med en sindssyg kone, en dominerende mor, en sølle søn. Det er især Francis, Martha får medlidenhed med:

That little boy Francis was unbearably painful.
p. 109.

Martha ved, at hvor nemt hendes egentlige job i huset end kan forekomme, vil hun ikke kunne undgå at blive følelsesmæssigt involveret i familiens lidelser og frustrationer. Hun bruger resten af dagen, efter hun har besøgt huset første gang og hverken har sagt ja eller nej til jobbet, til at prøve at undslippe, men om aftenen vender hun tilbage:

Besides, she remembered those moments when they had understood each other - oh yes, only too well, and thought: what's the point? I know perfectly well I'm going to move in.
p. 122.

I denne situation bliver Martha så at sige manipuleret af sig selv til at flytte ind i huset i Radlett Street. Fortælleren peger på, at Martha bliver styret af kræfter i sig selv, som hun er uvidende om - i lighed med dengang hun blev gift og gravid. Fortælleren viser, at det slet ikke er tilfældigt, at Martha kommer til Mark.

Situationen har nemlig, hvad Martha har brug for: En moderløs søn, en hustruløs mand og en dominerende mor/farmor. Altså alle de faktorer, som Martha har brug for at blive konfronteret med for at kunne betale sin gæld som mor, kvinde og datter. Martha bliver her styret af behov, hun ikke vil anerkende.

Mark og hans romaner

Kapitel 4 foregår seks måneder senere fra december 1949 til januar 1950. Martha er nu installeret i Coldridge-menageriet. Hun bilder sig ind, hun snart flytter ud igen, selv om hun bliver stadig mere involveret som husholderske og følelsesmæssigt omsorgscenter. Som Martha har forudset og frygtet, sidder hele familien i frustration til op over alles ører.

Mark har økonomiske problemer. Han arbejder om dagen på sin fabrik, som laver elektronisk udstyr til hospitaler, og som han har sammen med Jimmy Wood. Om aftenen og natten arbejder han på en ny roman sammen med Martha.

Mark bor i familiens gamle hus. Han er den eneste, udover nu Martha, der bor der permanent.

Mark og Martha kan lide hinanden lige fra starten. Og de fungerer godt sammen. Mark beskrives af Martha:

Never had she known a man so armoured, so defensive. As pain-laden subjects came near him, his dark face, whose predominant expression was, in fact, one of dogged enquiry, a need to know, to find out - closed up, his mouth tightened, and he turned away.
pp. 146-47.

Når det drejer sig om personlige følelser, er Mark fuldstændig lukket. Og her bliver Marthas første vigtige opgave at lære Mark at se på disse følelser og forholde sig til dem.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at selv om fortælleren nu ved mere om Martha end Martha selv, er Martha troværdig i sin beskrivelse af andre - her er Martha og fortælleren lige klartseende.

Marks baggrund er, at han var familiens underlige barn:

[...] he was the only one of the four not educated normally for his class.
p. 14

Dette er Mark bitter over, han føler:

His education, his experience, had put him at an angle to his class.
p. 146.

Han længes efter at tilhøre overklassen, samtidig med han godt ved, han ikke hører til der.

Han er sammensat af utroligt modstridende følelser og opfattelser, der eksisterer side om side. Over for sin mor opfører han sig, som om han var 15, p. 156. Han taler om fædreland, ære og gentlemen, som om han ikke levede i 1949, men efter nogle koder, der eksisterede omkring 1. verdenskrig. Hans moral er forældet og tilhører en svunden tid, som det hus han bor i. Hans ansvarsfølelse og loyalitet over for sin familie er meget stor, selv når de svigter ham.

I forhold til Lynda er han tilsyneladende fuldstændig blind. Han elsker og tilbeder sin sindssyge hustru Lynda, hun er hans livs store lidenskab. Men han er ude af stand til at acceptere, hun aldrig bliver rask og aldrig bliver i stand til at være hans kone og Francis' mor. Fordi han ikke kan acceptere, at Lynda er sindssyg, er han i lang tid skadelig for hende.

I forhold til Francis er han også blind. For Martha er det tydeligt, at Francis har brug for kærlighed, omsorg og varme. Men Mark holder stædigt fast ved, at det er godt for Francis at gå på én af de mest konservative og barske engelske kostskoler. Mark kan ikke se, hvad Francis har brug for, og han kan derfor heller ikke give ham, hvad han har brug for.

Men samtidig med, at Mark er blind over for virkeligheden, der hvor han er følelsesmæssigt engageret, forholder han sig til virkeligheden på et andet plan; dette andet plan kommer til udtryk i hans romaner.

Marks første roman er skrevet i 1946, mens Mark venter på at blive demobiliseret med besættelsestropperne i Østrig. Den er udkommet i 1947 eller 1948 og er især blevet bemærket, fordi Mark tilhører familien Coldridge, som er et kendt navn i offentligheden.

Det er - for at sige det mildt - temmelig uklart, hvad Lessing egentlig vil sige pp. 150-159, hvor Marks første roman diskuteres. Der tales om, at romanen er udkommet i 1948, p. 150, men på p. 159 står der 1947. Phoebe siger, romanen har fået gode anmeldelser, mens Mark på p. 151 fortæller Martha, at tonen i anmeldelserne var kold, misbilligende, endog fjendtlig.

Grunden til, at det bliver så uklart her, er, at der føres flere diskussioner på en gang.

Den ene diskussion foregår mellem Martha og Mark og handler om Marks roman: Marks roman beskrives således:

The novel's attitude was as if humanity (the earth and its people) were a variety of living organism, a body, and war was a boil breaking out on it - and could be expected to break out. It was written out of the attitude, implicit, not described, that war was bound to happen, that nothing could have prevented it, and that forms of war would erupt again. This was not at all the atmosphere of the late 'forties when governments, politicians and the Press talked, not only as if war, the next one, was preventable, but as if the actions they were engaged in would prevent it.
p. 151.

Romanen er blevet accepteret, dels fordi Mark er en Coldridge, dels fordi den handler om krig. Men samtidig er den blevet kritiseret for at være deterministisk, for hvem ville lige efter 2. verdenskrig acceptere, at der kunne komme en ny krig. I slutningen af 1949 og begyndelsen af 1950 lyder der imidlertid helt nye toner fra den kulturelle offentlighed:

[...] if Mark's novel had been published now, [omkring årskiftet 1949-50, abn] instead of 1947, what reception would it have got? Two, three years, had changed the climate completely. ‘Out’ was humanitarianism, warmth, protest, anger. What was ‘in’ was the point of view put by the able Miss Sayers. Why? Very simple indeed. The ‘cold war’ was spreading, had already spread, from politics, to the arts. [...] If the war novel had been published now, it would have fitted neatly inside the Ivory Tower.
p. 158-159.

Hvis Marks roman var udkommet i begyndelsen af 1950, ville den have passet fint ind i de litterære strømninger på det tidspunkt, som bl.a p.g.a. den kolde krig taler om, at kunstneren i sit elfenbenstårn skal sidde fjernt fra verdens vrimmel og beskæftige sig med kunstens evige sandheder. Det er åbenbart en sådan holdning, Marks første roman kan siges at være skrevet ud fra, fordi den betragter menneskeheden udefra, ser på den med en objektiv iagttagers blik.

Den anden diskussion, der foregår her, foregår på et helt andet plan, men den blandes ind i diskussionen mellem Martha og Mark og skaber derfor forvirring og uklarhed. Det er en diskussion mellem Lessing og den kulturelle offentlighed.

Vi møder her dommedagsprofetens tvilling: Samfundsrevseren. Samfundsrevseren har mange træk fælles med dommedagsprofeten: Det er en side af fortælleren, som ligger særdeles tæt på Lessing. Og samfundsrevserens udtalelser er meget stærkt følelsesmæssigt ladede. Til grund for samfundsrevserens udtalelser ligger imidlertid ikke sorg, men vrede, indignation og harme, og udtalelserne er sarkastiske og fordømmende. Også her er der tale om, at man romanen igennem kan finde særlige passager, der kommer fra samfundsrevseren, og også her rækker implikationerne langt; det drejer sig om en holdning til offentligheden, specielt den kulturelle, men også den politiske, som er en del af fortællerens synsvinkel. Når samfundsrevseren er meget tydelig, som pp. 150-159, betyder det, at det bliver uklart, hvad der egentlig siges; Lessings vrede griber forstyrrende ind.

Et par eksempler på samfundsrevseren:

Perhaps she [Miss Sayers, abn] was one of the people who don't know how to read. Very few do, after all.
p. 157.

In Britain hard times are on the way when there are rashes of articles on Jane Austen and Flaubert. ‘Jane Austen vs. Thomas Hardy’; ‘Flaubert the Master, Zola the Journalist.’
p. 159.

Også samfundsrevserens særlige tale - som dommedagsprofetens - er af så generel karakter, at den peger ud over romanens univers.

Ironi og sarkasme er ikke typisk for fortælleren i The City, som det var det for fortælleren i de tre første bind af Children of Violence. Fortælleren i The City har tydelige meninger og holdninger, men er generelt ikke ironisk. Når fortælleren i The City bliver vred, går hun egentlig ud over den måde, hun er defineret på, og vreden peger på Lessing selv. Fortælleren i The City har som fiktiv fortæller i et romanunivers ingen grund til at være så vred på den kulturelle offentlighed, men det har Lessing til gengæld. (Diskussionen af grunden til Lessings vrede føres videre i afsnit V).

Når enkeltpersoner beskrives med samfundsrevserens sarkastiske stemme, som Miss Sayers, bliver de rene karikaturer, tomme typer. Miss Sayers er ikke et menneske, hvis motiver og baggrund Lessing forsøger at forstå. Hun er fremstillet som dum og fuldstændig negativ.

Selv om dommedagsprofeten og samfundsrevseren begge peger på Lessings egne følelser, er der den forskel, at den smerte og sorg, som dommedagsprofeten udtrykker, ligger mere inden for fortællerens normale “tone of voice” end samfundsrevserens vrede. Samfundsrevserens vrede forstyrrer det fiktive univers, mens dommedagsprofetens sorg ikke gør det. Hvorfor det er sådan, vil jeg pege på i afsnit VI.

Marks anden roman kommer til at hedde A City in the Desert. Marthas job som sekretær for forfatteren Mark har vist sig at være af en ret speciel karakter:

When Martha first came to be his ‘secretary’ and waited for typing work, something of that sort, she found that they were sitting in his study, talking. It took time for her to understand that he was trying to define his own attitudes through other people's - hers, since here she was.
p. 150.

A City in the Desert bliver et resultat af samarbejdet mellem Martha og Mark. Mark er som vist blind i sine personlige relationer, men han tager bevidst stilling i forhold til den samfundsmæssige udvikling, som han skriver om i sine romaner. Her er hans holdning deterministisk, han repræsenterer en objektiv iagttagerposition; krig kan ikke undgås, fascisterne var ikke værre end de allierede, udviklingen må gå - og går - sin gang.

Denne holdning hos Mark fremkalder en side hos Martha, som hun kalder The Defender, forsvareren. The Defender repræsenterer det følelsesmæssige og moralske engagement i den samfundsmæssige udvikling; man “bør” arbejde på, at krig undgås i fremtiden, fascisterne var onde, mens de allierede var gode, etc.

I A City in the Desert samarbejder iagttagerpositionen med forsvarerpositionen, for omkring billedet af den mytiske arketypiske by med de fire porte kan de to positioner mødes. Selv om A City in the Desert bliver til gennem et samarbejde mellem Martha og Mark, er den endelige udformning skrevet af Mark; det betyder, at romanens grundliggende holdning er Marks objektive iagttagerposition.

Tilblivelsen af A City in the Desert beskrives pp. 159-164. Martha nægter at acceptere, at livet nødvendigvis er miserabelt, Mark holder stædigt fast på, at det er det - og så alligevel:

She was seeking, without knowing it for the mythical city, the one which appeared in legends and in fables and fairy stories, and (here he laughed at her, but affectionately) it was a hierarchic city, which is why she refused even to consider it. He proceeded to describe it, as clearly as if he had lived there; and she, laughing affectionately at him, who knew this archetypal city so well yet said he believed in nothing but a recurring destruction and disorder, joined him in a long, detailed, fantastic reconstruction [...]
p. 161.

Den roman, Mark skriver, handler om byen i ørkenen og ødelæggelsen af den. Byen har fire porte og er en by med haver (“a gardened city”), dvs. en by hvor ting og mennesker er i vækst, kan udvikle og forandre sig efter behov. Byen er planlagt som en helhed for længe siden og indeholder vist nok et kraftcenter, uden nogen egentlig ved hvor eller hvem, der udgør der. Myten siger, at kraftcenteret vist nok er at finde blandt gartnerne, dvs. blandt dem der får tingene til at gro. Inde i byen er harmoni, orden og glæde.

Uden om denne by vokser en skyggeby op, som forsøger at stjæle den første bys hemmelighed ved at erobre og ødelægge den. Men dermed går fortryllelsen tabt. Derefter bliver den første by en myte og legende, som den anden by er bygget op om, uden at den anden by nogensinde opnår harmoni, orden og glæde.

Med A City in the Desert skaber Lessing en roman i romanen med næsten samme titel som “selve” romanen The Four-Gated City. Lessing understreger på denne måde, at det, der beskrives i A City in the Desert, er vigtigt for forståelsen af The Four-Gated City. Man kan sige, at billedet af en mytisk by med fire porte bliver overdetermineret. A City in the Desert tematiserer som vist menneskets længsel efter godhed, orden og harmoni og den nødvendige ødelæggelse af denne godhed og harmoni. Dette tema, som man kan kalde kampen mellem det gode og det onde, er også helt centralt i The Four-Gated City, specielt i romanens to sidste dele og i appendikset.

Lynda og Francis

Lynda, Marks skizofrene hustru, får lov at komme hjem på besøg i julen 1949 fra det sindsygehospital, hvor hun ellers opholder sig. Dette sker mest for Francis' skyld, så han kan have fornemmelsen af at have en rigtig familie med en far og en mor. Francis er hele tiden på vagt, når hans mor er der, af angst for at komme til at sige eller gøre noget, der kan ophidse hende. Både Lynda og Francis prøver på at skabe kontakt, men i denne jul lykkes det ikke. Hver aften græder Francis sig i søvn af længsel efter sin mor. Oven i dette insisterer Mark desuden som vist på, at Francis skal gå på en meget barsk og konservativ kostskole. Her i romanens første del er både Mark og Lynda ude af stand til at give Francis noget af det, han har brug for. Og de kommer derved til at tilføre ham nogle knæk for livet. Martha prøver at få Lynda og Mark til dog at give Francis noget, men selv kan hun kun gøre meget lidt, da det er Lynda, Francis længes efter.

Da Martha første gang ser Lynda, beskrives hun således:

She was tall, very thin with a face strained by the effort of not being ‘upset’. She smiled steadily, while great grey eyes stared out of brownish hollows. But she was staring inward at the place where she kept her balance.
pp. 138-139.

Martha ved, at:

But for a large variety of reasons, Lynda Coldridge, who was in a very expensive mental hospital because she could not stand being Mark's wife, and Francis’s mother, came too close to Martha. Which was why Martha had to leave this house, and soon.
p. 133.

I løbet af julen 1949 kan man ikke sige, at Martha og Lynda lærer hinanden at kende. Men Martha opdager forskellige sider af Lynda. Hun opdager p. 140, at Lynda er særdeles effektiv i sin omgang med de håndværkere, der er ved at sætte kælderlejligheden i stand til den husholderske, der skal komme, når Martha flytter:

[...] seeing her thus, Martha found it hard to believe she was ill.
p. 140.

En nat hvor resten af huset sover, mødes Lynda og Martha i køkkenet. Lynda fremstilles her som en, der overvejende er gal, men som ind imellem kan være nærværende. Det er tydeligt, at Martha er god til at kommunikere med Lynda; Martha følger med i det, Lynda siger, og hun engagerer sig ikke følelsesmæssigt, hun stiller ingen følelsesmæssige krav til Lynda. Mark derimod:

‘Lynda’, he said desperate - and all wrong. A man, a husband, all warm and responsible, he said: ‘Lynda, this is Mark!’

At this pressure on her she smiled, became evasive, went inside herself and stood up.
p. 144.

Mark vil have Lynda tilbage til “verden” - derfor går han ikke ind på det, hun siger. Og hans følelsesmæssige krav og kærlighed til Lynda er en belastning for hende.

Lynda fortæller Martha, at hun kan se i sine kort, at Martha ikke kommer til at forlade familien Coldridge. Lynda viser således allerede her sin evne til at se ud i fremtiden. Lynda fortæller også her, at hun hører stemmer stadigvæk, men at hun skjuler det for lægerne - det er hendes frihed. Og hun fortæller Martha, at hun hører djævelen. Der, hvor Martha og Lynda virkelig mødes, er over “køkkenbordet”:

Martha came nearer to look at whorls of hard grain around which the soft fleshy part of the wood had been worn or scrubbed away. They looked at the cross-cut of a spiral that had once been a growing-point in the wood.
p. 144
 

I forståelsen af hvad træ betyder, kan de mødes. For dem begge er træ et symbol på liv og vækst. Lynda har valgt køkkenbordet i Radlett Street p.g.a. det træ, det er lavet af. I en verden hvor hun regner med, at der snart vil blive fremstillet maskiner, der kan registrere folks tanker, der kan udføre superkontrol, peger træet på naturlighed.

Og for Martha er billedet på ødelæggelsen af træ billedet på det 20. århundredes elendighed. P. 20 beskriver hun/fortælleren forskellen på naturligt træ:

Wood had meant a hand on a trunk under which sap ran; wood had meant the smell of bark; wood had been the smell of oiled surfaces where grain showed patterns.

- og ødelagt træ:

Wood had never meant a great baulk of greyish-brown substance that smelled of wet, of damp, of rot, [...]
p. 20.

Men til trods for at Lynda her beskrives som én, der er blevet gal, dvs. skizofren, på grund af det, hun ved, er det svært at forestille sig, at Lynda bliver romanens nye håb. Den viden, der senere kan gøre Lynda stærkere end “de normale”, er tilstede, det er de aspekter jeg har peget på oven for. Men her tyder alt mest på, at det vil gå Lynda som Thomas; hendes viden vil destruere hende.

Lynda er her fremstillet som én, der ikke rigtig er noget håb for. Hendes spontane viden om en anden tilværelseskonception er blevet brugt imod hende, og hun er ødelagt af medicin og ophold på sindssygehospitaler. Hun er heller ikke her fremstillet som i stand til at være ansvarlig over for Francis. Alt dette peger på, at Lessing ikke har besluttet, at Lynda skal gennemgå den forandring, der i slutningen af romanen betyder, at hendes evner endelig kan bruges oven i købet til at redde mange mennesker.

Valget og katastrofen

I del slutter med et parlamentsvalg og med en katastrofe. Marks ældre bror Colin er som nævnt fysiker. Han arbejder i Cambridge med fremstillingen af atombomber.

Dette er i begyndelsen af 1950, og den kolde krig er på sit højeste. Den specielle del af den kolde krigs konflikt, som Colin deltager i, handler om atomvåben. Colin er kommunist, men han er en speciel slags kommunist:

Colin, devoted to science, was devoted to communism because for him communism meant internationalism, meant the sharing of science.
p. 128.

Colin repræsenterer følgende synspunkt:

But if they [de engelske videnskabsmænd som Colin er én af, abn] were able to supply Russia with information about the bomb, so they could make one, Russia would get equal with America, and then America would be afraid to start a war.
p. 155.

Han mener, at en terrorbalance vil forhindre en atomkrig i at bryde ud mellem USA og Sovjetunionen.

At være kommunist i England under den kolde krig var farligt. At være det i USA var livsfarligt. Marthas kommentar til Colin er:

But she had not before met this type of person who, because he admires a certain communist country, or a communist achievement, or to annoy Aunt Authority, will call himself, herself a communist or a marxist without ever going near the communist party.
p. 137

Det eneste i verden, der betyder noget for Colin, er videnskaben, han er villig til at ofre alt for denne videnskabs skyld. Og da hans chef bliver idømt 14 års fængsel for at have forsynet russerne med videnskabelige oplysninger, flygter Colin til Sovjetunionen.

Dette sker efter, at familien Coldridge i lang tid har været under pres p.g.a. Colins kommunisme.

Da Colin flygter, efterlader han uden moralske skrupler sin kone Sally/Sarah og sin søn Paul i Marks varetægt. Mark bliver derefter kommunist, ikke p.g.a. politisk overbevisning, men fordi han holder af Colin og derfor støtter ham. Han nægter at tage afstand fra Colin - og bliver derfor stemplet som kommunist og forræder og udsat for isolation og chikane under resten af den kolde krig.

Marks forhold til Colin er endnu et eksempel på, at der, hvor han er følelsesmæssigt involveret, er han blind. Mark bliver kommunist p.g.a. hans loyalitet over for Colin.

Colin derimod er stik modsat Mark; hans personlige relationer betyder meget lidt for ham. Alle hans emotioner er forbundet med hans arbejde som fysiker.

Colins hustru Sally hedder egentlig Sarah og er jødisk flygtning. Hendes jødiskhed er absolut på den måde, at hun ingen familie har tilbage overhovedet. Sally/Sarah er lige så emotionel, som Colin er følelseskold. Sammen har de sønnen Paul på næsten seks år. Paul er meget tæt knyttet til sin mor og kender dårligt sin far. Familien Coldridge og Colin accepterer absolut ikke Sally/Sarah - symbolsk udtrykt ved, at de kalder hende Sally, selv om hun hedder Sarah. Da Colin flygter begår Sally/Sarah selvmord. Paul efterlades hos Mark.

Det er midt under parlamentsvalget i februar 1950, at Colin flygter. Mark bringer Sally/Sarah og Paul til huset i Radlett Street om natten efter valget.

Valget giver Labour et formindsket flertal. Valget beskrives via det valg-party, Margaret holder i Radlett Street. Hun har købt et fjernsyn, som er den store sensation og udøver mere tiltrækningskraft end selve valget. Tilstede ved Margarets party er repræsentanter for næsten alle partier: Margaret, der er Tory, hendes mand John Patten, der repræsenterer den respektable del af Labour, og Arthur, Phoebe og Mary (Mary er Arthurs anden kone), der repræsenterer den venstreorienterede del af Labour. Colin og Mark, “kommunisterne”, er fraværende.

Valget peger på den øjeblikkelige politiske situation, der først og fremmest er præget af den kolde krig. Efter at Labour har været fem år ved magten, har de ingenting kunnet ændre. Labour mener, det er fordi landet var i en så dårlig forfatning efter krigen og efter mange års Tory-styre, at det har været umuligt at gøre noget. Torymedlemmer mener, at Labour-styret har ødelagt landet ved at gøre det socialistisk. Men fordi Labour forbindes med socialisme, tyder alt på, at den kolde krigs kommunistskræk i sidste ende kommer til at betyde, at de mister regeringsmagten. Dette sker i 1951.

Valget understreger desuden, at de personer, der beskrives i The City, specielt familien Coldridge, er repræsentanter for politiske holdninger. De er både personlige og politiske individer. Familien Coldridge i sig selv dækker hele det politiske spektrum. Margarets valg-party er et typisk eksempel på sammenfletningen af det personlige og det politiske; familiens store personlige katastrofe sker typisk p.g.a. en blanding af personlige og politiske faktorer. Valget er således et tydeligt eksempel på, hvordan Lessing peger på forholdet mellem individuel og kollektiv bevidsthed.

Dagen efter valget bliver det kendt, at Colin er flygtet, og om natten tager Sally/Sarah til Cambridge og begår selvmord. Og Martha indser, at hun må blive hos Mark.

Med denne katastrofe slutter I del.

 

IV.2.5: Afrunding af I del

Ved slutningen af I del er alle vigtige temaer og personer introduceret.

På forløbsplanet er Martha nu så involveret i familien Coldridge, at hun, da katastrofen sker, ikke kan forlade dem. II del handler om de umiddelbare konsekvenser af katastrofen for Martha og familien Coldridge: “the bad time”, den slemme tid.

På det tematiske plan er nutidens (1949-50) elendighed understreget. Den kolde krig, atomoprustning, miljøforurening. Den højere middelklasse - Henry Mathesons miljø - fremstår som dem, der sidder på magten. De er mennesker, der fordrejer virkeligheden, typiske repræsentanter for et samfund, der er i fuld gang med at fjerne sig fra det, der er meningen med livet, nemlig liv og vækst. De er i færd med at skabe et koldt, livløst, unaturligt samfund.

Familien Coldridge leverer et typisk omend ekstremt billede på denne tid, et billede på hvad en sådan tid gør ved de mennesker, der lever den: Familien er i opløsning på mange forskellige måder. Nogle er døde, nogle er skilt. Francis og Paul er børn uden forældre. Pauls er decideret forsvundet, Francis' lever, men er ude af stand til at være virkelige forældre og tage sig rigtigt af ham. Lynda og Mark er gift, men kan ikke leve sammen. Alle familiens medlemmer lider - alle længes de efter noget andet.

Det er imidlertid også denne lidelse, der peger fremad. Henry Mathesons miljø sætter ingen spørgsmålstegn, de styrer ubevidst hen mod deres egen undergang. Familien Coldridge lider imidlertid så meget under tingenes tilstand, at det giver dem en mulighed for at forandres. Det er hos dem, der lider under nutiden, at Lessing peger på håbet.

Der er dog ikke meget håb i denne I del af romanen; det er svært at se familien Coldridge som andet end lidende ofre. Især Lynda, Francis og Paul virker knækkede. Håbet er imidlertid til stede, selv om det er spagt; der er utopien om byen med de fire porte, og der er Marthas oplevelser den første tid i London, som peger på, at et andet liv er muligt - et liv der bygger på samarbejde med naturen, på “frihed, lighed og broderskab” mellem mennesker, på naturlig vækst.

Indledningen til I del er et citat fra Rachel Carsons The Edge of the Sea. Citatet beskriver et kystlandskab i forandring. Jeg forstår citatet som Lessings spæde billede på håbet; grænserne mellem bevidsthed (land) og det ubevidste (vand) flytter sig hele tiden. I forandringsprocessen begynder nye ting at slå rødder og gro. Håbet ligger i bevidstgørelsen.

And the currents that stream under the bridge, carrying the mangrove seedling, are one with the currents that carry plankton to the coral animals building the offshore reef, creating a wall of rocklike solidity, a wall that one day may be added to the mainland. So this coast is built.
p. 13.

Marthas bevidstgørelse starter med betalingen af gælden. Hun befinder sig derfor i slutningen af I del i en familie, hvor Paul og Francis mangler en mor, Mark en hustru, Lynda en, der forstår hende. Ved at lære de forskellige sider af sig selv at kende, altså ved at blive bevidst om dem, bliver Martha i stand til “at skabe nyt land”.

Opsummering af fortællerforhold

Her i I del af The City har Lessing skabt en fortæller, der er det sted, The City ses og fortælles fra.

Fortælleren ser og beskriver vigtige politiske begivenheder i England i tidsrummet 1949-50. Jeg har peget på to ekstreme sider af fortælleren, dommedagsprofeten og samfundsrevseren, der er passager i The City, hvor Lessing ikke kan holde sine egne følelser tilbage. Til grund for dommedagsprofeten ligger Lessings følelser af sorg og smerte, og dommedagsprofetens funktion er at pege på den kommende katastrofe og det samfund, der vil komme efter katastrofen. Til grund for samfundsrevseren ligger Lessings følelse af vrede, og samfundsrevserens funktion er at kritisere den kulturelle og politiske offentlighed.

Fortælleren ser og beskriver også romanpersoner, og dette foregår ved, at synsvinkelen glider frem og tilbage mellem romanpersoner og fortæller. Den mest almindelige synsvinkeltype i I del er - som i hele The City - at synsvinkelen glider frem og tilbage mellem Martha og fortæller. Indtil Martha ankommer til familien Coldridge er Martha og fortæller nogenlunde lige kloge. Herefter bliver fortælleren klogere end Martha, mens Martha betaler af på sin gæld, hvilket skyldes, at fortælleren allerede ved, at Martha skal betale sin gæld ved at blive “mor”, husholderske og elskerinde, mens Martha først skal til at finde ud af dette.

Samtidig sker der det, at da Martha ankommer til familien Coldridge, bliver hun en passiv iagttager til andres handlinger. Dynamikken i romanens forløb kommer nu til at udgå fra familien Coldridge. I I og II del specielt fra Mark, det bliver hans handlinger og behov, der bestemmer romanens forløb.

 

IV.3: II del, den slemme tid, 1950-56

IV.3.1: Indledning

II del er - som I del - opdelt i fire kapitler og foregår fra 1950 til ca. 1956. II del er kendetegnet ved, at der ikke forekommer store dramatiske begivenheder - i stedet fokuseres der i denne del på effekterne af katastrofen i I del og på de forandringer i huset i Radlett Street, som katastrofen medfører. Det er især Marks og Marthas udvikling i denne periode, der beskrives.

Perioden 1950 til 1956 kaldes i romanen “the bad time”, den slemme tid. Det er perioden fra Colins flugt, og mens den kolde krig er på sit højeste. Colin stemples i offentligheden som spion og forræder. Mark nægter at tage afstand fra ham og stemples derfor som kommunist og forræder. Det betyder, at han isoleres og chikaneres og oven i købet bliver tilbudt at blive spion for det britiske efterretningsvæsen. Det ender med, han faktisk slutter sig til en gruppe i det engelske kommunistparti og for en periode bliver kommunist. At være kommunist på lige præcis det tidspunkt beskrives således:

In America they would be defending themselves before committees, would be deciding whether or not to betray friends and associates; here nothing of the sort was asked of them; they were just having a very bad time.
p. 234.

At Mark bliver kommunist betyder, at han bliver uvenner med sin konservative mor Margaret. Faktisk er Margaret direkte medvirkende i hetzen mod Mark. Han bliver også uvenner med sin socialdemokratiske bror Arthur og dennes tidligere kone Phoebe, da kommunister på det tidspunkt er hovedfjenden for Labour-partiet.

Da krigen i Kenya starter, støtter Arthur og Phoebe, som jo tilhører den progressive del af Labour-partiet, imidlertid den afrikanske side. Dette betyder, at også de isoleres og chikaneres. På grund af denne isolation begynder de at komme i den kommunistiske gruppe, Mark er med i. Dette medfører, at den kommunistiske gruppe må holde op med at være kommunistisk.

Familien Coldridge, dvs. brødrene Colin, Mark og Arthur, stemples derefter således i offentligheden:

How long will the authorities allow these enemies within our gates. . . . The Coldridge family continues its work of undermining those liberties which, etc, etc. . . .
p. 236.

Efter at have været fjender i starten af den kolde krig på grund af politiske uoverensstemmelser forsones Arthur og Mark, da den kolde krig er på sit højeste. Da isolationen af familien Coldridge er mest ekstrem, og da der træffes forholdsregler om, hvad der skal ske med børnene, hvis alle de voksne bliver interneret:

It was just here, when the bad time was in fact ending, or soon to end, that it reached its climax of nastiness.
p. 237.

Medvirkende til, at Mark igen accepteres socialt, er udgivelsen af A City in the Desert:

Then, things began to shift. The change began for Mark with the publication of A City in the Desert. [...] The reviews were pretty good. The literary world was still in its stance of 'non-engagement', it was still claiming all virtue for the interior of the ivory tower. A City in the Desert fulfilled every requirement of this mood. It did not deal with anything controversial, or political, or social.
p. 238.

Dette er 1954. I III del af The City beskrives afslutningen på den kolde krig. Børnene i familien Coldridge: Paul og Francis, og Arthurs og Phoebes børn Gwen og Jill, bliver mærkede for livet af denne periode.

 

IV.3.2: Paul og Francis

Den, der umiddelbart er i størst nød efter katastrofen, er Paul, der er blevet forældreløs. Han har haft et meget tæt forhold til sin mor, bl.a. fordi Sarah har forsøgt at gøre Paul til en erstatning for Colin. I alle beskrivelserne af Sarah og Paul i I del, sidder de to tæt omslynget og kæler. Paul har aldrig forholdt sig til Colin, kun til Sarah - og nu har han kun Mark, en anden mand, som han nægter at forholde sig til:

He certainly had no relationship with Mark: it really was as if Mark did not exist for him.
p. 211.

Hvordan Paul har oplevet familiesituationen ses tydeligt i hans samtale med Martha p. 182, hvor han understreger, at hans farmor, Margaret, ikke er hans farmor, men kun Francis', fordi Margaret ikke kan lide hans mor Sarah. Paul er Sarahs, og Sarah tilhører ikke rigtigt familien Coldridge.

Da Paul pludselig skilles fra sin mor, får han et chok. Oven i det kommer så, at Martha og Mark ikke kan få sig selv til at fortælle den lille 6-årige dreng, hvad der er sket. Det ender med, at han får det at vide brutalt af journalister, der har belejret Marks hus. Da Paul får at vide, at hans mor er død, og hans far er flygtet, accepterer han det, fordi det passer til de underlige begivenheder, han har oplevet. Men fordi Mark og Martha først har løjet for ham, stoler han ikke på dem. Den største katastrofe for Paul er at miste sin mor, og oven i det kommer så Marks og Marthas ubehjælpsomhed i tiden umiddelbart bagefter. I modsætning til Mark ved Martha:

He [Mark abn] could not bear to see that a deep harm had been done; and that they, or at least, he, must expect the results of it, and that the results were for life.
p. 186.

Et stykke tid efter katastrofen anbringer Mark Paul på den progressive kostskole, hvor han selv har gået. Paul kommer herefter kun “hjem” i ferierne. To år efter beskrives han således:

Two years of being an orphan had changed Paul into a lively, aggressive, self-contained little boy who was clever at school but, as the school reports said, 'made inadequate social relationships'.
p. 211.

Den eneste, Paul får tillid til, er paradoksalt nok Lynda. I et langt stykke tid er de to gode for hinanden.

Francis går som understreget på en konservativ kostskole. De voksne ved godt, han bliver chikaneret, fordi han er søn af en kommunist, hvad der er det samme som en landsforræder på den konservative kostskole. Men de ved ikke hvor slemt. Alles holdning i denne periode synes at være, at Paul har det værst, ham skal der tages mest hensyn til. Da det går op for Francis, at hans far faktisk er blevet kommunist, er hans reaktion at undgå at komme hjem i ferierne. Desuden kan han og Paul ikke lide hinanden.

Spørgsmålet er så, hvis skyld er den elendighed, Francis og Paul havner i? Fortælleren peger på, at der faktisk ikke er nogen, der er skyldige, det er situationerne, der er håbløse.

De voksne, der har ansvaret for børnene, er ude af stand til at være ansvarlige forældre. Familiesituationen som sådan er umulig i et samfund, som det der her beskrives, hvor forældre flygter, bliver skilt, begår selvmord, bliver sindssyge. Alle forældrene har nok i deres egne problemer - de har simpelthen ikke overskud til at være forældre. Så selv om børnene føler sig svigtede og bliver rasende på deres forældre, er det problem, Lessing her peger på, ikke skyldsspørgsmålet, men at dette er et samfund, hvor det er umuligt at være forældre, hvor familien er i opløsning, og hvor børn bliver født alligevel.

Hvad sker der med de børn, der bliver født alligevel, og som på et plan er forældreløse? Og hvad sker der med de forældre, der er ude af stand til at være forældre, fordi de aldrig selv har haft nogen?

Undervejs i romanen peger Lessing på andre muligheder end den kernefamilie, vi kender; fx lykkes det senere for Mark, Lynda og Martha at bygge noget op, som er godt for dem selv og Paul og Francis.

 

IV.3.3: Lynda

I II del flytter Lynda ind i kælderlejligheden i Radlett Street sammen med Dorothy. Dette sker dels for at spare penge - Lynda har ellers opholdt sig på et dyrt privat sindssygehospital. Men mest sker det, fordi Lynda vil prøve at leve et “normalt” liv uden for hospitalet. I II del er Lynda på en slags mellemstation. Hun er ikke “institutionaliseret” mere, men hun er heller ikke en ansvarlig del af huset i Radlett Street.

Lynda vil ikke være Marks kone, derfor medbringer hun Dorothy som et skjold mod Mark. Men Mark kan ikke forstå Lynda, og i kapitel 2 udkæmper de derfor den “sidste” kamp, som ender med, at Lynda endeligt nægter at være Marks kone:

In Mark's bedroom, on the table by his bed, stood a photograph of a radiant young beauty who smiled back at the soiled, ill, sour-smelling Lynda.

The sick woman ground her teeth with rage, picked up the photograph, looked at it with hatred, then flung it down to break it into a mess of glass and wood. [...]  Then she went downstairs again, locking the door into the basement behind her.
p. 220.

Også Dorothy er psykiatrisk patient, og i nogle år lykkes det for Lynda og Dorothy at leve i deres kælderlejlighed, med nogen hjælp fra Mark og Martha “ovenpå”. Begge tager store mængder medicin og går regelmæssigt til psykiater. Lynda arbejder ikke, men Dorothy har ind imellem halvdagsjobs.

Hvad der i virkeligheden foregår i kælderlejligheden, ved hverken Martha eller Mark. Det meste af tiden bruger de to kvinder på “inordinate tea-drinking, palm-reading, fortune-telling”, p. 224. De lægger horoskoper og læser i teblade, men tilsyneladende kun “for guidance on matters like buying a new handbag or having a hairdo”, p. 224.

Den omgang med ånder og okkulte kræfter, der på dette tidspunkt mellem 1950 og 1956 finder sted i kælderen, ledes af Mrs. Mellendip, en “klog” spåkone, der lever af at lægge horoskoper. Beskrivelsen af hvad der foregår i kælderlejligheden peger ikke i II del på, at der skulle ligge muligheder gemt i det okkulte. Martha og Mark er fulde af foragt over for de okkulte seancer, og fortællerens kommentarer peger på, at det er syge menneskers adspredelser.

Men der er jo Lynda. Lynda ses og beskrives i II del af Martha og fortælleren, og det de ser er en kvinde, der overvejende er gal og psykotisk, og som man intet kan forvente af.

Ind imellem kommer der dog et andet billede frem af Lynda, et billede som vokser sig stærkere i løbet af romanen - det er utydeligt her, men det er der: Det er den Lynda, som er ansvarlig over for Paul, og som bliver hans eneste ven i den sværeste periode i Pauls liv. Det er den side af Lynda, som Martha prøver at få kontakt med, da hendes mor skal komme:

Lynda had come up here, she was sitting there, she was quite prepared to talk - but Martha must ask the right questions.
p. 268.

Martha og med hende fortælleren begynder at ane, at Lynda ved et eller andet, men hvad? Og hvordan overhovedet nærme sig den viden?

 

IV.3.4: Mark

Da katastrofen er sket, er det Mark, der står med hovedansvaret for Paul. Et ansvar han på intet tidspunkt prøver at løbe fra, men som han heller ikke er i stand til at leve op til, da han intet ved om, hvordan man dækker børns følelsesmæssige behov. Kapitel 1 og 2 fokuserer på, hvilke konsekvenser katastrofen får for Mark. Da Colin er flygtet, og da Mark ikke vil tage afstand fra Colin, fordi han holder af sin bror, bliver han stemplet som kommunist. Dette betyder, at han bliver konfronteret med nogle barske kendsgerninger.

Som jeg har skrevet tidligere, er Mark blind over for virkeligheden, der hvor han er følelsesmæssigt engageret, mens han forholder sig til virkeligheden i sine romaner. Man kan sige, han er splittet i to sider, en følelsesside og en iagttagerside. Dette split i Marks personlighed eksisterer i hele romanen, der er ikke tale om, at Mark ændrer sig fundamentalt. Da Mark er over 80 år, konkluderer han:

And now it is still Lynda and England and Francis, [...]
p. 709.

I forhold til Lynda, Francis og England er Mark mest blind, for her elsker han mest. Men han er det også alle andre steder, hvor han er følelsesmæssigt engageret.

Marks split i en følelsesside og en iagttagerside hænger sammen med hans opvækst. Mark var som barn af natur stille, genert og på vagt. Af familien Coldridges fire sønner var han outsideren. Derfor blev han sendt til en “progressiv” kostskole og ikke som sine brødre til en af de gamle konservative kostskoler:

Mark remembered enjoying the school, but finding it painful, adjusting that world to his own when he went for holidays. Margaret had then sent him to a ‘progressive’ school, based on Neill's lines, but less ‘extreme’. There Mark had found his two worlds more easily aligned; but he was still cut off from his brothers; who thought him and his school (any kind of school but their own being beyond the pale) odd, a challenge to them.
p. 146.

Mark var anderledes end resten af sin konservative overklassefamilie, anderledes fordi han var indadvendt og følsom, ikke så barsk og udadvendt som de andre brødre. Denne indadvendthed og følsomhed gjorde det let for ham at tilpasse sig den “mindre ekstreme” kostskole, han blev sendt til; men det betød, han fik en voldsom længsel efter at være som sin familie, og en voldsom længsel efter at være en del af det England, han som dreng troede, hans forældre og brødre repræsenterede. Det er et England, som består af gode, ærlige gentlemen og deres gode ærlige koner - med velopdragne børn. Det er et England, der for Mark repræsenterer alt det gode.

Følelsessiden

Marks længsel efter den familie og det England, han som barn følte sig uden for, bygger på en idealiseringsmekanisme, som stadig styrer den voksne Marks liv, og som jeg forklarer psykoanalystisk i afsnit V. Idealiseringen er især knyttet til Marks forhold til moderen. Samtidig med at Mark idealiserer sin mor, idealiserer han alle følelsesmæssige relationer. Alle elskede personer, fx Lynda og Francis, og objekter, fx England, idealiseres. Samtidig kan idealiseringen kun foregå ved at fortrænge de elskede personer og objekter som virkelige og levende. Derfor kan man sige, at Mark har en fortrængt følelsesside, og at han er blind over for virkeligheden, der hvor han er følelsesmæssigt engageret.

Iagttagersiden

Marks iagttagerside er især knyttet til hans forhold til faderen. Marks far har været død og fraværende i mange år. Marks identifikation med en fraværende far diskuteres psykoanalystisk i afsnit V. Denne identifikation med en fraværende instans ligger til grund for Marks iagttagerside, som han bruger, når han skriver. Iagttagersiden ser på verden med et koldt deterministisk blik og involverer ikke sig selv følelsesmæssigt.

Martha/fortælleren beskriver Marks forfatterside således:

It seemed that Mark's persona, the writer, the person in him who wrote, had never been ‘young’, had been born an old man. It was not the view of an adolescent boy, but of a humorous mature observer, [...]
p. 275.

(Der bruges ganske vist her adjektivet “humorous”, humoristisk, men da Marks humor ellers aldrig nævnes - tværtimod understreges hans alvor og determinisme ellers alle steder - har jeg set bort fra dette).

Marks sammenbrud

Det billede, Mark har af England som bestående af ærlige, patriotiske gentlemen, er både hans personlige myte og en national myte:

There is a certain kind of Englishman who, on learning that his country (like every other) employs spies; or (like every other) taps telephones, opens letters and keeps dossiers on its citizens; or (like every other) employs policemen who take bribes, beat up suspects, plant information, etc. - has a nervous breakdown. In extreme cases, such a man goes into a monastery, or suffers a sudden conversion to whatever is available.
p. 205.

Da det går op for Mark, at England fungerer på nøjagtig samme måde som alle andre stater - som citatet oven for viser - bliver han konfronteret med, at hans billede af England er uvirkeligt. Dette betyder, at Marks verden bryder sammen, verden som han har forestillet sig den, og han oplever et psykisk sammenbrud.

The gap between what a Coldridge believed was possible, and what was happening, had widened to the point that he was in a kind of collapse.
p. 189.

Han reagerer i første omgang med at blive kommunist og medlem af en kommunistisk gruppe:

He had a new viewpoint, a new vocabulary, new friends. [...] He had walked into a personality; or, if you like, a state of mind, and he was inhabiting it.
p. 206.

Mark bliver nu The Defender, som Martha var det tidligere, nu er det Mark, der er følelsesmæssigt og moralsk engageret i den politiske og samfundsmæssige udvikling.

Pp.  207-210 beskrives det, hvordan Marks kommunistpersonlighed påvirker hans forfatterpersonlighed. Mark begynder nemlig at indsætte Defender-kommentarer oven i manuskriptet til A City in the Desert, der ellers er skrevet ud fra hans kølige iagttagerside. Disse kommentarer minder om en del af kommentarerne i Thomas' efterladte manuskript.

[...] the insertions into the original manuscript made by Mark, the clumsy hot emotionalism of them, were the same in ‘feel’ as a good part of Thomas’s writing. They had come from the same place, the same wavelength. Somewhere, those two extraordinarily different people, Mark, Thomas, inhabited the same place, made contact there. [...] From here, this place, Thomas had gone down into madness and to death. Mark? Well, this was one kind of a descent, of an entering in [...] When people open up a new area in themselves, start doing something new, then it must be clumsy and raw, like a baby trying to walk. . . .
p. 208.

Det psykiske sammenbrud, Mark har her, betyder dermed, at hans følelsesside, The Defender, og hans iagttagerside bliver blandet sammen. Og det betyder, han nærmer sig Thomas' erfaringer.

Imidlertid lader Lessing resultatet af Marks krise blive:

Mark was not changed; it had never gone deep.
p. 240.

Mark går ud af sin krise med sine to sider uforandrede i behold. I resten af The City har Mark en følelsesside og en iagttagerside, der ikke kommer til at hænge sammen, og som ikke forandrer sig. Hele sit liv har Mark brug for en kvinde, der kan tage sig af de følelsesmæssige sider af tilværelsen, først Martha, siden Rita.

Marks iagttagerside, som han bruger i sit forfatterskab, ser meget klart den samfundsmæssige udvikling og bevægelsen hen mod katastrofen. Han bliver også bedre i stand til at formulere denne udvikling end fx Martha og Lynda. Efter A City in the Desert skriver Mark et værk om en jødisk bror og søster kaldet Aaron og Rachel. Dette værk kommer til at ændre form nogle gange frem og tilbage mellem roman og skuespil. For Mark er det imidlertid først og fremmest erkendelsesprocesserne i forbindelse med hans skriveproces, der er vigtige, ikke berømmelsen. Disse erkendelsesprocesser fortsætter fra III del af The City ikke først fremmest i en skriveproces, men i den måde, Mark udformer sit arbejdsværelse på. Marks arbejdsværelse bliver i The City's III og IV del og i appendikset en særdeles central faktor i romanens forløb. Men det er nødvendigt at se på, hvorfor Lessing lader Mark opleve et psykisk sammenbrud, som han ikke forandres af. I beskrivelsen af Marks sammenbrud lægger Lessing op til, at Mark kan lære at bruge både sin følelsesside og sin iagttagerside i sit forfatterskab og i sit følelsesliv. Lessing lægger også i beskrivelsen af Marks sammenbrud op til, at Martha og Mark skal udveksle sider, som hun i det hele taget i I og II del af The City understreger, at Mark og Martha skal lære af hinandens modsatkønnethed. Lessing har her tydeligt til hensigt, at Mark, den aktive forfatter, og Martha, den passive husholderske, skal udveksle sider og lære af hinanden.

Men i slutningen af II del ændrer Lessing på dette projekt. Forklaringen på denne ændring i Lessings projekt skal findes i de problemer, Lessing støder ind i, i beskrivelsen af Marthas opgør med Mrs. Quest; herom handler næste afsnit.

 

IV.3.5: Martha og hendes mor

Da katastrofen sker i slutningen af I del, beslutter Martha at blive hos familien Coldridge. Umiddelbart efter katastrofen er Paul og Mark i så stor nød, at Martha i første omgang må koncentrere sig om dem. Men da Marks krise er overstået, og familien igen begynder at blive accepteret socialt, bliver der plads til Marthas krise. Marthas krise starter, da hun modtager et brev fra sin mor Mrs. Quest om, at Mrs. Quest kommer til London for at besøge Martha.

Mrs. Quests besøg gør det muligt for Martha at begynde at betale af på den gæld, hun opdagede, hun havde til sig selv, lige da hun var kommet til England. Gælden er opstået, fordi Martha har levet forkert, og den drejer sig om hendes forhold til Mrs. Quest, hendes forhold til mænd og hendes forhold til datteren Caroline.

Matty-siden

Før Martha kan starte afbetalingen af gælden, er det nødvendigt, at hun lærer at forstå en mekanisme, der beskrives som Matty-siden. Denne mekanisme er de roller, Martha hele sit liv har spillet for at overleve:

Somewhere early in her childhood, on that farm on the highveld, ‘Matty’ had been created by her as an act of survival.
p. 15.

Matty er især opstået for at overleve i kampen mod Mrs. Quest. Når Martha bliver Matty, involverer hun sig følelsesmæssigt i et eller andet, det kan være i en sag, fx kommunisme, eller i en person, fx hendes kamp mod Mrs. Quest. Her i II del af The City opdager Martha, at hun som Matty den ene dag kan føle sig ekstremt højreorienteret og hadefuld mod venstreorienterede personer og synspunkter, og den næste dag kan hun føle sig ekstremt venstreorienteret og hadefuld mod højreorienterede personer og synspunkter. Hun opdager, at det åbenbart er følelsen af had, der er vigtig, mens det, hadet rettes mod, forekommer mere vilkårligt.

Et særligt aspekt af Matty-siden er The Defender - en side som både Martha og Mark har, og som repræsenterer det følelsesmæssige og moralske engagement i den samfundsmæssige udvikling.

Det der får Martha til at indse, hvad hun skal stille op med Matty-siden er, at hun genkender sin egen Matty-side i Patty. Patty er kommunist og har et kortvarigt forhold til Mark, mens Mark er i sin kommunistiske fase. Martha opdager, hun er på nippet til at hade Patty. Men så drømmer hun en drøm, og da hun vågner:

She knew, as if someone had told her so, that if she now allowed herself to hate Mark, to hate Patty Samuels, to hate the comrades, she would be doing worse than hating a younger self. She would be threatened with more than ‘Having to do it all over again’. Inside her would be lying in wait what she hated, to emerge in ogreish disguises she could not now imagine.
p. 229.

Drømmen får Martha til at indse, at hun er nødt til at acceptere de roller, hun tidligere har spillet, hun er nødt til at acceptere Matty. Hun indser også, at hun er nødt til at kunne se på de forskellige roller, Matty repræsenterer, uden at blive Matty, uden at involvere sig følelsesmæssigt.

Det, Martha lærer ved at forstå Matty-siden, er således at undgå at blive overvældet følelsesmæssigt i svære situationer. Hun kan nu starte afbetalingen af gælden, som går ud på at forstå og acceptere de roller, hun har spillet tidligere, som datter, elskerinde og mor, og derefter forandre disse roller.

Erindringsarbejdet

Med evnen til at iagttage sit eget rollespil uden at involvere sig følelsesmæssigt, kan Martha begynde at afbetale første rate i gælden, gælden i forhold til Mrs. Quest. Martha er besat af had mod Mrs. Quest, og forholdet til Mrs. Quest er så smertefuldt for Martha, at hun har været nødt til at fortrænge det meste af sit tidligere liv:

She had been blocking off the pain, and had blocked off half of her life with it. Her memory had gone.
p. 243.

At Mrs. Quest skal komme på besøg vækker smerten og hadet i Martha, og Martha prøver nu, mens hun venter på Mrs. Quest, at huske de smertefulde situationer i sin fortid uden at blive overvældet af dem, uden at blive Matty, således at hun, når Mrs. Quest kommer, kan se på og acceptere de følelser, hun har i forhold til sin mor, og på denne måde lære at tilgive hende.

Somewhere a long way back, beyond where she could reach with memory, an angry fighting resentful Martha had been born. It was a result of a battle against pity. Pity, a long time ago, had been an enemy. [...] She must be able, when her mother came, to pity her, to love her, to cherish her, and not be destroyed.
p. 261.

Det lykkes for Martha, mens hun venter på, at hendes mor skal komme, at genkalde det meste af sin fortid.

Small self-contained landscapes, lit with pain, remained. She was able to move in and out of them.
p. 259.

Marthas forhold til Mark

Samtidig med at Martha venter på sin mors ankomst, indleder hun et forhold til Mark. Den anden rate i Marthas gæld handler om hendes forhold til mænd. Når Martha elsker en mand, bliver hun passiv, hjælpeløs og afhængig:

[...] this helpless creature who clung and needed.
p. 322.

Forholdet til Mark giver Martha en mulighed for at se på og acceptere disse passive og hjælpeløse sider. Det understreges i I og II del, at forholdet mellem Martha og Mark giver dem begge en mulighed for at lære af hinandens modsatkønnethed. Martha får gennem forholdet til Mark en mulighed for at acceptere og overskride sin passivitet. Mark får en mulighed for at lære at bruge sin følelsesside.

Mrs. Quests ankomst

Og så ankommer Mrs. Quest i 4. kapitel i II del af The City. Mrs. Quests ophold i London beskrives ud fra Mrs. Quests synsvinkel. Synsvinkelen glider i denne beskrivelse mellem fortæller og Mrs. Quest.

Det beskrives, at Mrs. Quest har været så håbløs en mor for Martha, fordi hun er blevet fanget mellem forskellige livsholdninger og moralopfattelser, og fordi hun føler, hun har spildt sit liv. I slutningen af 4. kapitel beskrives:

They kissed politely, exchanged looks of ironic desperation, smiled and parted.
p. 321.

Mrs. Quest rejser hjem, og II del slutter med, at Martha beslutter at opgive forholdet til Mark, fordi det tager for meget af hendes energi:

She knew that soon they would not be lovers. And he was hurt, deeply, where it mattered, not anywhere on the surface where it could be talked about.
p. 322.

 

IV.3.6: Synsvinkelproblematik i II del

Beskrivelsen af Marthas forståelse af Matty-siden og beskrivelsen af Marthas erindringsarbejde vil jeg i afsnit V pege på som en del af en jungiansk individuationsproces. Desuden vil jeg i afsnit V vise, at man kan forstå disse beskrivelser som en sørgearbejdsproces. En sørgearbejdsproces som Lessing lader Martha indlede, og som betyder, at Lessing via Martha kan reparere smertefulde situationer i sin egen fortid.

Under erindringsarbejdet i II del lader Lessing Martha møde en indre instans, iagttagerselvet, der hjælper Martha med at udholde erindringen om smertefulde situationer i fortiden uden at blive overvældet af smerten:

This being moved in and out of the house on the kopje, every detail of every room clear, sharp, visible. But, let this person become Martha - she was swallowed in a wash of hot pain.
p. 260.

Dette iagttagerselv forklarer jeg i afsnit V både inden for rammerne af en jungiansk individuationsproces og inden for rammerne af sørgearbejdsteorien.

Lessing beskriver Mrs. Quests følelser over for Martha. Via den glidende synsvinkel mellem Mrs. Quest og fortælleren i 4. kapitel får man som læser en forståelse for Mrs. Quests liv og handlingsmotiver. Lessing flytter synsvinkelen tilbage til Martha, da Mrs. Quest er rejst. Der er ingen beskrivelse af Marthas oplevelse af Mrs. Quests besøg, der er heller ingen beskrivelse af, at Martha hader, accepterer og tilgiver Mrs. Quest.

Fortælleren siger, at Mrs. Quest forsvinder ud af Marthas liv, og så er den potte ude. Lessing beskriver Mrs. Quests had mod Martha:

She sat, and out of her flooded years and years and years of resentment, all focused on Martha.
p. 320.

Lessing beskriver aldrig under Mrs. Quests besøg Marthas had mod Mrs. Quest, der finder ingen konfrontation sted. Lessing lægger op til Marthas konfrontation med Mrs. Quest, men hun skriver den ikke. Denne manglende konfrontation mener jeg skyldes, at det bliver for smertefuldt for Lessing at skrive konfrontationen, fordi konfrontationen handler om, at Lessing via Martha søger at reparere forholdet til sin egen mor. Det er dette sammenbrud i Lessings sørgearbejdsproces, afsnit V handler om.

Fordi Lessing må opgive at skrive denne konfrontation, må hun opgive at lade Martha acceptere og se på hadefulde og aggressive sider af sig selv. Uden accepten af disse sider af sig selv kan Martha ikke overskride de passive/hjælpeløse sider, forholdet til Mark har fremkaldt i hende. Det betyder, at Lessing også må opgive projektet med at lade Martha og Mark udveksle sider. Derfor lærer Mark intet af sin krise, fordi Marks krise netop handlede om, at Mark skulle lære at bruge sin følelsesside gennem forholdet til Martha.

Samtidig med at Lessing her i slutningen af II del af The City opgiver at beskrive Marthas konfrontation med Mrs. Quest, sker der en ændring i fortællerforholdene. I slutningen af II del kan man se samfundsrevseren blive mere dominerende end i begyndelsen af The City. I beskrivelsen af den kommunistiske gruppe, Mark går ind i, peger samfundsrevseren på det meningsløse i gruppens udvikling; at den kommunistiske gruppe gradvist overtages af ikke-kommunister og således mister sin eksistensberettigelse:

In the unconstituted committee [den kommunistiske gruppe, abn] the discussion of politics had become impossible, now that Arthur and Phoebe were so often there, and so very hostile to communism. [...] They agreed about - a large number of matters, but not about what had constituted this group’s chief reason for existence in the first place. The meetings became fewer, then stopped.
p. 237.

Mens Martha venter på sin mor, opsøger hun Lyndas freudianske psykiater Dr. Lamb. Martha lærer ikke noget af Dr. Lamb, fordi hun føler, han manipulerer hende og tager hendes energi. Beskrivelsen af ham foretages især af samfundsrevseren:

If he beat his wife, or was cold to his children; if he was an arrogant man, or a humble man - it was all the same. Like a character in a play who wore a mask which said ‘I am Wisdom’, it did not matter what he was personally.
p. 262.

With great skill, playing her like a fish, [...]
p. 265.

Samfundsrevserens beskrivelse af Marks kommunistiske gruppe og af Dr. Lamb og psykiatri viser en side af fortælleren, der er i færd med at forkaste enhver form for politisk arbejde og samfundsmæssig institution som meningsløs. Det er en side af fortælleren, der bliver særdeles dominerende fra det øjeblik, hvor Lessing opgiver at beskrive Marthas konfrontation med Mrs. Quest.

Samfundsrevseren og dennes tvilling dommedagsprofeten bliver fra slutningen af II del af The City dominerende fortællerautoriteter. De kommer til at udtrykke de sufistiske holdninger, som kommer til at spille en afgørende rolle i resten af The City.

 

IV.4: III del, det andet mønster, 1956-61

IV.4.1: Indledning: Lessing og sufisme

I slutningen af det foregående afsnit har jeg skrevet, at sufistiske holdninger bliver dominerende i The City fra slutningen af II del, hvor Lessing opgiver at skrive Marthas konfrontation med Mrs. Quest.

I afsnit II.4: Lessing og sufisme har jeg introduceret sufisme via en introduktion af Idries Shah. Jeg har understreget, at Lessing i sit fiktive romanunivers foretager en konkretisering af mange af de begreber, Shah beskriver, men aldrig definerer.

Hvorfor er det så vigtigt at understrege, at Lessing bliver sufist, når nu sufisme er så umulig at tale om? Det er det, mener jeg, fordi jeg på denne måde får en forklaringsramme i forhold til de mystiske tanker og ideer, der nu bliver dominerende i The City. Og fordi jeg mener, der er en forklaring på, at Lessing lige præcis vælger at blive sufist, en forklaring som jeg vender tilbage til i afsnit V.

Beskrivelsen af den tilstand, Martha oplevede den første tid i London, sommeren 1949, kan også læses som en beskrivelse af en sufistisk ekstase, ekstasen, som Shah fremhæver, er første skridt på sufiens vej. De modsætninger, Lessing lader Martha opleve bringes i balance under ekstasen, er modsætningerne mellem det undergangsprægede London som billede på kultur og den naturskønne zambesiske veld som billede på natur. Modsætningerne mellem kultur og natur bringes i harmoni i det utopiske billede af en by med fire porte. Den vision Martha har haft siden hun var i puberteten, og som hun får igen hos Jack.

Utopien, som Martha og Mark udarbejder i Marks roman A City in the Desert, kan også læses som sufistisk. Kraftcentret, der holder byen i balance, uden nogen helt ved, hvor det er, kan sagtens være den sufistiske hemmelighed, jeg har vist, Graves peger på, speciale afsnit II.4.

Når Lessing konkretiserer sufistiske begreber, anvender hun overvejende en psykoanalytisk terminologi. Dette er vigtigt at mærke sig, for så vidt som Shahs terminologi ikke er psykoanalytisk. Han bruger psykologiske begreber, men opstiller aldrig et sammenhængende psykologisk billede, som Lessing gør det i slutningen af The City.

Nu har jeg peget på de vigtigste af de beskrivelser i The City's I og II del, der også kan forstås som sufistiske. Det er min pointe, at de også kan læses og begribes uden kendskab til sufisme. Men fra III del af The City er dette ikke længere muligt, som jeg vil vise i det følgende. Nu sker der en udvikling i romanen, som jeg ikke kan forklare uden at referere til sufisme. Og derfor er det relevant at se tilbage på romanens I og II del og fremhæve de beskrivelser, der har peget frem mod den sufistiske “magtovertagelse”.

Man finder især de sufistiske holdninger hos fortælleren, specielt hos samfundsrevseren og dommedagsprofeten. Mens den ironiske kritik af nutidssamfundet foretages af samfundsrevseren, er det dommedagsprofeten, der varsler dette samfunds undergang.

Der sker nu det, at der af fortælleren peges på noget, der kaldes “the other pattern”, det andet mønster. Det andet mønster vokser frem af katastrofefantasierne, og analysen af The City's III del bliver en fremlæsning af dette andet mønsters tilsynekomst.

 

IV.4.2: Tidsbilleder 1956-1961

Romanens III del starter med en beskrivelse af året 1956, der karakteriseres som et fem-stjernet år:

1956 was particularly easy to see and to remember as extraordinary because of that one week coincidentally the Hungarians rose against their Russian masters (impossible) and in Britain thousands of people made their ideas known about a view of Britain's role referred to as ‘Suez’, unlikely, for no one had protested about anything for so long.

‘Hungary’; ‘Suez’; violently juxtaposed, one of those moments when that other pattern briefly becomes visible, manifested in coincidence; [...]
p. 324.

Som tidligere i romanen understreger Lessing periodens vigtige politiske begivenheder, men nu begynder hun at tale om “that other pattern”. Det er værd at mærke sig, at hun anser Ungarn-oprøret og Suez-krisen som betydningsfulde, fordi hændelserne sker samtidig, og dermed gør det andet mønster synligt - begivenhederne i sig selv med de politiske og menneskelige aspekter, fx verdenskrise og lidelse og død, er ikke længere så vigtige. Der er stor afstand nu til marxisten Lessings samfundsanalyse i bind 1-3 af Children of Violence. Det røbes ikke her, hvad det andet mønster virkelig drejer sig om, kun at det, der tilsyneladende virker tilfældigt, ofte peger på “the laws which operate”, p. 324, altså de virkeligt styrende kræfter.

“The bad time” - perioden under den kolde krig mellem 1949 og 1956 - er forbi. Fortælleren understreger at:

Progress was back in fashion.
p. 331.

- og at alle tilsyneladende lader til at have glemt den kolde krig:

This new London that was coming into being after the long freeze, where everyone was so charming, so loving, so friendly, and so very tolerant, and where - so it seemed - everyone suffered from severe amnesia, it did well enough, it did for its purposes, none of them serious.
p. 328.

Der er tre centrale begivenheder i III del, der tegner tidsbilledet:

1) eftermiddagsselskabet hos Margaret Patten i 1958, pp.  368-76;

2) middagen i Radlett Street i 1958, pp.  399-408, og

3) Aldermastonmarchen i 1961, pp.  449-478.

Eftermiddagsselskabet hos Margaret viser især, hvilke samfundsgrupper der nu er “in”.

[...] youth swamped the lawns, the new socialists.
p. 368.

Margaret fungerer romanen igennem i sin funktion af værtinde (hostess) som et barometer, der viser, hvem der er “in”.

Det store brændpunkt denne eftermiddag i 1958 er homosexualitet; de homosexuelle har nu overtaget de venstreorienteredes rolle som syndebukke. Familien Coldridges egne sorger og bekymringer væves ind i de store tidsbilleder, fx har John Patten, Margarets tredje mand, nu vist sig at være homosexuel. Men beskrivelsen af de homosexuelles vanskeligheder fungerer mest som en temperaturtagning på perioden, der røber samfundets behov for syndebukke. Beskrivelsen af de faktiske sociale og økonomiske forhold i perioden er trådt i baggrunden til fordel for en type samfundsanalyse, der siger: “den og den begivenhed var intet andet end udtryk for....”. Altså en noget anderledes vægtning end fx beskrivelsen af arbejderklassens situation i romanens I del.

Som jeg har vist tidligere er samfundsrevseren især ude efter den kulturelle offentlighed. Her i III del understreges det, at modtagelsen af Marks forskellige litterære værker ændrer sig totalt efter hvilken periode, der er tale om. Fortælleren bringer ikke længere grundige analyser af den politiske og kulturelle offentlighed. Det overlades nu til samfundsrevseren at fremhæve det latterlige i, hvad der sker i offentligheden, fx at Marks litterære værker får så forskellige modtagelser alt efter, hvornår de udkommer, og det latterlige i anvendelsen af termer som progressiv og reaktionær.

Hvis man ser på samfundsrevserens forbindelse til sufisme, er der tydelige lighedspunkter mellem denne side af fortælleren, og det jeg i afsnit II. 4. har beskrevet som Shahs nedladende og kritiske holdning til ikke-sufister og vestlige samfund generelt, fx:

[...] I had assumed that the book would be read thoroughly and that the facts would speak for themselves.
Shah: The Way of the Sufi, p. 19.

Perhaps she was one of the people who don’t know how to read. Very few do, after all.
The City
, p. 157.

De to eksempler illustrerer samme holdning hos Shah og samfundsrevseren: “folk kan ikke læse”.

Under middagen i Radlett Street diskuteres tidens aktuelle emner, frihed, raceproblemer, homosexualitet, mad og endelig “bomben”. Diskussionen af “bomben” er den vigtige og den, der har fortællerens primære interesse.

Jeg har vist, hvordan fortælleren i begyndelsen af III del taler om “et andet mønster”, og at dette andet mønster peger på de virkeligt styrende kræfter i det engelske samfund og i verden på dette tidspunkt.

[...] the laws which operate [...]
p. 324.

[...] critics who analysed every reason for their change of front save one, the main one, [...]
p. 369.

And this, the most interesting of the possible questions had been allowed to slip away.
p. 405.

Det sidste citat refererer til diskussionen af “bomben” under middagen i Radlett Street. De tre citater er nogle af de eksempler, der peger på det andet mønster - det mønster, der er usynligt for de fleste, men som viser, hvad der virkelig foregår.

Diskussionen af “bomben” drejer sig mere præcist om Aldermastonmarcherne, som var demonstrationer mod atomvåben, der startede i 1958, og som kulminerede i påsken 1961. Under middagen diskuteres, hvorfor disse demonstrationer pludselig får den kolossale tilslutning, de får. Men som middagen viser, er det meget få, der beskæftiger sig med dette vigtige spørgsmål. Dette spørgsmål følges i beskrivelsen af påskedemonstrationen i 1961 op af spørgsmålet: Nytter det overhovedet noget at demonstrere?

Beskrivelsen af Aldermastonmarchen i 1961, som jo ellers er en nutidig politisk begivenhed, foretages ikke af samfundsrevseren, men af dommedagsprofeten. Når det er dommedagsprofeten, der taler her, skyldes det, at der ikke fokuseres på demonstrationens politiske betydning, men på tilsynekomsten af det andet mønster. Beskrivelsen er præget af sorg og smerte - deltagerne beskrives som:

These were people who had all been stripped. And their talk, when one got past the slogans and the temporary excitements of this big March and all the people, was extremely sensible. And rather sad. For one thing few believed that they had futures, in the sense that their grandparents would have defined a future. These were people who knew, before they were twenty, what their grand-parents knew, perhaps, as they died.
p. 457.

Dommedagsprofetens pointe er, at politiske demonstrationer som denne påskemarch ikke nytter noget. Dommedagsprofeten rejser hele tiden det samme spørgsmål; har det nogen betydning, at enkelte individer protesterer mod krig og atomvåben:

Did it matter a damn what Caroline said.
p. 452.

De to spørgsmål, der rejses under diskussionen af “bomben” og i beskrivelsen af Aldermastonmarchen: 1) hvorfor får demonstrationerne mod atomvåben pludselig kolossal tilslutning, og 2) nytter det overhovedet noget at demonstrere; disse to spørgsmål peger på det andet mønster. Svarene er, at demonstrationerne får så stor tilslutning, fordi mange mennesker er begyndt at ane, at samfundet bevæger sig mod en katastrofe. Og at demonstrationerne ikke betyder, at våbenfabrikation holder op, men den erkendelse af katastrofebevægelsen, som disse demonstrationer kan give deltagerne, betyder noget.

Det andet mønster viser således, at det der virkelig foregår er, at samfundet bevæger sig mod en katastrofe. I de tidsbilleder, jeg her har præsenteret, er det dommedagsprofetens funktion, at pege på det andet mønsters tilsynekomst, mens det er samfundsrevserens funktion at kritisere nutidssamfundet. Mønsteret i katastrofebevægelsen bliver det først muligt at forstå i beskrivelsen af Marks arbejdsværelse.

 

IV.4.3: Huset uden centrum

I huset i Radlett Street sker der i begyndelsen af III del en række forandringer. Paul flytter hjem og bor nu i huset hele tiden. Lynda vender efter et ophold på et psykiatrisk hospital tilbage til kælderlejligheden alene uden Dorothy og bliver en integreret del af huset. Francis kommer i 1956 på en mere progressiv kostskole, samtidig begynder han at komme hjem i ferier og på fridage. Omkring 1960 flytter også han ind i Radlett Street. Alle samles dermed i huset.

Pp.  390-91 giver Martha en beskrivelse af sig selv, huset og samfundet i denne periode:

And, standing here, feeling herself (or rather, the surface of herself) to be a mass of fragments, or facets or bits of mirror reflecting qualities embodied in other people, [...]

All the house was like this, nothing obviously breaking or peeling, but everywhere was shoddiness and shabbiness, and there seemed to be no centre in the house, nothing to hold it together (as there had been once when it was a real family house?) It was all a mass of small separate kinds of repair.

This was the real truth of what went on not only here but everywhere; everything declined and frayed and came to pieces in one's hands...... a mass of fragments, like a smashed mirror.

Det understreges dermed, at husets tilstand genspejler samfundets tilstand, og at den generelle tilstand i samfundet er, at alt er ved at bryde sammen.

Huset far aldrig noget centrum, det tilhører en svunden tid og ender med at blive revet ned. Samfundet får heller aldrig noget centrum, det bryder sammen i begyndelsen af 70'erne. Men nogle af personerne i huset får et centrum, og de personer, der får et centrum, bliver i stand til at se det andet mønster.

 

IV.4.3.1: Paul

Den forældreløse Paul udvikler sig uheldigt - hans “mønster” beskrives således:

[...] that pattern which was peculiarly Paul's and would recur in one form or another. He had been let down, or so he felt.
p. 423.

Hans “mønster”, der får ham til at stjæle, resulterer i, at han bliver smidt ud fra den progressive kostskole, han går på, i 1956, og bliver tvunget til at flytte hjem. Samtidig svigter Lynda ham til fordel for Francis. I en periode tyder alt på, at Paul bliver en af samfundets tabere i stil med Lynda. Imidlertid møder han Zena, hans kvindelige spejlbillede. Zena kommer kun til at klare sig, fordi Paul tager sig af hende. I en vigtig scene, pp.  481-84, beslutter Paul aldrig at svigte Zena, og samtidig bliver det muligt for ham at udnytte sit talent positivt; hans talent er: At få penge til at vokse, som IV del vil vise. Det er fordi, Paul indser:

There are, there must be, as many people who can’t cope with ordinary life - as ordinary people.
p. 483.

- at han beslutter at tage ansvaret for Zena, og det er denne beslutning, der får ham til at gro, det er det ansvar, han føler over for tabere, der bliver hans centrum.

 

IV.4.3.2: Francis

Indtil Francis bliver 13 år, har han mest undgået sine forældre. Han er kun kommet hjem på ferier, når Paul ikke har været hjemme. Paul og Francis kan ikke udstå hinanden. Da Paul skal til at bo hjemme hele tiden, beslutter Francis at forsøge at nærme sig Lynda. I denne periode går det op for Martha, hvor meget Francis har lidt under “the bad time”. Francis har samlet en scrapbog med avisudklip fra perioden:

They began in 1949. Page after page of the great book was filled with what the newspapers had said about Mark, during the bad time. There was nothing there that wasn’t painful; and for a small boy, reading about his father, it was not possible to imagine the cumulative effect of the thing. Martha was shocked - ...
p. 345.

Men som tilfældet er med Paul: Francis bliver ikke knækket af de psykiske sår, han har fået. I stedet bliver hans centrum og vækstpunkt forholdet til Lynda, som forholdet til Francis bliver et vækstpunkt for Lynda. Francis insisterer på at opbygge et forhold til Lynda - og at det lykkes, bliver en sejr for dem begge.

Francis får aldrig nogen afsluttende uddannelse. Han forlader skolen umiddelbart før han skal tage A Levels. Hans energi og interesse er absolut ikke rettet mod et traditionelt liv med uddannelse, job, m.m. Som Paul rettes Francis' energi mod at hjælpe samfundets tabere.

 

IV.4.3.3: Lynda og Martha

Marthas gæld

Martha har beskrevet sig selv i citatet gengivet speciale p. 82. I III del af romanen betaler Martha sin gæld til moderen Martha. I The City's terminologi betyder det, at hun gennemlever de sorger og glæder, der er forbundet med at være midaldrende mor og husmor, “the matron”:

She had become that person who once she hated and feared more than any other - the matron.
p. 399.

Martha er den person, der i denne periode holder sammen på huset i Radlett Street og får det til at fungere; med følgende resultat:

But of all the times in her life she had never been less Martha than now.
p. 428.

I huset i Radlett Street opholder sig nu også meget af tiden Jill og Gwen, Phoebes to døtre. Jill og Gwen har et ualmindelig trist forhold til deres egen mor. Martha bliver derfor den, der fungerer som deres mor i denne periode. Beskrivelsen af Marthas opdragelse af Jill, Gwen, Francis og Paul peger på, at børneopdragelse følger en række helt bestemte regler og ritualer:

There were lines written ready to be spoken; there was a play set like a duty.
p. 429.

Martha betragter sig selv som deltager i et skuespil, hvor den rolle/hun spiller, er “the matron”. Når hun og børnene har sagt deres replikker og har reageret på den forventede måde, så kan de komme i kontakt med hinanden:

Whichever game it was, over, then one or both would come into Martha's room, simple, straightforward, altogether delightful girls.
p. 431.

Fordi Martha er kvinde, er det især i forhold til Jill og Gwen, hun kan betale sin gæld af:

The rejuvenation a young girl gives her mother or an older woman is a setting free into impersonality, a setting free, also, from her personal past.
p. 429.

Dette falder i tråd med den måde, Martha har betalt resten af sin gæld på; det er gennem mødet med og accepten af sider af sig selv, at hun bliver “færdig med disse sider”. (Se iøvrigt afsnit V).

Marthas passivitet og had. Upersonlighed

I såvel forholdet til “børnene” som i forhold til Lynda og Mark har Martha udviklet en utrolig passivitet på den måde, at hun er i stand til at tilsidesætte sine egne følelser og behov i en foruroligende grad. Denne utrolige (usandsynlige?) passivitet hos Martha, hvad betyder den? Passiviteten peger på de problemer, Lessing får med Martha som romanperson, efter at Lessing i slutningen af II del har opgivet at beskrive Marthas konfrontation med Mrs. Quest.

Som vist i slutningen af afsnit IV.3. har jeg her set adskillige problemer i Lessings beskrivelse af Marthas møde med Mrs. Quest. Her i III del af The City bliver det tydeligt, at Martha bliver mere og mere passiv - hun bliver mere og mere en fortællerinstans i teksten og mindre og mindre en romanperson. Fordi Marthas had er i vejen for Lessing. Resultatet af, at Martha ikke gennemlever hadet, er, at hun heller ingen andre følelser har. Hun bliver en skal, en iagttager, for lukker hun op for sine følelser, så vælter hadet frem, som det skal vise sig i IV del. Inden for mit værdiunivers er dette en dårlig udvikling, jeg savner den aggressive, kæmpende Martha. Men inden for Lessings værdiunivers er Marthas udvikling glimrende. Det er Lessings intention, at Martha nu arbejder frem mod de rigtige sufistiske holdninger.

Lessing dirigerer Marthas udvikling - og den måde, hun dirigerer den på, får Martha til at ende som en type, der er en skal og ikke et levende menneske med lidenskaber. Lessing kalder det “impersonality”, upersonlighed; jeg kalder det tomhed. Marthas forhold til mænd beskrives nu således:

But to herself she was able to say precisely what she feared. It was the rebirth of the woman in love. If one is with a man, ‘in love’, or in the condition of loving, then there comes to life that hungry, never-to-be-fed, never at peace woman who needs and wants and must have.
Pp. 334-35.

And therefore had Martha joined that band of women who have affairs because men have ceased to be explorations into unknown possibilities.
p. 335.

Exit mænd - og exit personlige relationer.

Martha bevæger sig nu ud over personlige relationer og opnår en tilstand af upersonlighed, hun bliver her i III del færdig med sin personlige fortid, hun betaler sidste rate i sin gæld. Det hævdes fra fortællerside, og det hævdes af Martha, at Martha er færdig med sit forhold til moderen. At Martha ikke længere har brug for mænd, samt at Martha har lært, hvad hun kan OM moderskab.

Den upersonlighed, Martha opnår, svarer til, at hun er rede til det, Shah beskriver som næste trin i sufiens udvikling:

But, according to Sufi ideas and practice, it is precisely those who do not feel subjective states, or who have at one time been affected by them and no longer feel them, who may be real candidates for the next stage.
Shah: The Way of the Sufi, p. 23.

Sufism also states that man may become objective, and that objectivity enables the individual to grasp ‘higher’ facts.
ibid., p. 29.

Martha er nu parat til at lære af Lynda.

Lyndas transformation

Her i III del sker der en fundamental ændring med Lynda. I første kapitel viser det sig, at det er Dorothy, der har været afhængig af Lynda, ikke omvendt, som Martha og Mark har troet. Og det viser sig, at Lynda i et årstid har forsøgt at holde op med at tage medicin. Hun fremstilles hermed ikke længere som én, der ikke er noget håb for. Dorothy begår selvmord, og Lynda flytter ind i kælderlejligheden alene og deltager i husets liv. Centralt nu bliver ansvarlig over for Francis.

The point was, she was able to do it.
p. 439.

Throughout this spell, or bout, she had thought of Francis, intermittently, but responsibly.
p. 439.

Lynda opbygger forholdet til Francis på bekostning af forholdet til Paul. Konsekvensen af dette er, at Francis får mere kærlighed, end Paul nogensinde får, og Francis får dermed bedre betingelser i livet end Paul.

I tredje kapitel får Lynda en psykose. For første gang bliver hun i kælderen under en sådan psykose - mens Mark passer hende.

I tredje kapitel oplever tre af romanens personer sammenbrud, nemlig Margaret, Phoebe og Lynda. Afgørende er her, at Margaret og Phoebe intet lærer af deres sammenbrud; de bliver blot mere rigide bagefter. Mens Lyndas sammenbrud åbner nye muligheder for Martha og Lynda.

Grunden til Lyndas transformation diskuteres i afsnit V. Efter at Lessing har måttet opgive at skrive Marthas konfrontation med Mrs. Quest, og derfor har måttet opgive projektet med at lade Martha og Mark lære af hinanden, bliver det fra III del af The City Martha og Lynda, der lærer af hinanden, og det nye håb i The City kommer til at udgå fra deres samarbejde.

De nye muligheder. Energien

Marthas og Lyndas udgangspunkt er:

Yet out of all this material gathered, they began to get glimpses og a new sort of understanding. They had no word for that either. Talking about it, or around it, they tended to slip back into talking about Lynda's being mad.
p. 415.

Martha har i II del lært at økonomisere med sin energi; hun opgiver psykoanalyse og Mark, fordi hun har brug for energi. belønningen er:

She had found doors she had not known existed. She had wrestled herself out of the dark because she had had to, and had entered places in herself she had not known were there.
p. 334.

En dag opdager hun, at hun kan “høre”, hvad andre mennesker tænker. “ser” også Dorothys selvmord, før det sker i virkeligheden. Med den nye evne til at “se” og “høre” kan Martha nærme sig Lynda, som har kunnet “se” og “høre” siden sin barndom. Martha og Lynda påbegynder det, de kalder “deres arbejde”. De leder overalt efter andre, der leder ligesom dem, men de finder ingen andre her i III del. De forstår dog:

What they wanted, looked for, searched for was everywhere, all around them, like a finer air shimmering in the flat air of everyday.
p. 414, (min fremhævelse, abn).

“A finer air shimmering in the flat air of everyday”, dette er den nærmeste definition, fortæller og Martha kommer med i III del af de nye muligheder.

De nye sanser, Martha og Lynda udvikler, svarer til Shahs beskrivelse:

The five inner senses begin to function as the inner life of the individual is awakened. The food which is not a palpable food, spoken of by Rumi, starts to exercise a nutritious effect. The inner senses resemble in a way the physical ones, but ‘they are to them as copper to gold’.
Shah: The Sufis, p. 142.

Pp. 437-42 bringes den første beskrivelse af én af Lyndas psykoser. Under denne psykose er det Mark, der passer Lynda. Mark beskriver Lyndas vanvid således over for Martha:

A kind of wavelength of madness - and she hooks into it and out, when she wants. I could hook into it just as easily. Or it could hook into me - it's in the air.
p. 441.

Lynda overfører en energi, som altså “er i luften”, til Mark, som overfører den til Martha:

The three of them, Mark, Martha, Lynda, were in a tight knot together of shared tension.
p. 439.

Mark kommer til Martha for at elske med hende:

Day by day, or night by night, as Mark came up from the basement, when Lynda was briefly asleep, to take hold of Martha and link her in to his high energy, she became charged with a feverish electricity - if that was the word for it. She did not know what to do with it. She did not know what it was. She was desperate.
p. 441

Martha bliver ikke vred over, at Mark bruger hende som en slags prostitueret. I stedet prøver hun at forstå, hvad det er for en energi, Mark har fra Lynda. Mark og Martha oplever den umiddelbart som sex, men det er ikke det, energien er.

Martha opsøger Jack igen for at opdage, at han er blevet en sadistisk og “pervers” alfons. Jack har brugt sin fantastiske viden om kroppens muligheder til: At oprette et sofistikeret bordel.

Beskrivelsen af, hvad der er sket med Jack, fuldfører, at der i The City lukkes for muligheden for værdige og meningsfyldte kærlighedsrelationer mellem mænd og kvinder. Det lykkes ikke for nogen par i The City at opbygge udviklende parforhold. Den teknik, Jack har udviklet, er en ekstrem, men typisk, udgave af de nedværdigende og degraderende forhold mellem mænd og kvinder, som Lessing ser og beskriver.

Now she knew in what way he had changed. He had become cruel, hard, driving; all domination and hurt.
p. 446.

For one thing, if a woman goes to bed with a man then certain psychological rules start working, things have to play themselves out. A development or aspect of these rules was the process unrolling itself of his needing to see how far she would go, of her waiting to see how far she would go; it was an aspect of male-command-and-female-submission.
p. 448.

It was the breaking down that got her there which he needed. The need for this was what he had become.
p. 448.

Som vist tidligere er Marthas væsentlige grund til at opgive mænd, at hun frygter “the woman who needs and wants and must have”; Lessing peger ikke i The City på noget alternativ til parforhold, hvor manden er aktiv og dominerende, og kvinden er passiv og domineret eller i sjældne tilfælde den modsatte rollefordeling.

Men hvis Martha ikke lærer noget om kærlighed mellem kønnene, så lærer hun noget om energi. Den energi Lynda har adgang til, når hun er psykotisk - det er den, der nu bliver central i romanen. Man kan se Lynda som en slags sufistisk lærer, fordi hun har spontan adgang til denne særlige energi, der er knyttet til udviklingen af de fem sufistiske indre sanser, og fordi Lynda lærer Martha om energien. Men det er også vigtigt at mærke sig, at uden Martha og Mark var Lynda gået til grunde, som Paul påpeger pp. 581-82; uden Marthas utrolige passivitet og vel også generositet og uden Marks lidenskabelige tilbedelse af hende, uden en ekstremt beskyttet tilværelse, var Lynda endt som livsvarig psykiatrisk patient. For Lessing bliver de hun finder håb og mulighed. Dette er en pointe, man ikke finder hos Shah.

Psykiatrisk behandling har delvist ødelagt Lynda; mange års psykofarmaka og elektrochok m.m. I III dels første kapitel opsøger Martha igen Dr. Lamb, pp.  355-63.

[...] what Dr Lamb said was the truth.
p. 356.

Because it was he who knew-society had said he did-everything that could be known about the human soul.
p. 356.

In approaching Dr Lamb one approached power.
p. 357.

[...] this position he held, which was an almost unlimited power based on an admitted ignorance?
p. 357.

Dr. Lamb beskrives som repræsentant for samfundets uvidenhed om menneskets sjæl og bliver nu et billede på magten, fordi det er ham, der definerer virkeligheden, og fordi måden han definerer virkeligheden på, er rationel.

P. 359 følges dette op med, at samfundets penge nu bruges på krig i stedet for på forståelsen af psykisk lidelse:

[...] the central fact of our time which is taken for granted.
p. 359.

Den energi, som Lynda er i, når hun er psykotisk, stemples af magten, af dem, der definerer virkeligheden, som sygelig. Dette bliver fatalt, fordi den manglende forståelse af den energi, der er i Lyndas og andres psykoser, fører til katastrofen i appendikset.

 

IV.4.3.4: Mark og hans arbejdsværelse

Fra III del af The City bruger Mark først og fremmest sin iagttagerside i udformningen af sit arbejdsværelse:

In his study he had up two enormous maps of the world.
p. 329.

Well, he thought perhaps it might be an idea to see what was really happening - you know, really happening.
p. 330.

one wall was soon devoted to atom bombs, hydrogen bombs, large bombs, small bombs...... and the establishment which developed them, made them, and sold them. Soon the wall was covered with little red flags,...With black flags on the same map, were marked the factories and laboratories which researched, made and sold materials for germ warfare, chemical warfare, and drugs used in the control and manipulation of the brain. With yellow flags, on this map, were marked areas of air soil and water contaminated by bomb-blasts, fall-out, the disposal of radioactive waste, concentrations of chemicals used for spraying crops, and oil discharged from ships.
p. 330.

[...] this map could never be anything more than approximate rough; not only was information hard to get, guarded by officialdom, hidden-in a word, lied about - but the basis ignorance.
p. 330

The other wall had an almost metaphysical or medieval aspect. On it in varying colours were markers denoting War, Famine, Riots, Poverty, Prisons. These markers, like those on the Opposing wall, steadily multiplied. On neither map was any attention paid to nationalism or politics.
(Mine fremhævelser, abn). p. 330.

[...] a ceiling, which now had on it, printed in black ink, by Mark who got on to a step ladder to do it, dates and facts about space travel.
p. 478.

The left wall:
This particular area of the room had begun with some notes found among Dorothy's belongings after her death.
p. 478.

[...] this wall represented factor X; that absolutely obvious, out-in-the-open, there-for-anybody-to-see fact which nobody was seeing yet; the same whether it was a question of a rocket failing to get itself off a launching pad, or the breakdown of an electric iron the first time it is used, or a block of flats or cooling towers collapsing.
pp. 479-80.

Marks arbejdsværelse bliver et udtryk for hans muligheder og begrænsninger. Dette bliver tydeligt i en af romanens meget centrale scener: Den samtale, der finder sted i Marks værelse efter Aldermastonmarchen i påsken 1961, pp. 478-91. Emnet, der diskuteres her, er:

Whether or not political action achieves anything.
p. 490.

Den tredje væg, “the left wall”, repræsenterer det, Mark forstår som den tydelige kendsgerning om vor tid - i romanens slutning formuleret således af Francis:

[...] nothing worked....my father's summing up of his time.
p. 656.

Det, Mark ser i sit værelse, er destruktionens århundrede, og han ser det med sin iagttagerside. Værelset repræsenterer så meget man kan se ved at iagttage kendsgerninger, “facts”, med fornuften; man kan se destruktionsmønsteret.

Amerikaneren Brandon rejser følgende spørgsmål: Er politisk handling andet og mere end at formulere problemet, “stating the problem”, og han spørger om:

[...] stating it doesn't exhaust what you can do?
p. 488.

Fortælleren viser gennem Lynda og Martha, at traditionelle politiske handlinger kun er at formulere problemet. Beskrivelsen af A1dermastondemonstrationerne og Marks værelse peger på, at selvom mange tusinde mennesker demonstrerer mod krig og for fred - så fortsætter krig, våbenproduktion, forurening, etc. Demonstrationerne ændrer dermed ikke, hvad der sker. Det, Mark beskriver i sit værelse, er kun at formulere problemet; at det 20. århundrede er destruktionens århundrede. I Marks værelse kan man nemlig ikke se det andet mønster.

Mark kommer nu til at pege ud over sig selv og bliver en repræsentant for en type ikke-sufistisk menneske. Marks split mellem en rationel iagttagerside og en irrationel og fortrængt følelsesside betyder, at han med sin rationelle iagttagerside kun kan se de kendsgerninger, der fører til katastrofen, med sin følelsesside kan han kun drømme om det umulige.

Fordi Mark aldrig lærer at forene rationelle og irrationelle sider i sig selv, får han aldrig noget centrum; derfor kommer han aldrig til at gro eller til at se det andet mønster.

Men Mark ser i det mindste katastrofen nærme sig med sin fornuft. Det skal vise sig i IV del, at endnu “værre” er den type ikke-sufistiske mennesker, Phoebe repræsenterer; dem der både lukker øjnene for kendsgerningerne, og som har fortrængt deres følelser. Lynda og Martha er - i modsætning til Mark - begyndt at lede efter det andet mønster bag det, Marks værelse og de politiske kendsgerninger og udtalelser viser.

‘You can watch a thought in your head’, said Lynda. ‘You see the impulse that starts it. Then the thought trickles across your mind, strongly or weakly according to the strength of the first impulse. But the impulse needn't necessarily have bred that particular thought. Perhaps it could have bred another thought.’
p. 489.

Energien, impulsen, er central. Det er et spørgsmål om at lære at forstå og bruge energi; den energi der er i Lyndas psykoser, den energi der får folk til at protestere, og den energi der får Ungarn-oprøret og Suez-krisen til at ske samtidig.

 

IV.4.4: Afrunding af III del

Jeg har i afsnit IV.4. fremlæst tilsynekomsten af det andet mønster, dels i en række tidsbilleder, dels ved at pege på de personer, der leder efter det andet mønster.

Det andet mønster synliggøre af Lynda, Martha og fortælleren. Martha er nu overvejende en passiv iagttager til andres liv uden egne følelser, og hun smelter mere og mere sammen med fortælleren.

Fortælleren bliver i stadig stigende grad identisk med samfundsrevseren og dommedagsprofeten. Det er samfundsrevseren, der kritiserer nutidssamfundet, mens det især er dommedagsprofeten, der peger på det andet mønster.

Det andet mønster læser jeg som Doris Lessings bud på en sufistisk livsopfattelse. III dels funktion er langsomt at gøre dette andet sufistiske mønster synligt. Først i IV del og i appendikset bliver der tale om en mere detaljeret beskrivelse af det andet sufistiske mønster.

Indledningscitaterne p. 323 til III del handler om luft, og “a finer air shimmering in the flat air of everyday”, er som vist det nærmeste en definition af det andet mønster, fortælleren giver i III del.

Hvad kan der på nuværende tidspunkt siges om det andet sufistiske mønster?

At se det andet mønster kræver, at man er i stand til at forene rationelle og irrationelle sider af sig selv. The City's personer opdeles nu i dem, der bliver i stand til denne forening af modsætninger, og dem der ikke bliver det. De personer, der bliver i stand til at forene modsætninger, er dem, der får et centrum.

Mark bliver repræsentant for det rationelle menneske med en fortrængt følelsesside. Den slags mennesker er der intet håb for.

Phoebe bliver repræsentant for de mennesker, der er irrationelle i forhold til kendsgerninger og rationelle i forhold til følelser.

Beskrivelsen af katastrofesamfundet viser, at polariseringen i dette samfund er ekstrem. Det er et samfund, hvor kulturen, den fornuftige tæmning af naturen, begynder at blive indhentet af den natur, den har “tæmmet”.

Psykiatri forstås nu som et magtcentrum, fordi psykiatriens opgave i dette samfund er at definere den rationelle virkelighed. Og det vil sige sørge for, at alle de mennesker, der ikke passer ind i denne rationelle virkelighed, defineres som syge og udgrænses som tabere. Fortælleren understreger, at denne virkelighedsopfattelse er baseret på uvidenhed, p. 357. Samtidig understreges det, at destruktionen af Jorden foretages på baggrund af uvidenhed.

Det er især de mennesker, der har lidt under den rationelle virkelighedsopfattelse, der får mulighed for at se det andet mønster. Disse mennesker er oftest blevet udgrænset af fornuftssamfundet på grund af deres irrationelle evner og opførsel. Nogle af disse mennesker er fortabte og ødelagte fx Zena og tusindvis af psykiatriske patienter.

Det andet mønster viser det, der virkelig foregår: at Jorden bevæger sig mod katastrofen, og at der er et mønster i denne katastrofebevægelse, som man kan få øje på, nemlig at katastrofebevægelsen skyldes udgrænsningen af de irrationelle kræfter. Der peges ikke på, at katastrofen kan undgås, men på, at forståelsen af nødvendigheden af at genskabe en balance mellem natur og kultur kan bane vejen for et samfund efter katastrofen.

Der refereres til nogle styrende kræfter, “the laws which operate”, disse styrende kræfter defineres ikke her, men man aner, at det er disse kræfter, der sørger for balancen mellem modsætningerne.

To typer mennesker får et centrum og bliver i stand til at se det andet mønster: Martha og Lynda bliver repræsentanter for de seende i den ældre generation.

Paul og Francis bliver repræsentanter for de seende i den yngre generation.

Martha og Lynda må først arbejde sig ud af fornuftssamfundets normer og måde at tænke på. Her i slutningen af III del når Martha en sufistisk tilstand af upersonlighed, der betyder, at hun hverken styres af personlige følelser eller af fornuftige tanker. Hun er sammen med Lynda på sporet af den særlige energi, der hænger sammen med udviklingen af de “fem indre sufistiske sanser”. Lynda har mærket denne energi spontant siden sin barndom, men lider under, at hendes evne til at mærke denne energi er blevet stemplet som udtryk for sindssyge af det psykiatriske system.

I IV del og i appendikset udforsker Martha og Lynda den omtalte energi, og det bliver muligt at se en sammenhæng mellem selvet, upersonligheden, energien og den store katastrofe.

Paul og Francis er født ind i et samfund i opløsning. De bliver aldrig afhængige af dette samfunds normer og idealer; ingen af dem kommer til at leve et middelklasseliv med kernefamilie, job og karriere.

Beskrivelsen af den unge generation af deltagere i Aldermastondemonstrationen antyder, at blandt dem har den bevidsthedsmutation, Thomas talte om i Landlocked, fundet sted.

There were very few people indeed, in, or near or associated with these columns of walking people whose lives did not have a great gulf in them into which all civilization had vanished temporarily at least. There was probably no one here whose life had been/or could be, remotely like that one once described by Thomas as ‘being born under the elm tree, living, courting marrying, dying, being buried under the elm tree’.
p. 457.

Mutationen skyldes, at krig og ødelæggelse, specielt 2. verdenskrig, har ændret disse unge menneskers bevidsthed, så de spontant begriber, at der er en ødelæggelse i gang af Jorden. Massemedierne og “magten” kan ikke narre dem. De behøver ikke - som Martha og Lynda - arbejde bevidst for at komme til at se det andet mønster, fordi de spontant arbejder for dette mønster, dels ved at hjælpe taberne, dem der er udgrænset af fornuftssamfundet, dels ved at leve ud fra et følelsesmæssigt vækstpunkt i dem selv, deres centrum.

 

IV.5: IV del, sammenbrud og gennembrud, 1964-67

IV.5.1: Indledning

III del sluttede med den samtale i Marks værelse, der drejede sig om, hvorvidt traditionelle politiske handlinger nytter noget. Samtalen viste de nye grupperinger i The City's persongalleri. Grupperingerne foretages ud fra, hvordan personerne forholder sig til det overordnede modsætningsforhold mellem natur og det irrationelle på den ene side, og kultur og det rationelle på den anden side.

IV del viser de to overordnede bevægelser frem mod katastrofen: Den ene er håbets bevægelse, som jeg diskuterer i afsnit IV.5.2., den anden er destruktionens bevægelse, som jeg diskuterer i IV.5.3.

Dobbeltheden, sammenbrud og gennembrud, i beskrivelsen af det engelske 60'er samfunds bevægelse mod katastrofen, munder ud i beskrivelsen i romanens appendiks af selve katastrofen og det nye håb efter katastrofen.

Det engelske samfund i 60'erne er et fornuftssamfund, der undermineres af irrationelle kræfter. Parallelt med beskrivelsen af dette samfunds opløsning beskrives opløsningen af familien Coldridge.

 

IV.5.2: Håbets bevægelse, Lyndas psykose og Marthas indre rejse

Lyndas psykose. Lynda og Martha fortsætter i IV del det arbejde, de har påbegyndt i III del; et arbejde der går ud på at erkende verden både rationelt og irrationelt. I kapitel I gør Lynda endnu et forsøg på at blive “normal”; hun bliver i en kort periode værtinde i stil med Margaret, og huset i Radlett Street bliver samlingssted for prominente 60'er personligheder. Lynda bryder imidlertid sammen under anstrengelserne med at være normal, og det bliver besluttet, at det denne gang er Martha, der skal “passe” hende, mens hun er psykotisk. Lyndas psykose giver Martha mulighed for nye erkendelser.

Mens Martha og Lynda “arbejder” i kælderen, sidder Mark ovenpå og forsøger at forholde sig fornuftigt til det, der sker:

Upstairs, presumably Mark sat in his study, ‘working’, or trying to make what was on the walls into a pattern of sense.
p. 537. (Min fremhævelse, abn).

Mark anbefaler Martha:

Well, keep her [Lynda, abn] in touch with reality - that sort of thing?
p. 534.

Men Martha oplever, at:

Being ‘reasonable’, ‘sensible’? was always wrong - or so it seemed: it was that which had turned out to be dangerous, ending in threateningly wielded chairs and thrown traysful of crockery.
p. 537.

Efter at Martha har erkendt, at det giver dårlige resultater, når hun er fornuftig over for Lynda, beslutter hun at følge med Lynda.

At dette er det rigtige at gøre, når man kommunikerer med Lynda, har Martha egentlig godt vidst siden den allerførste samtale, hun havde med Lynda i julen 1949. Nu følges dette op med, at Martha ikke bare følger Lynda verbalt, men også handlings- og erkendelsesmæssigt, ind i hendes psykose, men vel at mærke uden at Martha selv bliver psykotisk. Deres “pagt” sluttes, da Martha:

Thinking: ‘This is dangerous, to me, not to Lynda’, she [Martha,        på første trin i tilstanden. Hun har mødt det igen, da hun arbejdede - abn] nevertheless poured an inch of milk that lay in the bulge of an overturned glass jug, into a plate, held this to her mouth....and drank symbolically, not quite lapping.
p. 537.

Martha og Lynda spiser ikke og sover ikke. Lynda har arrangeret sin stue således:

[...] around the walls there was a clear space or runways, as if..' invisible wall against which a table, chairs, bookcases were arranged, a yard or so inside the visible wall.
p. 533.

She moved around the space between the two walls visible and invisible, with her back to the room.
p. 533.

For Lynda er mellemrummet mellem den usynlige og den synlige væg det sted, hun befinder sig, midt imellem det, der er virkeligheden for andre mennesker, normaliteten, og den anden oplevelsesmåde, hun søger. Den usynlige væg skiller hende fra normaliteten, og den synlige fysiske væg er for hende den barriere, hun mærker til den alternative oplevelses- og erkendelsesmåde:

When she pressed, assessed, gauged those walls, it was the walls of her own mind that she was exploring. She was asking: Why can't I get out?
p. 542.

Ved at befinde sig i det samme rum som Lynda, og ved at iagttage Lynda og som hende undlade at spise og sove, finder Martha tilbage til den tilstand, hun oplevede den første tid, hun var i London i 1949.

Jeg har tidligere karakteriseret denne tilstand som en forsmag på hele den rejse, Martha foretager i The City. Tilstanden bestod af tre trin, og Marthas medleven i Lyndas psykose bliver en udforskning af denne tilstands første trin. Kapitel 3 her i IV del bliver en udforskning af det andet trin, og appendikset en udforskning af

I den første tid i London nåede Martha den særlige tilstand ved at udmatte sig selv fysisk og psykisk. I kælderen med Lynda mærker Martha en fysisk energi i kroppen, men i stedet for at bruge denne energi, prøver hun at lade den akkumulere for at finde ud af, hvad den indeholder. Martha gør gymnastik, og Lynda bevæger sig rundt i rummet eller banker hovedet mod væggen; ved således at gentage nogle simple fysiske bevægelser overskrider Lynda og Martha deres normale erkendelsesmåde; opskriften er altså: ikke spise og ikke sove, samt gentagelse af simple fysiske bevægelser.

Martha oplever derefter en “alert, clear state” p. 540. Igen dukker iagttager-selvet frem på arenaen. Iagttager-selvet har Martha mødt på første trin i tilstanden. Hun har mødt det igen, da hun arbejdede med at genfinde sin erindring i I i del. Hun har, når hun ikke har haft tid og mulighed for at tage sig af sine egne indre behov, oplevet, at iagttager-selvet meddelte sig til hende i drømme. Kort før Lyndas psykose har hun opdaget at:

For years, while all her inner effort (not hers, her mentor's) had gone into dreams, she had charted that tempting, dangerous glamorous territory lying just behind or interfused with this world....
p. 507.

And sure enough, when the months of comparative leisure began, the dreaming lessened...... But no, it turned out that after all she had done all she could there...... there was a heaviness, a lack of flow.
p. 507

Iagttager-selvet har i The City flere forskellige navne: “observing presence” p. 14, “ the sense, only, of existence” p. 261, “the silent watcher” p. 265, “her own self, her own self-preservation” p. 264, “her mentor” p. 507, “the observer” p. 540.

Jeg har tidligere sagt, at jeg i afsnit V vil diskutere den måde, Lessing anvender begrebet selv på i I og II del af The City inden for rammerne af en jungiansk individuationsproces og inden for rammerne af sørgearbejdsteorien.

I slutningen af II del opgiver Lessing at skrive Marthas konfrontation med Mrs. Quest, og dermed opgiver hun at gennemføre det sørgearbejde, hun er begyndt på. I stedet bliver Lessing sufist, og sufistiske holdninger kommer til at dominere The City. Fra III del af The City er Lessings anvendelse af begrebet selv i overensstemmelse med Shahs anvendelse af dette begreb.

Det sufistiske selv, som det beskrives af Shah, er en instans i menneskets indre, der bringer modsætninger i balance. Beskrivelsen af, hvordan Martha lærer at forstå selvet, specielt i IV del af The City, er Lessings bud på, hvad det sufistiske selv er for en størrelse. Marthas selv lærer Martha at erkende verden på én gang rationelt og irrationelt. Fordi Marthas måde at erkende verden på har været overvejende rationel, indtil hun lærte Lynda at kende, opvokset som hun er i rationelle samfund, har selvets opgave i mange år været at lære Martha om irrationelle kræfter, især gennem drømme. Men Martha har nu lært, hvad hun kan gennem drømme, og derfor bliver selvet nu Marthas mentor i hendes bevidste vågne liv. Martha befinder sig dermed på et højere sufistisk udviklingstrin, hvor hun ikke kun mærker selvet i specielle situationer, men hvor hun er i gang med at lære at opleve verden ud fra selvet.

Martha lærer nu at forstå ord på en ny måde, hun lærer at mærke ordenes betydning. Det er ikke tilfældige ord, Lynda lærer Martha at mærke, pp. 542-43; det er ordene brød, vin og kærlighed, som giver associationer til nadverritualet, hvis funktion jo er at give syndsforladelse.

At mærke ordenes betydning er at nå frem til, ned til, essensen i ordene:

She knew that if a person were to take one word, and listen; or a pebble or a jewel and look at it, the word, the stone, would give up, in the end, its own meaning and the meaning of everything.
p. 542.

Igen er den sufistiske inspiration tydelig; for Shah er stenen nemlig det mægtigste symbol på selvet, og det Martha tænker på her, er intet mindre end universets sammenhæng og meningen med alting. (Dette beskriver Shah i The Sufis i afsnittet: The Secret Language III. The Philosopher's Stone.)

At mærke fysisk og erkende psykisk/åndeligt, dette giver mulighed for at forstå stenens gåde og dermed universets gåde.

Martha har her det, Shah beskriver som en religiøst ekstatisk oplevelse af enhed med alting. Ved at have kontakt med sit eget selv, sin egen balanceskabende instans, forstår Martha, at der findes en balanceskabende instans i alting; i hende selv, i stenen som er det mægtigste symbol på selvet, og i universet. Den balanceskabende instans i universet oplever Martha som en moderligt beskyttende kraft:

That part of Martha which observed this remarkable ritual was filled with a protective compassion for these two ridiculous little creatures - as if invisible arms, vast, peaceful, maternal, were stretched around them both, and rocked them like water.
(Min fremhævelse, abn) p. 540.

At Lessing her introducerer en forestilling om en moderligt beskyttende kraft i universet, og at hun lader Martha og Lynda opleve et ritual, der minder om nadverritualet, dette viser, at Lessing her er begyndt at anvende et nyt mytisk element i sin skrivemåde. Diskussionen af dette mytiske element er at finde i afsnit VI.

Da Martha skal mærke kærligheds betydning, mærker hun en voldsom tusind volts energi. Hun forstår, at der findes et upersonligt hav, “the impersonal sea”, p. 544, der er et energihav i universet, der “The impersonal sea could become the thousand volts of hate as easily as it could become love - much more easily, human beings being what they are.” p. 544.

Energien er dobbelt på den måde, at den har mulighed for både at blive til positiv energi, kærlighed, og negativ energi, had. Det tusind volts energihav har Martha mødt før - hos Jack. På dette sted i Lyndas psykose mærker Martha “a great chaos of sound”, p. 546. Dette lydkaos har hun også mødt tidligere, nemlig på andet trin i tilstanden. At Martha mærker dette lydkaos har en speciel effekt; hun viger uden om det og får det i første omgang til at trække sig tilbage, og det beskrives i stedet, hvordan Martha og Lynda lærer at bruge de fem indre sufistiske sanser, “at høre”, “at se”, “at lugte”, “at mærke”, og “at smage”. Følgende citat beskriver denne måde at opleve på:

Martha was, whether looking at Lynda or listening, able to understand Lynda, what Lynda was at the moment, by everything, a whole the sight sound smell, the feeling of Lynda.
p. 567.

Altså en måde at opleve og erkende i helheder på.

Lynda og Martha taler om, at:

[...] but our brains could be rockets and space probes, if they can be radios and television sets.
p. 550.

Det bliver tydeligt, at den alternative på én gang rationelle og irrationelle erkendelsesmåde er en form for telepati først bruges i appendikset.

Martha har nogle drømme om lykke i stil med de visioner, hun har haft under tilstanden, og mens hun elskede med Jack.

Her dreams had been all of happiness; that far high hunger yearning, which is so intense that it is soaked with the quality of beauty that it longs for, so that longing and what is longed for merges into a sharp sweet pain.
p. 552.

Efter disse drømme går Martha en tur i London. Hun oplever en utrolig skønhed og et utroligt nærvær og en evne til at elske på den sufistiske måde, som er en total erkendelse og accept af det, som er til:

[...] for now everything was so much there, present, existing in an effulgence of delight, offering themselves to her, till she felt they were extensions of her and she of them,.......
p. 554.

Men straks efter minder mentoren, iagttager-selvet, hende om verdens ondskab, og der følger en beskrivelse af menneskeracens hæslighed. Mentorens funktion som balanceskabende instans er her tydelig; når Martha bliver for euforisk minder mentoren hende om verdens ondskab.

Strukturen i dette: En oplevelse af ekstrem lykke efterfulgt af en nedtur, har Martha prøvet i I del, tydeligst beskrevet i elskovsscenen hos Jack. Marthas “fejl” er her, som den også har været tidligere, at hun i lykkerusen glemmer ulykken.

Martha styrter hjem til Lynda, og der sker et brud i kapitlet: Der kommer et indskud, pp. 559-566, hvor synsvinkelen ikke kun er Marthas, men glider frem og tilbage mellem Martha og fortæller - et indskud som handler om en rationel erkendelsesmåde versus en irrationel, excentrisk erkendelsesmåde. Her præciserer Lessing disse to erkendelsesmåder, og jeg diskuterer dette indskud i afsnit IV.5.3.

Efter denne udflugt til verden udenfor kælderrummet hører Martha Lynda diskutere med sin selvhader. Denne selvhader er en del af lydkaoset. Martha mærker igen sit eget lydkaos og pludselig:

Then one of the voices detached itself and came close into her inner ear; it was loud, or it was soft; it was jaunty, or it was intimately jeering, but its abiding quality was an antagonism, a dislike of Martha........
p. 568. (Min fremhævelse, abn).

Nu bliver Martha virkelig invaderet, og Lynda bliver så forskrækket, at hun er ved at hente Mark, realitetens vogter. Martha indser:

Now she must be normal, because Lynda must not be upset by her losing control.
p. 569.

Der følger så et afsnit, hvor Martha “forstår” Lynda: Lynda har siden sin barndom haft telepatiske evner. Da Lyndas mor dør, mens Lynda er i puberteten, opdages det, at Lynda har disse evner, og hun underkastes en ødelæggende psykiatrisk behandling. Martha forstår, at:

Lynda need never have been ill.
p. 573.

Denne beskrivelse af Lyndas psykose tjener dermed til at tydeliggøre aspekter, som tidligere har været antydet: selvets funktion, udviklingen af de nye organer: de fem indre sanser, og forståelsen af, at der findes en dobbelt energi i universet og i det enkelte menneske, en energi, der har mulighed for både at blive til positiv og negativ energi. Det nye, der kommer heroer selvhaderen, der dukker op i lydkaoset.

Før jeg diskuterer denne selvhader, som Martha bevidst konfronterer i 3. kapitel, vil jeg se på synsvinkelen i denne beskrivelse af Lyndas psykose.

Synsvinkelen er overvejende Marthas, og fortælleren stikker kun sporadisk hovedet frem. Martha skal nå frem til at møde selvhaderen, men Lessing har svært ved at komme frem til beskrivelsen af selvhaderen. Hun giver sig hele tiden til at tale om noget andet, og det ender her med, at Martha foreløbig opgiver at udforske denne instans i sit indre. Der ser således ud til at være temmelig stor modstand hos Lessing mod at skrive om selvhaderen. Samtidig sker der underlige ting med Lynda nu: Jeg synes, hun nu igen ændrer funktion.

Først virker det utroværdigt, at Lynda skulle kaste sig ud i et normaliseringsprojekt i stil med værtindeprojektet i IV dels første kapitel. Den slags projekter har i resten af The City slet ikke Lyndas interesse. Dernæst hindrer Lynda nu Martha i at udvikle sig. Og endelig beskrives det i IV dels 3. og 4. kapitel, at Lynda nu:

But to Martha it seemed as if Lynda had at last been defeated.
p. 620.

Det ser ud som om, Lessing her ikke ved, hvad hun skal stille op med Lynda.

Marthas indre rejse

I 3. kapitel låner Martha et rum i et af Pauls huse. Denne gang er hun på øverste etage, hvilket peger på, at der nu er tale om et højere bevidsthedsniveau end i foregående kapitel, hvor Martha befandt sig i Lyndas kælder. Igen undlader Martha at spise og sove, og hun traver op og ned ad gulvet. Efter kort tid møder hun selvhaderen.

Martha forstår:

The self-hater. This is where Lynda was defeated. She is never free of this.
(Kursiv, abn) p. 587.

Fortællemæssigt sker der noget interessant her i 3. kapitel:

But, looking at Martha from outside...... it might be hard to credit her with the calmness of mind which she was in fact using...... better perhaps to skip the detailed blow by blow account of this ‘work’ which Martha was doing, and to rely on her notes.... The woman lying on the carpet crying: which would be more subjective? - to see her thus, or to describe the contents of her thought?....Better, perhaps, the notes, like small sign posts, or footmarks,....
pp. 587-88.

Forfatterinden Lessing træder her ind i The City og overvejer, hvordan hun skal skrive Marthas indre rejse. Men Lessing træder ikke ind som samfundsrevser eller dommedagsprofet; hun overvejer, hvordan hun skal komme videre i sin roman, men uden de voldsomme følelsesmæssige investeringer, der kendetegner “tvillingerne”. Marthas indre rejse beskrives herefter dels gennem Marthas noter i jeg-form og trykt i kursiv. Dels gennem den sædvanlige synsvinkelteknik, hvor synsvinkelen glider frem og tilbage mellem Martha og fortæller; men hvor Martha overvejende har synsvinkelen. (Jeg angiver, hvilke citater der er trykt i kursiv).

Martha erkender under denne indre rejse på den sufistiske måde, hun mærker ordenes betydning; i en enkelt sætning formuleres dette bedst således: “experience to understand”. p. 591.

“To experience” er at føle og mærke følelser og energi; “to understand” er den bevidste refleksion.

Selvet beskrives nu som en filmredaktør af hankøn:

Very economical this editor in my brain. He [min fremhævelse, abn] cuts film beautifully...... Suddenly understood. He (who?) is showing me characteristics (mine) and their opposites (mine).
p. 589. (Kursiv, abn).

Filmredaktøren, alias selvet, viser Martha, at hvis hun har en følelse, fx kærlighed, så har hun også den modsatte følelse, had; og hvis hun ikke er bevidst om dette, så bliver hun før eller siden indhentet af det, hun fortrænger:

And again: Every attitude, emotion, thought, has its opposite held in balance out of sight but there all the time. Push any one of them to an extreme, and boomps-adaisy, over you go into its opposite.
p. 601. (Kursiv, abn).

Den dobbelte positive og negative energi, som enkeltpersoner oftest mærker som følelser, findes i rummet, som energi der er “floating in the air”, p. 593. Det er af altafgørende betydning at erkende energiens dobbelthed, for det er ikke kun mennesker, men hele nationer der “can get plugged in”, p. 552, til at hade.

Martha har disse erkendelser samtidig med, at hun gang på gang mærker selvhaderen, men i et stykke tid kan hun få selvhaderen til at trække sig tilbage. På et tidspunkt bliver selvhaderen til Djævelen, Martha oplever, at det er Djævelen, der taler til hende. Så følger der et indskud, hvor Martha er på restaurant med de “ældre” personer i familien Coldridge. Dette indskud har især den funktion at udskyde Marthas konfrontation med Djævelen, og indskuddet peger igen på Lessings modstand mod at komme til sagen.

Til sagen kommer hun dog til sidst, og Martha oplever, at hun befinder sig i Helvede.

I dette kapitel lærer Martha, at hadet altid er kærlighedens modsatte følelse. Dette gælder i hende selv, og det gælder for alle mennesker overhovedet. I en rationel verden, hvor alle bilder sig ind at handle fornuftigt og godt, bliver hadet fortrængt. Fortrængningen af hadet medføre projiceres over i forestillingen om Djævelen. Dels projiceres det i en syndebuksmekanisme over i andre enkeltpersoner, grupper, fx nationer, og vender frygteligt tilbage i form af krig, tortur og andre rædsler.

Martha forstår, at det er accepten af både hadet og kærligheden, der er vigtig. Erkendelsesmæssigt er det svært for hende at acceptere den negative side af energien - her har hun den vestlige verdens menneskeopfattelse imod sig, der mener, at mennesket er et rationelt handlende væsen.

En del af den tid Martha befinder sig i Helvede, oplever hun, at:

It was at that stage that Martha was conducted through the Stations of the Cross by the Devil.
p. 602.
 

Det var som bekendt Jesus, der vandrede korsets vej. Martha oplever altså nu, at hun på én gang er Jesus og Djævelen - den gode og den onde.

Efter denne indre rejse konkluderer Martha:

1. This sort of thing is not only very dangerous, but extremely inefficient....

2. If a dictator wishes to control a Party, or a country..... if any power-seeker anywhere wants to create a manipulated group he, she, has to embody the self-hater......

3. I've been turned inside out like a glove or a dress. I've been like the negative of a photograph......
p. 604.

Martha befinder sig nu faktisk der, hvor Shah siger:

When apparent opposites are reconciled, the individuality is not only complete, it also transcends the bounds of ordinary humanity as we understand them.
The Sufis
, p. 143.

Martha har dog i lang tid efter denne indre rejse svært ved at slippe af med den indre Djævel. Hun bliver deprimeret og har svært ved at finde ud af, hvad hun skal.

Jeg synes godt om 2. og 3. kapitel i IV del. Meget langt hen ad vejen synes jeg, det lykkes for Lessing at skrive de erkendelsesprocesser, Martha har. Der er ikke mange spor af samfundsrevseren og dommedagsprofeten, der er ikke så store problemer med synsvinkelen.

Disse to kapitler løber ikke udenom eller manipulerer; for Lessing lader her Martha kikke på hadet. At det er svært at acceptere, at man har både positive og negative følelser - især når man har lært, at man kan fjerne de negative - det er, synes jeg, naturligt. At der i beskrivelsen af Marthas indre rejse især dukker had op, mener jeg også skyldes den fortrængning, Martha har foretaget af hadet mod Mrs. Quest. Og det er da også vigtigt at understrege, at selv om Martha accepterer hadet, bliver det på et meget abstrakt plan, det bliver aldrig Marthas personlige had mod bestemte mennesker.

I 2. kapitel var der en reference til Thomas:

And there was Thomas; oh yes, but that was not a name she could use even now without an emotion shooting across her like a flame from a flame-thrower......
p. 543.

I smerten over at have mistet Thomas og accepten af hadet, her har Martha - og dermed Lessing - en mulighed for at begribe verden på en anden måde end den sufistiske, en mulighed, der også bliver en sproglig mulighed i The City for at skabe en anden type fortæller og en anden skrivemåde, som jeg vil vise i afsnit VI. En mulighed der desværre aldrig bruges fuldt ud.

 

IV.5.3: Destruktionens bevægelse. Familiens og samfundets opløsning

Francis og Paul

IV del indledes med beskrivelser af Francis og Paul. Jeg har tidligere sagt, at The City's dynamik i høj grad kommer til at udgå fra Francis og Paul. Dette betyder, at Francis og Paul spiller en stor rolle for romanens forløb; Pauls tilstedeværelse i huset i Radlett Street medfører fx afgørende ændringer i huset, som at Francis ikke vil komme hjem, eller at Martha og Mark ikke kan elske. Og i hele romanen er det af afgørende betydning, hvad Francis og Paul har brug for; men beskrivelserne af Francis og Paul indefra er få og korte.

Beskrivelserne af Francis og Paul her i IV del viser nok det nye håb, som Francis og Paul repræsenterer, men hovedvægten ligger faktisk på beskrivelsen af det, de protesterer imod. Derfor har jeg “anbragt” Francis og Paul her og ikke under Håbets bevægelse.

Francis' mønster beskrives således:

[...] but a pattern continued; when he reached a moment of success he refused it, or drifted away from it.
p. 494.

His centre, then, his growing-point, was not where his ambition might conceivably be? Where then? It was with Jill, whom he had begun by championing and helping and ended by loving.
p. 496.

Francis gentager m.a.o. sin fars mønster; han interesserer sig ikke først og fremmest for sin karriere, og han elsker, som Mark, “ufornuftigt:”

Mark did not forgive his son for loving unreasonably - as he had done, and was still doing.
p. 497.

I første omgang hjælper Francis Jill. Efterhånden bliver Francis' og Jills lejlighed en slags asyl for samfundets tabere. Og det ender med, at Francis og Paul går sammen i et projekt:

Paul and Francis, oil and water, never meeting for pleasure or liking or for the sake of their childhood under this roof, met now often because they were considering buying a farm somewhere on which their friends might live, self-supporting and without more reference to society than was essential.
p. 616.

Francis gentager dog ikke helt sin fars mønster. Francis og Mark er fælles om at bekymre sig om fremtiden, fælles om at hjælpe mennesker i nød - både Mark og Francis bliver administrative ledere af flygtningelejre i appendikset - men Francis har ingen fortrængt følelsesside. Francis ser og ved, at det engelske samfundssystem i 60'erne er råddent, og derfor vil han ikke have mere at gøre med det end nødvendigt, istedet satser han på enkelte mennesker. Han har ikke nogen drøm om et engelsk gentlemansamfund, som Mark har det. Da Francis mister Jill, der delvist er fremstillet som en yngre Lynda, lærer han at acceptere det, som han lærer at acceptere Englands undergang, og han koncentrerer sig derefter om at bruge sin energi på fremtiden. Francis kan både bruge sin fornuft og sine følelser.

Paul bliver her i IV del en slags finansgeni. Hans særlige intelligens viser sig at være fantastisk velegnet i den senkapitalistiske pengeverden, Lessing her beskriver. Det starter med, at Paul tjener mange penge på 200£; 200E som han har, men aldrig bruger. Derefter er det ligegyldigt, hvor mange penge Paul bruger, de flyder altid mangedoblet tilbage til ham.

Paul gennemskuer den senkapitalistiske pengeverden og forstår at udnytte den. Han respekterer ikke det engelske samfundssystem i 60'erne, men til forskel fra Francis, ligger det uden for Pauls evner at præstere en gennemgribende kritik af dette samfundssystem; overordnede samfundsanalyser er slet ikke Pauls stil. Paul yder penge til det kollektiv, han og Francis skaber i Sydvestengland, men han kommer aldrig selv til at bo der.

Paul er fantastisk generøs og hjælpsom. Han har flere huse, hvor mennesker i nød bor uden at betale. Han føler et ansvar for lidende mennesker og hjælper på den måde, han kan, nemlig med penge. Dette ansvar er hans centrum, hans vækstpunkt. Men selv om Paul får et centrum, lærer han aldrig at forholde sig bevidst til sine dybe følelser. Han gentager hele livet et mønster, hvor han undertiden totalt taber hovedet, som fx:

Paul lost his head and wrote a letter...... as he had, alas, so often before.
p. 617.

Dette betyder, at Paul aldrig lærer at forholde sig bevidst til sine dybe følelser, han bliver aldrig i stand til at bruge både fornuft og følelser, som Francis gør.

At Paul både beskrives som én, der får et centrum, og samtidig som én, der alligevel ikke lærer at bruge både fornuft og følelser, peger på, at Lessing har problemer i fremstillingen af Paul.

Paul beskrives som én, der nyder at leve i storbymiljøet. Desuden er han rig. Disse egenskaber og kvaliteter har ikke Lessings, fortællerens og Marthas sympati. Det er, som om Lessing forsøger at gøre Paul sympatisk, men Paul kommer aldrig til at besidde de egenskaber, der skulle gøre det muligt for ham at være med til at opbygge samfundet efter katastrofen. Fortælleren ville gerne kunne lide Paul og Francis lige meget, men romanen igennem indsniger der sig kritik af Paul. Dette bliver tydeligt her i IV del - pudsigt nok er et af de tydelige eksempler på dette, at den voksne Paul læser som en syvårig. Og hvis der er noget, Lessing og fortælleren foragter, er det folk der ikke kan læse. Lessing accepterer ikke helt Paul; hvorfor hun ikke gør det, forklarer jeg i afsnit V. Resultatet af den manglende accept af Paul er, at Paul dør i katastrofen i appendikset.

Samfundsrevserens eksplosion i kapitel 1

Beskrivelsen i kapitel 1 af mekanismerne i 60'er-samfundet er ret rammende problemet er den utroligt voldsomme følelsesmæssige investering i denne beskrivelse. Jeg har allerede påpeget, at det virker utroværdigt, at Lynda skulle kaste sig ud i værtindeprojektet her i 1. kapitel. Projektet er da også først og fremmest en anledning for fortælleren til at udtrykke sig.

En tendens i Lessings skrivemåde i The City bliver her vældig tydelig. Når Lessing beskriver personer, når hun forsøger at forstå enkeltpersoner, hvad enten det er negativt eller positivt fremstillede personer, er der sjældent spor af samfundsrevseren eller dommedagsprofeten. Dette foregår rent “teknisk“ ved, at Lessing lader synsvinkelen glide frem og tilbage mellem fortælleren og den person, hun beskriver. Men når Lessing kommer for langt væk fra enkeltpersoner og mere over i generel samfundskritik, så træder fortællertvillingeparret tydeligere frem, og når dette par er tydeligst sker det, at personernes troværdighed må vige for at give plads for det, der ligger Lessing på hjertet.

Kapitel 1 i IV del er bygget op på den måde, at personerne danner afsæt for kritik af forskellige områder af 60'er-samfundet: Beskrivelsen af Francis fører til den mere gennemgribende samfundskritik; beskrivelsen af Paul fører til kritik af pengeverdenen; beskrivelsen af Mark fører til kritik af den kulturelle offentlighed; beskrivelsen af Lynda fører til beskrivelsen af hvem, der er “in” i perioden mellem 1964 og 1967, og beskrivelsen af Phoebe fører til beskrivelsen af Labours regeringsovertagelse i 1964.

Synsvinkelen i kapitel 1 er overvejende fortællerens, og denne struktur i kapitlet gør det muligt for samfundsrevseren at blive meget dominerende:

Fortælleren påpeger gennem Francis det meningsløse i de styrende processer (her er de styrende processer identiske med samfundsmekanismerne, ikke med de styrende kræfter, “the laws which operate”) og at pengesamfundet er meningsløst. Diskussionen kører lidt frem og tilbage mellem det meningsløse i den kulturelle offentlighed og det meningsløse i pengeverdenen.

Hvad er det præcist fortælleren, og bagved fortælleren Lessing, har så meget imod i dette senkapitalistiske samfund? Det er fremmedgørelsen og ensretningen.

Samfundet ved ikke selv, hvad der er galt med det og fremstilles nu som et søuhyre:

[...] gave him [Francis, abn] first experience as an adult person of the senselessness of the processes which govern us:.... society's never having been more shrilly self-conscious than it is now, it is an organism which above all is unable to think, whose essential characteristic is the inability to diagnose its own condition. It is like one of those sea creatures who have tentacles or arms equipped with numbing poisons; anything new, whether hostile or helpful, must be stunned into immobility or at least wrapped around with poison or a cloud of distorting colour.
p. 495 (Mine fremhævelser, abn).

Lidt senere pointeres det, at dette søuhyre er villig til at bruge alle midler for at:

Anything that will stop the process of thought for a time, anything to sterilize, or to make harmless; to partition off, to compartmentalize.
p. 496. (Min fremhævelse, abn).

I dette samfund, hvor det altså ikke er meningen, man skal tænke selv, er det altdominerende kendetegn “uniformity”, ensartethed.

Lyndas gæster under hendes værtindeprojekt er dem, der er “in” i 60'erne, den nye herskende klasse; problemet er bare, der ikke er tale om nogen klasse længere:

Margaret's old friends, the literary warriors of the Cold War,... her new friends, the ‘wave’ or ‘wind’ or impulse from the late fifties; the pop-singers and impresarios, the hairdressers and the restauranteurs - through Paul; the columnists and commentators from Press and television, the semi-literary, semi-political figures - through Graham Patten; the solid stratum of leftwing politicians, through Phoebe, and Phoebe's ex-husband Arthur; with the organizers of this or that protest, March, Relief Fund, Famine Relief Organization....
p. 510.

For what distinguished this stratum of a few thousand people was its uniformity.
p. 511. (Min fremhævelse, abn).

Apparently it was a scene of debate, competition, violently clashing interests. Great business entities fought; but they worked together behind the scenes, and employed the same firms or people. The newspapers that remained might call themselves Right, Left, or Liberal, but the people who wrote for them were interchangeable, for these people wrote for them all at the same time, or in rapid succession. The same was true of television; the programmes had on them the labels of different companies or institutions, but could not be told apart, for the same people organized and produced and wrote and acted in them. The same was true of the theatre. It was true of everything.
pp. 511-12.

Lessings pointe er, at der ikke længere samarbejdes på baggrund af politiske interesser, men udelukkende på baggrund af økonomiske. Der er ikke længere politiske modsætninger mellem Tory, Labour eller de liberale. I dette senkapitalistiske informationssamfund kan alle få magt, hvis de forstår sig på de økonomiske mekanismer; og alle er da også villige til at samarbejde, blot de tjener penge.

Hvem har så magten, hvis det ikke er en klasse? Magten har ingen. Magten udgøres af en upersonlig pengemagt, der fremstilles som et kæmpeuhyre, og som alle mennesker i dette samfund er objekter for. Menneskene er blevet objekter i en proces, som de ikke længere selv styrer. Fremmedgørelsen er ekstrem, og Lessing peger på medieverdenen og specielt fjernsynet, som både det typiske udtryk for, og det typiske middel til, ensretning og fremmedgørelse:

[...] as if humanity had said ‘yes’ to becoming a meaningless flicker of people dressed in varying kinds of clothes to kill each other (‘real’ and ‘imaginary’) or play various kinds of sport, or discuss art, love, sex, ethics (in ‘plays’ or in ‘life’). For after an hour or so, it was impossible to tell the difference between news, plays, reality, imagination, truth, falsehood.’
p. 514. (Min fremhævelse, abn).

Resultatet af denne proces er, at menneskene ikke længere er i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed. Mennesker, der ikke kan det, defineres “normalt” som psykotiske. Og det er da også pointen her; der er tale om massepsykoser.

Som understreget ofte, er fortællerens ømme punkt den kulturelle offentlighed. Når den kulturelle offentlighed nævnes, dukker samfundsrevseren frem, og så bliver der ballade. I denne beskrivelse af medieverdenen og informationssamfundet går det fortælle-teknisk galt for Lessing. P. 512 kommer en række særs2tninger, efterfulgt af udråbstegn:

Oh how charming everything was! How urbane! How tolerant! What enchanting clothes people wore.
p. 512.

Så følger en beskrivelse af et specielt tv-program:

It was here, in this programme and the many variations of it, that there was reached the culmination of that attitude which was essentially a need to identify with the life of the artist.  
p. 513. (Min fremhævelse, abn).

Og så følger ellers otte siders nedsabling af specielt den litterære offentlighed, men også af det senkapitalistiske samfund i al almindelighed. Det er samfundsrevserens glansnummer. Og ind i mellem rammes der plet i beskrivelsen af de nævnte strukturer i det klasseløse informationssamfund. Men mange af betragtningerne er irrelevante for The City's fiktive univers, fx:

It has literally become impossible for anyone to read a work of fiction except in terms of the author's life.
p. 520.

“Heldigvis” har eksplosionen imidlertid den positive effekt, at samfundsrevseren lader til at have fået afreageret og stort set er fraværende i resten af IV del.

Kapitel 1 sluttes med en beskrivelse af Labours regeringsovertagelse i 1964, set ud fra Phoebes og fortællerens synsvinkel. Phoebe beskrives som repræsentant for de mennesker, der lukker øjnene for, hvad der sker, forholder sig irrationelt til kendsgerninger:

[...] whole areas of fact were being blotted out, or at least, softened a little.
p. 522.

- samtidig med at de går ind for at opføre sig fornuftigt, forholde sig rationelt til følelser:

Since above all one should behave well.
p. 522.

Det understreges i beskrivelsen af Phoebe, at hun har personlige grunde til at gøre, som hun gør; dvs. personen Phoebe kan Lessing forstå og tilgive, hendes sorg over at have mistet Arthur og siden de to døtre Jill og Gwen. Men i beskrivelsen af Labour som parti og institution understreger Lessing, at det er ligegyldigt, om det er Tory eller Labour, der regerer landet, for ingen af disse partier har længere den virkelige magt. Beskrivelsen af Labours regeringsovertagelse i 1964 bliver en beskrivelse af, at der ikke længere er noget at gøre. Lessing ser ikke noget håb i traditionelt politisk arbejde længere.

Noget tyder også på, at udviklingen i de afrikanske stater, der bliver selvstændige i denne periode, desillusionerer Lessing. Beskrivelsen af Joss, pp. 628-30, peger på, at når afrikanerne selv får magten, bliver de objekter for magtbegrebet på nøjagtig samme måde som “de hvide”. Medvirkende til desillusioneringen er formodentlig også, at Rhodesia under Ian Smith i 1965 erklærer sig uafhængigt af England, og der sker en tilspidsning af den voldelige konflikt mellem Smiths hvide mindretalsstyre og den sorte frihedsbevægelse.

Den fatale polarisering.

Heller ikke den højere middelklasse, der havde magten i The City's begyndelse i 1949, bestemmer længere. Dette bliver ganske klart i beskrivelsen af Mr. og Mrs. Maynard i kapitel 3. De hentes bl.a. til England for at symbolisere den højere middelklasses fald. Nej, magten udgøres af:

Britain's version of a fascist phase had been competently forecast. There it was now on the wings, ready to come on, gentlemanly, bland, vicious. There it was; big business, backed by the landowninq landlording Church (its face however would be chummy, slangy, modern, tolerant) and Royalty, solidly and narrowly traditional (its face easygoing, goodfellow, amiable) and all taking orders from America - not of course directly, anything open and straightforward being inimical to the spirit of these ancient partners, but indirectly, through groups of international bankers and vaguely-named and constituted advisers.
p. 644. (Mine fremhævelseer, abn).

Indskuddet i beskrivelsen af Marthas oplevelse af Lyndas psykose, pp. 559-66, handler om en rationel versus en irrationel, excentrisk erkendelsesmåde. Når Martha og fortælleren ser på det engelske 60'er samfund ud fra en sufistisk erkendelsesmåde, ser det hæsligt ud. De ser hæslige mennesker, der har mistet kontakten til meningen med livet. Disse hæslige mennesker er enten ”fornuftige” eller “excentriske”.

Eksempler på mennesker, der kun opfatter verden med “hovedet”, ud fra fornuft og logik, er Colin, repræsentant for den fornuftige og objektive naturvidenskab, og Phoebe, repræsentant for den fornuftige politik. Colin og Phoebe er mennesker uden kontakt med deres følelser.

Et eksempel på mennesker, der kun opfatter verden med følelser og intuition, er Rosa Mellendip. Hun repræsenterer det excentriske, beskrevet som det mystiske og det okkulte, og hun repræsenterer det excentriskes integration i den etablerede kultur. En integration, der betyder, at det excentriske mister sin kraft og bliver uskadeliggjort, især fordi det bliver et fornuftigt profitforetagende, det institutionaliseres.

Colin, Phoebe og Rosa Mellendip kommer dermed alle til at repræsentere en fornuftig måde at forholde sig til følelser og det excentriske på, de repræsenterer 60'er-samfundets etablerede selvbevidsthed.

Men når man forholder sig fornuftigt til det ufornuftige, uskadeliggøres det nok i første omgang, men der er også tale om en fatal fortrængnings- og udgrænsningsproces, der i sidste ende betyder, at fornuftssamfundet bliver indhentet af det fortrængte og udgrænsede.

Dette bliver tydeligt i beskrivelserne af Jimmy og Jack. Jimmy viser, hvad der sker, når man udvikler naturvidenskabelige evner ensidigt. Han er et naturvidenskabeligt geni. Det viser sig i IV del, at han i lang tid har brugt hans og Marks fabrik til at udvikle maskiner, der kan ødelægge menneskets hjerne. Jimmy har ingen moral, han forholder sig ikke til det, han laver, han forsker bare. Mark må erkende, at Jimmy ikke kan dømmes moralsk, fordi han overhovedet ikke forstår, hvad moral er:

It was only then that Mark really understood, really believed that there are people who cannot be judged morally. They are not responsible for their actions.
p. 635.

Jack udvikler sine følelser og drifter ensidigt, men også uden at forholde sig moralsk og bevidst til det, han gør.

Summa summarum: Hos Jimmy er naturvidenskabelige evner udviklet på bekostning af menneskelighed og moral, han er mere en computer end et menneske; hos Jack er drifter og følelser udviklet på bekostning af menneskelighed og moral. Han er mere et driftsvæsen end et menneske.

Mennesker som Jimmy og Jack er den yderste konsekvens af Colins, Phoebes og Rosa Mellendips fortrængning; de repræsenterer alle en menneskehed, der har mistet kontakten til det menneskelige.

Det menneskelige fremstår her som evnen til både at kunne forholde sig moralsk og følelsesmæssigt til politik og naturvidenskab og at kunne forholde sig bevidst og moralsk til følelser, drifter, det excentriske; altså den sufistiske bevidste erkendelsesmåde.

Koblet med konklu5ionerne fra afsnit IV.5.2. bliver det især fortrængningen af hadet, den manglende accept af den dobbelte energi, der gør fornuftssamfundet så farligt, som det her fremstilles.

Mark skriver her i IV del en roman om “the doomed brother”, den dødsdømte, jødiske bror. Denne bror symboliserer for Mark den nulevende menneskehed, som han mener er dødsdømt på forhånd. Desuden skriver Mark Memorandum to Myself. Dette memorandum beskriver katastrofens uundgåelighed og hvordan, man kan forholde sig fornuftigt til katastrofen.

Den fjerde væg i Marks værelse dekoreres således:

(There was a new wall, hinged, with facts and figures about mental hospitals, asylums, patients, mad people, people incapacitated, in the countries of the world).
p. 534.

Dette er en yderligere understregning af, at Mark kan se kendsgerninger, han kan se, der er noget galt på “facts and figures”. Men han er ude af stand til at begribe den dobbelte energi.

Fordi Mark evner at forholde sig fornuftigt til Jordens ødelæggelse, indgår han i en økonomisk set fornuftig arbejdsalliance med en stenrig amerikaner, Perkins. “The Coldridge-Perkins Company” bliver et verdensomspændende projekt, der bygger katastrofe-lejre i afrikanske ørkenområder, beregnet til at tage sig af ofrene for de katastrofer, Mark regner med snart vil ske. Men Marks katastrofe-lejre er bygget ud fra kapital og fornuftige principper. Der er intet håb i dem, ingen forbindelse til det andet mønster.

Her i IV del finder Mark sammen med Rita. Rita er en kvinde, der hviler i sin krop og handler ud fra sin kropslighed. Samtidig er Rita politisk reaktionær, men da hun altid handler ud fra sine følelser, får dette aldrig rigtig nogen konsekvenser. Så det er mandlig fornuft og kropslig kvindelighed, der indgår ægteskab, da Mark og Rita gifter sig. Men Marks måde at være fornuftig på og Ritas måde at være kropslig på duer ikke længere her i 60'erne. Både Marks fornuft og Ritas kropslighed er positivt beskrevede, problemet er, at de kun har evnen til at være enten det ene eller det andet.

Familien Coldridge opløses. Huset i Radlett Street:

[...] was going to be compulsorily purchased for demolition, or redevelopment.
p. 577.

IV del slutter med et kæmpe afskedsparty, hvor alting er i opløsning. De fleste af personerne har det dårligt, og der peges på, at en fascistisk epoke er på vej.

 

IV.5.4: Afrunding

De tre indledningscitater til IV del handler om udvikling af nye organer. De to lange citater er begge fra sufister og er dermed den mest direkte tilkendegivelse i The City af den sufistiske inspiration. Citaterne understreger, at fremtiden afhænger af menneskets evne til at bevæge sig udover en ensidig rationel virkelighedsopfattelse og bevidst udvikle nye organer.

IV del ender meget pessimistisk med den totale opløsning. 1. kapitel er især domineret af samfundsrevseren, men efter den store eksplosion forsvinder denne vrede hadefulde side af fortælleren umiddelbart.

I 2. og 3. kapitel er synsvinkelen langt overvejende Marthas. I disse to kapitler udvikles det nye håb, den alternative sufistiske erkendelsesmåde. Martha ender med at acceptere, at hun består af en dobbelt positiv og negativ energi, som hun især mærker som modsatrettede følelser. Men denne erkendelse og accept af negativiteten gør hende deprimeret.

Marthas depression glider i 4. kapitel sammen med fortællerens depression. Her glider synsvinkelen igen overvejende frem og tilbage mellem Martha og en fortæller, der hyppigt er dommedagsprofet.

IV del viser en Lessing i splid med sig selv. Lessings styrke og svaghed som forfatter er her vældig tydelig: Styrken, som jeg ser som evnen til at give en oprigtig beskrivelse af det 20. århundredes mennesker, både de “positive” og de “negative”, evnen til at konfrontere det svære: smerten og hadet.

Svagheden, som jeg ser som tendensen til at lade den sufistiske pakkeløsning tromle hen over evnen til at se og beskrive både personer og den socialhistoriske udvikling.

The City er skrevet omkring 1969, og Lessing peger - da hun lader IV del slutte omkring 1967 - på, at England er ved at blive fascistisk. Lessing har fremhævet ensretning og fremmedgørelse som karakteristisk for 60'ernes England. Hun har især understreget den sproglige fremmedgørelse i medie- og informationssamfundet.

Over for dette fascistoide samfund på vej mod katastrofen står den alternative sufistiske erkendelsesmåde med udviklingen af nye organer. Det er understreget, at denne erkendelsesmåde indbefatter en alternativ måde at bruge sproget på: At mærke ordenes betydning.  

 

IV.6: Appendiks, katastrofen og håbet, 1967 - ca. 2000

IV.6.1: Indledning

Efter romanens IV del følger en artikel fra 1968 fra avisen The Observer. Artiklen drejer sig om en mand, der måske har været udsat for nervegasforgiftning, og artiklen markerer overgangen i The City til science-fiction.

Appendikset består af en række dokumenter, der skal forestille at være skrevet mellem 1995 og 2000. Dokumenterne har tilhørt Amanda som er Jills første barn og Francis' steddatter.

Dokumenterne er skrevet af Lessing samtidig med resten af The City, der udkommer første gang i 1969, men handler altså om (frem)tiden mellem 1967 og 2000.

I 1977 er der sket en stor katastrofe, som for en tid har udryddet England. Der har også været store katastrofer andre steder på Jorden. Men det er noget uklart i appendikset, præcist hvad der er sket, hvor. Efter de store katastrofer er Jorden omkring år 2000 blevet delt op i fire nye magtcentre, der ligger:

[...] in the National Area of Mongolia; in Mexico; in Brazil; and in Kenya.
p. 650.

Disse nye magtcentre strides, som de gamle gjorde det.

Appendikset beskriver både katastrofeperioden og det nye sufistiske håb, hvem der bliver frelst, og hvem der går til grunde.

I det følgende diskuterer jeg de vigtigste af disse dokumenter: Francis' brev til Amanda, Marthas brev til Francis og Marks noter.

 

IV.6.2: Francis' brev i to dele

Francis' brev er til hans steddatter Amanda. Amanda er et barn af katastrofesamfundet, hun er mulat, og kender ikke sin biologiske far. Brevene ser tilbage på og beskriver tiden mellem 1967 og 1977. Den første del af brevet er en beskrivelse af det kollektiv, Francis og Paul laver i Sydvestengland. Som understreget tidligere kommer Paul aldrig til at bo i kollektivet, men yder kun økonomisk hjælp til det.

Kollektivet bliver et billede på et sufistisk minisamfund, læs gode, i det fascistiske undergangssamfund, læs onde. I kollektivet yder man efter evne og nyder efter behov. Dyrker sine egne grøntsager og undgår kontakt med det omkringliggende samfund.

[...] that our chief characteristic was that we had no ideology, plan, constitution, or philosophy.
p. 651.

Kollektivet er en sufistisk institution på den måde, at det er skabt i en specifik situation, og det overlever kun i en kort periode. Det fungerer så godt, fordi det ikke prøver at definere sig selv.

Samfundet uden for kollektivet beskriver Francis som fascistisk:

[...] what I've written describes any ‘fascist’ régime anywhere this was what its enemies called it. But this time of bland, insular conformity, with its nasty amalgam of church, royalty, industry, the respectable arts, and the formerly unrespectable arts (every variety of ‘pop’), together with official science and official medicine, was also an age of anarchy which grew worse every month.
p. 655.

Denne beskrivelse viderefører de tendenser, som Lessing beskrev i 60'er-samfundet i The City's IV del.

The new government stood for order, self-discipline, formal religion, conformity, authority.
p. 654.

Ideologisk sker der en voldsom højredrejning, der bliver koblet med puritanisme.

Det er dog det internationale banksystem, der har magten; den engelske regering og de engelske pengefolk er kun marionetter i dette banksystems spil:

This government was more than usually in the dark about its own actions, partly because after all it was only a deputy or servant of the international banking system, and partly because so much of its function was taken over by obscure technicians.....
p. 669. (Min fremhævelse, abn).

Altså ekstrem fremmedgørelse og ekstrem ideologisk reaktion fremhæver Lessing i dette undergangssamfund.

We were poisoned. Our nervous systems were shot to pieces...... the air we breathed was foul...... we were ill because of the drugs we filled ourselves with...... Our food was poisoned......, The air was increasingly filled with radioactive substance......
p. 665.

[...] we were slowly driving ourselves mad. The human race had driven itself mad, and these sudden outbreaks of senseless violence in individuals and communities were the early symptoms.
p. 667. (Min fremhævelse, abn).

I dette samfund vokser og gror det anti-ideologiske kollektiv i en årrække. Men så bliver kollektivet overtalt til at deltage i en fjernsynsudsendelse. Der sker derefter det, at samfundet uden omkring kollektivet slipper sine aggressioner løs mod det. Men værre er det, at kollektivet begynder at reflektere over sig selv på en negativ måde. Lessing viser, at samtidig med, at kollektivet prøver at finde en passende ideologisk bås til sig selv, går det i opløsning. Sufistiske minisamfund kan kun fungere, så længe de får lov til at gro og udvikle sig naturligt - i det øjeblik de bliver integrerede i samfundet, går de i opløsning. Integrationsprocessen er her beskrevet som en proces, hvor medier plus kategoriserende definitioner “omklamrer” og dermed destruerer det, der vokser og gror naturligt.

På denne måde understreger Lessing yderligere, hvor farlige hun mener, de moderne medier - specielt tv - er.

Samtidig med at kollektivet går i opløsning, og den generelle tilstand i samfundet forværres, mødes Francis med Martha og Lynda. Konsekvenserne af dette møde beskriver Francis i anden del af hans brev til Amanda:

Lynda og Martha forklarer under mødet Francis om det nye håb. De beskriver, hvordan Lynda endelig har mødt den rigtige læge, som forstår, at hendes såkaldte psykoser er udtryk for telepatiske evner. Sammen med denne læge har hun lært at bruge sine telepatiske evner positivt og konstruktivt. Lægen og Lynda har fundet sammen med andre, mestendels psykiatriske patienter, og i fællesskab har de fundet ud af, at skizofreni er en diagnose, som er blevet givet til mennesker med irrationelle “telepatiske” evner.

Since the birth of modern science, any person with a conventional education has been sent into a state of abject apology, has been made to recant, by the simple device of telling him he is superstitious. This word has done in our time what previous generations needed the Inquisition to do...this word, and ridicule.
p. 674.

Mennesker med diagnosen skizofreni fejler i virkeligheden ikke noget, tværtimod er det dem, der bliver i stand til at “frelse verden”.

Lynda og Martha beder Francis om:

To imagine the possibilities of ordinary telepathy.
p. 676.

Mange mennesker bruger allerede deres telepatiske evner. Lynda, Martha, lægen og dem, de arbejder sammen med, bruger dem i “det godes tjeneste”.

They told me that ‘all of us’ - meaning not only the doctors and people working quietly in the hospitals, but friends outside, regarded their work, their experiments on themselves as a kind of trust vested in them on behalf of mankind.
p. 679.

Men de irrationelle kræfter, der har været undertrykt siden “the birth of modern science”, p. 674 - det vil sige ca. siden Middelalderen - er nu også løbet løbsk slet og ret.

Lessing har vist, hvordan Martha og Lynda har udviklet telepatiske evner. Hun har vist, hvordan Martha har lært at acceptere den dobbelte energi og dermed sine egne negative følelser. Hun har vist, hvordan det, hun kalder det excentriske, det mystiske, det esoteriske, oftest underkastes en integrationsproces i et fornuftssamfund.

Irrationelle kræfter, som de beskrives af Lessing, er altså telepatiske evner og den dobbelte energi. Den dobbelte energi indbefatter følelser, fordi Lessing forstår følelser som energi.

Det er disse irrationelle kræfter, der har ligget som en tikkende bombe under destruktionens århundrede, og som nu eksploderer. Mange mennesker “ser” og “hører” på den sufistiske måde, men uden at vide, hvad det betyder.

Francis er længe om at acceptere, hvad Lynda og Martha fortæller. Ikke mindst da de meddeler:

[...] well yes, for one thing, it looks as if this country is going to have some kind of accident-probably fairly soon, but we don't know when.
p. 680.

Dem, der forholder sig bevidst og moralsk til telepatiske evner, har i lang tid kunnet “se”, at der vil ske en katastrofe. De har derfor iværksat en beredskabsplan - denne beredskabsplan beskriver Martha i sit brev.

Men Francis ender med at acceptere at telepatiske evner vil kunne deltage i Lyndas og Marthas.

Francis, Martha og Lynda forholder sig her bevidst til telepatiske evner og fornuft, de forener irrationelle og rationelle sider; på denne måde sørge de for, at mange mennesker overlever katastrofen.

 

IV.6.3: Marthas brev

Martha beskriver i sit brev til Francis selve katastrofen i 1977. Op til katastrofen har mennesker med telepatiske evner, evnen til at “se” og “høre” fremhæves her, organiseret sig i grupper, der skal redde så mange mennesker som muligt, når katastrofen sker. Problemet under selve katastrofen bliver især en massepsykotisk reaktion i befolkningen.

Our mistake was, not to have expected the mass hysteria.
p. 690. 

Selve katastrofen beskrives pp. 691-92. Der sker tilsyneladende flere forskellige forurenings- og atomulykker samtidig. I det højt udviklede teknologiske samfund eksploderer irrationelle kræfter altså på én gang. Her viser Lessing konsekvenserne af et oplysningssamfund, der har udviklet fornuft og en såkaldt objektiv natur- og lægevidenskab ekstremt, men glemt at koble det bevidst sammen med moral og følelser.

Det andet mønster, som Lessing har introduceret, viste et mønster af rationelle og irrationelle kræfter. Dem, der aldrig ser det andet mønster, dør uden tro på fremtiden i katastrofen, dvs. destrueres af de fortrængte irrationelle kræfter. Dem, der ser det andet mønster, bliver frelst.

Især gennem beskrivelsen af Martha viser Lessing, hvordan den individuelle fortrængningsproces hænger sammen med den kollektive fortrængningsproces. I beskrivelsen af katastroferne mellem 1977 og 2000 viser Lessing konsekvenserne for hele Jorden af den kollektive fortrængningsproces. Gennem Marthas proces peger Lessing også på, hvordan man vender fortrængning af det irrationelle til accept af og bevidsthed om det.

Langt størstedelen af den engelske befolkning dør i den første store katastrofe i 1977. Martha er i en gruppe, der fra den nordvestlige del af England skal sejle over Atlanterhavet. De kommer dog aldrig længere end til en lille ø, (der senere viser sig at være Faris, nordvest for Skotland) fordi de kommer ud i en hård storm. Ca. 70 mennesker er de, der forsøger at overleve på den lille ø. De beslutter sig for ikke at ville reddes, og de bliver da også først fundet omkring år 2000, efter Martha er død og ca. 23 år efter den første katastrofe. De har ingenting med sig, og der er ingenting på øen; resultatet er, at de nærmest kommer til at leve som stenaldermennesker, men med det 20. århundredes bevidsthed. Der er en detaljeret beskrivelse - i stil med Robinson Crusoe - af, hvordan de overlever.

Man kan sige, Martha her udforsker tredje trin i den tilstand, hun oplevede den første tid i London i 1949, hun har her lært at opleve verden ud fra det højeste sufistiske trin, modsætninger i balance. Martha er som person ikke interessant længere, hun er blevet helt upersonlig, et fortællemæssigt filter, men hendes beskrivelse af øsamfundet er interessant, specielt hendes beskrivelse af de nye børn der fødes, mutanterne:

But it was also during that year when we became aware of a sweet high loveliness somewhere, like a flute played only just within hearing it was as if all the air was washed with a bright promise        it was as if the veil between this world and another had worn so thin that earth people and people from the sun could walk together and be companions....It was from that time, because of what we were told, that we took heart and held on to our belief in a future for our race.
p. 698.

Der er forskellige typer mutanter på øen, men de vigtigste er:

I've left what we call ‘the new children’ until the end.
p. 702.

For one thing, they are grown up-no, not physically of course, but mentally, emotionally. One talks to them as if they were adult-no, not that; one talks to them as if they are superior to us....which they are. They all carry with them a gentle strong authority. They don't have to be shielded from the knowledge of what the human race is in this century - they know it....they are beings who include that history in themselves and who have transcended it. They include us in a comprehension we can’t begin to imagine. These seven children are our guardians.
p. 703.

Joseph, the black child, will come to your settlement near Nairobi, and you will look after him. So he says. He says more like him are being born now in hidden places in the world, and one day all the human race will be like them. People like you and me are a sort of experimental model and Nature has had enough of us.
p. 703. (Min fremhævelse, abn).

Joseph er mutanten, som Martha sender til Francis. Francis tager Joseph med til Amanda. Joseph er gartner. Og således bindes trådene sammen til sidst. Det var jo netop gartnerne i den utopiske by i Marks roman A City in the Desert, som man mente, kendte byens hemmelighed. Beskrivelsen af livet på øen Faris bliver en beskrivelse af den realiserede utopi, og beskrivelsen af mutanterne er Lessings bud på en alternativ menneskehed, der fødes med en højere sufistisk bevidsthed.

 

IV.6.4: Marks noter

Mark har overlevet den første store katastrofe i 1977, men er meget ulykkelig, fordi han ikke tror på fremtiden:

I ache and I rage and I anguish. Nothing has been done right, and I don't know who I can tell it to.
p. 706.

Han er leder af en stor flygtningelejr nær Addis Abeba. Mens Martha beskrev katastrofen og det nye håb, mutanterne, og Francis beskrev tiden op til den store katastrofe i 1977, beskriver Mark tiden mellem 1977 og år 2000 set ud fra håbløshedens synspunkt. Han beskriver, at de store natur- og krigskatastrofer fortsætter:

We have no enemy. The human race is united at last. We are all brothers now, except for those who might turn out not to be.
p. 707.

Marks holdning til Lyndas, Marthas og Francis' tro på fremtiden er:

Last night I dreamed of Lynda. My son dreams of her, he says. He says she isn't dead. I'm not going to ask what he means. I can't stand that nasty mixture of irony and St John of the Cross and the Arabian Nights that they all (Lynda, Martha, Francis) went in for.
p. 708.

Mark er totalt desillusioneret, som menneske og forfatter:

I don't see any point in writing any more - what point has there ever been? To whom? What for? I write every night when the camp is quiet and Rita has gone to bed, but I don't know why or who to. Lynda, I suppose, or Martha.
p. 719.

 

IV.6.5: Afrunding

Appendikset består af ti forskellige dokumenter, hvoraf jeg har diskuteret de fire vigtigste: Francis' brev i to dele, Marthas brev, og Marks noter. Disse fire dokumenter er skrevet i jeg-form. Af de øvrige seks dokumenter er to offentlige udtalelser, de resterende fire er breve, der også er i jeg-form.

Appendikset er dermed - med undtagelse af de offentlige udtalelser skrevet i jeg-form. Fortællerinstansen fra den øvrige del af The City er forsvundet i appendikset. Fortællerinstansen har jeg defineret som det sted, hvorfra der ses og tales, og jeg har vist, hvordan den dominerende fortælleteknik i The City har været, at synsvinkelen har gledet frem og tilbage mellem fortæller og romanpersonerne. I den glidende synsvinkel har jeg læst en voksende splittelse mellem fortællerens sufistiske holdninger på den ene side og romanpersonerne på den anden side.

I appendikset er der naturligvis stadig et sted, hvorfra der ses og tales. Dette sted er jeg-stemmen. Jeg-stemmen kalder sig Francis, Phoebe, Paul, Martha og Mark, men det er den samme stemme, der taler med det samme tonefald i alle brevene, og stemmen siger hele tiden det samme. Jeg-stemmen taler om katastrofesamfundets undergang og det sufistiske håb.

Jeg-stemmen taler med den forsvundne fortællers stemme, jeg-stemmen udtrykker sig i skriftsprog med tendens til det patetiske og retoriske, jeg-stemmen er vred og fortvivlet, men jeg-stemmen er også optimistisk. Jeg-stemmen er, mener jeg, fortælleren, der taler i jeg-form. Jeg-stemmen er tæt på Lessing og udtrykker sufistiske meninger og holdninger.

Jeg-stemmen er i virkeligheden ikke personerne, der taler, for personerne skal ikke udvikle sig eller lære noget. I appendikset er personerne låst fast - istedet skal de udtrykke noget ganske bestemt. Jeg-stemmen har hermed nærmest den modsatte funktion af jeg-formen i Marthas indre rejse - her blev jeg-formen nemlig brugt til at gå helt tæt på Marthas oplevelse og lade hendes oplevelse tale.

Jeg-stemmen er Lessing, der har ophøjet sig selv til et punkt, der ser ned på menneskene. Fra dette ophøjede punkt beskriver hun så fremtidssamfundet. Hun griber fat i strukturer og tendenser fra 60'er-samfundet, forstørrer dem op og skaber dermed et hæsligt samfund. Når hun har gjort det, destruerer hun dette samfund. Men hun kan kun gøre, som hun gør, fordi hun forenkler. Hun ser intet af det, der også var 60'erne, spirende ungdomsoprør, spirende kvindebevægelse, protest. Hun ser, hvad hun vil se. Hun er helt overbevist om, at den store katastrofe vil ske, helt overbevist om, at der intet godt er tilbage i de fleste mennesker. Lessing anklager det fascistiske undergangssamfund for at være kategoriserende og forenklende, men hvad gør hun selv: skaber nogle vældige kategorier af det onde og det gode, som hun stiller op over for hinanden.

Jeg-stemmen viser slutningen på fornuftens tidsalder. Personerne er ikke længere nuancerede. Alle dem, der ikke lever op til de sublime krav, dør i katastrofeperioden uden håb. Paul, Phoebe, Mark og Rita lever ikke op til kravene, de bliver ikke i stand til at forene rationelle og irrationelle sider i dem selv. Pauls og Phoebes breve og Marks noter viser, at de ikke forstår det nye håb, og derfor dør de uden håb for fremtiden.

Marthas brev beskriver den realiserede, sufistiske utopi. De nye mutanter fødes med de fem indre sufistiske sanser udviklet i en sådan grad, at de transcenderer det 20. århundredes bevidsthed. Så istedet for at skulle bruge deres liv på at udvikle selvet og dermed lære at leve udfra dette selv, fødes de nye mutanter med denne instans fuldt udviklet.  

Martha beskriver, at:

It is not true that small children want to hurt each other, that they naturally behave as grown-up people do.
p. 700.

Jeg-stemmen påstår altså, at mennesket fødes godt. Jeg-stemmen viser, at skizofreni i virkeligheden er deformerede telepatiske evner. Lynda får sit come-back i appendikset, hun er ikke længere besværlig, for der er ikke længere nogen tvivl i forhold til hende - hendes skizofreni er ikke længere en kompliceret og mangetydig størrelse. Beskrivelsen af Lyndas transformation er forenklende. Det som Lessing ellers har fremhævet, at Lyndas skizofreni er en slags smertefuldt ingenmandsland mellem en alternativ virkelighedsopfattelse og den normale virkelighed, forsvinder for en opfattelse af, at det skulle være muligt at bruge den skizofrene psykoses energi til at frelse verden.

Menneskene bliver nu også beskrevet som toner i en symfoni:

And the texture of our lives, eating, sleeping, being together, has a note in it that can't be quite caught, as if we were all of us a half-tone or a bridging chord in some symphony being played out of earshot with icebergs and forests and mountains for instruments.
p. 701. (Min fremhævelse, abn).

Hvem spiller denne symfoni?

Jeg har tidligere peget på, at Lessing fra III del taler om “the laws which operate”, at hun antyder, at der findes nogle love - jeg har kaldt det de styrende kræfter - der sørger for, at der opretholdes en balance mellem rationelle og irrationelle kræfter. Den dobbelte energi er i sin natur irrationel, og de styrende kræfter må være den instans i universet, der sørger for balancen. En balanceskabende instans i universet, således mener jeg, man må forstå Naturen med stort N, p. 703, og den store symfonispiller.

Jeg har tidligere vist, at Lessing i citatet gengivet p. 97 i specialet viser, at selvet som essensen i alting har forbindelse til en slags universelt selv, der beskrives som en moderligtbeskyttende kraft. Jeg mener, denne moderligt beskyttende kraft er identisk med Naturen, den store svmfonispiller. Hvorfor der her til slut i The City opstår en forestilling om en moderligt beskyttende kraft i universet, diskuterer jeg i afsnit V.

Jeg har argumenterer for, at jeg-stemmen er én stemme, der kalder sig Francis, Paul, Phoebe, Martha og Mark. Jeg-stemmen rummer dermed også Pauls og Phoebes afmagt og Marks pessimisme og fortvivlelse.

Marks noter er anbragt til sidst i appendikset, kun efterfulgt af et lille brev fra Amandas mand til Francis. Marks noter er en kritik af det nye sufistiske håb, som Lynda, Martha og Francis repræsenterer. Noterne udtrykker tvivl om fremtiden, tvivl om hvorvidt det at skrive nytter noget, tvivl om hvem han skriver til. Indbygget i Lessings store utopiske fremtidsvision er dermed en vrede, en smerte, en kritik og en tvivl. Og med denne afskedssalut slutter The City. Hvorfor The City slutter med Marks vrede, smerte og tvivl, ja derom handler det næste store afsnit.

 

 

V: The Four-Gated City: Et kvindeligt sørgearbejde

V.1: Om sørgearbejde og dannelsen af en kvindelig identitet

V.1.1: Indledning til teori

I afsnit V.1. vil jeg præsentere forskellige teorier. Med disse teorier i hånden vil jeg i afsnit V.2. undersøge, hvordan man kan forstå The Four-Gated City som en sørgearbejdsproces udført af Lessing.

Segal forstår skabelsen af et kunstværk som reparationsarbejde; det er kunstnerens oplevelser af smerte og tab, der skaber behovet for sørgearbejde og dermed for at skabe kunst.

Segals forestilling om en skøn form over for et uskønt indhold kommer imidlertid til at give problemer i forhold til Lessing. Dette aspekt vender jeg tilbage til.

Segals teori taler ikke om kønsspecifikt sørgearbejde. Det er i høj grad i Lessings fremstillinger af mænd og kvinder, jeg vil fremlæse sørgearbejdsaspektet. Ved at inddrage Chodorow og Chasseguet-Smirgel i diskussionen vil jeg vise, at Lessings sørgearbejde i allerhøjeste grad er kvindeligt.

Hovedvægten i fremstillingen ligger på kvinders sørgearbejde, fordi Lessing er kvinde. Jeg forsøger dog at perspektivere i forhold til mænd - ellers er det jo vanskeligt at pege på forskelle.

 

V.1.2: Segal og teorien om sørgearbejde

Dette afsnit bygger først og fremmest på Hanna Segals artikel En psykoanalytisk indfaldsvinkel til det æstetiske fra 1952, og bliver suppleret med hendes bog Introduction to the Work of Melanie Klein fra 1974.

Segal er født i 1918 i Polen og er praktiserende psykoanalytiker i England. Segals teori bygger på Melanie Kleins teori. Klein er født i 1888 i Wien. Hun har dannet den såkaldte Klein-skole, som Segal altså tilhører. Klein døde i 1960. Klein-skolen betragtes som freudiansk, men adskiller sig dog på væsentlige punkter fra en traditionel freudiansk opfattelse. Uenigheden gælder især opfattelsen af den ødipale fase; dette vil jeg kort kommentere senere.

Segals artikel er bygget op over to overordnede spørgsmål, som hun søger at besvare: Det første spørgsmål, I, diskuterer hun pp. 127-143:

Kan vi isolere de specifikke faktorer i kunstnerens psykologi, der sætter ham i stand til at frembringe et tilfredsstillende kunstværk?
p. 127.

Det andet spørgsmål, II, diskuterer hun pp. 143-152:  

Og hvis vi kan det, vil det så fremme vores forståelse af kunstværkets æstetiske værdi og af publikums æstetiske oplevelse?
p. 127.

AD I

For at kunne isolere de specifikke faktorer i kunstnerens psykologi, der sætter ham i stand til at skabe, beskriver Segal i artiklen først barnets udvikling i det første 13 år ca., som denne udvikling forstås af hende og Klein. Denne udvikling er det, Segal diskuterer langt mere udførligt i sin bog Introduction to the Work of Melanie Klein. I det følgende stammer de danske citater fra artiklen, og de engelske fra bogen. Bogen omhandler ikke æstetiske aspekter.

Segal forstår barnets udvikling i det første 13 år som en bevægelse fra den paranoide til den depressive position. Hun skriver:

I think it would be useful, at the outset, to try to elucidate the term ‘ position’. In some sense, the paranoid-schizoid position and the depressive position are phases of development. They could be seen as subdivisions of the oral stage, the former occupying the first three to four months and being followed by the latter in the second half of the first year.   But Melanie Klein chose the term ‘position’ to emphasize the fact that the phenomenon she was describing was not simply a passing ‘stage’ or a ‘phase’ such as, for example, the oral phase- the term implies a specific configuration of object relations, anxieties and defences which persist throughout life...... The way in which object relations are integrated in the depressive position remains the basis of the personality structure.
Introduction to the Work of Melanie Klein
, pp.  VIII-IX.

Det er disse to positioners tidlige “anbringelse”, Klein-skolen er blevet kritiseret så stærkt for; dette kommenterer jeg om lidt.

Bevægelsen fra den paranoide til den depressive position foregår altså inden for den fase, der traditionelt kaldes den orale, og varer det første 13 år af barnets liv.

Den heldige udvikling

I den paranoide position, som barnet gennemgår de første 3-4 måneder af sit liv, er barnet ude af stand til at skelne mellem sig selv og omverdenen. Det flyder sammen med omverdenen, og objekter for barnet er en forvirret blanding af indre og ydre. Barnet svinger her mellem gode lyksalighedsoplevelser og negative frustrationsoplevelser, der specielt knyttes sammen med moderbryst og amning. Barnet kan ikke her opfatte hele personer, og moderen bliver således først og fremmest oplevet som et godt moderbryst, når barnets behov tilfredsstilles, og som et ondt moderbryst, når barnets behov frustreres.

Barnet svinger mellem intens lykke og intens frustration. Barnet har ikke på dette tidspunkt et eget jeg, en jeg-kerne, så oplevelser af en hvilken som helst karakter oversvømmer barnet totalt. Det betyder, at de gode oplevelser er totalt saliggørende, de negative fuldstændigt ødelæggende og angstfremkaldende.

Segal skriver:

Melanie Klein saw that little children, under the spur of anxiety were constantly trying to split their objects and their feelings and trying to retain good feelings and introject good objects, whilst expelling bad objects and projecting bad feelings.
Introduction to the Work of Melanie Klein
, p. 3.

Mod de negative oplevelser i frustrationssituationer: angsten for at moderbrystet ikke vender tilbage, aggressionen mod det, fordi det er fraværende, skaber barnet en række forsvarsmekanismer: de såkaldte maniske forsvarsmekanismer. Disse er “splitting”, på dansk spaltning, idealisering og projektiv identificering.

Spaltning er et forsøg på at dele omverdenen og sig selv op i gode og dårlige objekter, specielt et godt nærende moderbryst og et ondt fraværende moderbryst. De onde objekter forsøges projiceret uden for barnet, mens de gode forsøges introjiceret ind i barnet. Samtidig sker der en idealisering af det, som opfattes som gode objekter. Det er vigtigt at mærke sig, at der her først og fremmest er tale om, at det er de samme to moderbryster, der spaltes.

Projektiv identificering foregår ved, at dele af barnet selv projiceres ud på andre, fx de negative følelser tillægges det onde moderbryst, mens dele af andre projiceres ind i barnet, fx aspekter af det gode moderbryst,

De maniske forsvarsmekanismer er således forskellige aspekter af den samme forsvarsproces.

Segal fremhæver, at strukturerne i de maniske forsvarsmekanismer er almenmenneskelige og nødvendige for alle mennesker. Spaltning er nødvendig for at lære at skelne, især mellem godt og ondt, og grundlaget for evnen til at fortrænge. Idealisering er:

[...] the basis of the belief in the goodness of objects and of oneself, and is a precursor of good object-relationships.
Introduction to the Work of Melanie Klein
, p. 36.

Projektiv identificering er:

To begin with, it is the earliest form of empathy and it is on projective as well as introjective identification that is based the capacity to ‘put oneself into another person's shoes.’
Introduction to the Work of Melanie Klein
, p. 36.

I løbet af den depressive position, fra barnet er ca. fire måneder, lærer barnet at skelne mellem en indre og en ydre virkelighed, og det lærer at opfatte hele objekter, objekter, der både er gode og onde.

I begyndelsen af den depressive position er barnet imidlertid stadig i høj grad behersket af overlejringsmekanismer fra den paranoide position. Negative oplevelser gør stadig barnet aggressivt og sadistisk. Det betyder, at det objekt, som barnet nu begynder at opfatte som både godt og ondt, ødelægges af barnet selv i fantasien, når dette objekt frustrerer barnet.

Det hele, gode og onde objekt introjiceres via identifikation i løbet af denne position i barnet og danner grundlaget for jeg-kernen i barnet. V. hj. a. identificering med og introjicering af hele objekter opbygger barnet gradvist en hel indre og ydre virkelighed.

Det er derfor både den indre og den ydre virkelighed barnets sadistiske og aggressive følelser kan destruere i fantasien. Destruktionen af den hele ydre og indre virkelighed fylder barnet med sorg og skyld over ødelæggelsen og med længsel efter at genoprette den tidligere gode situation.

Erindringen om den gode situation, hvor barnets jeg indeholdt det hele elskede objekt, og erkendelsen af, at det er gået tabt gennem barnets egne angreb, forårsager en intens følelse af tab og skyld og ønsket om at genoprette og genskabe det tabte elskede objekt uden for og inden i jeg’et. Dette ønske om at genoprette og genskabe er grundlaget for senere sublimering og skabende virksomhed.
p. 128.

Hvis udviklingen skal forløbe heldigt for barnet, skal længslen efter at genoprette den tidligere gode situation, og sorgen og skylden over ødelæggelsen af den gode situation drive barnet fremad i en genoprettelsesproces, hvor det bliver bedre og bedre til at reparere og genskabe den gode situation. Barnet lærer at udholde frustration, især moderbrystets fravær, uden at blive destruktiv, og det lærer i stadig højere grad, at det er de samme objekter, der giver lyksalighed og frustration. Det lærer også at udholde frustration og smerte, fordi det lærer, at frustrationen forsvinder, når moderbrystet, forældrene, kommer tilbage.

For at udviklingen skal forløbe heldigt, skal der være en overvægt af gode oplevelser i forhold til dårlige:

When there is predominance of good experience over bad experience, the ego acquires a belief in the prevalence of the ideal object over the persecutory objects, and also of the predominance of its own life instinct over its own death instinct.
Introduction to the Work of Melanie Klein
, p. 37.

Man kan her se, at Segal opfatter barnets negative følelser: had og aggressioner m.m., som udtryk for dødsdriften, mens de gode følelser: kærlighed, glæde m.m. og evnen til at reparere, opfattes som udtryk for livsdriften.

I artiklen skriver Segal:

Men i den vellykkede udvikling gør oplevelsen af kærlighed fra omgivelserne langsomt barnet tryg ved sine objekter. Barnets voksende kærlighed, styrke og dygtighed giver det en stigende tillid til dets egne evner til at genoprette.
p. 129.

Hvis barnet skal lære at udholde angsten, sorgen og smerten i den depressive position, må de frustrerende oplevelser ikke være i overvægt; er de det, forløber udviklingen anderledes end lige skitseret.

Den negative udvikling

Når barnet forsøger at genskabe den hele indre og ydre virkelighed i den depressive position, udfører det reparationsarbejde. Behovet for reparationsarbejdet opstår i begyndelsen af den depressive position p.g.a. overlejringsmekanismer fra den paranoide position: i frustrationssituationer reagerer barnet med voldsom aggression og voldsomt had, i fantasien ødelægger det det frustrerende objekt, og der sker en regression til den paranoide positions maniske forsvarsmidler. I den heldige udvikling vil barnets længsel efter at genskabe den gode situation med de hele objekter og den hele indre virkelighed være så stærk, at det kan overvinde følelsen af skyld, sorg og angst over, at det i fantasien har ødelagt den gode situation. Det kan gennemleve de negative følelser og genskabe den gode situation. Men i den negative udvikling kan barnet ikke udholde disse følelser af skyld, sorg og angst, som frustrationssituationer medfører. Det vil reagere mod følelserne af skyld, sorg og angst v. hj. a. maniske forsvarsmidler. V. hj. a. spaltning, idealisering og projektiv identificering holdes gode og dårlige objekter og situationer adskilte.

I den negative udvikling får barnet ikke opbygget en hel indre og ydre virkelighed, og det lærer ikke, at de objekter, det identificerer sig med, dvs. især forældrene, er både gode og onde, derfor får det ikke nogen opfattelse af sig selv som både god og ond. P.g.a. regressionen i frustrationssituationer til den paranoide positions maniske forsvarsmidler lider barnet under den manglende evne til at skelne mellem sig selv og omverdenen, som er karakteristisk for denne position. I forsøget på at holde godt og ondt adskilt betjener det sig af almagtsfantasier, men dele af de spaltede objekter udvikler sig ofte til indre forfølgere.

Segal og Klein-skolen i det hele taget anbringer de to positioner meget tidligt i barnets udvikling; de mener også, at den ødipale fase starter i begyndelsen af den depressive position, altså da barnet er ca. fire måneder, hvor den gængse freudianske opfattelse er, at den ødipale fase for drengens vedkommende starter, når han er ca. 2§ år, mens den for pigens vedkommende starter, når hun er ca. fem år.

Jeg føler mig ikke specielt kompetent til at udtale mig i denne komplicerede psykoanalytiske diskussion, da jeg jo er litterat og ikke psykoanalytiker. Jeg har imidlertid dannet mig en mening om, hvad der er på færde her:

Klein-skolen taler om én bevægelse fra den paranoide til den depressive position. Oven i denne bevægelse lægger de bevægelsen fra den præødipale til den ødipale fase, der mere specifikt handler om kønnets dannelse og betydning. Tidsmæssigt mener Klein-skolen, der er nogenlunde overensstemmelse mellem den paranoide position og den præødipale fase, samt mellem den depressive position og den ødipale fase. 8arnet bevæger sig fra ikke at kunne skelne mellem sig selv og omverdenen i den paranoide position/den præødipale fase til at lære denne skelnen i den depressive position/den ødipale fase.

Som jeg har forstået Segal, har Klein indført de to positioner, fordi hun mener de peger på almentmenneskelige objektstrukturer, mens faserne er noget, der overstås. Jeg finder denne skelnen mellem positioner og faser kunstig. Derfor vil jeg i afsnit V i specialet - og iøvrigt - gå ud fra, at det er de samme strukturer, der er tale om hos Segal, Chodorow og Chasseguet-Smirgel. Det drejer sig om barnets bevægelse fra ikke at kunne skelne mellem sig selv og omverdenen til at lære denne skelnen. Jeg mener, at Klein-skolen anbringer de to positioner for tidligt - her er jeg mere enig “med Freud”.

Det er strukturen i bevægelsen fra den paranoide til den depressive position, som er vigtig i Segals artikel. I løbet af den depressive position skal barnet lære at udføre det sørgearbejde, som Segal mener, er forudsætningen for den voksne kunstners kreative virksomhed.

Segal viser, hvorledes den franske forfatter Proust har været i stand til at udføre sørgearbejde. Hun skriver:

[...] sorgen i det voksne liv er en genoplevelse af de tidlige depressive angstfølelser; det er ikke blot det nuværende objekt i den ydre verden der føles som tabt, men også de tidlige objekter, forældrene; og de er tabt som indre objekter såvel som i den ydre verden. I sørgeprocessen er det disse tidligste objekter, der bliver tabt igen, og derpå genskabt. - nemlig, at al skaben i virkeligheden er en genskabelse af et engang elsket og engang helt, men nu tabt og ødelagt objekt, en ødelagt indre verden og et ødelagt selv.
pp. 132-133.

Når den voksne person oplever et tab eller en smertefuld situation, opstår behovet for at reparere tabet eller smerten. Sørgearbejdsprocessen går ud på at gennemleve følelserne af tab, sorg, angst og skyld. Da enhver følelse af tab også aktiverer aggressionerne fra den tidlige depressive position, medfører tab og smertefulde oplevelser også had og aggressioner rettet mod dem eller det, der forårsager den smertefulde situation. Dette svarer til den ødelæggelse af den hele indre og ydre virkelighed, som barnet foretog i fantasien i begyndelsen af den depressive position, og det er denne ødelæggelse, der medfører skyldfølelse. Kan den voksne person gennemleve disse smertefulde følelser, kan han/hun udføre sørgearbejde.

Segal mener, at den bedste måde at udføre sørgearbejde på er ved at skabe kunst. Hun forstår selve skabelsen af et kunstværk som en sørgearbejdsproces: Hun mener, at det er den voksne kunstners oplevelser af tab, sorg, smerte, angst, der skaber et behov for at bearbejde og dermed reparere disse følelser i kunstværket. Tabet i den voksnes liv vækker mindet om oplevelsen af tab i den depressive position, om de første oplevelser af at miste forældrene. Ved at reparere tabet i det voksne liv, reparerer den voksne samtidig de første følelser af tab i den depressive position.

Efter denne opfattelse er symboldannelsen følgen af et tab, den er en skabende handling, der involverer smerten ved at sørge og hele sørgearbejdet.
p. 141.

Så Segal kan altså svare på sit første spørgsmål, at de specifikke faktorer i kunstnerens psykologi, der sætter ham i stand til at frembringe et tilfredsstillende kunstværk, er evnen til at udføre sørgearbejde.

AD II

Efter at Segal har svaret ja på sit første spørgsmål, diskuterer hun sit andet spørgsmål, om forståelsen for de specifikke faktorer i kunstnerens psykologi “kan fremme vores forståelse af kunstværkets æstetiske værdi og af publikums æstetiske oplevelse?”

Segal mener, at en kunstner, der skaber et stort kunstværk, nødvendigvis skaber ud fra en dybt følt oplevelse i sig selv:

[...] at for at bevæge os dybt må kunstneren i sit værk have legemliggjort en dyb oplevelse hos sig selv.
p. 149.

Og hun mener:

[...] at et tilfredsstillende kunstværk fremkommer ved en realisering og sublimering af den depressive position, og at virkningen på publikum består i, at de ubevidst genoplever kunstnerens oplevelse og deltager i hans sejrrige præstationer og hans sluttelige frigørelse og beherskelse.
pp. 150-151.

Så langt synes jeg, Segal henter nogle flotte pointer hjem. Jeg skal i dette speciale forsøge at vise, hvordan affattelsen af The Four-Gated City kan forstås som en sådan segalsk sørgearbejdsproces, der er sat igang af dybt følte oplevelser hos Lessing.

Segal understreger, at det er oplevelser af smerte og tab, der skaber behovet for at lave sørgearbejde. Hertil mener jeg, man må føje oplevelser af dyb glæde. Netop fordi barnets første oplevelser af glæde ved en hel indre og ydre virkelighed straks følges af oplevelsen af at miste denne glæde, mener jeg, at også dyb glæde aktiverer angst og smerte. På den måde bliver smerte og glæde uløseligt forbundet.

Segal har vist, at alle børns udvikling indeholder de to positioner, selv om ikke alle børns udvikling forløber lige heldigt. Hun beskriver:

Hvis kunstværket for kunstneren er det mest fuldstændige og tilfredsstillende middel til at lindre den skyldfølelse og fortvivlelse, der udspringer af den depressive position, og til at genoprette hans tilintetgjorte objekter, er dette kun ét ud af mange menneskelige midler til at opnå dette mål.  
p. i44. (Min fremhævelse, abn)

Hun skriver dog intet om disse andre menneskelige midler til at nå dette mål, altså andre måder at udføre sørgearbejde på end ved at skabe kunstværker. Dette er et problem, synes jeg. For det kommer jo unægtelig til at fremstå, som om alle mennesker burde blive kunstnere.....

Hvad jeg dog finder allermest problematisk i Segals artikel, er hendes afsluttende konklusioner: Segal har vist, at skabelsen af et kunstværk kan forstås som en sørgearbejdsproces. “Forkortet sagt” ser hun i denne proces to modsatrettede kategorier; det skønne og det uskønne. Hun sætter det uskønne lig med indholdet og det skønne lig med formen i et kunstværk. Det uskønne er depressionen, det skønne er depressionens gennemlevning. Det uskønne sætter hun lig med dødsdriften, det skønne lig med livsdriften.

Segal mener, at i et sandt kunstværk harmoniseres modsætningsparret skønt versus uskønt, liv versus død. Eksemplerne, der skal illustrere hendes teori, er klassiske tragedier og komedier, samt den franske forfatter Prousts værk På sporet af den tabte tid. Proust levede 1871-1922.

Af to grunde finder jeg det, Segal gør her, problematisk:

  • Segal mener, hendes eksempler illustrerer kunstens sande væsen til alle tider. Hun forholder sig ikke til æstetik som en foranderlig historisk størrelse, men mener, at man sådan uden videre kan sammenligne det klassiske Grækenland og Frankrig omkring århundredeskiftet og herudfra udlede evigtgyldige æstetiske sandheder. Denne ahistoriske æstetikopfattelse finder jeg særdeles problematisk og tvivler på, at man overhovedet kan anvende sørgearbejdsteorien i forbindelse med det klassiske Grækenland. Segals sørgearbejdsteori relaterer sig i så udpræget grad til det 20. århundredes mennesker, som hendes cases jo også viser.

  • Det andet problem er den meget skarpe opdeling i skøn form versus uskønt indhold. Segal fremhæver eksempler, hvor hun finder en skøn form, men hvad med kunst med brudte, fragmentariske, “uskønne” former, den slags kunst falder uden for Segals kunstbegreb. Og hvad med kunst, hvor sørgearbejdet mislykkes, hvor der ikke er tale om nogen gennemlevning af depressionen, og hvor der derfor i følge Segal ikke kan blive tale om nogen skøn form. I slutningen af dette afsnit V og i afsnit VI vil jeg i min diskussion af The Four-Gated City problematisere Segals opdeling i skøn form versus uskønt indhold.

Et helt andet problem, som Segal også selv er inde på, er, at hun først og fremmest kan bruge sin teori på litteratur. Spørgsmålet om sørgearbejdsteoriens anvendelighed på andre kunstarter end litteratur vil jeg dog lade ligge.

Det interessante er så, at både Segal med sin ahistoriske kunstlæsning, og Lessing med en langt højere grad af historisk bevidsthed plæderer for modsætningers forsoning. Segal taler om modsætningen mellem livsdrift og dødsdrift, der harmoniseres i kunstværker med fuldendt, skøn form. Lessing beskriver, hvordan en rationel livsholdning forsones med en irrationel i den sufistiske erkendelsesmåde. Erkendelsen af tilværelsen og kunsten som dybt modsætningsfuld er åbenbart meget svært at bære!

Segals teori om sørgearbejde forholder sig ikke til, om mandlige og kvindelige kunstnere har forskellige problemer i forhold til kreativ virksomhed. Hendes teori er desuden klassisk psykoanalytisk, hun medtager ikke nogen form for sociologisk niveau. Det er også dette manglende sociologiske niveau, tror jeg, der gør det fristende for hende at konkludere, at æstetikbegrebet skulle være uforanderligt.

For at undersøge forskelle i drengebørns og pigebørns udvikling og forbindelser mellem sociologisk teori og psykoanalytisk teori, inddrager jeg nu Chodorow.

 

V.1.3: Chodorow. Nærværende mødre og fraværende fædre

Nancy Chodorows bog The Reproduction of Mothering fra 1978 bærer undertitlen Psychoanalysis and the Sociology of Gender og er da også et bud på, hvordan man kan kombinere psykoanalytisk og sociologisk teori.

Chodorow undersøger den kernefamilietype, der er opstået i vestlige samfund med senkapitalistisk produktionsmåde, dvs. fra ca. 1945, og peger på, hvordan drenge og piger socialiseres forskelligt i denne type kernefamilie. Chodorow er amerikaner, og hendes undersøgelse fokuserer på amerikanske forhold, men er dog bred nok til også at kunne anvendes på England. Chodorow skitserer i sin indledning, hvordan familiemønsteret ændrede sig med kapitalismens opståen, “two centuries ago”, p. 4. Her fandt adskillelsen af familie og produktion sted:

With the development of capitalism and the industrialization that followed, production outside the home expanded greatly   while production within the home declined...... Home and workplace, once the same, are now separate.
p. 4.

Også under senkapitalismen, altså fra ca. 1945, sker der ændringer af familiemønsteret. En kernefamilie kommer nu ofte til kun at bestå af far, mor og børn, der lever isoleret fra andre slægtninge. P.g.a. kvindernes inddragelse på arbejdsmarkedet overtager offentlige institutioner mange af kernefamiliens opdragelses- og indlæringsfunktioner. Kernefamilien bliver først og fremmest et sted, hvor børn og voksne “reproduceres” følelsesmæssigt.

Selv om det er kvindernes inddragelse på arbejdsmarkedet efter 2. verdenskrig, der har skabt behovet for den voksende institutionalisering af børn, mener Chodorow, at det stadig er kvinderne, der har hovedansvaret for at dække børns følelsesmæssige behov i familien.

Chodorows hovedærinde er at vise, at nutildags i samfund med senkapitalistisk produktionsmåde er mødre nærværende fysisk og psykisk og fædre fraværende fysisk og psykisk i forhold til børn. Dette skaber store problemer for de børn, der vokser op i familier med nærværende mødre og fraværende fædre. Chodorows forslag til en løsning af disse problemer er, at fædre skal lære at være mere nærværende i forhold til deres børn.

Chodorows undersøgelse gælder specielt familier, hvor faderen er lønarbejder. Hun understreger, at der er tale om forskellig socialisering af børn inden for forskellige “strata”, forskellige samfundsmæssige lag, men at tendensen under senkapitalismen går i retning af, at der kræves mere og mere ens færdigheder af alle “lønarbejdere”, hvad enten de er ufaglærte eller faglærte arbejdere, funktionærer eller tjenestemænd. Dette betyder, at socialiseringen af børn i arbejder- og mellemlagsfamilier bliver mere ens.

Chodorows bog er opdelt i tre dele. Første del er en introduktion til hendes problemstilling. Anden del bygger på psykoanalytisk teori og leder frem til tredie del, hvor hun sammenkæder de psykoanalytiske pointer fra anden del med sociologiske overvejelser. Tredie del er langt den mest interessante efter min mening.

Chodorow er særdeles velbevandret i psykoanalytisk teori, specielt teori om kvindelighedens dannelse fra de sidste 30 år. Chodorow benytter mest teori fra, hvad man meget bredt kan kalde en freudiansk tradition inden for psykoanalysen.

Chodorow er, hvad sociologisk teori angår, både præget af en tysk tradition, der indbefatter mænd som Habermas, Horkheimer og Kohut, samt en mere amerikansk tradition. Selv er jeg mest velbevandret udi den tyske tradition, men jeg synes Chodorow giver en overbevisende skildring af amerikanske forhold.

Det præger Chodorows bog, at hun overalt fremhæver positive aspekter i mor-datter forholdet. For at sætte denne positive opfattelse af mor-datter forholdet i perspektiv vil jeg i V.1.4. inddrage den franske psykoanalytiker Chasseguet-Smirgels artikel Den kvindelige skyldfølelse fra 1964. Denne artikel repræsenterer en mere negativ opfattelse af mor-datter forholdet, der harmonerer bedre med Lessings beskrivelse af dette forhold end Chodorows.

Angående faser i børns udvikling

I det følgende spiller den freudianske psykoanalytiske traditions faselære en stor rolle. Ifølge denne tradition bevæger små børn sig i løbet af de første år gennem den præødipale og den ødipale fase. Disse to fasers forløb og varighed er forskellige, alt efter om barnet er en dreng eller en pige. Pointen ved at tale om faser er, at disse to fasers forløb er af afgørende betydning for den voksne persons måde at forholde sig til sig selv og omverdenen på.

Pigens udvikling i den senkapitalistiske kernefamilie

Chodorow skitserer en “normal kvindelig heteroseksuel udvikling” således: Freud mente ikke, at kvinden havde en selvstændig seksualitet, men betragtede den kvindelige seksualitet som en “amputeret” udgave af den mandlige. Siden Freud har mange psykoanalytikere påvist, at kvinden har en selvstændig seksualitet, som er meget anderledes end mandens.

Den præødipale fase varer - for den lille piges vedkommende, til hun er ca. fem år, mens den for drengens vedkommende kun varer, til han er ca. 2½ år.

I den præødipale fase relaterer pigen sig symbiotisk til omverdenen, dvs. hun er ikke i stand til at skelne mellem sig selv og andre, selv om der er tale om en udvikling, hvor hun i slutningen af den præødipale fase begynder at lære denne skelnen. Da det næsten udelukkende er moderen, der tager sig af pigen i de første år, er det først og fremmest moderen, pigen lever i en symbiose med.

At pigen relaterer sig symbiotisk til moderen betyder bl.a., at hun skaber sig et billede af en god, nærende mor og en ond, frustrerende mor, da pigen ikke i den præødipale fase kan “begribe”, at det er den samme mor, der kan være både god og ond. Den lille pige foretager en spaltning.

I den ødipale fase, der altså indtræder, når pigen er ca. fem år, inddrages faderen i pigens liv. Faderens indtræden i pigens liv her har to overordnede funktioner: dels indtræder han som pigens kærlighedsobjekt, så pigen kan udvikle sig heteroseksuelt; dels indtræder han som en slags adskillende funktion og opløser symbiosen mellem mor og datter.

Chodorow mener, at pigen i den ødipale fase skaber, hvad hun kalder en “relational triangle”. Pigen inddrager faderen som kærlighedsobjekt, men hun bevarer samtidig moderen som kærligheds- og identifikationsobjekt. Fordi moderen bliver ved med at tage sig af sin datter, og datteren bliver ved med at elske den mor, der tager sig af hende, har pigen i den ødipale fase to kærlighedsobjekter, faderen og moderen. Pigens relation til moderen i den ødipale fase forbliver ofte af symbiotisk karakter. Dette betyder, at pigen i den ødipale fase bevarer en præødipal symbiotisk oplevelsesmåde, som især er knyttet sammen med forholdet til moderen. At pigen dermed bliver ved med at opleve sig selv og moderen som dele af hinanden.

Man kan dermed sige, at pigen aldrig helt forlader den præødipale fase.

Pigens relation til faderen bliver mere en relation til et objekt, der er adskilt fra pigen; både fordi faderen er af et andet køn end pigen, og fordi pigen bedre er i stand til at skelne mellem sig selv og andre, da hun inddrager faderen i sit liv.

Den mor, pigen elsker, og som hun identificerer sig med, er den nærværende forælder. Chodorow viser, at pigens identifikation med moderen er det, hun kalder “personal”:

Personal identification, according to Slater and Winch, consists in diffuse identification with someone else's general personality, behavioral traits, values, and attitudes.
p. 175.

Moderen er en person, der måske nok har tilknytning til arbejdsmarkedet, men som alligevel er den, der sørger for den lille pige. Pigen identificerer sig med den mor, der sørger for hende.

Faderen derimod er for en stor del fraværende fysisk og psykisk. Faderen, som pigen inddrager i sit kærlighedsliv, er for en stor del et billede, moderen skaber for pigen. Og et billede, som de medier, der er en stor del af de fleste børns hverdag, skaber for pigen. Og her opstår der et paradoks for pigen (som iøvrigt også gælder for drengen!): moderen og medierne, dvs. den kønsideologi pigen vokser op med, peger på mænd som de stærke, kloge og magtfulde. Men den virkelighed, pigen vokser op med, viser, at den mand, pigen kender, og dvs. faderen, ikke er stærk og magtfuld. Den stærke og magtfulde i familien er moderen - det er hende, der bestemmer over og tager sig af pigen.

På arbejdsmarkedet sker der endvidere under senkapitalismen en udhulning af fædrenes, dvs. mændenes, autoritet. Under den tidlige kapitalisme hvilede mændenes autoritet i familien især på den magt, de i kraft af deres arbejde havde i samfundet. Men under den sene kapitalisme er samfundet blevet mere og mere kompliceret og uoverskueligt. Magten er ofte usynlig, hvem har magten? De fleste mænd bliver almindelige lønarbejdere (eller arbejdsløse!) i nogle mystificerende arbejdsprocesser, de hverken ser begyndelsen eller slutningen på. Chodorows argumentation er lidt tynd her, however, hun får vist, at mænds arbejdsmæssige autoritet udhules, og dermed udhules også mænds autoritet i familien, der hvilede på den arbejdsmæssige autoritet.

Chodorow viser, at pigen aldrig helt forlader en præødipal oplevelsesmåde, at forholdet til moderen ofte bevarer symbiotiske træk.

Chodorow viser samtidig, at den far, der i begyndelsen af den ødipale fase træder ind og opløser symbiosen mellem mor og datter, ofte er svag og fraværende. Den adskillende funktion, faderen burde have, svækkes dermed, hvilket er med til at forstærke den symbiotiske relation mellem mor og datter.

Den ødipale fase afsluttes for pigens vedkommende med, at hun opgiver faderen som kærlighedsobjekt. Da der imidlertid ikke er noget virkeligt incitament for pigen til at opgive faderen (i drengens tilfælde er der tale om en kastrationstrussel) er der ikke tale om en fuldstændig opgivelse af faderen som kærlighedsobjekt. Det gælder dermed, at der er tale om flydende overgange mellem aldrig helt afsluttede faser for pigens vedkommende.

Drengens udvikling i den senkapitalistiske kernefamilie

Chodorow skitserer en “normal mandlig heteroseksuel udvikling” således:

Den lille dreng lever også i den præødipale fase i en symbiose med moderen - fordi det er moderen, der tager sig af den lille dreng. Den lille dreng forlader imidlertid den præødipale fase hurtigere end den lille pige - efter ca. 2½ år - fordi han skal være en dreng/mand og dermed identificerer faderen med det der er anderledes end moderen; i modsætning til pigen, der skulle identificere sig med moderen.

I den ødipale fase bevarer drengen moderen som kærlighedsobjekt, drengen bevarer det samme ene kærlighedsobjekt, mens pigen som vist i den ødipale fase har både faderen og moderen som kærlighedsobjekt.

Ødipuskomplekset opløses, dvs. den ødipale fase afsluttes med, at drengen opgiver moderen som kærlighedsobjekt. Moderen er jo nemlig i virkeligheden faderens, og v.h.a. kastrationstruslen tvinger faderen, som er drengens rival, drengen til at opgive moderen. Opgivelsen af moderen foregår ved en fortrængning af begæret efter moderen.

Mens pigen i den ødipale fase bevarer en præødipal oplevelsesmåde Og befinder sig i en kærlighedstrekant, tvinges drengen mere brutalt til at opgive moderen og den præødipale oplevelsesmåde, der er forbundet med hende, fordi han skal være forskellig fra moderen, altså en mand.

For at komme ud af den ødipale fase opgiver drengen moderen, dels fordi han skal identificere sig med faderen, dels fordi kastrationstruslen tvinger ham til det. For drengens vedkommende er der dermed tale om en mere bastant afslutning af faserne, end tilfældet var for pigen.

Chodorow viser, at drengen tvinges til at opgive moderen og det kvindelige, moderen repræsenterer: følelser, omsorg, nærvær. Også for drengen er moderen den nærværende forælder, den der dækker hans følelsesmæssige behov. Mens faderen, som drengen skal identificere sig med, er fraværende psykisk og fysisk, og som vist uden reel autoritet. Drengens identifikation kalder Chodorow “positional”:

Positional identification consists in identification with specific aspects of another's role and does not necessarily lead to internalization of the values or attitudes of the person identified with.
p. 175.

Drengen identificerer sig med billeder af mandlighed skabt af først og fremmest moderen og medier.

Voksne kvinder og voksne mænd

Voksne mænd, mener Chodorow, er særlig tilpasset senkapitalistiske produktionsforhold. Deres ødipale skæbne betyder, at de først har fortrængt det, moderen repræsenterer, dvs. omsorg, nærvær, følelser, det der betragtes som kvindeligt, for at blive “drenge”. Dernæst har de fortrængt moderen som kærlighedsobjekt p.g.a. kastrationstruslen. Voksne mænd har let ved at begå sig på et “koldt” profitstyret arbejdsmarked, fordi de er vant til at give afkald på nære følelsesmæssige relationer. Til gengæld har disse mænd det svært med følelsesmæssige relationer, relationer til kvinder, relationer til børn. Disse mænd bliver ofte fysisk og psykisk fraværende i forhold til deres kone og børn, ligesom deres egne fædre var det: således reproduceres faderskabet, “fathering”.

Fortrængningen af kærligheden til moderen og det kvindelige i dem selv giver imidlertid også dybe psykiske problemer. Fortrængningen er netop en fortrængning, hvilket betyder, at begæret efter og afhængigheden af moderen ikke er forsvundet, men lever videre i det ubevidste. Den voksne mand styres ofte ubevidst mod kvinder, med hvem han - igen ubevidst - kan gentage den præødipale symbiose med moderen. Dette betyder, at mænds forhold til kvinder er meget eksklusivt, mig og mor. Børn virker ofte forstyrrende for manden i en sådan relation. Manden, der har en sådan symbiose i forhold til sin kone, er ofte dybt afhængig af hende, uden at det betyder, han overvælder hende med følelser eller opmærksomhed. Det forstærker naturligvis også denne afhængighed af moderen, at moderen har været drengens nærværende forælder.

Chodorow mener, at fortrængningen af det kvindelige betyder, at mænd har dårlig kontakt med deres indre liv:

[...] women have a richer, ongoing inner world to fall back on,
p. 198.

Men grow up rejecting their own needs for love, and therefore find it difficult and threatening to meet women's emotional needs. As a result, they collude in maintaining distance from women.
p. 199.

Voksne kvinder er vokset op med nærværende mødre, der har taget sig af dem. Fædrene har svævet et sted ude i periferien. Kvinder har, fra de var børn, været vant til, at fædre og mænd var “fjerne”. Dette betyder, at når disse kvinder som voksne indgår ægteskaber/parforhold, satser de ikke alle deres følelsesmæssige behov på partneren - det er OK, at manden er i periferien, ligesom faderen var det.

Kvinderne bevarer ofte en tæt følelsesmæssig kontakt til deres egne mødre og/eller til andre voksne kvinder, veninder. Kvinder skaber altså også som voksne følelsesmæssige trekanter. Chodorow viser, at den ideelle trekant for voksne kvinder kan være selv at få børn. Så kan kvinden overføre symbiosen med moderen til en symbiose med sit eget barn. I et sådant ægteskab kan partneren blive følelsesmæssigt overflødig. Således reproduceres moderskabet.

Endvidere peger Chodorow på, at pigen via “the personal identification” med moderen vokser op til at være i stand til at dække andres følelsesmæssige behov. Når kvinder indtræder på arbejdsmarkedet, bliver det derfor ofte i omsorgsfunktioner.

Chodorow viser, at kvinder har en god kontakt til deres eget indre liv. De har en højere grad af indre autonomi end mænd. De er heller ikke så afhængige af mænd, som mænd ofte er af kvinder, fordi de ofte befinder sig i følelsesmæssige trekanter; de har andre relationer end den til ægtemanden/partneren, der kan dække deres følelsesmæssige behov.

Kritik

Jeg synes, Chodorows bog er et flot forsøg på at forbinde psykoanalytisk teori med sociologisk teori. Man får virkelig fornemmelsen af, at senkapitalistiske produktionsforhold og dannelsen af børns bevidsthed i kernefamilien hænger sammen. Nar Chodorow forsøger at se direkte sammenhænge mellem bevidsthed og produktionsforhold, kan argumentationen imidlertid undertiden virke tynd.

Efter alle de år, hvor jeg har kunnet læse og har været med til at diskutere kvindeundertrykkelse, kvindelig passivitet m.m., er det befriende, at her er én, der vender bøtten. For Chodorow er kvinder følelsesmæssigt rigere, de har en heldigere udvikling i kernefamilien end mænd; de kommer i det hele taget til at fremstå som bedre mennesker. Dette er fristende - indrømmet - men dette bliver også min hovedindvending mod bogen: Jeg synes, Chodorows bog ender med at blive kvindeforherligende. Jeg kan kun være enig med Chodorow i, at det ville være glimrende, hvis kvinder og mænd blev fælles om ansvaret for børn. Men jeg mener, at mænd også har nogle udviklingsmæssige fortrin frem for kvinder, specielt i forhold til tilegnelsen af den ydre verden. Og jeg mener, at Chodorow slipper for let hen over de negative konsekvenser for kvinder af den symbiotiske relation med moderen.

Moderskab reproduceres også af kvinders egen indre nød - ikke kun fordi mænd er fraværende. De negative følger af den kvindelige symbiosestruktur, herunder konsekvenserne af det negative moderbillede mange kvinder har, gør Chodorow meget lidt ud af.

However, det bliver helt tydeligt, at børns udvikling de første år er historisk foranderlig, og at denne udvikling ville forandres radikalt, hvis mænd og kvinder blev mere fælles om ansvaret for børn.

Her må jeg - meget mod min vilje - understrege, at alt i øjeblikket i 1987/88 tyder på, at Chodorow har ret i, at det der har hovedansvaret for børn i familien. De sidste 20 års “nye” kvindebevægelse lader ikke til at have ændret fundamentalt på dette.

Det er mit indtryk, at en ændring i retning af, at mænd og kvinder bliver mere fælles om børn, er foregået i bestemte priviligerede miljøer. Dette underbygges af nye undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet, ganske vist danske, men alligevel......

 

V.1.4: Chasseguet-Smirgel. Den almægtige mor og den idealiserede far

Janine Chasseguet-Smirgels artikel, Den kvindelige skyldfølelse, er fra 1964. Artiklen er traditionel psykoanalytisk og beskæftiger sig ikke med sociologiske overvejelser. Chasseguet-Smirgel er fransk og tilhører en freudiansk tradition. Chasseguet-Smirgel er dog - til trods for at hun nærer stor respekt for Freud - ikke i tvivl om, at kvinder har en selvstændig seksualitet, der er anderledes end mænds.

Chasseguet-Smirgel griber - som Chodorow - fat i de problemer, overgangen fra den præødipale til den ødipale fase kaster den lille pige ud i. Hendes artikel bærer da også undertitlen: - om nogle specifikke aspekter af det kvindelige ødipus-kompleks.

Chasseguet-Smirgel mener, at den lille pige, da hun indtræder i den ødipale fase, foretager et objektskifte: at pigen udskifter sit første kærlighedsobjekt, moderen, med faderen. (Her var Chodorow af den opfattelse, at pigen inddrager faderen og samtidig bevarer moderen som kærlighedsobjekt.) Samtidig skal pigen identificere sig med moderen for at blive kvinde.

Chasseguet-Smirgel understreger:

Jeg mener faktisk, at både drenge- og pigebarnet har et rædselsvækkende billede i det ubevidste af selv den bedste og kærligste mor, og at dette skyldes den fjendtlighed, barnet projicerer over på moderen på grund af dets egen afmagt. Dette billede, der er udstyret med den onde magts fulde symbolske udrustning, udelukker iøvrigt ikke, at der kan eksistere et omvendt Imago af beskyttende almagt (heksen og feen).
p. 79

Både små drenge og piger har altså et positivt og et negativt billede af en almægtig, præødipal mor. Det negative billede af den almægtige, præødipale mor er ofte i barnets fantasi udstyret med en fallos. Men i den ødipale fase styrkes barnets realitetssans, og det ser, at det er faderen, der har en penis, men det har moderen ikke. Drengen har en penis, det har moderen ikke - drengen har noget, moderen ikke har - og drengen bruger denne anderledeshed til at undslippe den almægtige mors magt.

Men pigen har ingen penis, hun har ikke noget, moderen ikke har, hun har ikke nogen anderledeshed til at slippe væk fra moderen med. Men pigens behov for at undslippe den almægtige mor er lige så stort som drengens, og derfor mener Chasseguet-Smirgel, at pigen vender sig mod faderen og tager ham som kærlighedsobjekt for at slippe væk fra moderen: I begyndelsen af den ødipale fase foretager pigen en idealisering af faderen, mens hun vender sig mod moderen med had og foragt. Hun foretager en spaltning, hvor faderen bliver det idealiserede og elskede objekt, mens moderen bliver det hadede og foragtede objekt.

Mod den idealiserede far rettes alle pigens kærlige og positive følelser, mod den væmmelige mor alle de negative og hadefulde følelser.

Den idealiserede far er i den lille piges ødipale fantasi hendes kærlighedsobjekt, som hun ønsker at elske med og få et barn med. Den lille pige fantaserer om at inkorporere faderens penis, pigen stilles over for:

sit fundamentalt kvindelige ønske om at inkorporere faderens penis, som for at tilfredsstilles nødvendiggør en aktivering af den analsadistiske komponent i hendes seksualitet.
p. 64.

Samtidig skal den lille pige identificere sig med den mor, hun hader og foragter, for at blive kvinde. Identifikationen med moderen, der i begyndelsen af den ødipale fase stadig opleves som den præødipale, almægtige mor, er også en identifikation med det, der opleves som moderens aggressivitet og almagt. Aktiveringen af pigens analsadistiske driftskomponenter opleves som en identifikation med den præødipale mors aggressivitet og almagt. De analsadistiske driftskomponenter opleves derfor som negative og truende. De opleves som ødelæggende og kastrerende i forhold til den idealiserede far, mod hvem pigen ellers kun retter positive og kærlige følelser p.g.a. idealiseringen. Pigen oplever endvidere urscenen på dette tidspunkt som moderens kastration af faderen.

Da inkorporeringen af faderens penis kræver en aktivering af analsadistiske driftskomponenter, og da aktiveringen af de analsadistiske driftskomponenter opleves som en identifikation med den hadede mor, vægrer pigen sig mod denne aktivering; den giver hende skyldfølelse i forhold til den idealiserede far.

Chasseguet-Smirgel mener, det er pigens naturlige udvikling, hendes skæbne, at hun på dette tidspunkt kommer til at hade sin mor og elske sin far for at slippe væk fra den præødipale mor. Men Chasseguet-Smirgel understreger, at hvis den virkelige mor reelt er stærk og den virkelige far reelt er svag, så kan der ske en fastlåsning i denne spaltningsmekanisme, som jeg vil vise tilfældet er for Lessing.

Jeg vil her fremhæve de problemer, Chasseguet-Smirgel peger på, pigens Ødipale skæbne giver voksne kvinder, der ønsker at være kunstnere.

Chasseguet-Smirgel viser, at både små drenge og små piger har brug for at slippe bort fra den almægtige præødipale mor og de narcissistiske krænkelser, denne mor i kraft af sin almagt har givet det lille barn. Drengen slipper væk ved hjælp af sin penis, ved hjælp af sin anderledeshed. Pigen slipper væk ved at idealisere faderen og hade moderen.

Chasseguet-Smirgel mener, at fallos for begge køn bliver symbolet på narcissistisk fuldkommenhed, fordi fallos bliver symbolet på det, den virkelige mor ikke har, og som derfor kan bruges til at hele de narcissistiske krænkelser, den præødipale mor har tilført det lille barn.

[...] det at skabe sigter mod at afbøde mangler på alle trin af den driftsmæssige modning, hvilket munder ud i et forsøg på at skaffe sig den narcissistiske fuldkommenhed der i det ubevidste repræsenteres af fallos.
p. 74.

Og så er pointen: Kvindens måde at skaffe sig en penis på er ved at inkorporere penis i samlejet. Kvindens måde at skaffe sig en fallos på, en symbolsk penis, er ved symbolsk at inkorporere fallos. Inkorporeringen af en penis i samlejet og den symbolske inkorporering af fallos kræver, at kvinden kan aktivere aggressive analsadistiske driftskomponenter. Aktiveringen af disse aggressive driftskomponenter er ofte hæmmet for kvinder, fordi de opleves som en identifikation med den præødipale negative mor og som truende i forhold til den elskede og idealiserede far.

Fallos er symbolet på det, faderen har, som moderen ikke har, på det, der kan hele narcissistiske krænkelser. Det at skabe opleves ubevidst som at erhverve sig en fallos, det gør i det hele taget alle områder, der betragtes som mandlige, som “faderens”. Det betyder, at indtrængen på alle disse områder hæmmes og problematiseres for kvinder, fordi selve inkorporeringen af fallos altså er problematisk for kvinder.

Kritik

Jeg synes, Chasseguet-Smirgel giver en overbevisende psykoanalytisk forklaring på, hvorfor mange kvinder - her i blandt er fx Lessing at finde - har et idealiseret billede af faderen og et negativt billede af moderen, og derfor får problemer med at skabe.

Mit væsentligste kritikpunkt mod Chasseguet-Smirgel er det manglende historiske niveau i hendes artikel. Når Chasseguet-Smirgel taler om kvinders skæbne og om, at narcissistisk fuldkommenhed i det ubevidste repræsenteres af fallos, “glemmer” hun at gøre opmærksom på, at hun skriver ind i en bestemt historisk periode.

Chodorow har netop vist, at i vestlige samfund med senkapitalistisk produktionsmåde - og Frankrig, som Chasseguet-Smirgel bor i, er et af dem - er det et generelt problem, at mødre er nærværende og fædre fraværende i forhold til børn. At mødre har den reelle magt i familien i forhold til børnene, forstærker billederne af de almægtige præødipale mødre, dette skriver Chasseguet-Smirgel, men hun peger ikke på dette som et samfundsmæssigt problem i lande med senkapitalistisk produktionsmåde. Hendes konklusioner får derfor præg af at være evigtgyldige sandheder.

Jeg mener, at når billedet af en præødipal almægtig mor forbindes med en reelt magtfuld mor, så forstærkes børns behov for at komme væk fra denne mor. Chasseguet-Smirgel mener, at midlet til at undslippe den almægtige mor er en anderledeshed, en fallos. Men hvis man nu, som Chodorow gør, forestiller sig, at fædre og mødre sammen fordeler ansvaret for børnene, må billedet af den almægtige mor blive svækket. Behovet for at undslippe hende vil blive mindre, og så er det spørgsmålet om fallos vil bevare sin status, som et symbol, der kan hele de narcissistiske krænkelser, den almægtige præødipale mor har tilført det lille barn. Hvis nu det lille barn også er et billede af en almægtig præødipal far????

 

V.1.5: Segal, Chodorow og Chasseguet-Smirgel. Segal og Chasseguet-Smirgel

Jeg har kritiseret både Segal og Chasseguet-Smirgel for manglende historisk bevidsthed. Hos Segal er det specielt hendes forestilling om, at stor kunst forener et uskønt indhold med en skøn form, som jeg finder uholdbar.

Både Segal og Chasseguet-Smirgel mener, at behovet for at skabe udspringer af en mangel, et tab. Chasseguet-Smirgel kaldet det: “at det at skabe sigter mod at afbøde mangler på alle trin af den driftsmæssige modning.” (Min fremhævelse, abn)

Chasseguet-Smirgel og Chodorow

Både Chasseguet-Smirgel og Chodorow lægger stor vægt på pigens ødipale konflikter. Chodorow viser, at disse ødipale konflikter er historisk foranderlige, en pointe som jeg finder yderst vigtig: Ødipuskomplekset er historisk foranderligt for både mænd og kvinder.

Tidsmæssigt er der umiddelbart ikke stor forskel på udgivelsen af Chasseguet-Smirgels artikel i 1964 og Chodorows bog i 1978. Både Chasseguet-Smirgel og Chodorow skriver i en periode, hvor den kønsideologi, der har været gældende under det meste af den kapitalistiske æra, dvs. i ca. 200 år, for alvor er ved at ændre sig. De ca. 14 år, der er til forskel mellem deres skrifter, er imidlertid vigtige - det er her den nye kvindebevægelse for alvor slår igennem og sætter spørgsmålstegn ved “kvindeundertrykkelsen”.

Chasseguet-Smirgel repræsenterer det synspunkt, at kvinder kan bevæge sig ind på mandlige områder, de er fx fuldt ud i stand til at skabe. Men hun kan ikke gå længere end til at forestille sig, at kvinder, når de skaber, symbolsk erhverver sig en fallos. Dette ændrer jo intet ved, at det at skabe stadig symbolsk betragtes som mandligt. At forestille sig en kvindelig kreativitet, der ikke betyder, at kvinder udfører noget mandligt, erhverver sig noget mandligt, det kan Chasseguet-Smirgel ikke.

Jeg sætter altså spørgsmålstegn ved, om det at skabe nødvendigvis i det ubevidste repræsenteres af fallos. Om det ikke snarere er et udtryk for, at også det ubevidste “medproducerer” en given periodes kønsideologi.

Men det er flot, især i 1964, at hævde, at kvinder kan være ligeså gode som mænd på de områder, der ellers har været forbeholdt mænd i mange år.

Når Chasseguet-Smirgel undersøger kvinders problemer med at skabe, med at have faglige ambitioner, undersøger hun noget, der i allerhøjeste grad er svært og problematisk for kvinder. Dette giver i sig selv en problematiserende holdning til kvindeligheden. Chasseguet-Smirgel mener grundlæggende, at mor-datter forholdet er negativt, og jeg finder i hele hendes artikel en tendens til at hævde, at mænd er bedre end kvinder. At hun altså selv reproducerer den idealisering af mænd og nedgøring af kvinder, som hun beskriver er karakteristisk for kvinders ødipale konflikt. Dette kan jeg sige i 1988 - jeg kan godt huske, at jeg i en periode selv har ment det samme som Chasseguet-Smirgel, at det var bedre - i hvert fald lettere - at være en mand.

Chodorow har valgt at fokusere på moderskab - det der har været kvinders område igennem ca. 200 år. Det bliver lettere for Chodorow at fremhæve kvinders styrke og færdigheder end for Chasseguet-Smirgel, fordi Chodorow undersøger de områder, hvor kvinder har fortrin frem for mænd.

Hvis nu Chasseguet-Smirgel også havde diskuteret moderskab, og Chodorow også havde diskuteret kvindelig kreativitet, så var deres diskussioner nok blevet mere komplicerede, mindre entydige.

Lessing bliver mor og forfatterinde i det 20. århundrede, hvordan dette afsnits teorier kan fremme forståelsen for Lessings problemer i The Four-Gated City skal næste afsnit vise.

 

V.2: Et kvindeligt sørgearbejde. Kvindelighed og mandlighed i The Four-Gated City

V.2.1: Indledning

I afsnit IV har jeg undersøgt forløbet i The Four-Gated City; hvordan romanpersoner og temaer udvikler sig. Samtidig har jeg undersøgt udviklingen i synsvinkelen. Denne undersøgelse viste, at der i The City er tale om en voksende modsætning mellem fortæller og romanpersoner. Fortælleren bliver i stigende grad talerør for en sufistisk livsholdning og overtager samtidig mere og mere af det fiktive univers. I appendikset tager fortælleren totalt over, dog i “forklædt” form som den såkaldte jeg-stemme.

Her i afsnit V.2. vil jeg se på, hvordan denne udvikling i romanen kan forstås inden for rammerne af Segals teori om sørgearbejde. Jeg læser tre overordnede projekter fra Lessings side ind i The City:

Første projekt dækker I og II del af The City, og dette projekt kalder jeg forsøget på at forene kvindelige og mandlige sider.

Andet projekt dækker III og IV del af The City, og dette projekt kalder jeg forsøget på at udvikle en alternativ bevidsthed.

Tredie projekt dækker appendikset, og det kalder jeg Lessings etablering af utopien.

De teorier, jeg har præsenteret i V.1., kan belyse de problemer, Lessing støder ind i, mens hun skriver The City. Lessing selv er ikke direkte til stede i sin roman, men hun har skabt en fortællertype i The City, der er tæt på hende selv. Fortælleren er en tekstlig instans, men en instans med meget markante og personlige meninger. Når fortælleren bliver mest følelsesladet, har jeg kaldt “hendes dommedagsprofet eller samfundsrevser; disse to sider af fortælleren er meget tæt på Lessing selv. Lidt længere fra Lessing har vi de fiktive personer. Disse fiktive personer forstår jeg som Lessings iscenesættelse på to planer: dels er personerne personer i Lessings eget indre drama, et drama som Lessing henter indefra, og som er en gennemspilning af hendes egen personlige livshistorie. Dels er personerne inspireret af de mennesker, Lessing ser omkring sig, de er Lessings måde at beskrive “sin tid og sit samfund” på. De fiktive personer i The City er både det ene og det andet: de er fortætninger af Lessings indre figurer, og personer, Lessing ser som karakteristiske for sin tid. Personerne bliver dermed styret af Lessing, for så vidt som hun tegner dem, men de kan også repræsentere mere ubevidste sider og problemer hos Lessing.

Det er dette felt af bevidst og ubevidst projekt fra Lessings side, jeg vil fremlæse i det følgende.

De psykoanalytiske teorier, jeg har præsenteret i V.1., er alle freudiansk inspirerede. Lessing selv bliver - mens hun skriver The City - mere og mere påvirket af sufisme. Lessing er imidlertid også i The City påvirket af en jungiansk psykoanalytisk tradition og anvender mange begreber herfra; der er tale om begreberne persona, skygge, animius og selvet. Der sker imidlertid det, at Lessing mere og mere kobler de jungianske begreber til en sufistisk livsholdning, og dermed kommer hun til at overskride de jungianske begreber.

 

V.2.2: Første projekt: Forsøget på at forene kvindelige og mandlige sider

Marthas gæld: En opsummering

Da Martha ankommer til London i 1949 i begyndelsen af The City, træffer hun en beslutning om at leve anderledes, end hun har gjort tidligere. Ved at udmatte sig selv fysisk og psykisk, ved at vandre rundt i timevis i Londons gader og undlade at spise og sove, får hun en slags oplevelse, som hun kalder tilstanden. Denne tilstand består af tre trin, der er stadier i en indre rejse. Denne rejse har jeg karakteriseret som stadier i udviklingen af en alternativ bevidsthed.

Men Martha opdager under én af disse tilstande, at hun har en gæld, hun skal betale tilbage, før hun er parat til at udforske de tre trin i tilstanden. Denne gæld er en gæld til det normale, det almindelige, og er en gæld Martha har til sig selv, p.g.a. den måde hun har levet.

Et rids af hvordan gælden opstod

Beskrivelsen af Marthas liv fra 1919 til 1949 er at finde i Children of Violence 1-4. Som jeg har vist i afsnit III, har en negativ, nærv2rende mor og en mere positiv, men fraværende og svag far været vilkårene i Marthas opvækst.

I 1939, da Martha var 20 år, giftede hun sig med Douglas - nærmest tilfældigt og uden at elske ham. Og - igen tilfældigt - fik Martha og Douglas en datter, Caroline. Martha kunne ikke elske Caroline, og hun forlod i 1943 Douglas og Caroline for at blive politisk aktiv i en kommunistisk gruppe. Senere i 1943 giftede hun sig med Anton uden at elske ham. I 1946 mødte hun Thomas, som hun elskede, men mistede igen.

Marthas gæld skal nu betales ved, at Martha skal gennemleve de roller, hun har haft i forhold til: moderen, mænd og Caroline.

En præsentation af forholdet mellem Martha, Mark og Lessing

Lessing har med Martha skabt en romanperson, hvis liv i Children of Violence 1-4 er meget tæt på den første del af Lessings liv. I Children of Violence 1-4 har Martha mange fælles træk med Lessing: fælles fødselstidspunkt, opvækst i Rhodesia, der i Children of Violence kaldes Zambesia. Negativ mor, mere positiv far, to forliste ægteskaber. Lessing lader i 1949 to børn, en søn og en datter, blive tilbage i Rhodesia, mens hun har sin yngste søn med sig til England. Martha forlader sin datter Caroline. Lessing har da også ofte udtalt, at Martha på mange måder repræsenterer en yngre Lessing, fx i Florence Howe-interviewet fra 1966.

I begyndelsen af The City sker der en markant ændring i forholdet mellem Lessing og Martha: den direkte ydre lighed mellem Martha og Lessing hører op. Mens Martha bliver husholderske ved ankomsten til England, bliver Lessing i det virkelige liv forfatter, ret hurtigt slår hun igennem og kan leve af at være forfatter. Når Lessing i The City lader den direkte ydre lighed mellem Marthas og sit eget liv høre op, ser jeg det som et udtryk for Lessings beslutning om at bearbejde dem udvikling, hun har præsenteret i Children of Violence 1-4 på en ny måde: som en beslutning, der betyder, at Lessing nu indleder et sørgearbejde, hvor hun via Martha kan reparere smertefulde konflikter i sin egen fortid, konflikter som hun har “fremlagt” i Children of Violence 1-4. Et sørgearbejde der bl.a. bliver muligt, fordi Lessing bedre kan “bearbejde” og “betragte” Marthas liv, da det ikke længere er helt identisk med hendes eget.

Samtidig er der i The City tale om tæthed i synsvinkelen mellem fortæller og Martha og mellem fortæller og Lessing, og dette betyder, at man også i The City kan se Martha som en repræsentant for en del af Lessing og som den fiktive person i The City, der er nærmest på Lessing. Det vil i det følgende blive tydeligt, at de meget voldsomme konflikter, Martha kommer ud for i The City, peger på Lessing selv.

Det er også vigtigt at mærke sig, at fortællerens ironi i forhold til Martha, som var udtalt i de første bind af Children of Violence, nu er helt væk. At Lessing ikke længere skaber en ironisk distance til Martha via sin fortæller, gør det muligt for Lessing at søge at tage Martha til sig gennem en sørgearbejdsproces.

Da Martha bliver husholderske hos familien Coldridge, møder hun Mark, der er forfatter og er beskrevet som Marthas modsatkønnede spejlbillede. Beskrivelsen af Martha og Mark som modsatkønnede spejlbilleder af hinanden; den navnemæssige lighed: Martha, Mark; det faktum, at Mark er forfatter, som Lessing selv, og endvidere skriver en roman ved navn A City in the Desert, mens Lessing skriver en roman ved navn The Four-Gated City, alle disse træk gør det nærliggende at se Mark som det fiktive udtryk for Lessings forfatterside.

1949 er det år, Lessing kommer til England. I 1950 får hun udgivet sin første roman The Grass Is Singing. Jeg mener, man kan se parret Martha/Mark som det fiktive udtryk for Lessings egen splittelse på dette tidspunkt, ca. 1950, mellem en husholderskeside, som Lessing forstår som kvindelig og en forfatterside, som Lessing forstår som en mandlig. Intentionen i de to første dele af The City med at lade Martha og Mark lære af hinandens modsatkønnethed kan ses som et forsøg fra Lessings side på at få de to sider i hende selv til at hænge sammen.

Matty-siden

Før Martha er klar til at afbetale første rate i gælden: gælden i forhold til moderen Mrs. Quest, skal hun forstå en mekanisme, der beskrives som “Matty”. Jeg har tidligere, i afsnit IV.3.5., vist, at Matty-siden er en side, Martha har konstrueret for at overleve, specielt i kampen mod Mrs. Quest. Matty repræsenterer de roller, Martha har spillet over for alle mennesker - bortset fra Thomas indtil hun kommer til England. Når Martha bliver Matty engagerer hun sig følelsesmæssigt og moralsk for en eller anden sag: hun kæmper mod sin mor, hun overbeviser sig selv om, at det er det bedste at forlade Caroline, hun engagerer sig i en kommunistisk verdenskamp. Matty tænker sort/hvidt, Matty handler ud fra en øjeblikkelig følelse.

Martha genkender sin egen Matty-side i Marks Defender-side. Marks og Marthas Defender-side repræsenterer det følelsesmæssige og moralske engagement i den samfundsmæssige udvikling.

Lessing peger på, at Matty er Marthas rollespil i forhold til andre mennesker. Der er andre fiktive personer i The City, som Lessing udstyrer med en “Matty-rolle”: fx Sarah/Sally og Patty. Sarah har en Sally-side, der meget tydeligt fremstilles som den rolle, Sarah påtvinges af familien Coldridge. Patty har ikke noget andet navn, Patty er sin rolle, den effektive, engagerede kommunist. Marks roller diskuteres senere i dette afsnit. Et split, som det mellem Martha og Matty, går altså igen i mange personer, som de roller personerne tvinges til at overleve; men Lessing beskriver dette split tydeligst gennem Martha.

Marthas første skridt er at blive bevidst om Matty-mekanismen. Dernæst kan hun gå ind i Matty-rollerne, men som Martha. Lessing peger dermed på, at Martha skal spille rollerne som datter, elskerinde/hustru, mor igen, men uden at identificere sig følelsesmæssigt med disse roller. Martha opdager i sig selv en “hjælper”, iagttagerselvet, som kan iagttage smertefulde situationer uden at engagere sig følelsesmæssigt i disse situationer.

Den bevidstgørelsesproces, Lessing her lader Martha gennemgå, er tydeligt jungiansk inspireret. I en tidligere roman, The Golden Notebook fra 1962, har Lessing beskrevet hovedpersonen Annas analyse hos den jungianske psykoanalytiker Mrs. Marks. I The Golden Notebook lader Lessing Anna være særdeles kritisk over for Mrs. Marks, men til slut lader Lessing Anna lære at acceptere og forstå den proces, Mrs. Marks har sat igang i hende. I The City fjerner Lessing sig mere fra jungianske tanker. I I og II del af The City mener jeg dog, at Lessing stadig er påvirket af en jungiansk tankegang. Beskrivelsen af Marthas gæld, af Matty-mekanismen, og af den indre instans, iagttagerselvet, minder i udpræget grad om en jungiansk individuationsproces.

Et rids af en jungiansk individuationsproces

Ifølge jungiansk tankegang bruger mennesket første halvdel af sit liv til at lære at være og leve i verden. Denne tilegnelse af verden foregår ved at lære at spille forskellige roller i forskellige situationer; disse roller kaldes menneskets personaer. Der er synlig overensstemmelse mellem persona-begrebet og Matty-mekanismen. Anden halvdel af menneskets liv beskrives i følge jungiansk tradition som en individuationsproces, en slags forberedelse til døden. Her har mennesket brug for at lære ubevidste sider af sig selv at kende og for at lære at acceptere disse ubevidste sider. Individuationsprocessen foregår under alle omstændigheder, men kan være bevidst eller ubevidst. Hvis processen er ubevidst, dør mennesket ubevidst. Det betyder noget i retning af, at menneskets ubevidste forbereder sig til døden, men mennesket selv bliver ikke bevidst om dette. Er processen derimod bevidst, dør mennesket bevidst om nogle af dets ubevidste sider.

En bevidst jungiansk individuationsproces foregår typisk ved, at man i en jungiansk analyse lærer at forstå, hvad ens drømme betyder. Første skridt i den bevidste individuationsproces er at blive bevidst om rollespillet, om de forskellige personaer. Andet skridt er at blive bevidst om sine egne skyggesider. Skyggesiderne er ubevidste sider hos mennesket, der i drømme fx optræder som personer med samme køn som den drømmende; en kvindes skyggesider optræder som kvinder, en mands skyggesider optræder som mænd. Tredje skridt er, at man bliver bevidst om en modsatkønnet instans i sit indre, hos kvinder kaldet animus, hos mænd kaldet anima. Animus optræder i drømme hos en kvinde som mænd, mens anima optræder i drømme hos en mand som kvinder.

Fjerde og sidste skridt er at blive bevidst om selvet. Målet for individuationsprocessen er at lære at leve ud fra selvet, der er en helhedsskabende instans i menneskets indre, der “hjælper” det med at forstå og udholde, at tilværelsen og mennesket er modsætningsfyldt.

I den bevidste individuationsproces møder og bevidstgør man de beskrevne instanser, man vandrer så at sige “ned i det ubevidste”. Som Lessing også viser i Marthas proces, kan de forskellige indre instanser dukke op hele tiden i processen, dog foregår den deciderede bevidstgørelse af instanserne stort set i den nævnte rækkefølge.

Matty-mekanismen kan dermed forstås som Lessings beskrivelse af personabegrebet. Afbetalingen af første rate af Marthas gæld, forholdet til moderen, kan forstås som Marthas konfrontation med sine egne skyggesider. Men så går der kuk i det. I slutningen af II del af The City opgiver Lessing helt Jung til fordel for sufisme. Jeg vil præcisere, hvor jeg mener Lessing dropper Jung for dog stadig at bevare nogle af de jungianske begreber.

Om sørgearbejde og Marthas erindringsarbejde

Så langt Lessing og Jung. Jeg vil lægge en noget anden indfaldsvinkel her: Inden for rammerne af Segals teori om sørgearbejde mener jeg, Matty kan forstås som en beskrivelse af en manisk forsvarsmekanisme. Matty er konstrueret for at beskytte mod smertefulde oplevelser og kan ses som en beskrivelse af, hvordan de maniske forsvarsmidler fungerer: Spaltning: Matty har en ond mor og en god far; Matty har en evne til at se tingene sort/hvidt. Projektiv identificering og idealisering: Matty har en udpræget tendens til at identificere sig med en idealiseret sag, fx den kommunistiske verdenssag.

At Lessing lader Martha opdage Matty-mekanismen, mener jeg kan læses som Lessings forsøg på gennem Martha at starte en sørgearbejdsproces, at konfrontere det maniske forsvar. Under det maniske forsvar ligger smerten, og brikkerne - det fiktive forløb - arrangeres således, at Martha skal møde sin mor Mrs. Quest og smerten i forhold til hende.

Da Martha får at vide, at hun får besøg af sin mor, starter hun dels i psykoanalyse hos den freudianske analytiker Dr. Lamb; dels starter hun sit eget personlige erindringsarbejde. Erindringsarbejdet går ud på, at Martha lærer at huske alle de svære situationer fra sit liv, som hun har “glemt”. Martha opdager en indre instans i sig selv, iagttagerselvet, som kan “se” på smerte og tab uden at blive overvældet følelsesmæssigt. Denne instans hjælper hende, lærer hende at betragte sig selv og omverdenen uden at blive Matty, uden at overvældes følelsesmæssigt.

Beskrivelsen af det erindringsarbejde, Martha lærer at udføre, før hendes mor kommer, er næsten en beskrivelse af sørgearbejde efter “bogen”: At bearbejde følelser af smerte og tab og således genskabe en hel indre og ydre verden. Martha laver ikke kunstværker, men hun lærer at se på og huske sig selv i fortiden og får derved en hel indre virkelighed. Samtidig lærer hun at se sig selv i den ydre virkelighed, uden at denne ydre virkelighed farves af projektioner. Fx prøver Martha at huske Mrs. Quest som ond og samtidig have medlidenhed med hende. Segals formulering om at genskabe en hel indre og ydre virkelighed finder jeg her beskrevet som evnen til at huske sig selv og omgivelserne, som de var og er, som en blanding af smertefuldt og lykkeligt, uden at de maniske forsvarsmekanismer træder ind og slører blikket.

Iagttagerselvet er her den indre instans, der hjælper Martha med at genskabe den hele indre og ydre virkelighed. Jeg forstår dette iagttagerselv som en beskrivelse af en slags urdrift i mennesket: som en instans, der får mennesket til at stræbe efter at skabe helhed. Segal kalder denne drift for livsdriften. Jeg vil hellere kalde det en helhedslængsel, opstået, da barnets første oplevelser af smerte og tab fik det til at stræbe efter at genskabe situationen før smerten og tabet. Det bliver menneskets lod, kunne man sige, at de første oplevelser af lykke og helhed forbindes med de første oplevelser af smerte og tab, som Segals beskrivelse af begyndelsen af den depressive position så fint har vist. At den hele indre og ydre virkelighed hele tiden mistes. Helhedslængslen bliver så det, der driver mennesket til at acceptere tab og stræbe efter at reparere tabet; som Lessing viser, Marthas iagttagerselv lærer hende at huske og acceptere smertefulde situationer. Reparationen af tabet er erindringen om og accepten af det, reparationen skaber helheden.

Lessing beskriver dermed nærmest direkte en sørgearbejdsproces, som hun kalder for erindringsarbejde. At Lessing er helt bevidst om, at man ved at genskabe noget tabt i erindringen, kan lære at leve med det tabte, viser hun bl.a. i det selvbiografiske værk Going Home, hvor hun beskriver, hvordan hun “bevidst” anvender sine drømme til at genskabe erindringen om det hus, hun har levet i som barn.

Jeg synes desuden Lessing her i The City viser, hvordan sørgearbejde kan udføres, uden man nødvendigvis skaber kunst: sørgearbejde er en proces, hvor man genskaber sit eget indre liv og derved også bliver i stand til at se den ydre virkelighed.

Baggrunden i Children of Violence 1-4

Fremstillingen af trekanten Martha, Mrs. Quest og Mr. Quest i Children of Violence 1-4 viser Marthas kamp for at slippe væk fra Mrs. Quest. Mrs. Quest er beskrevet som særdeles magtfuld, omklamrende og manipulerende. Der er meget sjældent mildhed eller overbærenhed i beskrivelsen af hende. Jeg mener, man kan se Mrs. Quest som bærer af mange af en præødipal almægtig mors træk, og at beskrivelsen af forholdet mellem Martha og hendes forældre peger på Lessings konflikter med en præødipal morskikkelse. I Lessings beskrivelse er den præødipale mor negativ og meget magtfuld. Mr. Quest er for svag til at være sin datter til megen hjælp, han er invalideret, “kastreret”. Mrs. Quest er sygeplejerske, og det antydes kraftigt, at hun så at sige holder Mr. Quest som en infantil invalid, altså kastrerer ham symbolsk. Lessing har dermed nærmest fremlagt en klassisk Chasseguet-Smirgelsk situation.

Man kan se, at den familiesituation, Lessing beskriver, forstærker et psykoanalytisk mønster: Mrs. Quest keder sig på den øde farm; hun er et barn af det bedre engelske borgerskab, vant til selskabelighed og kultur. Uden andet at tage sig til, kan hun bruge al sin energi på Martha, og Mrs. Quest har meget energi.

Nu vokser Martha ikke op i et senkapitalistisk samfund, hvor faderens arbejde er skjult for hende, hun påvirkes heller ikke kraftigt af mediernes kønsrollebilleder; men hendes situation er alligevel “Chodorowsk” på den måde, at hun har en alt for magtfuld, nærværende mor og en alt for svag, fraværende far. De billeder af mandlighed og kvindelighed Martha har, er især dannet via omgang med forældrene og via litteratur. Beskrivelsen af Martha i Martha Quest understreger, at Martha i høj grad er “opdraget” af den litteratur, hun læser meget af. Der er også beskrevet andre familier i nærheden af familien Quests farm, som Martha tager kraftigt afstand fra. Martha ser omkring sig magtfulde kvinder, der er husmødre og til nød sekretærer, og som har ambitioner for deres børn og mænd, men ikke for sig selv. Hun ser mænd, som har ambitioner og gør karriere. Hvor svag Mr. Quest end er, er farmen stadig hans ansvar.

Martha har svært ved at identificere sig med moderen, som hun hader, og som hun ser som negativ og kastrerende. Hun har også svært ved at adskille sig selv fra moderen. Hun får meget svært ved at gå ind i de kvindelige roller som hustru og mor og ender med at flygte fra datteren Caroline.

Martha forsøger at idealisere sin far; der er mange beskrivelser i Children of Violence 1-4 af, hvordan Martha prøver at få kontakt med sin far, hvordan Mr. Quest ofrer sin datter meget lidt opmærksomhed og ømhed. Men der er også beskrivelser af, at når Mr. Quest virkelig forholder sig til Martha, forstår han hende langt bedre, end Mrs. Quest gør. Martha får store problemer med at bevæge sig ind på områder, hun opfatter som mandlige. Hun får svært ved at gennemføre uddannelse, karriere.

Det er tydeligt, at Martha har besvær med det, Chasseguet-Smirgel definerer som analsadistiske driftskomponenter: At blive aggressiv og selvhævdende ville for Martha være at identificere sig med den kastrerende mor, og det ville betyde at kastrere den elskede far den eneste, der kan hjælpe i kampen mod moderen.

Martha har altså foretaget en spaltning, hvor faderen er det elskede og idealiserede objekt, og moderen det hadede og foragtede objekt. Jeg vil foreslå denne spaltning som en kvindespecifik udgave af den paranoide positions maniske forsvarsmekanisme, spaltningen.

Nu er alting ikke negativt og håbløst for Martha i Children of Violence 1-4. Martha har en længsel og en drøm, der holder hende i bevægelse. Lige i begyndelsen af Martha Quest, pp. 60-63, har Martha en oplevelse af enhed med alting, en slags religiøs ekstatisk oplevelse. For Martha bliver oplevelsens karakter af smertefuld enhed med alting en slags drivkraft, Martha higer og søger efter noget, hun kan give sig selv helt i forhold til. Oplevelsen resulterer i en helhedslængsel, der udmøntes i en utopi om byen med de fire porte. Denne helhedslængsel hos Martha mener jeg kan forstås som en slags forløber for det, der senere bliver beskrevet som iagttagerselvet; som den instans, der holder hende i bevægelse og får hende til at stræbe efter helhed.

I forhold til en jungiansk individuationsproces kan Marthas helhedslængsel forstås som et tidligt symbol på selvet, som et symbol på den instans i Marthas indre, der får hende til at stræbe efter at lære ubevidste sider af sig selv at kende. I følge Jung har de tidlige symboler på selvet netop den funktion at pege fremad mod fjerde skridt i individuationsprocessen, hvor mennesket kan lære at leve ud fra selvet, ud fra den helhedsskabende indre instans.

I forhold til Chasseguet-Smirgels teori kan helhedslængslen ses som en længsel efter at reparere de krænkelser, som den præødipale almægtige mor har tilført det lille barn, som et billede på længsel efter den helhed, der kan afbøde manglen. I Marthas tilfælde som en længsel efter at skabe en slags indre balance mellem billedet af en al for stærk mor og en al for svag far.

Martha har også i Landlocked et dybt og intenst kærlighedsforhold til Thomas, som hun dog mister igen.

Betragter man Children of Violence 1-4 som Lessings sørgearbejde, vil jeg mene, at de fire første bind på dette plan fortæller historien om, hvorfor Lessing bliver forfatter: problemer med det onde moderbillede og det idealiserede faderbillede, tabet af en datter, tabet af en elsket person, tabet af den elskede veld, den ødelagte drøm om det kommunistiske verdenssamfund. Alle disse “problemer” kan inden for sørgearbejdsteorien betragtes som tab, der har behov for at blive repareret. Tab som Lessing fremlægger i Children of Violence 1-4, men som hun først kan begynde at reparere i The City, da der ikke længere er identitet mellem Lessings liv og Marthas liv.

Marthas afbetaling af gældens første rate: Det manglende opgør med det onde moderbillede

Jeg har vist i afsnit IV, at Mrs. Quest ankommer til London og mødes med Martha. At mødet med Martha beskrives ud fra Mrs. Quests synsvinkel. At Martha tilgiver Mrs. Quest, bliver færdig med forholdet til Mrs. Quest, men at denne tilgivelse postuleres i The City, den skrives aldrig.

I slutningen af II del af The City lægger Lessing op til Marthas endelige konfrontation med det onde moderbillede. Konfrontationen finder imidlertid aldrig sted. Jeg foreslår, det bliver for smertefuldt for Lessing at skrive Marthas opgør med moderen. En gennemskrivning af opgøret ville være blevet hadefuld og ville formodentlig have vist, at Martha hader Mrs. Quest ligeså meget, som det vises i II del, at Mrs. Quest hader Martha; men det ville have betydet, at Martha var blevet beskrevet som hadefuld og aggressiv. At hun havde levet sine aggressioner og sit had ud. Martha ville have foretaget den identifikation med den præødipale mor, der ville have gjort hende i stand til at gennemleve de hadefulde og aggressive sider af sig selv og derefter skille sig fra moderen. Altså et reparationsarbejde i forhold til et præødipalt moderbillede, der indbefattede en gennemlevning af hadet og smerten og en accept af adskillelsen. Dette reparationsarbejde finder ikke sted, og det onde moderbillede forbliver dermed et indre ondt forfølgende objekt.

Mit hovedargument er altså det manglende punkt, den manglende beskrivelse af Marthas had.

Jeg hævder, at dette manglende punkt peger på Lessings eget manglende opgør med det onde moderbillede. Lessing hævder, at Martha har gjort op med det onde moderbillede: Fortælleren hævder, og Martha hævder, at gælden i forhold til moderen er betalt, at Martha har tilgivet sin mor. Jeg hævder derimod, at det onde moderbillede fortsat er til stede i The City's III og IV del, ikke som den fiktive person Mrs. Quest, men som en projektion: Det onde moderbilledes had mod Martha og Marthas had mod det onde moderbillede flyttes over på fortælleren, og bliver fortællerens had mod menneskeheden. Dette er strukturen i projektionen, som jeg uddyber i V.2.3. En projektion, som skyldes, at Lessing fra slutningen af The City's II del tror, hun har gjort op med det onde moderbillede, men ubevidst stadig er styret af det.

Marks to sider

Mark har to overordnede funktioner i The City: l) Han er en mandlig pendant til Martha, og 2) han repræsenterer Lessings forfatterside.

Lessings beskrivelse af Martha og Mark peger på et kulturelt problem; både Martha og Mark har altfor nærværende mødre og altfor fraværende fædre. For Martha giver dette problemer med at bruge både mandlige og kvindelige sider - for Mark er det samme tilfældet. Lessing peger således i sin beskrivelse af det engelske mellem- og efterkrigssamfund på samme problem som Chodorow: en familiestruktur, hvor moderen er nærværende og faderen fraværende, skaber dybe problemer hos børnene.

Marks far er slet og ret død. Hans mor Margaret er dominerende og manipulerende som Marthas mor May. Beskrivelsen af Marks opvækst viser Mark som indadvendt og følsom, som den der var anderledes end resten af familien. Marks anderledeshed resulterede i, at Mark fik en anden slags opdragelse end sine brødre; dette gav Mark en dyb længsel efter sin familie. Mark skabte sig et idealiseret billede af den familie, han var uden for, et idealiseret billede, der også indbefattede det samfund, han så sin familie som repræsentant for: et engelsk gentlemansamfund. Marks længsel efter og idealiserede billede af moderen er fremhævet i The City, en af de bedste perioder i Marks liv har været en ferie, han tilbragte alene med moderen, hvor han tog sig af hende.

Jeg har vist, hvordan den paranoide positions maniske forsvarsmekanisme spaltningen hos Martha resulterede i et idealiseret faderbillede og et hadet og negativt moderbillede. Hos Mark vil jeg foreslå, at den paranoide positions spaltningsmekanisme ligger til grund for de to sider, jeg tidligere har påpeget, Mark har: følelsessiden og iagttagersiden.

Følelsessiden bygger på en idealisering af Marks oprindelige familie, specielt moderen. Alle mennesker, som Mark engagerer sig følelsesmæssigt i, anbringes automatisk i hans idealiserede glansbillede. Glansbilledet har ikke noget hold i virkeligheden, man ser fx gentaget i Marks forhold til Lynda, Marks dybe længsel efter et eksklusivt forhold til moderen, hvor Mark tager sig af moderen, er “den lille mand”. Hos Mark er der tale om, at hele hans følelsesliv indgår i denne mekanisme - alle følelsesmæssige relationer idealiseres. Samtidig kan idealiseringen kun foregå ved at fortrænge de elskede personer som virkelige levende personer, Mark kan fx aldrig se, hvad Lynda og Francis har brug for.

Lessing beskriver således fint den struktur, Chodorow har peget på. Marks familiesituation med en stærk og dominerende mor betyder, at Mark får en længsel efter en oprindelig eksklusiv relation med moderen, den person, der for ham repræsenterer følelser og omsorg. Længselen kobles med en fortrængning af følelsesmæssige sider i ham selv, man kan altså hos Mark se en idealisering og en fortrængning af de kvindelige sider, moderen repræsenterer, og en dyb længsel efter disse sider.

Den problematiske identifikation med den fraværende “døde” far, mener jeg, ligger til grund for Marks iagttagerside. Iagttagersiden ser på verden med et koldt, håbløst blik. Identifikationen med den fraværende far har resulteret i et mandligt blik på verden, et blik der iagttager uden at involvere sig følelsesmæssigt. Dette blik ser og beskriver den samfundsmæssige udvikling, der bliver det hadede og foragtede objekt, det onde objekt. Der er altså ikke tale om, at faderen bliver det onde objekt, men at identifikationen med den fraværende far resulterer i et blik, der gør den samfundsmæssige udvikling til det hadede objekt. Iagttagersiden hos Mark er hans forfatterside, den beskrives som en gammel mand. Det er dermed et mandligt blik på verden, Mark benytter, når han skriver, et blik der er køligt iagttagende, men også uden håb, deterministisk. Men der er altså tale om, at den tilsyneladende kølige, objektive iagttagerside er styret af et underliggende, ubevidst had.

Gennem Mark beskriver Lessing således en mandlig udgave af den paranoide positions spaltning: idealiseringen og fortrængningen af kvindeligheden, og identifikationen med den døde far, der resulterer i et koldt håbløst negativt blik på verden.

Marthas afbetaling af gældens anden rate: Forholdet til Mark

Jeg har vist, hvordan Marthas negative billede af moderen står over for et idealiseret billede af faderen i Children of Violence 1-4. Ved at lade Martha møde Mark lægger Lessing op til, at Martha skal konfronteres med det idealiserede faderbillede.

Martha og Mark mødes i The City med hver deres problemer i forhold til nærværende mødre og fraværende fædre. Mark bliver beskyttende og faderlig, når han elsker, mens Martha bliver passiv, hjælpeløs, lillepigeagtig. Lessing lægger op til, at Martha og Mark gennem deres forhold kan bryde denne kvinde passiv versus mand aktiv polarisering; at Martha og Mark kan overskride et datter-far forhold.

Men parallelt med den manglende beskrivelse af Marthas had mod Mrs. Quest, er der et manglende punkt i beskrivelsen af Marthas forhold til Mark. Omkring slutningen af The City's II del lader Lessing slet og ret Martha beslutte, at hun ikke vil have flere dybe kærlighedsforhold til mænd - forholdene til mænd tager for meget energi, og Martha bliver for passiv, hævdes det. Marthas gæld i forhold til mænd er nu betalt, hævdes det.

Jeg vil igen pege på Marthas manglende accept af sit eget had og sine egne aggressioner: den manglende identifikation med det onde modebillede gør det umuligt for Martha at være andet end passiv og “undertrykt” i forhold til mænd, fordi aggressiviteten truer det idealiserede faderbillede.

På det plan hvor dette peger på Lessings egen sørgearbejdsproces, sker der efter min mening det, at det ubearbejdede forhold til den præødipale mor betyder, at forholdet til den idealiserede far heller ikke kan bearbejdes. Lessing kan kun beskrive Martha som passiv og lillepigeagtig i forhold til mænd. Dvs. spaltningsmekanismen i et idealiseret objekt og et hadet og foragtet objekt opretholdes.

Der sker imidlertid nu det interessante, at Lessing lader Martha vende sig mod mænd. Dette uddyber jeg i begyndelsen af V.2.3., hvor jeg beskriver den projektion, jeg mener, Lessing her foretager.

Mark som forfatter

På det tidspunkt hvor Lessing stadig kan lade Martha og Mark lære af hinanden, kommer Mark ud i en krise, det er i The City's II del, under den kolde krig. Lessing viser, hvordan Marks følelsesside bliver til en Defender-side og begynder at blande sig i hans forfatterskab, nemlig med hans iagttagerside. Defender-siden repræsenterer det følelsesmæssige og moralske engagement i den samfundsmæssige udvikling - iagttagersiden repræsenterer det modsatte: det kølige deterministiske blik på den samfundsmæssige udvikling. Under denne krise nærmer Mark sig Thomas, Marthas mistede elskede. Lessing understreger, hvor meget håb, der er for Mark, da hans to sider bliver blandet sammen. Men hun lader ikke Mark forandre sig, hun lader ham komme ud af krisen med de to sider uforandrede i behold.

At Marks krise ikke forandrer Mark er en parallel til det, der sker med Marthas forhold til moderen og med Marthas forhold til Mark. Der lægges op til noget, som så opgives.

Hvis man betragter Mark som et billede på Lessings egen forfatterside, har man altså i The City's to første dele Mark, som repræsenterer en mandlig forfatterside og Martha, som repræsenterer en kvindelig husholderskeside. På det plan hvor Lessing udfører sørgearbejde ved at skrive The City, kan man se The City's to første dele som Lessings forsøg på at ophæve splittelsen mellem en mandlig forfatterside og kvindelig husholderskeside i sig selv. Et forsøg som altså mislykkes p.g.a. det ubearbejdede forhold til det onde moderbillede.

Det der så sker med The City er jo ikke, at Lessing opgiver at være forfatter, men hun opgiver at gennemføre det sørgearbejde, hun har lagt op til i The City's to første dele. De mandlige og kvindelige sider, repræsenteret af hhv. Mark og Martha, forbliver adskilte. Dette læser jeg således: Mark lærer ikke at bruge sin kvindelige følelsesside, når han skriver, og da Mark repræsenterer Lessings forfatterside, kan det tolkes således: Fra slutningen af The City's II del bruger Lessing mandlige sider af sig selv, når hun skriver, hun bruger den iagttagerside, det kolde deterministiske blik, som hun beskriver så fint hos Mark, og undertiden kommer hun til at bruge den Defender-side, som hun også beskriver hos Mark, og som repræsenterer det følelsesmæssige og moralske engagement i den samfundsmæssige udvikling. Således beskriver Lessing gennem Mark sin egen forfatterside.

Sørgearbejdet der opgives

Det sørgearbejde, Lessing opgiver her, betyder, at den dybeste og mest oprindelige smerte: smerten i forhold til den præødipale mor, ikke kan repareres, ikke kan skrives. Derfor kan Marthas smerte i forhold til tabet af Thomas heller ikke skrives; Thomas og Mark kan ikke “smelte” så meget sammen, at Martha gennem forholdet til Mark kan reparere forholdet til Thomas. På sørgearbejdsplanet repræsenterer Thomas og Mark forhold til mænd, der blokeres p.g.a. forholdet til den præødipale mor.

Der, hvor den dybeste smerte ikke kan repareres, iværksættes et manisk forsvar, et manisk forsvar der får større og større magt, efterhånden som The City skrider frem; et manisk forsvar der kommer til at gå hånd i hånd med den sufistiske magtovertagelse i The City. Et forsvar der bliver en spaltning i en idealiseret sufistisk ideologi og et hadefuldt blik mod den ikke-sufistiske menneskehed. Dette maniske forsvar bygger på den oprindelige spaltning i faderen som godt idealiseret objekt og moderen som negativt hadet objekt. Der sker imidlertid det, at denne spaltning vendes om, som jeg vil vise i V.2.3. Samtidig med at Lessing lader Martha “tilgive” Mrs. Quest og opgive mænd, opgives beskrivelsen af en jungiansk individuationsproces. Konfrontationen med skyggen, finder ikke sted. Derfor kan Lessing heller ikke beskrive en yderligere jungiansk bevidstgørelsesproces. Jeg mener, Lessing her forlader Jung til fordel for sufisme. Den afstandtagen til mennesket, der i The City's III og IV del, samt i appendikset, er at læse i The City, er ikke jungiansk. Man kan dog stadig se den jungianske inspiration hos Lessing i beskrivelsen af selvet og selvhaderen, en modsatkønnet instans i Martha og Lynda.

Helhedslængslen og utopien

Jeg har vist, at Martha siden puberteten har haft en s1zgs oplevelser af enhed med alting, og at disse oplevelser giver Martha en helhedslængsel, der bliver en slags drivkraft i hendes liv. Ud fra oplevelserne af enhed med alting skaber Martha sig en utopi om en by med fire porte. Det viser sig i The City, at Martha har denne utopi fælles med Mark, og sammen arbejder Martha og Mark på beskrivelsen af utopien i Marks roman A City In the Desert. Det understreges, at drømmen om byen med de fire porte er arketypisk, fælles menneskelig.

Jeg har givet en psykoanalytisk forklaring på helhedslængslen: som en indre instans i mennesket, der får det til at stræbe efter at skabe helhed. Segal mener, at hos en kunstner skaber enhver oplevelse af smerte og tab et behov for at reparere smerten og tabet gennem skabelsen af et kunstværk. Skabelsen af et kunstværk bliver helhedsskabende, fordi smerten accepteres og derved repareres.

Jeg har understreget, at jeg mener, at helhedslængslen er almentmenneskelig, og at der er andre måder at udføre sørgearbejde på end ved at skabe kunst. Fx den måde Lessing lader Martha udføre erindringsarbejde på i The City's II del.

Den store rolle en utopi om en by med fire porte spiller for både Martha og Mark og i hele serien Children of Violence peger på denne utopi som en drivkraft i Lessings forfatterskab, på helhedslængslen som en drivkraft. Jeg har tidligere hævdet, at billedet af byen med de fire porte er overdetermineret i The City - der er simpelthen for mange utopier at holde rede på. Jeg tror, dette kan skyldes det sørgearbejde, Lessing opgiver her i slutningen af II del af The City. Helhedslængslen er stadig styrende, men affattelsen af The City kommer aldrig til at repræsentere et vellykket sørgearbejde; dette vender jeg tilbage til i konklusionen på afsnit V.

 

V.2.3: Andet projekt: Forsøget på at udvikle en alternativ bevidsthed

Det, jeg kalder Lessings andet projekt, dækker III og IV del af The City, der beskriver perioden fra 1956 til 1967.

Sørgearbejdet der opgives

Jeg har vist, hvordan Lessings manglende beskrivelse af Marthas opgør med et ondt moderbillede peger på Lessings eget manglende opgør med et ondt moderbillede. Jeg har foreslået, at det bliver for smertefuldt for Lessing at skrive dette opgør.

Jeg har vist, at Lessing bliver nødt til at ændre på mange niveauer i The City, fordi opgøret med det onde moderbillede opgives; Martha opgiver at have kærlighedsforhold til Mark og mænd i det hele taget, og Mark lærer intet af sin krise.

Det maniske forsvar

Lessing opgiver ikke at skrive The City færdig. Men jeg mener, hun fra slutningen af The City's II del iværksætter en række maniske forsvarsmekanismer i The City.

Jeg har vist, at Marthas Matty-side kunne ses som en beskrivelse af en manisk forsvarsmekanisme: at Matty var konstrueret af Martha for at beskytte mod smerte, at Martha havde foretaget en spaltning, hvor faderen blev et godt, idealiseret objekt og moderen et ondt, hadet objekt. Lessing opgiver at reparere denne spaltning gennem Martha, og for at beskytte mod den smertefulde konfrontation med et ondt moderbillede opretholdes spaltningsmekanismen: Fra III del af The City bliver “det onde objekt” en ikke-sufistisk erkendelsesmåde; det er de mennesker, Lessing viser, har en polariseret erkendelsesmåde. Enten er de “rationelle” og opfatter kun verden med hovedet, eller også er de “irrationelle” og opfatter kun verden med følelser eller intuition. “Det gode objekt” bliver den sufistiske erkendelsesmåde og de mennesker, der repræsenterer den, de mennesker, der kan se og opleve i helheder.

Den “oprindelige” spaltning var i et ondt moderbillede og et godt faderbillede. Den nye spaltning bliver med “modsat” fortegn: det onde objekt, en ikke-sufistisk erkendelsesmåde, beskrives først og fremmest som en mandlig rationel erkendelsesmåde, repræsenteret af fx Mark, Colin og Jimmy. Den ikke-sufistiske erkendelsesmåde indeholder også en mere kvindelig oplevelsesmåde, repræsenteret af fx Mrs. Mellendip og Rita: en følelsesmæssig og intuitiv måde at opleve verden på. Men Lessing har gjort mest ud af at beskrive, hvordan den mandlige rationelle erkendelsesmåde og den mandlige magt driver Jorden frem mod undergang.

Til gengæld bliver den gode sufistiske erkendelsesmåde anført af kvinder, nemlig Lynda og Martha.

Når jeg her taler om mandlig og kvindelig, er det ud fra den betragtning, om Lessing lader mænd eller kvinder repræsentere de forskellige erkendelsesmåder. Jeg mener altså, Lessing her foretager en idealisering af kvindeligheden, mens det nu bliver mandligheden, der bliver hadet, frygtet og foragtet: spaltningen vendes om. En mulig forklaring på, hvorfor spaltningen vendes om, finder jeg i beskrivelserne af Martha og Mark i III og IV del af The City som repræsentanter for hhv. kvindelige og mandlige sider hos Lessing. Dette sker senere i dette afsnit pp. 166-167.

I The City's I og II del beskrev Lessing primært den maniske spaltning gennem Martha, det var Martha, der havde et negativt moderbillede og et godt faderbillede. Men fra The City's III del foretages spaltningen primært af fortælleren: det er fortællerens blik, der spalter i gode sufister og negative ikke-sufister, og fortælleren er, som jeg har vist mange gange, i udpræget grad Lessings talerør. Mens I og II del af The City fra Lessings side kan ses som et forsøg på at reparere en smertefuld spaltningsmekanisme via fiktive personer i et fiktivt univers, så sker der i resten af The City det, at spaltningsmekanismen bliver indskrevet i fortællerinstansen. Da Lessing opgiver at skrive Marthas opgør med det onde moderbillede, reparerer Lessing ikke selv sin egen konflikt, og derfor finder man den fra The City's III del i fortællerinstansen. Det bliver fortælleren, der spalter og beskytter sig mod smerte, uden selv at være klar over det; i modsætning til I og II del af The City, hvor fortælleren og dermed Lessing gjorde opmærksom på, at Martha havde beskyttet sig mod smerte.

Lessing presser fra III del af The City en række erkendelsesmæssige konstruktioner ned over sin roman, disse konstruktioner er den sufistiske erkendelsesmåde. Lessing træffer tilsyneladende en række beslutninger: sufisme er godt, mandlighed er negativ, kvindelighed er positiv - og disse beslutninger installeres i fortælleren. Men jeg mener, at disse beslutninger er styret af den pågældende spaltningsmekanisme.

For at gennemføre sit andet projekt skaber Lessing en meget autoritativ fortæller, der er hendes talerør. Men i opposition til denne fortæller er nogle af de fiktive personer, der kommer til at repræsentere den ubearbejdede smerte i forhold til de oprindelige forældrebilleder. Dette skaber en stigende modsætning i The City mellem fortæller og fiktive personer.

Fortællerens blik

Jeg har i afsnit IV vist, at den sufistiske erkendelsesmåde for alvor slår igennem i The City fra begyndelsen af romanens III del. Her bliver fortælleren mere magtfuld. Martha smelter mere sammen med fortælleren og bliver selv mere en tom skal. Hvor Lessing og fortæller i I og II del lærte gennem Marthas oplevelser, går det nu den modsatte vej: Lessing og fortæller presser deres meninger ned over Martha.

I afsnit IV har jeg fremhævet de to ekstreme sider af fortælleren, samfundsrevseren og dommedagsprofeten. Disse to sider bliver for alvor tydelige fra III del. Samfundsrevserens kendetegn var vrede, mens dommedagsprofetens var sorg og depression og håbløshed. Dette fortællertvillingepar repræsenterer fortællerinstansen, når denne næsten går ud af The City's fiktive univers og bliver Lessing.

Samfundsrevseren udtrykker Lessings vrede og had. Jeg har vist, at billedet af den onde præødipale mor var en projektion, det var Marthas egne aggressioner, der var projiceret over i et forfølgende objekt. Og jeg har vist, at denne projektion peger på Lessings egen konflikt. Billedet af den onde præødipale mor er fraværende i The City's to sidste dele og appendikset, men jeg mener, at det had, der tidligere har været beskrevet som Marthas had mod Mrs. Quest og Mrs. Quests had mod Martha, nu er at finde som samfundsrevserens had mod den ikke-sufistiske menneskehed. Hadet generaliseres og rettes mod hele Jorden; men det er stadig det samme had. Samfundsrevseren kan dermed ses som en manisk forsvarsmekanisme, en projektion, der indeholder Lessings ubearbejdede had i forhold til det onde moderbillede.

Dommedagsprofeten udtrykker Lessings sorg og pessimisme. Dommedagsprofeten foreslår jeg som en “tidlig” depressiv mekanisme, som forsøger at udholde sorgen og bearbejde den, men hvis forehavende destrueres af den destruktive samfundsrevser. Dommedagsprofeten repræsenterer en mulighed for at gennemleve en depression, som samfundsrevseren ikke gør. Begge tvillinger repræsenterer dog en abstraktgørelse af Lessings personlige konflikter; vreden og sorgen er rettet mod hele Jordens undergang. Det bliver sværere for Lessing at reparere de oprindelige konflikter, jo mere vreden og sorgen projiceres over i fortællerinstansen og væk fra den oprindelige projektion af det onde præødipale moderbillede.

Det traumatiske år 1956

Jeg har i dette afsnit koncentreret mig om en psykoanalytisk læsning af The City. Jeg har i afsnit IV understreget, at Lessing i The City beskriver personers udvikling i samspil med en samfundsmæssig udvikling. Derfor er det vigtigt at påpege, at det tidspunkt, hvor Lessing bliver sufist, i The City er beskrevet som ca. år 1956. Lessing kalder i The City 1956 et femstjernet år, p.g.a. Suez-krisen og den sovjetiske invasion af Ungarn. Det ser ud som om, 1956 har været et traumatisk år for Lessing. Dels p.g.a. Suez og Ungarn, men også fordi det er på den 20. kongres i Sovjetunionen i februar 1956, at Krushchev foretager den endelige afsløring af Stalintidens rædsler. Dette medfører, at Lessing melder sig ud af det engelske kommunistparti i 1956 og fra da af tager helt afstand fra organiseret politisk arbejde. 1956 er også det år, hvor Lessing besøger Rhodesia for første gang igen, efter hun forlod det i 1949 - en rejse, der er beskrevet i Going Home, og som medfører, at Lessing erklæres “Prohibited Immigrant” i Rhodesia. Det vil sige, hun forbydes at vende tilbage til Rhodesia. I 1956 bliver Lessing altså fædrelandsløs, og hun mister troen på en kommunistisk utopi.

Beskrivelsen af den samfundsmæssige udvikling i The City efter 1956 viser, hvordan Jorden bevæger sig mod undergang og katastrofe. Lessing beskriver den ydre verdens sammenbrud, men jeg mener, der er tale om en mekanisme, hvor Lessings indre konflikter projiceres uden for hende selv, og fordi hun ikke kan bære smerten over den indre verdens sammenbrud, bliver det en beskrivelse af hele Jordens sammenbrud. Der er intet håb, ingen mildhed i beskrivelsen af katastrofesamfundet, kun had, bitterhed og foragt.

Smerten og de fiktive personer

Jeg har vist, at jeg betragter den sufistiske pakkeløsning, der trækkes ned over The City fra romanens III del, som en erkendelsesmæssig konstruktion. En konstruktion, der installeres i fortællerinstansen. Jeg har også vist, at denne konstruktion kan ses som et manisk forsvar. I modsætning til dette maniske forsvar står den “oprindelige” smerte, en smerte i forhold til forældrebillederne, der ikke repareres. Denne smerte forsvinder ikke i The City, men bliver udtrykt af de fiktive personer, der ikke tromles ned af fortælleren. Behovet for at gennemleve og reparere smerte trækker stadig i Lessing. Der bliver således en modsætning mellem Lessings bevidste konstruktion, fortælleren, og Lessings behov for at lade det fiktive univers i The City udvikle sig efter dets egne love. Dette bliver også en modsætning mellem tomme fortællerstyrede personer, og mere “frie” fiktive personer.

Martha, Mark, Lynda

Martha skal i The City's III del betale tredie rate i sin gæld, gælden i forhold til “moderen Martha”. Gælden betales ved, at Martha bliver reservemor i forhold til Francis, Paul, Jill og Gwen. Ved at genkende sig selv i specielt Jill og Gwen, afslutter Martha arbejdet med sin personlige fortid.

Denne beskrivelse af afbetalingen af gældens tredie rate, finder jeg dobbelt, fordi Martha nu bliver en dobbelt person. På den ene side er Martha tæt på fortælleren og smelter mere og mere sammen med fortælleren, det er i de afsnit, hvor synsvinkelen overvejende er fortællerens. På den anden side repræsenterer Martha også Lessings ubearbejdede smerte, det foregår i de afsnit, hvor synsvinkelen overvejende er Marthas, specielt de passager jeg i afsnit IV.5.2. har kaldt Lyndas psykose og Marthas indre rejse.

Forskellen på den smerte, Lessing udtrykker gennem fortælleren, og den, hun udtrykker gennem Martha, er, at fortællerens smerte, specielt dommedagsprofetens, indgår i den sufistiske, læs maniske, konstruktion og er generel og abstrakt i forhold til Jordens undergang. Marthas personlige smerte repræsenterer derimod Lessings mulighed for, via personlige relationer i det fiktive univers, at gennemleve en oprindelig smerte i forhold til forældrebillederne.

Der er i beskrivelsen af Marthas afbetaling af gældens tredie rate mange fine betragtninger over, hvordan det er at blive midaldrende kvinde, “the matron”. Men jeg finder alligevel, at beskrivelsen bliver mere “hul” end “fin”, fordi Marthas passivitet virker utroværdig. Jeg mener, at problemet igen bliver Lessings manglende evne til at beskrive Martha som hadefuld, aggressiv og selvhævdende. Jeg synes også, det er vigtigt, at Marthas smerte over at have mistet sin egen datter Caroline ikke beskrives.

Efter at have betalt tredie rate i sin gæld er Martha klar til at udvikle alternativ bevidsthed. Dette gør hun sammen med Lynda. Jeg har i afsnit IV beskrevet de tre trin i udviklingen af en alternativ (sufistisk) bevidsthed.

Det bliver først og fremmest Lynda, der kommer til at lære Martha om den alternative bevidsthed. Lynda kommer dog aldrig til selv at hænge sammen som romanperson. Lessing skifter mellem at beskrive Lynda som tragisk, og som den der kan bane vejen for et bedre sufistisk samfund. At fremstille Lynda både som en tragisk eksistens og som en der har adgang til særlige erkendelser, det kan Lessing ikke - det ender med at blive enten/eller. Lynda bliver et eksempel på, hvor svært Lessing har ved at skrive det tragiske. I Lyndas tilfælde transformeres hendes tragedie og smerte til utopi i appendikset.

Under Lyndas psykose og Marthas indre rejse i IV del kommer Martha igen tæt på smerten og hadet. Martha møder sin indre selvhader; denne selvhader er beskrevet som en mandlig instans i Martha, og det er den, der kan ses som inspireret af en jungiansk animus-figur.

Jeg vil foreslå selvhaderen som en manisk projektion: som et indre ondt forfølgende objekt. At selvhaderen er en mand, mener jeg, skyldes, at den oprindelige spaltning af forældrebillederne, hvor faderen var det elskede og idealiserede objekt og moderen det hadede og foragtede objekt, er blevet vendt om: nu er det billedet af faderen og mandlighed, der hades og foragtes, og som hader og foragter Martha, mens billedet af moderen og kvindeligheden idealiseres. For at give et bud på, hvorfor projektionen vendes om, er det nødvendigt at inddrage Mark i diskussionen.

Jeg har sagt, at det ser ud, som om Lessing i begyndelsen af The City's III del beslutter at idealisere kvindeligheden og istedet hade og foragte mandligheden. At dette bliver muligt, mener jeg, skyldes, at der er forrykket en indre balance hos Lessing. Hun har måttet opgive at få Martha og Mark til at nærme sig hinanden, hvilket på sørgearbejdsplanet kan læses som en opgivelse af at få kvindelige og mandlige sider til at hænge sammen. I det virkelige liv bliver Lessing fra ca. 1950 verdensberømt forfatter. Jeg har argumenteret for, at Lessing betragter sin forfatterside som mandlig. Samtidig med at Lessing bliver i stand til at bruge sin mandlige forfatterside, ser det ud, som om hun begynder at opfatte denne side som negativ, som om det indre billede af mandlighed, som Mark og selvhaderen repræsenterer, bliver negativt, samtidig med at Lessing rent faktisk bliver forfatter. Samtidig opstår så længselen efter en kvindelig oprindelighed: den moderligt beskyttende kraft, der dukker op i The City's IV del, og som jeg læser som en idealisering af kvindeligheden.

Dette peger på, at fordi Lessings mandlige forfatterside, Mark-siden, kommer til at spille en stor rolle i hendes liv, og fordi den ikke kommer til at hænge sammen med Martha-siden, ja så opleves Mark-siden som destruktiv mod Martha-siden, beskrevet som en indre destruktiv mand i Martha.

Jeg mener dermed, at man kan pege på et indre negativt billede af mandlighed hos Lessing, selvhaderen og Mark, som forudsætningen for den negative beskrivelse af en mandlig rationel erkendelsesmåde i III og IV del af The City. Det indre negative billede af mandlighed forener sig med fortællerens sufistiske holdninger og skaber de rigide og negative fremstillinger af mænd i III og IV del: Colin, Jack, og Jimmy. Jimmy er ydermere science-fiction forfatter, som Lessing selv bliver det, og peger på Lessings meget negative holdning til sin egen forfatterside.

Martha nærmer sig i IV del smerten og hadet, Lessing lader til en vis grad Martha acceptere smerten og hadet; men det bliver på et meget generelt plan, aldrig i forhold til virkelige, levende personer. Det er en meget abstrakt forståelse, Martha får af had. Beskrivelsen af Marthas accept af hadet under Marthas indre rejse bliver lidt tragikomisk; det er som om Lessing her giver en perfekt beskrivelse af de psykiske processer, hun selv styres af. Hun beskriver en menneskelighed, der bliver styret af det had, den har fortrængt: det er faktisk det, jeg mener sker i The City: Lessing bliver mere og mere styret af det had, hun har fortrængt.

Den unge generation

Francis, Paul, Jill og Gwen bliver repræsentanter for den unge generation, der vokser op i et samfund i opløsning, hvor også familien går i opløsning. De tager alle fire skade, men jeg mener kun, at det lykkes for Lessing at give en troværdig beskrivelse af Paul.

For Francis gælder det samme som for Lynda; Francis' smertefulde oplevelser gør ham så stærk, at han bliver én af dem, der baner vejen for utopien i appendikset. Men den transformation, der sker med Francis, virker aldrig rigtig troværdig. Beskrivelsen bliver fra The City’s begyndelse til helt fantastisk i appendikset.

Gwen beskrives kun meget lidt, og Jill bliver aldrig andet end et uhyre. Der er intet godt at finde hos Jill.

Paul derimod får lov til at forblive en dobbelttydig person. Hans baggrund og opvækst er yderst smertefuld, men det lykkes for Lessing både at beskrive hans smerte og hans håb, uden at han udvikler sig 100% positivt eller 100% negativt. Jeg har vist i afsnit IV, at fortælleren ikke bryder sig så meget om Paul, men han får lov til at udvikle sig troværdigt uden fortællerovergreb.

Så tendensen i Lessings andet projekt er, at det maniske forsvar, der kan ses i fortællerinstansen, skaber “spaltede” fiktive personer, der enten er gode sufister, eller negative ikke-sufister. I modsætning til det maniske forsvar er de fiktive personer, hvis smerte får lov til at være smerte, jeg har fremhævet Paul og Martha, Martha dog kun, når hun er synsvinkelbærer.

 

V.2.4: Tredie projekt: Lessings etablering af utopien i appendikset

Jeg har i afsnit IV vist, at i appendikset optræder fortælleren som en jeg-stemme. Denne jeg-stemme formulerer den sufistiske utopi. Denne jeg-stemme, mener jeg, repræsenterer det maniske forsvars sejr. Fortælleren får nu som jeg-stemme den fuldstændige magt i The City's fiktive univers.

Lessing etablerer sig som jeg-stemme: som en slags almægtig gud, der afgør, hvad der er godt og dårligt menneskeligt materiale. Dette mener jeg kan ses som en manisk almagtsfantasi.

Idealiseringen af kvindeligheden finder her sin endelige udformning i billedet af Moder Natur, der er den, der sørger for, at utopien bliver mulig.

Den ikke-sufistiske menneskehed, der er styret mod afgrunden af den mandlige rationelle erkendelsesmåde, udryddes. Hermed foretages den endelige destruktion af “det onde objekt”.

Der er i appendikset kun én fiktiv person, der får lov til både at repræsentere menneskelig smerte og tvivl og overleve den første katastrofeperiode, nemlig Mark. Ellers sker der det, at personerne enten transformeres og tilpasses det sufistiske ideal, eller udryddes fordi de ikke kan tilpasses dette ideal. Det nye supermenneske, der skal føre menneskeheden videre, bliver Francis.

Lessing beskriver, hvordan selvet i det enkelte menneske forbinder sig med en moderlig Naturgudinde i universet, og hvordan den dobbelte positive og negative energi forstås og bruges i menneskets tjeneste. Men projektet falder til jorden, fordi Lessing selv ender med at skille godt fra ondt og netop ikke formår at beskrive nogen dobbelttydighed.

Jeg har fremhævet, at Lessing selv bliver styret af de fortrængningsmekanismer, hun kritiserer så voldsomt, specielt fortrængningen af hadet. Via Mark leverer hun desuden en lidt tragikomisk kommentar til sit eget forfatterskab.

Marks forfatterside, iagttagersiden, er beskrevet som en side, der ser på den samfundsmæssige udvikling uden håb. Nøjagtig som fortælleren i The City gør det. Marks Defender-side, der repræsenterer det følelsesmæssige og moralske engagement i den samfundsmæssige udvikling, og som undertiden blander sig med hans iagttagerside, kan ses som fortællertvillingeparret: samfundsrevseren og dommedagsprofeten. Lessing viser, hvordan Marks Defender-side ødelægger iagttagersidens “stil”, nøjagtig som man kan se samfundsrevserens vrede og dommedagsprofetens sorg ofte ødelægger Lessings stil i The City. Herom handler afsnit VI bl.a..

Endelig repræsenterer Mark i appendikset jeg-stemmens tvivl, smerte, håbløshed i forhold til det at skrive. Så via Mark kan man altså til slut finde Lessings tvivl i forhold til hendes eget projekt. Forfattersiden kommer så alligevel til sidst til at fastholde en insisteren på smerten og tvivlen, som kan pege fremad. Dette uddyber jeg nu, nemlig i:

 

V.3: Den uudholdelige smerte - en foreløbig konklusion

Min undersøgelse her i afsnit V af The City som et kvindeligt sørgearbejde har vist, at det ikke lykkes for Lessing at reparere den dybeste smerte i forhold til de oprindelige forældrebilleder.

Lessing indleder et sørgearbejde i The City's to første dele - et sørgearbejde, som jeg har vist, Lessing selv beskriver gennem Marthas erindringsarbejde. Sørgearbejdet opgives, da Marthas konfrontation med det onde moderbillede ikke kan gennemføres, ikke kan skrives.

For at beskytte mod smerten i forhold til det onde moderbillede iværksætter Lessing et manisk forsvar. I The City's III og IV del trækker fortællerens maniske forsvar væk fra sørgearbejdet og smerten, mens de fiktive personers smerte trækker tilbage mod smerten og sørgearbejdet.

Det ender dog med det maniske forsvars næsten endelig sejr i appendikset.

Da der således er tale om et sørgearbejde, der opgives, skulle The City ifølge Segal ikke være stor kunst. Jeg mener, The City er stor kunst, til trods for alle de problematiske “ting”, jeg har fremlæst i romanen. Der er en smerte, Lessing ikke har kunnet bære og ikke har kunnet skrive, ja, en smerte, som er uudholdelig. Men Lessing kommer meget tæt på at gennemskrive smerten i forhold til det onde moderbillede - og jeg tror, det er fordi, hun kommer så tæt på, at det maniske forsvar bliver så voldsomt, da hun så alligevel opgiver.

Så i forbindelse med Segals teori synes jeg min undersøgelse af The City viser, at Lessing trækker på dybe oplevelser i sig selv, da hun skriver The City, og at smerten og behovet for at udføre sørgearbejde er en “drivkraft” i romanen. Men også at Lessing har lavet stor kunst, selv om sørgearbejdet opgives, og at der er tale om en roman, et kunstværk, hvor forfatterinden Lessing i høj grad betjener sig af maniske forsvarsmekanismer. The City som “stor kunst”, en diskussion af skrivemåden i The City, følger i afsnit VI.

Jeg har skrevet, at utopien om byen med de fire porte bliver overdetermineret i The City, og at jeg mener, det hænger sammen med det sørgearbejde, Lessing opgiver i The City. Lessing får ikke i The City repareret den oprindelige smerte. Hun får ikke gennemført den helhedsskabende bevægelse, som accepten og gennemskrivningen af opgøret med det onde moderbillede kunne være blevet. Derfor bliver Lessing nødt til at gentage symbolet på helheden, den arketypiske by, i en uendelighed - fordi det bliver ved med at stå som symbol på helheden, den helhed som Lessing længes efter, men ikke kan skrive, den helhed, der er en dobbelttydighed, og indeholder smerten og accepten af den.

Men selv om Lessing skaber en “lousy” utopi i appendikset, så får Marks smerte lov at stå og beskrive smerten i forhold til skriveprocessen. Så længe denne smerte i forhold til skriveprocessen får lov at stå, så længe tror jeg, der vil være en bevægelse i Lessings forfatterskab, der udtrykker behovet for at udføre sørgearbejde.

Chodorows og Chasseguet-Smirgels kønsspecifikke teorier har i høj grad kunnet belyse, de konflikter Lessing har som kvindelig forfatter i det 20. århundrede. Selv om Lessing ikke selv er et barn af senkapitalismen, er hun i høj grad påvirket af at være datter i et samfund, hvor nærværende mødre og fraværende fædr er et samfundsmæssigt problem. Dette peger på, at problemet kan føres længere tilbage i tid, end Chodorow viser, at problemet ikke entydigt er knyttet til en senkapitalistisk produktionsmåde. Lessing peger desuden selv på nærværende mødre og fraværende fædre som et samfundsmæssigt problem gennem sine beskrivelser af Mark og Martha.

Endelig må jeg (desværre) konkludere, at Lessing ikke i The City når frem til en beskrivelse af sin kunstneriske kreativitet som kvindelig. Lessings forfatterside beskrives gennem Mark; der er ingen beskrivelser i The City af kvindelige kunstnere. På det plan bekræfter Lessing således Chasseguet-Smirgels antagelse: det at skabe betragtes som noget mandligt.

Jeg synes dog, min undersøgelse peger på, at et gennemført opgør med det onde moderbillede, ville have ændret på dette forhold, ville have gjort Martha og Mark i stand til at “udveksle egenskaber”.

 

 

VI: På sporet af en kvindelig skrivemåde

VI.1: Indledning

I dette afsnit undersøger jeg, hvordan Lessings skrivemåde ændrer sig i løbet af The City. Samtidig peger jeg på, hvordan skrivemaden i The City kan forstås i sammenhæng med udviklingen i skrivemåden i den øvrige del af Lessings forfatterskab. Jeg undersøger også, om Lessings skrivemåde kan betragtes som en særlig kvindelig skrivemåde.

Auerbach

Jeg inddrager overvejelser og pointer fra forskellige litteraturteoretikere, der har undersøgt forskellige aspekter af udviklingen i Lessings skrivemåde. Min hovedinspirationskilde til dette afsnit diskuterer dog ikke Lessing; det er nemlig kapitel 20 i den tyske litteraturteoretiker Auerbachs store værk “Mimesis, The Representation of Reality in Western Literature”. (Jeg har primært anvendt den engelske udgave og gengiver derfor også citater fra denne udgave. Jeg vil dog samtidig henvise til sidetal i den tyske udgave. I den danske oversættelse af Mimesis er kapitel 20 slet ikke medtaget.)

Med udgangspunkt i en analyse af Virginia Woolfs roman Til fyret fra 1927 stiller Auerbach i kapitel 20, tre spørgsmål, som han bruger til at indkredse den modernistiske skrivemåde, han mener slår igennem i Europa omkring 1. verdenskrig: 1) spørgsmålet om fortællerens autoritet, 2) hvordan er forholdet mellem beskrivelserne af ydre og indre processer, og 3) hvorfor anvender de modernistiske forfattere, der her er tale om, multiple consciousness-teknikken?

Min interesse for og forståelse af Auerbach stammer oprindelig fra Tania Ørums Auerbach-læsning i forbindelse med hendes fascinerende Woolf-analyse i Pamelas Døtre fra 1985.

Lessing bliver aldrig modernist, men det viste sig at være frugtbart at anvende Auerbachs overvejelser over den modernistiske skrivemåde på Lessings skrivemåde. Auerbach danner således udgangspunkt for mine tre spørgsmål til Lessings skrivemåde:

  • Hvordan er fortællerens status?

  • Hvordan er personfremstillingen? 

  • Hvordan er fremstillingen af den samfundsmæssige og historiske udvikling?

Disse tre spørgsmål undersøger jeg i de forskellige bevægelser jeg mener, der er tale om i Lessings forfatterskab.

Form - indhold

Min undersøgelse af Lessings skrivemåde bliver ikke en isoleret undersøgelse af formen i Lessings romaner. Som jeg har været inde på i min diskussion af Segal, mener jeg ikke, man kan lave en skarp skelnen mellem form og indhold i et kunstværk. Jeg mener derimod, at form og indhold hele tiden indvirker på hinanden, er uløseligt forbundet, og derfor ændrer sig sammen. Derfor viser dette afsnit, at der hvor Lessing er under påvirkning af de store følelsesmæssige konflikter, jeg har peget på i afsnit V, der ændrer hendes skrivemåde sig.

De fire bevægelser i Lessings forfatterskab

I afsnit V har jeg ud fra sørgearbejdsteorien opstillet tre projekter, som jeg mener, man kan sige, Lessing har haft, da hun skrev The City. Disse projekter ER OGSA tre forskellige skrivemåder, de repræsenterer tre forskellige bevægelser i Lessings forfatterskab.

Jeg mener, der groft sagt er tale om fire bevægelser i hele Lessings forfatterskab:

Den første bevægelse går fra 1950 - 1965; denne bevægelse diskuterer jeg i afsnit VI.2: Modsætningen mellem samfundsanalyse og kropsbeskrivelse, og den indbefatter bl.a. de første fire romaner i serien Children of Violence.

Den anden bevægelse i Lessings forfatterskab er identisk med det, jeg har kaldt Lessings første projekt i The City. Denne bevægelse diskuteres i VI.3: The Four-Gated City I og II del: Bevægelsen ind i kroppen.

Den tredie bevægelse i Lessings forfatterskab er identisk med det, jeg har kaldt Lessings andet projekt i The City. Denne bevægelse diskuteres i VI.4: The Four-Gated City III og IV del: Den dobbelte bevægelse ind i kroppen og væk fra kroppen.

Den fjerde bevægelse starter med det, jeg har kaldt Lessings tredie projekt i The City og dækker den dominerende tendens i Lessings forfatterskab frem til i dag. Denne bevægelse diskuteres i VI.5: Appendikset. Bevægelsen væk fra kroppen.

Undersøgelsen af de fire forskellige bevægelser i Lessings forfatterskab, hvoraf man altså kan finde de 3 i The City, suppleres med Lessings egne betragtninger over udviklingen i forfatterskabet.

Det konstante og det foranderlige

Nu er der også tale om konstante faktorer i hele den lange serie Children of Violence, som betyder, at Lessing i en efterskrift til The City kan karakterisere serien som en dannelsesroman.

De konstante faktorer i serien er nogle meget overordnede tematiske størrelser: forholdet mellem natur og kultur; forholdet mellem krop og bevidsthed; forholdet mellem individuel og kollektiv bevidsthed. Lessing beskriver i hele serien forholdet mellem disse størrelser, men hendes definition af disse størrelser ændrer sig radikalt i løbet af serien. Desuden er der tale om nogle gennemgående billeder, og Martha optræder i hele serien.

Lessing har hele tiden fastholdt, at hele serien handler om forholdet mellem individuel og kollektiv bevidsthed, samt at hun har planlagt hele serien som en helhed fra starten, se fx Draine: Substance under Pressure, p. 28.

Min holdning er - som dette afsnit vil vise - at der er for mange radikale brud i serien til, at man kan sige, den kommer til at fungere (godt) som serie. Og Lessings holdning til serien peger netop på Lessings problematiske forhold til sine egne skrivemåder.

Lessing-kritikken kan groft opdeles i to lejre:

  • Den ene lejr synes godt om udviklingen i Lessings forfatterskab og er også enig med Lessing i hendes vurderinger af forfatterskabet.

  • Den anden lejr - som jeg altså tilhører - er kritisk over for udviklingen i Lessings forfatterskab og hendes egne vurderinger af forfatterskabet.

 

VI.2: Modsætningen mellem samfundsanalyse og kropsbeskrivelse

Dette afsnit VI.2. omhandler den første bevægelse i Lessings forfatterskab, som jeg mener dækker perioden fra 1950 til 1965. Jeg koncentrerer mig i dette afsnit om de fire første bind af Children of Violence, der udkommer mellem 1952 og 1965. Jeg inddrager desuden The Golden Notebook fra 1962. Lessing skriver i denne periode også The Grass Is Singing fra 1950 og Retreat to Innocence fra 1956, som jeg dog ikke diskuterer her, fordi jeg ikke mener, de kan tilføre diskussionen noget nyt.

Romantid - skrivetid - sørgearbejde

Jeg har i afsnit V hævdet, at de fire første bind af Children of Violence på sørgearbejdsplanet fortæller historien om, hvorfor Lessing bliver forfatter. Disse romaner beskriver tiden fra 1934 til 1949, det er det, jeg kalder romantid, mens de først er skrevet mellem 1952 og 1965, det er det, jeg kalder skrivetid. Skrivetiden er identisk med sørgearbejdstiden - det er det tidspunkt, hvor Lessing i fiktionen bearbejder den tid, der er gået, og de oplevelser, hun har haft.

 

VI.2.1: Bind 1-3 af Children of Violence: De socialrealistiske romaner

Auerbach, Lessing, Lukács

I kapitel 20 i Mimesis understreger Auerbach, herefter blot Auerbach, at han mener, modernisme først og fremmest bør defineres ud fra forfatterens holdning til virkeligheden i den verden, han gengiver:

It is all, then, a matter of the author’s attitude toward the reality of the world he represents.
Auerbach, p. 535. (Ty. udg. p. 497.)

Han fremhæver, at man hos realister finder en autoritativ fortæller, og at beskrivelserne af ydre processer her ofte styrer beskrivelserne af indre processer. I modsætning hertil ser han hos europæiske modernistiske forfattere mellem de to verdenskrige en nedbrydning af fortællerens autoritet, samt en tendens til at indre processer styrer beskrivelserne af ydre processer. Det er vigtigt at mærke sig, at Auerbach også betragter modernister som en slags realister, fordi også modernister beskæftiger sig med at gengive virkeligheden. Men han mener, at hvor realister beskriver virkeligheden ved især at pege på de ydre processers betydning, beskriver modernister virkeligheden ved især at pege på indre processers betydning.

Betegnelsen ydre processer dækker beskrivelser af samfundsmæssige og historiske begivenheder, der finder sted i den ydre virkelighed; mens betegnelsen indre processer dækker beskrivelser af indre tilstande hos mennesker: fx følelser, tanker, bevidsthedstilstande, drømme.

I essayet The Small Personal Voice, herefter SPV, fra 1957 erklærer Lessing, at hun betragter sig selv som realistisk forfatter. Dette essay er Lessings mest præcise udtalelser om den første bevægelse i forfatterskabet. I dette essay fremhæver Lessing, at hun er moralist. Hendes kunstneriske drivkraft er en tro på mennesket og en tro på, at et bedre marxistisk samfund er muligt:

[...] a vision of a good which may defeat the evil.
SPV, p. 7.

Hendes litterære forbilleder er her det 19. århundredes store realistiske forfattere, Tolstoy, Stendhal, Dostoevsky, Balzac, Turkenev, Chekhov, fordi deres realisme kan defineres således:

I define realism as art which springs so vigorously and naturally from a strongly held, though not necessarily defined, view of life that it absorbs symbolism. I hold the view that the realist novel, the realist story, is the highest form of prose writing; higher than and out of the reach of any comparison with expressionism, impressionism, symbolism, naturalism, or any other ism.
SPV, p. 4.

For Lessing er det i denne periode korrekt, at lade troen på og overbevisningen om, at et bedre marxistisk samfund er muligt, være det styrende element i hendes fiktion. Samtidig betragter Lessing forfatteren som:

[...] an instrument of change for good or bad.
SPV, p. 6.

I dette essay erklærer Lessing også at:

It is this conflict which I am trying to explore in my series of novels, “Children of Violence”, two volumes of which have appeared. Not one critic has understood what I should have thought would be obvious from the first chapter, where I was at pains to state the theme very clearly: that this is a study of the individual conscience in its relations with the collective.
SPV, p. 14.

Der er to aspekter i dette essay, jeg godt vil fremhæve her:

  • At Lessing i dette essay, hvor hun taler om sig selv som realist i den store 1800-tals tradition, på intet tidspunkt forholder sig til, at det kunne give æstetiske problemer at bruge en litterær form, der var ideel i 1800-tallet, i det 20. århundrede. Hun betragter det som givet, at det kan lade sig gøre.

  • Hun er allerede i 1957 godt gal på litteraturkritikere og føler sig uretfærdigt behandlet.

Lessings erklæringer her i S2v leder tanken hen på den ungarske litteraturteoretiker Lukács, der også her i det 20. århundrede har hævdet, at de store realistiske romanforfattere fra det 19. århundrede burde danne forbillede for det 20. århundredes romanforfattere. Det marxistiske udgangspunkt har Lessing også fælles med Lukács. Om Lessing har læst Lukács får stå hen i det uvisse - men mange Lessing kritikere, fx Ørum, Lundbo Levy, Stern, Draine, har fundet det nærliggende at pege på overensstemmelsen mellem Lukàcs’ og Lessings litteratursyn i denne periode i Lessings forfatterskab. Jeg finder det også relevant at påpege denne overensstemmelse mellem Lukács og Lessing. Jeg vil imidlertid i det følgende understrege, at jeg mener, at denne type realistisk skrivemåde aldrig bliver ideel for Lessing.

Som man altså kan se i SPV fra 1957 har Lessing haft nogle helt bestemte erklærede intentioner i de to første bind af Children of Violence: Martha Quest fra 1952 og A Proper Marriage fra 1954; A Ripple from the Storm, seriens tredie bind, er skrevet i 1958, altså to år senere end SPV, og dette år er af væsentlig betydning, som jeg flux vil vise.

Martha Quest, A Proper Marriage, A Ripple from the Storm

I afsnit III har jeg skitseret udviklingen i fortællerinstansen, og hvordan romanpersoner og temaer udvikler sig i de første fire bind af Children of Violence. Jeg har vist, at i de tre første bind af serien er der tale om en autoritativ fortæller, der forholder sig ironisk og kommenterende til alt og alle. Denne fortæller repræsenterer Lessings marxistiske holdninger og viser, at i forholdet mellem den store og den lille historie er den store historie styrende. Synsvinkelen ligger i disse bind oftest hos fortælleren, kun sjældent er der tale om den glidende synsvinkel, man finder i The City.

Den autoritative fortæller og at Lessing således lægger stor vægt på beskrivelsen af ydre samfundsmæssige hændelser og også tillægger disse hændelser afgørende indflydelse på det enkelte menneskes liv, gør hende i denne periode til realist i Auerbachs forstand. Lessing mener i denne periode, at hun bedst gengiver virkeligheden ved at skrive på denne måde. Man kan endvidere definere denne skrivemåde som socialrealistisk, p.g.a. den afgørende indflydelse Lessing tillægger beskrivelsen af socialhistorien.

Jeg har også i afsnit III peget på en indre modsætning i skrivemåde hos Lessing i de tre første bind af Children of Violence. Fortællerens kraftige ironi og kritik i forhold til romanpersonerne og specielt i forhold til Martha står i modsætning til, at fortælleren faktisk også nærer ømhed for sine romanpersoner. De få gange, hvor synsvinkelen er romanpersonernes, får man som læser en glimrende indsigt i disse romanpersoners liv, tanker, følelser, handlinger. Jeg har vist, at når synsvinkelen bliver Marthas, er der næsten konsekvent tale om situationer, hvor Martha har dybe oplevelser med sin krop, specielt i forbindelse med graviditeten og Carolines fødsel.

Modsætningen i skrivemåden skal forstås i sammenhæng med serien Children of Violence's status som selvbiografiske romaner. Lessing har aldrig lagt skjul på, at de fire første bind er selvbiografiske, eller at Martha på mange måder repræsenterer en yngre Lessing. Samtidig har hun afværget en del diskussioner af det selvbiografiske aspekt ved at påstå, at denne diskussion ikke interesserede hende, underforstået, at det var litteraturteoretikeres plathed, der fik dem til at interessere sig for denne diskussion.

Derfor var mit chok stort, da jeg i Seligmans: The Autobiographical Novels of Lessing fra 1975, herefter blot Seligman, kunne læse, at de fleste personer og hændelser i de fire første bind af serien er taget direkte ud af Lessings eget liv i Rhodesia mellem 1934 og 1949. Der er faktisk meget lidt “fiktivt” slør. Jeg har i afsnit II peget på desperationen over den utrolige indespærring og bornerthed i Rhodesia som en af grundene til, at Lessing har valgt at såre mange mennesker meget dybt ved at lade dem indgå i sin fiktion på en sådan måde, at de var let genkendelige. Men også at drivkraften i Lessings forfatterskab allerede her i høj grad har været had.

Seligmans tese er, at Lessing i de fire første romaner i serien arbejder hen mod at finde en måde at skrive selvbiografisk på. En måde der kommer fuldt ud til sin ret, da Lessing i Landlocked ophæver den ironiske distance mellem fortæller og Martha. Seligman viser, at det først er i Landlocked, man kan tale om:

[...] a sense of direction and purposefulness which seems lacking in the preceding novels in the series.
Seligman, p. 88.

Seligman viser også, at i A Ripple from the Storm, RS, sker der det, at beskrivelsen af de ydre samfundsmæssige begivenheder bliver det bærende strukturelle element i romanens forløb, og at det her ikke lykkes for Lessing at skabe sammenhæng mellem beskrivelsen af de ydre samfundsmæssige begivenheder og Marthas udvikling - Martha kommer i denne roman til at stå i periferien og deltager fx ikke i det møde, der er romanens forløbsmæssige højdepunkt.

Jeg mener, Seligman har ret i sine pointer: de første tre romaner i serien mangler “direction and purposefulness”, retning og målbevidsthed (om Landlocked se næste afsnit). Og jeg vil tilføje, at jeg mener, grunden til den manglende retning og målbevidsthed er, at Lessings erklærede marxistiske og realistiske intentioner modarbejdes af, at Lessing trækker på selvbiografisk materiale, der nægter at lade sig indordne under de erklærede intentioner. Det betyder, at den ironiske og kritiske måde at forholde sig til det personlige på står i vejen for at bearbejde de personlige oplevelser og tage dem til sig. Samtidig er det - som Seligman meget rigtigt bemærker - som om, Lessing er for tæt på Martha. Den næsten fuldstændige identitet mellem Lessings liv og Marthas liv ser ud til at betyde, at når Martha mærker sin krop overvældes hun følelsesmæssigt; så overvældes Lessing også følelsesmæssigt, og så indsættes fortællerdistancen med den kraftige ironi og kritik. Derfor bliver de tre første romaner i serien spredt fægtning med de marxistisk inspirerede samfunds- og klasseanalyser, beskrivelsen af socialhistorien, på den ene side og Marthas krops- og naturoplevelser på den anden side.

 

VI.2.2: Landlocked - mod en feministisk realisme

RS udkommer i 1958. Jeg har tidligere vist, at 1956 kan karakteriseres som et traumatisk år for Lessing p.g.a. bl.a. Suez-krisen, Ungarn-opstanden, den 20. Partikongres. Selv om RS omhandler tiden 1943-44, er det tydeligt, at skrivetidspunktet for RS, omkring 1958, har haft en afgørende indflydelse på den politiske desillusionering, Martha og fortælleren giver udtryk for i RS. Skrivetidspunktet for Landlocked, LL, er 1965. I 1965 har Lessing opgivet politisk arbejde, hun har haft et psykisk sammenbrud, og hun har været i jungiansk psykoanalyse. Man genfinder Lessings ændrede holdninger i LL hos fortælleren. I LL er der ingen ironisk distance mellem Martha og fortæller; dette ser jeg som udtryk for Lessings forsøg på at tage Martha som repræsentant for en yngre Lessing til sig. Men der er en tydelig forskel i viden - fortællerens overbevisning om, at den marxistiske utopi ikke længere er rigtig og om, at der er andre måder at forstå verden på end ud fra klasse- og samfundsanalyser, finder kun langsomt vej ind i Marthas bevidsthed.

Seligman peger på, at LL er en langt mere sanselig bog end Children of Violence 1-3, og jeg mener, det netop er ved mere og mere at gå ind i Marthas kvindekrop og beskrive den historiske udvikling ud fra den, at Lessing i LL begynder at nå frem til en feministisk realisme, der netop har sit udgangspunkt i en evne til at beskrive de kvindelige kropsfunktioner og en kvindelig måde at opleve verden og historien på. Seligman mener, at Lessing i LL når frem til en indre skabende kraft, som hun mener fra da af kendetegner forfatterskabet. Jeg mener, LL har status som en overgangsroman:

I The Golden Notebook, GN, fra 1962 har Lessing beskrevet en kvindelig forfatter, Annas, problemer med at skabe sammenhæng og skrive i en uoverskuelig og opsplittet virkelighed. Lessing beskriver, hvordan Anna og Saul, en mandlig forfatter, sammen oplever et psykisk sammenbrud og derigennem lærer af hinandens modsatkønnethed; og hun beskriver, hvordan det lykkes for Anna at komme til at skrive som kvinde med udgangspunkt i en kvindelig måde at opleve verden på.

I LL mener jeg, Lessing trækker på erfaringerne med at skrive GN. Det er muligt at skrive med udgangspunkt i kvindekroppen, hvis man samtidig erkender, at den samfundsmæssige virkelighed er uoverskuelig, og at politiske pakkeløsninger er umulige.

Men Lessing har i LL stadig ikke fundet en måde at behandle det selvbiografiske materiale på, således at synsvinkelen kan glide frem og tilbage mellem fortæller og Martha, og via denne glidning formidle Marthas kvindelige oplevelse af sig selv og historien. Der er stadig trættende samfundsanalyser, der ikke kommer til at hænge sammen med Marthas udvikling. Og Martha befinder sig også stadig i de omgivelser i Rhodesia, Lessing hader så meget, hvilket betyder, at Lessings følelser i forhold til disse omgivelser træder forstyrrende ind og skaber forvirring. Dermed finder man også i LL et paradoks, der skyldes, at Lessing i sine samfundsanalyser har en tendens til at skabe for stor distance til sit stof, specielt til Martha; og når Martha er synsvinkelbærer, er Lessing for tæt på Martha og overvældes derfor selv følelsesmæssigt. Jeg vender tilbage til dette i VI.3.

 

VI.3: The Four-Gated City I og II del: Bevægelsen ind i kroppen. Den feministiske realisme

Jeg har hævdet, at bind 1-4 af Children of Violence fortæller historien om, hvorfor Lessing bliver forfatter. At der i de tre første bind er tale om, at Lessings erklærede marxistiske og realistiske intentioner med serien skaber for stor distance til det selvbiografiske stof i form af kritik og ironi, samt at Lessing har for lidt distance til sit stof, fordi Martha og de afrikanske omgivelser i det store og hele er identiske med Lessing selv og den afrikanske fortid. Dette paradoks: På én gang for stor distance og for stor tæthed skaber forvirring og manglende retning og målbevidsthed. Jeg har også peget på, at Lessing i LL bevæger sig i retning af en ny skrivemåde, som dog endnu ikke kommer fuldt ud til sin ret.

I begyndelsen af The City ændrer Lessing radikalt på det nævnte paradoks. De to første dele af The City repræsenterer det, jeg kalder den anden bevægelse i Lessings forfatterskab, hvor skrivemåden, som jeg vil vise, kan karakteriseres som feministisk realisme. Denne anden bevægelse i Lessings forfatterskab er identisk med det, jeg i afsnit V har kaldt Lessings første projekt i The City.

 

VI.3.1: Howe-interviewet og den åbne fortællertype

Til at repræsentere Lessings holdning til den anden bevægelse i forfatterskabet har jeg valgt Florence Howes interview med Lessing fra 1966, herefter blot Howe. Interviewet er foretaget, umiddelbart før Lessing går i gang med at skrive The City.

Interviewet viser en Lessing, der ikke mere er marxist. En Lessing der har haft nogle oplevelser, der har ændret på hendes holdning til virkeligheden:

I had the most shattering experience.
Howe, p. 15.

Senere i Et stort spørgsmålstegn formulerer Lessing dette skift således:

En lang række ting skete; jeg, der dengang var rationalist, måtte enten lade, som om de ikke var sket, (hvad jeg tror, mange mennesker gør) - eller tænke over det. Så jeg tænkte over det.
Et stort spørgsmålstegn
, p. 82.

Florence Howe understreger i sine indledende kommentarer til interviewet, at Lessing til hendes overraskelse er en:

[...] friendly, attractive, slightly scattered woman.
Howe, p. 1.

Og:

[...] she was as interested in me as I was in her.
Howe, p. 2.

Det går igen i hele interviewet, at Lessing er nysgerrig og levende interesseret i sine omgivelser. Hun er mindre vred og mindre selvsikker end i SPV, mere åben og søgende. Hun hævder nu ikke længere, at man kan forklare den politiske udvikling, hverken i England eller på verdensplan; hun har ingen skudsikre forklaringer på det, der sker. Den manglende evne til at forklare den politiske udvikling betyder, at man kan spore en afmagtsfølelse hos Lessing.

Afmagtsfølelsen i forhold til den politiske udvikling, koblet med at Lessing stadig anser beskrivelsen af denne udvikling for vigtig, samt nysgerrigheden og åbenheden i forhold til omverdenen, lige præcis disse træk er det, man genfinder hos fortælleren i The City's to første dele. Fortælleren her har ingen bestemt ideologi, der presses ned over teksten. Dette betyder, at man her har en langt mere åben, søgende, famlende fortæller end i Children of Violence 1-3. Den marxistiske ironiske fortæller er forsvundet.

Denne åbne fortællertype mener jeg kan kædes sammen med sørgearbejdsaspektet og personfremstillingen i de to første dele af The City.

Den åbne fortællertype og sørgearbejdsaspektet

Lessing flytter i begyndelsen af The City Martha til England, og hun ophæver identiteten mellem sit eget liv og Marthas liv. I det virkelige liv bliver Lessing forfatter omkring 1949, mens Martha i The City i 1949 bliver husholderske. The City er skrevet omkring 1969. De to første dele af The City beskriver perioden mellem 1949 og 1956. Det er således omkring 1969, da Lessing i Children of Violence når frem til at beskrive 1949, at hun kan ophæve identiteten mellem Marthas og sit eget liv. Martha befinder sig ikke længere i de afrikanske omgivelser, Lessing hader så meget.

Lessing beskriver i et interview med Minda Bikman fra 1980 ændringen i forhold til det selvbiografiske materiale i Children of Violence således:

Jeg tror, de fleste forfattere er nødt til at begynde på et meget realistisk grundlag, fordi de på den måde kan slå deres identitet fast - især kvindelige, har jeg bemærket. For mange kvinder er det at begynde at skrive et middel til at finde ud af, hvem de er. Når man har fundet ud af det, kan man begynde at digte.
Minda Bikman, pp.  13-14.

Det vil sige, at Lessing ved at skrive de fire selvbiografiske første bind af Children of Violence og GN er blevet klar over, hvad der har gjort hende til det, hun er: Kvindelig forfatter. Lessing har i disse bøger fremlagt den række af problematiske og smertefulde forhold, der har gjort hende til forfatter. Og så kommer pointen: ved at skille Marthas liv fra sit eget i begyndelsen af The City opnår Lessing en distance til Martha, en distance der gør, at Lessing kan betragte Martha udefra. Hun kan lade Martha være bærer af en række af sine egne konflikter, og samtidig kan hun betragte disse konflikter, fordi identiteten ikke er total. Der er stadig flydende grænser mellem Martha, fortæller og Lessing, men Lessing opnår nu, at Martha i langt højere grad end tidligere både repræsenterer den fiktive person Martha og sider af Lessing.

Jeg har i afsnit V vist, at beskrivelsen af det iagttagerselv, Martha møder under sit erindringsarbejde i II del af The City, peger på Lessings egen skabende proces. Den evne til at betragte sine egne følelsesmæssige konflikter uden at identificere sig med disse konflikter, som Lessing viser, Martha får her, mener jeg netop peger på den evne, Lessing i I og II del af The City får til at betragte Martha og det personlige stof uden at identificere sig følelsesmæssigt med det. På sørgearbejdsplanet betyder dette, som jeg har vist, at Lessing via Martha kan begynde at reparere de meget dybe personlige konflikter, der har sin rod i fortiden.

Men evnen til at betragte Martha uden at identificere sig med hende og med den nye åbne fortællertype ophæver Lessing således i begyndelsen af The City det paradoks, jeg har fremhævet var til stede i specielt Children of Violence 1-3: at fortælleren var for distanceret og lukket i forhold til det personlige stof p.g.a. de erklærede marxistiske og realistiske intentioner, og at Martha var for tæt på Lessing p.g.a. identiteten. Med den åbne fortæller og evnen til at betragte Martha udefra skaber Lessing den glidende synsvinkeltype, der er karakteristisk for de to første dele af The City.

Den åbne fortællertype og Auerbach

Auerbach hævder, at de modernistiske forfattere, han diskuterer, bryder med den fortællerautoritet, man finder hos traditionelt realistiske forfattere, p.g.a. det han kalder et tillidsskift: han mener, at omkring 1. verdenskrig bliver den ydre virkelighed gradvist mere uoverskuelig og usammenhængende; det virker ikke længere troværdigt med en sikker fortæller, der kan overskue og kommentere den ydre virkelighed. I stedet skaber de modernistiske forfattere multiple consciousness-teknikken, fordi de mener, virkeligheden bedst gengives ved at beskrive enkelte menneskers bevidsthed inden for relative korte tidsrum:

They have discarded presenting the story of their characters with any claim to exterior completeness, in chronological order, and with the emphasis on important exterior turning points of destiny.
Auerbach, p. 547. (Ty. udg. p. 508)

But the things that happen to a few individuals in the course of a few minutes, hours, or possibly even days - these one can hope to report with reasonable completeness.
Auerbach, p. 549. (Ty. udg. p. 510.)

Auerbach mener, at de modernistiske forfattere lader tid og sted og ydre begivenheder miste deres betydning, fordi den ydre virkelighed er blevet meningsløs. I stedet finder disse forfattere meningen med tilværelsen i troen på det enkelte menneske og det enkle i tilværelsen. Denne tro på det enkelte menneske og det enkle i tilværelsen er den utopi, Auerbach finder hos de modernistiske forfattere, og det er Auerbachs egen utopi.

Jeg synes Auerbach i sin begejstring over sine modernistiske yndlingsforfattere og i sammenkædningen af disse forfatteres utopi med sin egen, gør disse forfattere til nutidens eneste gode realistiske forfattere; vore dages uoverskuelige virkelighed gengives af de modernistiske forfattere på den bedst tænkelige måde. Ved at opgive at forholde sig til og begribe og beskrive meningsløse samfundsmæssige og historiske begivenheder, og i stedet holde sig til hvad der sker i enkelte menneskers bevidsthed, mener Auerbach, modernistiske forfattere er med til at kæmpe for en bedre, mere enkel verden.

Det spiller afgjort en rolle, at Auerbach har skrevet det meste af Mimesis under 2. verdenskrig, som han tilbragte i Tyrkiet i landflygtighed fra det nazistiske Tyskland. Auerbach tager afstand fra enhver form for autoritet og sikre systemer, fordi han mener, dette har ført til nazisme og fascisme. Samtidig mener han så ikke, det kan lade sig gøre at forstå den ydre historiske udvikling. Jeg forstår godt linjen i Auerbachs argumentation - afmagten i forhold til fascismen - jeg vil dog indvende, at det kan være en lige så god realistisk skrivemåde - en lige så god måde at beskrive virkeligheden på - at insistere på, at der er en sammenhæng mellem ydre og indre begivenheder.

Lessing beskriver i LL rent faktisk gennem Thomas et sådant tillidsskift, som Auerbach taler om: den ydre virkeligheds sammenbrud. Thomas taler om en bevidsthedsmutation, der sker, fordi menneskets bevidsthed ikke mere kan rumme hæsligheden og volden, og fordi mennesket ikke længere har andre holdepunkter i den ydre verden end stjernerne.

Lessing bryder som vist også her i begyndelsen af The City med den meget autoritative marxistiske fortæller fra seriens første bind og skaber en mere åben fortællertype. Men Lessing bliver ikke modernist - af overvejende to grunde mener jeg. Den første grund handler om Lessings opfattelse af forholdet mellem ydre og indre begivenheder; dette diskuterer jeg nu. Den anden grund handler om Lessings forhold til sine egne skrivemåder og diskuteres i VI.3.3: Children of Violence som dannelsesroman.

Lessing mener, som hun via sin fortæller viser i begyndelsen af The City, og som Howe-interviewet også viser, at virkeligheden bedst beskrives ved at vise sammenhængen mellem ydre og indre begivenheder. Hun fortsætter med at give detaljerede beskrivelser af den samfundsmæssige udvikling og med at insistere på også at beskrive den store historie. Lessing insisterer på at beskrive forholdet mellem individuel og kollektiv bevidsthed. Så da hun her i begyndelsen af The City skaber sin åbne fortællertype og ændrer på sit “forhold” til Martha, opnår hun at beskrive, hvordan Martha oplever bade sin egen og den store historie.

Lessing fastholder også sin fortællerstemme, som det sted, der holder sammen på hendes fiktive univers - det sted, hvorfra der ofte ses og tales. På denne måde er Lessings fortæller her stadig en autoritet, og der er ikke tale om en fuldstændig modernistisk nedbrydning af fortællerens autoritet. Lessing lader aldrig tid og sted og de ydre samfundsmæssige begivenheder miste deres betydning, fordi hun mener ydre og indre begivenheder har lige stor betydning og indvirker på hinanden.

Den åbne fortællertype og The Mediation of Character.

Den glidende synsvinkeltype i begyndelsen af The City anvendes først og fremmest til at glide mellem fortæller og Martha. Men der glides også mellem fortæller og andre romanpersoner. Det lykkes stort set for Lessing at beskrive, hvordan de forskellige personer oplever den store historie: efterkrigstidens England, den kolde krig etc, og hvordan personernes liv påvirkes af store begivenheder. Personerne bliver typiske på den måde, at de er typiske repræsentanter for den periode, der beskrives.

I sin fremragende artikel The Changing Voice of Lessing's Characters: From Politics to Sci Fi fra 1982 viser Frederick Stern, herefter blot Stern, at der i løbet af The City sker en ændring i den måde, Lessing fremstiller sine fiktive personer på. Stern mener, at Lessing i Children of Violence indtil et ikke nærmere defineret sted i The City skriver i en traditionel romantradition, der først og fremmest drejer sig om the creation of character, Stern p. 962, skabelsen af fiktive personer. Stern viser, at Lessings personfremstilling i denne periode lever op til Lukács’ krav om, at fiktive romanpersoner skal være bærere af en Weltanschauung:

There is no readily available single word in English with which one can translate Lukács' term Weltanschauung. No term quite encompasses its dual sense, which indicates both expressed ideas about human experience and political life, and action that expresses ideas about human experience and political life. But it seems clear to me that Lessing's major characters, in much of her fiction, do have such a world view and express it both in what they say and in what they do, in the way in which they perceive the world about them and in the way in which they respond to these perceptions.
Stern, pp. 456-457.

Jeg har vist, at jeg ikke mener, Lessing i Children of Violence 1-4 opnår at få sit fiktive univers til at hænge rigtigt sammen, men i de to første dele af The City, mener jeg, at Sterns iagttagelse er præcis: Det lykkes her for Lessing at skabe personer, der både i forhold til, hvad de tænker, føler og gør, er tidstypiske, og det lykkes for Lessing at skabe sit fiktive univers først og fremmest gennem personfremstillingen - Stern kalder det gennem “the mediation of character”. Den glidende synsvinkeltype tillader Lessing at beskrive, hvorfor personerne tænker, føler og handler, som de gør, og bygger på en indlevelse i og accept af personerne. Jeg mener, denne evne til indlevelse i og accept af de fiktive personer peger på Lessings kærlighed og nysgerrighed i forhold til mennesker, som også blev fremhævet af Florence Howe.

Synsvinkelen glider, som jeg ofte har påpeget, oftest mellem Martha og fortælleren. Gennem Martha beskriver Lessing et kvindeligt blik på verden. At synsvinkelen kan glide ubesværet mellem Martha og fortæller giver I og II del af The City retning og målbevidsthed; der holdes sammen på de mange beskrivelser fordi disse i høj grad opleves af Martha. Samtidig er Marthas udgangspunkt nu, hvad hun mærker i kroppen - ikke hvad hun tænker med hovedet. Med udgangspunkt i Marthas sexualitet og den smerte, Martha mærker i sin kvindekrop, beskriver Lessing, hvor svært det er at være kvinde i det 20. århundrede, hvor svært det er at være datter, mor, elskerinde, hvor svært det er at overskride en passiv kvinderolle.

Denne måde at skrive på, med udgangspunkt i de kvindelige kropsfunktioner og en kvindelig oplevelse af historien, er det, jeg definerer som feministisk realisme: Her er det, jeg mener, Lessing i sit forfatterskab kommer tættest på at skrive ud fra en kvindelig skabende kraft. To af de steder, hvor denne skrivemåde efter min mening lykkes bedst for Lessing, er i beskrivelsen af Marthas oplevelser og af forholdet til sejleren Jack i begyndelsen af I del (se afsnit IV.2.3 i specialet), samt i beskrivelsen af Marthas erindringsarbejde i II del (se afsnit IV.3.5. i specialet).

 

VI.3.2: Manglen

Jeg har i afsnit V beskrevet de to første dele af The City som en bevægelse hen mod Marthas konfrontation med Mrs. Quest. De to første dele lægger op til en konfrontation, der aldrig finder sted. Der, hvor alle tråde skulle samles, er der en mangel.

Selv om jeg her i afsnit VI.3. har peget på, at Lessing har skabt et meget mere sammenhængende og selvstændigt univers end tidligere i forfatterskabet, skriver Lessing i de to første dele tydeligt hen mod noget. Hun eksperimenterer, men bevæger sig stort set i retning mod Marthas moderopgør. Jeg mener med dette, at man kan “tilgive” Lessing, at hun undertiden har problemer med sin synsvinkel, fordi hun så tydeligt er på vej mod noget.

Problemerne i synsvinkelen opstår der, hvor fortælleren bliver til dommedagsprofet og samfundsrevser, og i beskrivelsen af nogle af de fiktive personers smerte.

Dommedagsprofeten og samfundsrevseren er ikke meget dominerende i de to første dele af The City. Men der hvor de dukker op, skaber de forvirring og brud.

De to fortællersider repræsenterer Lessings sorg og vrede, som hun undertiden ikke kan holde tilbage, og de betyder, at Lessing mister den evne til at betragte sine egne følelser udefra, som hun ellers har opnået med den åbne fortællertype og afstanden til Martha. Man kan se, at den åbne fortællertype, der ikke har nogen ideologi at hænge sin hat på, er vanskelig at håndtere for Lessing: de manglende politiske løsninger, de manglende forklaringer, er ofte på nippet til at blive til undergangsprofetier og had mod de dumme mennesker, der ingenting gør.

Samtidig er det svært for Lessing at fastholde en nuanceret beskrivelse af de romanpersoner, hun ikke kan se noget håb for. Lessing beskriver fx, hvordan Lyndas og Pauls personlige smerte bliver flettet ind i den politiske udvikling. Men for Paul gælder det, at fortælleren ofte kommer til at kritisere ham, fordi han er så usædvanlig sølle, i stedet for at fastholde beskrivelsen af ham som en smertefuld eksistens. For Lynda gælder det, at der i I og II del er en tendens til at beskrive hende som ensidigt skør, i stedet for at pege på, at hun er skør og tragisk, og at der også er muligheder gemt i hendes tragedie.

Så åbenheden i forhold til den historiske udvikling: at fastholde beskrivelsen af denne udvikling uden at kunne pege på løsninger og forklaringer er svær for Lessing. Og åbenheden i forhold til de fiktive personer, hvis eksistens er så smertefuld, at de har svært ved at overleve i det 20. århundrede, er også svær for Lessing. Lessing har svært ved at bære den udvikling, hun ser og beskriver i det 20. århundrede.

Men fordi Lessing i de to første dele af The City fastholder Marthas bevægelse hen mod smerten i forhold til forældrene, specielt i forhold til moderen, som ledetråden i The City's fiktive forløb, og fordi Lessing via Martha kan fastholde sine egne smertepunkter, fastholdes også overvejende åbenheden i forhold til den samfundsmæssige udvikling og de fiktive personer; som en ikke (for)dømmende accept af, at det er smertefuldt at være vidne til denne udvikling.

Men da Lessing så i slutningen af II del af The City må opgive at gennemskrive Marthas opgør med Mrs. Quest, “går det galt”. Jeg har i afsnit V vist, hvordan Lessing iværksætter et manisk forsvar til at beskytte mod smerten i forhold til de oprindelige forældrebilleder. For vinklen i dette afsnit betyder det sørgearbejde, Lessing ikke magter at gennemføre, at det fortællemæssige udgangspunkt i smerten i Marthas kvindekrop ikke kan fastholdes, og dermed heller ikke accepten af den smertefulde samfundsmæssige udvikling. Lessing må opgive den feministiske realisme, hvis udgangspunkt var den glidende synsvinkel mellem en åben fortæller og en Martha, der skulle gennemleve forskellige smertepunkter i kroppen.

I afsnit V har jeg vist, hvordan Lessings første projekt i The City; forsøget på at forene mandlige og kvindelige sider, kunne læses som en bevægelse, hvor Martha som repræsentant for Lessings kvindelige husholderskeside, og Mark som repræsentant for Lessings mandlige forfatterside, bevægede sig frem mod at udveksle sider, at lære af hinanden. Jeg har vist, at det afbrudte sørgearbejde i slutningen af II del af The City betyder, at Martha og Mark ikke kommer til at lære af hinanden, at udveksle sider. De stivner som indre figurer hos Lessing, og kommer fra III del af The City til også at stivne som fiktive figurer.

Jeg har nu understreget, at det stort set lykkes for Lessing i de to første dele af The City at give The City retning og målbevidsthed, fordi Martha i høj grad fastholdes som det fortællemæssige udgangspunkt, og fordi hendes bevægelse hen mod konfrontationen med Mrs. Quest er ledetråden i det fiktive forløb. Ud fra denne betragtning kan man definere Martha som hovedpersonen i I og II del af The City. Martha er dog en problematisk hovedperson, fordi hun er så passiv. Efter Martha er ankommet hos familien Coldridge foretager hun sig meget lidt, der har betydning for romanens forløb, selv om hun fastholdes som den, der beskriver andres handlinger. Dette hænger sammen med, at det er Mark, der i I og II del af The City repræsenterer Lessings aktive forfatterside. Marks handlinger og behov er her mere styrende for romanens forløb end Marthas. Derfor bliver Mark her en slags handlingsmæssig hovedperson. Man kan sige, det i høj grad er andres handlinger, der gør Marthas bevægelse mod konfrontationen med Mrs. Quest mulig; det er fx også Mrs. Quest, der beslutter at besøge Martha og ikke omvendt.

Det afbrudte sørgearbejde i slutningen af II del betyder for hovedpersonsaspektet, at Martha ikke kan blive en aktivt handlende hovedperson, fordi aktiviteten forbliver en egenskab hos Mark, som Martha aldrig får.

 

VI.3.3: Children of Violence som dannelsesroman

Med en kommentar til Children of Violence som dannelsesroman vil jeg afslutte min diskussion af den anden bevægelse i Lessings forfatterskab.

Lessing insisterer som vist på i sin efterskrift til The City at kalde Children of Violence for dannelsesroman. Diskussionerne af serien som dannelsesroman har drejet sig om, hvorvidt der er tale om en dannelsesroman eller ej. Min holdning til denne diskussion er, at den kun er interessant, for så vidt som den siger noget om Lessings holdning til romangenren.

I sin bog Substance under Pressure fra 1983 argumenterer Betsy Draine, herefter blot Draine, for, at serien er en glimrende dannelsesroman. Hun peger på mange formelle lighedspunkter mellem især Goethes Wilhelm Meister og Children of Violence. Hendes hovedargument er, at der i Children of Violence beskrives:

[...] a double Bildunq - the intertwined development of individual and society.
Draine, p. 41.

I sin artikel The Limits of Consciousness in the Novels of Doris Lessing fra 1973 argumenterer Sydney Janet Kaplan for, at serien ikke kan betragtes som dannelsesroman. Hendes definition af en dannelsesroman er:

[...] the sensitive youth discovering individuality -
Kaplan, p. 120

- og Kaplan mener ikke, Martha opnår individualitet, men istedet kosmisk bevidsthed.

Jeg har allerede understreget, at der er meget stor forskel på skrivemåden i de første bind af Children of Violence og i begyndelsen af The City. I midten af The City sker der endnu et radikalt brud. Disse brud betyder, at det er svært overhovedet at betragte serien som serie. Der er tale om en række gennemgående billeder i serien. Draine peger på:

The controlling images of the series (the quest, the four-gated city, the house, the tree, the mirror, war) -
Draine, p. 28.

Efter min mening bliver disse billeder dog aldrig “controlling”, bestemmende. Hvis der er noget, der holder sammen på serien, er bestemmende, er det Lessings egne bevægelser. Lessing udvikler sig ved at skrive sine romaner, og hun ændrer fundamentalt på fortællerfunktion og Marthas funktion i løbet af serien. Det, Lessing gør i sine romaner, er bestandigt underlagt hendes egen udvikling. Det er hendes styrke og hendes svaghed. At tale om formelle romankonventioner i forhold til Lessings romaner (og dette gælder sådan set hele forfatterskabet) mener jeg fører til en konstatering af, at Lessing blæser på disse konventioner. For Lessing er romanen:

Problemet med romaner er, at der ingen regler findes. En roman kan være hvad som helst. En håndbog, om hvordan man skriver en roman, har aldrig eksisteret. Dette er romanens styrke. Den forandrer sig altid og er altid anderledes, og man kan gøre præcis, hvad man vil.
(Min fremhævelse, abn) Et stort spørgsmålstegn, p. 21

Jeg mener ikke, Lessing har ret, romaner kan ikke bruges til hvad som helst, men det mener Lessing, og det er, hvad Lessing gør. Når Lessing derfor kalder serien en dannelsesroman, er det bare noget hun kalder den - det er min pointe. Man behøver ikke tage det særlig alvorligt - for Lessing har ikke bestræbt sig på, at dannelsesromanaspektet skulle være styrende. Man kan godt, som Draine gør, pege på mange fællestræk mellem Children of Violence og Wilhelm Meister, men jeg mener ikke, man kan påstå, at serien er en sammenhængende dannelsesroman - dertil er der tale om alt for mange skrivemåder. Fire mener jeg som bekendt.

Og nu kan jeg pege på den anden væsentlige grund til, at Lessing aldrig bliver modernist i Auerbachs forstand:

Selve den modernistiske teknik, med dens store krav til litterære og dannelsesmæssige forudsætninger og formel beherskelse, er næppe den mest nærliggende for flertallet af kvinder.
Tania Ørum in Pamelas Døtre, p. 372.
 

Auerbach påpeger ikke selv, at den modernistiske teknik er en særdeles vanskelig teknik at håndtere - pointen er Tania Ørums. Men det er underforstået i hele Auerbachs modernismediskussion, at ægte modernister stiller meget strenge formelle krav til deres romaner der skal være en perfekt balance mellem det, de fortæller og måden, de fortæller det på.

Lessings romaner er store, bastante og ofte klodsede. Det mener hun i øvrigt også selv. I min diskussion af skrivemaden i de to første dele af The City har jeg fremhævet Lessings problemer med at fastholde sin synsvinkel. Man kunne pege på mange andre problemer: et for stort persongalleri, tråde der tabes, direkte “fejl”, som jeg har været inde på i analysen af The City i afsnit IV.

Men Lessings romaner er - indtil hun når III del af The City - fulde af liv og bevægelse, de er et forsøg på at skrive sig frem mod en måde at forstå sig selv på som kvinde i historien. Det undskylder mange romantekniske “blunders”, synes jeg. Men udviklingen i slutningen af The City kan ikke undskyldes.

 

VI.4: The Four-Gated City III og IV del: Den dobbelte bevægelse væk fra kroppen og ind i kroppen. Mod en kritisk og mytisk realisme

Jeg har vist i afsnit VI.3., at der i de første dele af The City var tale om en feministisk realistisk skrivemåde, der især blev bragt i stand via den glidende synsvinkel mellem fortæller og Martha. Jeg har vist, at de to første dele bevægede sig i retning af Marthas konfrontation med Mrs. Quest, hvor der så i slutningen af II del opstår en mangel, i stedet for en kulmination, fordi konfrontationen mangler. I stedet for konfrontationen sker på sørgearbejdsplanet oprettelsen af det maniske forsvar.

Det maniske forsvar betyder for skrivemåden i III del af The City, at der sker bevægelser i to forskellige retninger. En bevægelse i retning tilbage mod sørgearbejdet og en bevægelse i retning af det maniske forsvars sejr. Dette kan læses som to forskellige skrivemåder i III og IV del. Jeg er nu fremme ved den tredie bevægelse i Lessings forfatterskab, der er identisk med det, jeg i afsnit V kaldte Lessings andet projekt i The City: forsøget på at udvikle en alternativ bevidsthed.

 

VI.4.1: Det maniske forsvar og bevægelsen væk fra kroppen

Det er jo ingen hemmelighed længere, at det maniske forsvar “sejrer” til slut i The City. Til at repræsentere Lessings egen holdning til forfatterskabets tredie bevægelse har jeg valgt to tekster: 1) Jonah Raskins interview med Lessing fra 1969, herefter blot Raskin; interviewet er foretaget umiddelbart efter, at The City udkom første gang i 1969. Samt 2) Lessings forord til GN, som blev føjet til GN i 1971. Forordet og interviewet viser, selv om de er lidt senere end skrivetidspunktet for The City, tydeligt den Lessing, der har skrevet III og IV del af The City: Lessing er nu vred, bitter, pessimistisk. Hun tror ikke længere, at politisk arbejde nytter noget overhovedet eller at det, som sker regionalt på Jorden, har nogen betydning. Hun tror, der vil ske en atomkatastrofe, og hun betragter det nu som forfatterens opgave at gøre folk opmærksomme på, at denne katastrofe vil ske.

I believe the future is going to be cataclysmic.
Raskin, p. 70.

I care for what goes on in China, Russia, the USA, whereever the bomb is.
Raskin, p. 71.

Lessing nærer på dette tidspunkt (1969-71) intet håb til ungdomsoprør eller til befrielsesbevægelser rundt omkring i verden.

But I don't think that what happens in Cuba, in Africa, in Vietnam is very important.
Raskin, p. 71.

Samtidig er det tydeligt, at Lessing nu har svært ved at se nytten af at skrive:

The dissatisfaction of a writer when something is finished “How little I have managed to say of the truth, how little I have caught of all that complexity; how can this small neat thing be true when what I experienced was so rough and apparently formless and unshaped.”
Forordet til GN, p. 14.

Og den negative holdning til den litterære kritik har nu nærmest udviklet sig til had:

These children who have spent years inside the training system become critics and reviewers, and cannot give what the author, the artist, so foolishly looks for - imaginative and original judgement. What they can do, and what they do very well, is to tell the writer how the book or play accords with current patterns of feeling and thinking - the climate of opinion. They are like litmus paper. They are wind gauges - invaluable.
Forordet til GN, pp. 16-17.

Disse holdninger hos Lessing genfindes meget tydeligt hos fortælleren i III og IV del af The City, som den sufistiske fortæller der tordner mod menneskeheden, mod den litterære kritik og den samfundsmæssige udvikling, og som peger på den kommende katastrofe.

Jeg har i afsnit V vist, at det maniske forsvar i III og IV del af The City især er at finde i fortællerens blik, der spalter The City's fiktive univers i gode sufistiske personer og negative ikke-sufistiske personer.

Når fortælleren har synsvinkelen

Stern peger i sin artikel på, at et eller andet sted i The City ophører de fiktive personers medierende funktion, og de fiktive personer underlægges en ide. Jeg mener, han har fuldstændig ret, og mener desuden, at det præcise sted, hvor dette sker, er slutningen af II del af The City. Fra III del af The City underlægges The City's fiktive univers den sufistiske ide, der formuleres af fortælleren.

De fiktive personers medierende funktion i I og II del af The City kom jo i stand ved, at Lessings fiktive univers først og fremmest blev skabt gennem personfremstillingen, ved at Lessing viste, hvad personerne tænkte, følte og gjorde i perioden 1949 til 1956, ved at Lessing levede sig ind i sine fiktive personer og accepterede dem.

I III og IV del af The City bliver synsvinkelen i stadig stigende grad den sufistiske fortællers. Når den sufistiske fortæller beskriver romanpersoner, ses de som enten gode sufister eller negative ikke-sufister. Den sufistiske fortæller og dermed Lessing lever sig sjældent ind i romanpersonerne, men ser dem som repræsentanter for en god eller dårlig udvikling. Dette betyder, at romanpersonerne stivner.

Der er også en modgående bevægelse i III og IV del af The City, som er at finde, når synsvinkelen er romanpersonernes; dette vender jeg tilbage til i VI.4.2: Sørgearbejdet og bevægelsen ind i kroppen.   

Som jeg har vist i afsnit IV opererer Lessing i III og IV del af The City med nogle meget overordnede kategorier; den ikke-sufistiske menneskehed, der domineres af en mandlig rationel erkendelsesmåde, og en sufistisk menneskehed, der arbejder på at forsone modsætninger og frelse verden. Det gælder især for de personer, der repræsenterer den ikke-sufistiske menneskehed, at de fremstilles af fortælleren som hæslige karikaturer, jeg tænker fx på Jimmy, Marks kollega, eller Rosa Mellendip, spåkonen. Den ikke-sufistiske menneskehed fremmanes for læseren som et skræmmebillede.

Stort bedre er det ikke med den sufistiske menneskehed, der farves i lyserøde toner, jvf fx Francis udvikling fra fortabt søn til den, der kan bære alverdens byrder på sine skuldre.

Der er ikke længere tale om, at Lessing fremstiller sine personer gennem deres handlinger, tanker og følelser, nej det påstås fra fortællerside, at sådan er personerne.

Martha og Mark bevægede sig jo i I og II del af The City frem mod at lære af hinandens modsatkønnethed. Martha frem mod at overskride først og fremmest en kvindelig passivitet og acceptere hadefulde og aggressive sider af sig selv. Mark bevægede sig frem mod at integrere sin kvindelige følelsesside. I I og II del gled synsvinkelen mellem især Martha og fortæller, men også ofte mellem fortæller og Mark. Martha og Mark kunne her ses som The City's to hovedpersoner. Der var problemer i forhold til Martha som hovedperson, som især opstod p.g.a. Marthas passivitet og handlingslammelse.

Men da Lessing i slutningen af II del opgiver at lade Martha og Mark lære af hinanden, stivner Martha i sin kvindelige passivitet, og Mark stivner i sin mandlige “ufølsomhed”, i sin iagttagerside.

Fra III del bliver Mark repræsentant for en ikke-sufistisk, mandlig, rationel erkendelsesmåde, han udvikler sig ikke mere, han repræsenterer en idé.

For Martha gælder det, at beskrivelsen af hende bliver dobbelt. Stern formulerer det således, at Martha i 1øbet af The City bliver til en konvention. Jeg har brugt udtrykket, at Martha i stigende grad bliver til en tom skal. Synsvinkelen glider i III og IV del af The City stadig mellem fortæller og Martha, men på en anden måde end i I og II del: nu ligger synsvinkelen enten primært hos fortælleren eller primært hos Martha. Når synsvinkelen primært ligger hos Martha, får vi bevægelsen ind i kroppen og tilbage mod sørgearbejdet; dette diskuterer jeg om et øjeblik. Når synsvinkelen primært ligger hos fortælleren er udgangspunktet fortællerens sufistiske holdninger - Martha optræder så som fortællerens talerør, hun er ikke længere en kvinde med en kvindekrop, med følelser eller behov - hun er en fortællerkonvention, som Lessing taler igennem. Den måde, som Lessing fjerner synsvinkelen fra Martha på, og dermed fra udgangspunktet i Marthas kvindekrop og kvindelige blik på verden, denne måde er det tydeligste udtryk for den bevægelse væk fra kroppen, som jeg ser i denne skrivemåde. Lessing lader nu Martha opgive mænd og sexualitet; Lessing forlader slet og ret beskrivelserne af den kvindelige sexualitet. Der er ikke mere meget tilbage af den feministiske realisme, jeg har defineret var skrivemåden i I og II del, og hvis udgangspunkt var Marthas kvindekrop og et kvindeligt blik på verden.

Den fortæller, Lessing skaber fra III del af The City, har jeg i afsnit V peget på som en del af et manisk forsvar. Det er en ekstremt autoritativ sufistisk fortæller, der gradvist bliver mere og mere magtfuld. Denne fortæller er næsten identisk med Lessing, fortælleren er Lessings direkte talerør. Den åbne fortællertype fra I og II del af The City, der kunne defineres som det sted, hvorfra der ses og tales, bliver i III del mere og mere en “person” med følelser og meninger, men ikke en fiktiv romanperson. Der er tale om, at fru Lessing træder nærmest direkte ind i teksten og holder brandtaler. Side op og side ned fortæller hun, hvordan hun forstår verden, og hun blæser på, om hendes taler nu også er relevante for forløbet i romanen. De ekstreme fortællersider, samfundsrevseren og dommedagsprofeten, er de tydeligste udtryk for, at Lessing ikke kan holde sit had og sin sorg tilbage. Samfundsrevserens hadefulde beskrivelser bliver gradvist mere dominerende og kulminerer i det, jeg i afsnit IV.5.3. har kaldt Samfundsrevserens eksplosion. Denne eksplosion er det bedste eksempel på ca. otte sider, der er irrelevante for romanens forløb, og hvis eneste funktion er at formulere Lessings had mod den litterære offentlighed i særdeleshed og det senkapitalistiske samfund i almindelighed.

Når synsvinkelen er samfundsrevserens og dommedagsprofetens bliver alle romanpersoner ensidigt karikerede - værst er de skræmmebilleder den hadefulde samfundsrevser fremmaner.

I forhold til min Auerbach-diskussion må man nødvendigvis spørge sig selv om, hvad Lessings forhold nu er til den virkelighed, hun gengiver. Man kan se, at det er omkring 1969, da Lessing i The City når frem til at beskrive året 1956, at det går helt galt. Jeg har allerede vist, at RS, der er skrevet omkring 1956, bliver præget af politisk desillusionering. Da Lessing så omkring 1969 ser tilbage på og beskriver 1956, så er det hun helt opgiver denne verden. Hun fremmaner fra III del af The City et skræmmebillede - hun gengiver faktisk efter min mening ikke længere, hvad der sker, for hun ser helt bort fra de politiske begivenheder, der peger på håb og væk fra katastrofen: fx befrielsesbevægelser, ungdomsoprør, kvindebevægelse, en spirende miljøbevidsthed.

Jeg vælger med Jette Lundbo Levy i Lessing-perspektiver og Tania Ørum i Pamelas Døtre at definere denne bevægelse som en bevægelse mod en kritisk og mytisk realisme, der finder sin endelige udformning i appendikset. Her i III og IV del ser man tendensen: Lessing beskriver stadig forholdet mellem individuel og kollektiv bevidsthed, hun beskriver stadig forholdet mellem den store og den lille historie, men i stedet for at bruge sin fiktion til at søge at forstå, hvad der sker, har Lessing nu besluttet, at der vil ske en katastrofe. Alle de tegn, hun kan se i perioden mellem 1956 og 1967 på katastrofen, forstørrer hun op og fremhæver.

Som styrende for den store historie, den verdenspolitiske udvikling, ser Lessing nu “de styrende kræfter”, der som jeg har hævdet tidligere kan tolkes som en moderligt beskyttende kraft i universet. Denne moderligt beskyttende kraft, det universelle selv, genfindes i det enkelte menneske som dette menneskes selv. Det er Lessings særlige pointe, at den alternative (sufistiske) bevidsthed ikke kun er en menneskelig, men universel kraft, den er det nye verdenspolitiske håb. Så selv om Lessing altså nu beskriver indre processer i mennesket, lader hun disse indre processer genspejles i en universel ydre orden, der styrer den verdenspolitiske udvikling. Så Lessing fastholder dermed beskrivelsen af vekselvirkningen mellem ydre og indre processer, selv om verdens frelse nu afhænger af en alternativ bevidsthed. Man kan definere denne skrivemåde som kritisk realisme, fordi Lessing nu vælger at gengive den virkelighed hun ser, kritisk. Mere herom i VI.5.

Samtidig vokser der er religiøst og mytisk “lag” frem i III og IV del. I afsnit IV.5.2. har jeg fremhævet nadverritualets betydning i det afsnit, jeg har kaldt Lyndas psykose, og Marthas korsvej i det afsnit, jeg har kaldt Marthas indre rejse. Lessing har hele tiden i Children of Violence brugt betegnelsen arketypisk om den utopiske by med de fire porte. Hun har beskrevet Marthas oplevelser som af religiøs karakter, men hun har ikke tidligere opereret med kristne ritualer eller guddomme i universet. Så her i slutningen af The City, da beskrivelsen af Jorden er blevet til en ensidig kritik af den samfundsmæssige udvikling mellem 1956 og 1967, opstår altså behovet hos Lessing for at kunne forklare og pege på håbet via evigtgyldige myter og ritualer, der ikke specifikt relaterer sig til det 20. århundrede. Dette er der i princippet heller intet galt med; problemet opstår hos Lessing, fordi den nye skrivemåde, der bliver til en kritisk og mytisk realisme i appendikset, udgør en del af et manisk forsvar. Herom handler VI.5.

 

VI.4.2: Sørgearbejdet og bevægelsen ind i kroppen

Det maniske forsvar, Lessing iværksætter fra The City's III del, betyder, at Lessing overvejende må opgive at beskrive de fiktive personers smerte. Der hvor Lessing imidlertid fastholder beskrivelsen af denne smerte, ser man på sørgearbejdsplanet, som jeg har vist i afsnit V, en bevægelse tilbage mod sørgearbejdet. Denne bevægelse repræsenterer en anden skrivemåde i III og IV del, end den jeg lige har beskrevet. Når de fiktive personer i III og IV del bliver synsvinkelbærere, får man stadig en beskrivelse af disse personers tanker, følelser og handlinger. Man ser, at fortællerkritikken aftager, og man ser en langt mere indfølende Lessing, end den Lessing, der har skrevet de afsnit, hvor fortælleren har synsvinkelen. Jeg tænker her fx på det afsnit i kapitel 1 i IV del af The City, hvor Phoebe har synsvinkelen, og det afsnit i kapitel 4 i The City's IV del, hvor Rita har synsvinkelen. De fiktive personer, der får lov at stå som smertefulde eksistenser, altså fx Phoebe og Rita, og jeg har tidligere fremhævet Paul, har stadig noget af den medierende funktion, jeg har fremhævet, var de fiktive personers i I og II del, men tendensen er langt, langt svagere end i de to første dele af The City.

For Martha gælder det jo, at hun i de to afsnit i IV del af The City, som jeg har kaldt Lyndas psykose og Marthas indre rejse, igen kommer tæt på smerten og kroppen. Men det gælder for Lessing, at hun ikke fra III del af The City beskriver Marthas smerte som levet smerte i forhold til virkelige personer, i relationer, ej heller beskriver hun længere Marthas sexualitet. Alligevel kommer Lessing i de passager, hvor Martha overvejende har synsvinkelen, tæt på den skrivemåde, som jeg tror kunne være blevet resultatet af, at Lessing gennem Martha havde gennemført konfrontationen med den onde moderskikkelse. Man ser nemlig - specielt i Marthas indre rejse - en fortæller, der nok er tilstede som en styrende autoritativ instans, der holder sammen på teksten, men som samtidig er åben og søgende i forhold til, hvad den fiktive person Martha oplever og erfarer. Og man ser en retning og målbevidsthed i beskrivelsen frem mod Marthas konfrontation med selvhaderen, der bliver til noget; i modsætning til konfrontationen med Mrs. Quest, der aldrig blev til noget. Man aner også en mulighed for en sproglig forandring i form af, at billeddannelser virkelig kan integreres i forløbet: Martha oplever virkelig “korsvejen”, hun hører Djævelens stemme. Disse aspekter som modsætning til det, jeg ellers har fremhævet som en tendens i Lessings skrivemåder, at billeder og lange beskrivelser har det med at blive klistret på og aldrig fuldt ud integreret i romanernes forløb. Men altså her er et eksempel, hvor denne integrering lykkes. Og måske kan man endda sige, den lykkes bedre end de “perfekte” eksempler på feministisk realisme, jeg har fremhævet i VI.3: Marthas første tid i London og Marthas erindringsarbejde. Fordi det her i IV del af The City lykkes for Lessing at integrere Marthas oplevelser, der har deres udgangspunkt i kroppen, med et overordnet forløb: at Martha skal møde sin indre selvhader og vandre “korsvejen”.

I Et stort spørgsmålstegn fra 1984 siger Lessing p. 50, at der er én bog, hun længes efter at skrive, en bog, hvor poesi og prosa flyder ind og ud af hinanden. Jeg tror, denne længsel hænger sammen med, at det er så få steder i Lessings forfatterskab, at hun får alle niveauer til at flyde sammen i en bestemt retning; så ofte flagrer hændelser og personer uden for det overordnede romanforløb, og billedsproget virker tungt og bastant og integreres aldrig rigtigt.

 

VI.5: Appendikset: Bevægelsen væk fra kroppen. Den kritiske og mytiske realisme

Jeg er nu fremme ved den fjerde bevægelse i Lessings forfatterskab, det jeg i afsnit V har kaldt Lessings tredie projekt i The City: etableringen af utopien i appendikset. Denne fjerde bevægelse i forfatterskabet er den, der overvejende har domineret forfatterskabet siden 1969. I dette afsnit diskuterer jeg først og fremmest appendikset, men da det gælder, at tendensen i appendikset er typisk for linjen i forfatterskabet efter 1969, handler dette afsnit også om linjen i forfatterskabet efter 1969, der i øvrigt kommenteres i min perspektivering.

Appendikset har jeg i afsnit V læst som det maniske forsvars sejr. Fortælleren overtager - forklædt som jeg-stemme - The City's fiktive univers. Hermed underlægges de fiktive personer og det fiktive forløb totalt den sufistiske ide. Personerne tjener nu kun til at illustrere de sufistiske konstruktioner, de bliver enten gode sufister, der overlever og er med til at frelse verden, eller negative ikke-sufister, der udryddes. Der er nu tale om en sort-hvid personfremstilling, hvor Lessing bruger de fiktive personer til at illustrere, at menneskeheden kun kan frelses gennem udviklingen af alternativ (sufistisk) bevidsthed; det er den sufistiske ide og det sufistiske håb, der udvikles for læseren, ikke personernes tanker, følelser og handlinger. Dette gør personerne til tomme skaller.

Jeg har i afsnit V peget på, at Lessing presser den sufistiske konstruktion ned over The City. I denne konstruktion indgår en idealisering af kvindeligheden og en nedgøring af mandligheden, som jeg har søgt at forklare psykoanalytisk. Idealiseringen af kvindeligheden fra The City's III del læser jeg i den forestilling, der opstår om en moderligt beskyttende kraft i universet, og i den kendsgerning, at Lynda og Martha bliver foregangskvinder i den sufistiske utopi. Nedgøringen af mandligheden læser jeg i den meget negative fremstilling af mandlige fiktive personer fra The City's III del, og i den kendsgerning, at den ikke-sufistiske menneskehed fremstilles som styret af en overvejende mandlig rationel erkendelsesmåde. Det er vigtigt at mærke sig, at konstrueringen af dette, som jeg i V kaldte den omvendte projektion, aldrig nogensinde forklares i The City. Lyndas transformation til heltinde forbliver en utroværdig påstand på tekstplan. Marthas og Marks stivnen i rigide kønspositioner hævdes fra begyndelsen af 1II del af The City. Men en forklaring på denne stivnen, der stemmer overens med fremstillingen af Marthas og Marks udvikling i I og II del, kommer aldrig.

Det ser ud som om, at fordi Lessing må opgive at beskrive Marthas erobring af aggressive og kreative områder, og dermed må opgive den feministiske realisme, der havde sit udgangspunkt i beskrivelsen af Marthas kropsfunktioner, følelser og måde at forstå verden på, så opstår længselen efter den “tabte” kvindelige kreativitet i billedet af en moderligt beskyttende kraft.

Mark bliver fra III del af The City det stivnede billede på Lessings egen mandlige kreativitet. Marks kolde, negative, bedrøvede blik på verden, bliver et billede på Lessings eget blik på verden. Den skabende kraft hos Lessing kan derfor nu beskrives som et mandligt blik på verden - et blik der ikke magter at beskrive den kvindelige sexualitet eller i det hele taget en kvindelig kreativitet. I dette mandlige blik hos Lessing fastholdes imidlertid smerten dette ser jeg som en længsel tilbage mod sørgearbejdet og dermed tilbage mod at skrive med udgangspunkt i den kvindelige krop og et kvindeligt blik på verden.

Til at repræsentere Lessings egen holdning til forfatterskabet fra 1969 til idag har jeg valgt Et stort spørgsmålstegn fra 1984, der består af samtaler og interviews med Doris Lessing 1974-1984, redigeret af Jørgen Chr. Hansen. Det, der er tydeligt i Et stort spørgsmålstegn, er, at den ældre Lessing har fundet en vis ro og harmoni, men også at denne ro og harmoni hviler på nogle rigide holdninger: der vil ske en katastrofe, politisk arbejde nytter ikke noget. Det er også tydeligt, at skriveprocessen aldrig for Lessing bliver en tilfredsstillende proces, se fx p. 32; dette mener jeg som vist - hænger sammen med, at det ikke lykkes for Lessing at reparere den oprindelige smerte i forhold til forældrebillederne.

Etableringen af det maniske forsvar, som jeg i V har fremlæst som en idealisering af en sufistisk menneskehed og en nedgøring og udryddelse af en overvejende ikke-sufistisk rationel menneskehed, kan man genfinde i Et stort spørgsmålstegn og i forfatterskabet i øvrigt fra 1969, som en idealisering af den anden bevidsthedsform, som Lessing knytter det nye håb til, og som en næsten fuldstændig opgiven i forhold til nutiden og nutidens mennesker. Man kan også se, at den rigide opdeling i håb versus ikke-håb giver Lessing en vis ro. Hun er holdt op med at søge i denne verden, hun har opgivet den og behøver derfor ikke hade den så meget, hun kan “nøjes” med igen og igen at udrydde den i fiktionen.

Et andet tydeligt udtryk for et manisk forsvar hos Lessing, ser jeg i hendes konsekvente afvisning af enhver form for kritik af udviklingen i forfatterskabet. For Lessing peger kritik altid på kritikerens egen dumhed. At kritikere generelt er håbløse, og at det Lessing gør, er det rigtige - derom hersker der tilsyneladende ingen tvivl hos Lessing.

Om science fiction-bevægelsen i Lessings forfatterskab skriver Katherine Fishburn i The Unexpected Universe of Doris Lessing - A Study in Narrative Technique fra 1985, herefter blot Fishburn:  

I find in Lessing's science fiction the complementary formal techniques of what I call “recognition” and “re-cognition”. By recognition I mean,...., that Lessing, through various narrative strategies, forces us to examine our everyday world from new..... perspectives...... She is describing reality differently and we......are learning to see it differently,...... Because we are learning to recognize ourselves in what are the alien worlds (alternate realities) of her texts, we are also changing our views of what the world is like; the more we read Lessing, therefore, the more we see the world through her eyes. Ultimately, if she is successful in breaking through our perceptual screens, she will force us to reconsider what reality itself might be. This is the process I call “re-cognition”. Like its counterpart “recognition,” this term also is intended to describe both the technique and its effect on us.
Fishburn, pp. 11-12.

Altså at genkende og forholde sig kritisk til denne verden og derigennem lære at erkende tilværelsen på en ny måde. At forstå Lessings science fiction-udvikling positivt på denne måde er typisk for tilhængere af Lessings udvikling. Lessing mener selv, at det hun gør i sine science fiction-romaner er en del af en litterær tradition:

Forfattere har altid benyttet den (science fiction-skrivemåden abn) til at skrive om nutiden - som en kritik af det samfund, dé lever i.
Et stort spørgsmålstegn
, p. 36.1

Min egen holdning er, at den måde, Lessing tvinger sin læser til at genkende og forholde sig kritisk til denne verden på, betyder, at man mister troen og håbet på mennesket. Man kan definere Lessings skrivemåde som kritisk realisme, fordi Lessing stadig kan siges at gengive virkeligheden, som hun ser den, altså gengive virkeligheden kritisk. Lessing beskriver stadig det, hun mener, er den verdenspolitiske udvikling på Jorden i slutningen af det 20. århundrede, ved at henlægge denne udvikling til engang i fremtiden. Men den manglende menneskekærlighed, den bidende ironi og sarkasme, og den ensidige forstørring op af negative træk og tendenser i 60-erne, 70-erne og 80-erne, tror jeg ikke på som nogen løsning. At slå mennesket og dermed læseren - oven i hovedet med dets egen usselhed, tror jeg, får læseren til at gemme sig i en krog og græmme sig. Jeg tror mere på en accept af mennesket, som det er - at det er godt nok, selv om det fejler. Ikke at man ikke må kritisere, men kritikken bør efter min mening udspringe af menneskekærlighed, hvis den skal have nogen effekt. Udgangspunktet for forandring bør være nutidens menneske og ikke en eller anden utopisk mutant.

Også Fishburn mener, at Lessings fiktive univers fra slutningen af The City underlægges en ide. Men i modsætning til Stern tolker hun denne udvikling positivt og tager den som et udtryk for, at det fra 1969 lykkes for Lessing at skrive “apoloques”, der kan oversættes med fabler, Fishburn p. 4.

Jeg definerer den sene udvikling i Lessings forfatterskab som en kritisk og mytisk realisme. Mytisk fordi Lessing i stadig stigende grad trækker på myter og religiøse motiver og billeder. Lessing forklarer selv denne udvikling med, at hun nu beskriver en evigtgyldig kamp mellem det gode og det onde, Et stort spørgsmålstegn pp. 40-41.

Denne udvikling i forfatterskabet finder jeg yderst problematisk, fordi jeg mener, Lessings forståelse af det gode over for det onde er hængt op på en manisk spaltningsmekanisme. Lessing ser nutidens menneske som det onde, fordi hun styres af sit eget fortrængte had - det er netop ikke en kamp mellem det gode og det onde i det enkelte menneske, hun skildrer, men en kamp mellem gode mennesker over for onde mennesker.

Mht. den stigende anvendelse af kristne billeder og ritualer finder jeg det sigende, at der er mange fællestræk mellem appendikset og Johannes' Åbenbaring. Johannes' Åbenbaring defineres i Munksgaards Bibelleksikon således:

[...] en profeti om den nære fremtid, som vil have verdensbegivenhedernes ende til følge                  - meddeler Johannes her hvad Gud har åbenbaret ham: også menneskenes skæbne ligger bestemt i Himlen, allerede nu er sejren over Satan lykkedes, verdensherredømmet ligger i Kristi hænder, engle og troende lovpriser ham.
pp. 154-155.

Fra kristendommen udvælger Lessing til slut i The City at lade sig inspirere af en passage, der handler om de(t) godes sejr over det) onde. Hun har jo ellers brugt nadverritualet og korsvejen i The City's IV del, der begge som ritualer betragtet først og fremmest har tilgivende funktioner. Nadverritualet giver “syndernes forladelse”, og Jesus vandrede korsvejen for at mennesket kunne blive tilgivet og frelst. Men det er den (for)dømmende side af kristendommen, Lessing til slut vælger at lade sig inspirere af.

Om appendikset kan man altså konkludere: - at personfremstilling og forløb nu totalt underlægges den sufistiske ide. Lessing fremstiller ikke længere sit fiktive univers gennem de fiktive personers tanker, følelser og handlinger, som styrende for det fiktive forløb. Man kan sige, det nu er den sufistiske ide, der er “hovedperson”. Lessing har nu omdefineret sin skrivemåde så radikalt, at Martha i Martha Quest og Martha i appendikset stort set kun har navnet til fælles. Jeg mener derfor ikke, man kan betragte Children of Violence 1-5 som én sammenhængende romanserie, men nok som et interessant udtryk for udviklingen i en forfatterindes skrivemåde i det 20. århundrede

 

 

VII: Konklusion og perspektivering: Mellem erindring og profeti

Jeg har nu vist, at der i The Four-Gated City er tale om, at Lessing i de to første dele af romanen indleder en sørgearbejdsproces, som hun så opgiver at gennemføre i midten af romanen. Segals teori om, at skabelsen af kunst, den kreative proces, kan forstås som en sørgearbejdsproces, har i høj grad kunnet uddybe forståelsen af udviklingen i The City

Samtidig med at Lessing opgiver at gennemføre det sørgearbejde, hun har indledt i The City, opgives den feministiske realisme som skrivemåde, en skrivemåde, der er karakteristisk for de to første dele af The City. Lessing mister fra III del af romanen evnen til at beskrive den kvindelige seksualitet, og hun opnår ikke i romanen evnen til at beskrive en kvindelig kreativitet. Jeg har vist, at længselen efter en moderligt beskyttende kraft i universet opstår samtidig med, at Lessing må opgive beskrivelsen af en kvindelig seksualitet og kreativitet, og jeg har bl.a. tolket længselen efter den moderligt beskyttende kraft som en længsel efter den tabte feministiske realisme.

Det ser således ud, som om evnen til at beskrive den kvindelige seksualitet og evnen til at beskrive en kvindelig kreativitet er uløseligt forbundet. Det, som aldrig lykkedes for Virginia Woolf, som hun beskriver det i A Room of One's Own: “- telling the truth about my own experience as a body”, lykkes heller ikke for Lessing i The City. At beskrivelsen af en kvindelig kreativitet må have sit udgangspunkt i en evne til “at skrive sandheden om det kvindelige begær _ i den retning peger konklusionerne fra min undersøgelse af The City.

Jeg har flere gange problematiseret Segals forestilling om, at stor kunst indeholder en modsætning mellem et uskønt indhold og en skøn form. I min undersøgelse af The City har jeg understreget, at form og indhold hænger uløseligt sammen, at når Lessing er under påvirkning af store konflikter, ændres både form og indhold i hendes roman, men aldrig på en sådan måde, at man kan sige, at indholdet er uskønt, mens formen er skøn. Lessing opnår således ikke en skøn form.

Som jeg har vist i afsnit VI tyder noget på, at hvis Lessing havde gennemført sørgearbejdet i forhold til de oprindelige forældrebilleder i The City, ville hun have formået at skabe større retning og målbevidsthed i sit fiktive univers. Så på den måde må jeg give Segal ret: et gennemført sørgearbejde ville for Lessing have betydet en større grad af formbeherskelse. Men samtidig er jeg overbevist om, at Lessing aldrig ville have opnået en segalsk skøn form af den grund, at Lessing ikke interesserer sig ret meget for formbeherskelse. Lessings styrke som romanforfatter ligger ikke i, at hun giver fuldendt æstetisk nydelse. Lessings styrke ligger der, hvor hun konfronterer sig selv og sin læser med “det klodsede og det rå”:

When people open up a new area in themselves, start doing something new, then it must be clumsy and raw, like a baby trying to walk...
The City
, p. 208 (min fremhævelse, abn).

Det klodsede og det rå, der hvor der er forandring og bevægelse i hende selv, derfra skriver Lessing; derfor viser hendes romaner i høj grad Lessings egen udviklingsproces. Og derfor er jeg nået frem til, at Lessings romaner i høj grad er vigtige p.g.a. deres “brugsværdi”. De er jo ikke smukke, gennemførte eller en æstetisk nydelse at læse. Men de taler om forandring og forsøg på at forstå sig selv som kvinde i en kaotisk verden. Lessings bøger har fulgt mig siden 1975. De har været vigtige for min egen udviklingsproces, og de har jo ikke mindst været det, hvorom mit liv i høj grad har drejet sig de sidste par år i min specialeskrivningsproces. Derfor vil jeg fastholde, at Lessings romaner er stor kunst, fordi de rejser spørgsmål, de provokerer, man kan forandre sig ved at læse dem, man kan endog skrive et helt speciale uden at blive træt af “at diskutere med Lessing”  Og dette gælder også, når jeg er uenig med Lessing. Uenigheden med Lessing i forhold til udviklingen i den sene del af forfatterskabet har tvunget mig til at formulere kritikken mod Lessings forestilling om modsætningernes forsoning, og kritikken mod Lessings enøjede skildring af udviklingen i det 20. århundrede. Formuleringen af denne kritik i forhold til Lessing har betydet, at jeg er nået frem til, at håbet ligger i en fastholdelse af, at modsætningerne er der, og de kan ikke forsones; i en fastholdelse af det mangetydige og dobbelte. Der er en negativ katastrofebevægelse i det 20. århundrede, og der er en modgående positiv bevægelse. Den modgående bevægelse indbefatter for mig bl.a. den nye kvindebevægelse, der har sat spørgsmålstegn ved vante forestillinger og tænkemåder, og som ikke mindst har bevirket, at verden nu også er befolket af kvinder, der vil være med til at bestemme den verdenspolitiske udvikling.

Afslutningsvis om Segal og Lessing kan man sige, at Segals krav om, at stor kunst er udtryk for et vellykket sørgearbejde, ikke holder i forhold til The City, som jeg vil fastholde er stor kunst. Lessing forsøger i The City, at nærme sig sørgearbejdet, selv efter hun har opgivet at reparere forholdet til forældrene, er der en bevægelse, der trækker hende tilbage mod sørgearbejdet, tilbage mod erindringen. Samtidig trækker den anden retning hende mod det maniske forsvar og profetierne.

Nu har jeg jo i specialet kun analyseret Lessing, men jeg vil godt i det hele taget sætte spørgsmålstegn ved, om stor kunst altid indeholder et vellykket sørgearbejde. En analyse af sørgearbejdets betydning i andre forfatterskaber tror jeg i høj grad vil pege på, at sørgearbejde, forstået som reparationsarbejde i forhold til nye og gamle konflikter, er centralt for forståelsen af den skabende proces; men også at der - som tilfældet er med Lessing - ofte hos andre kunstnere er tale om, at smerten bliver uudholdelig, og at sørgearbejdet derfor afbrydes. Nogle forfattere opnår - som Lessing - aldrig en skøn form, men laver alligevel stor kunst. Andre forfattere opnår uden tvivl en skøn form, selv om der ikke er tale om et vellykket sørgearbejde. Sørgearbejdsteorien er central for forståelsen af kunstneren, kunstværket og den skabende proces, men jeg tror ikke, et vellykket sørgearbejde er nogen forudsætning for et vellykket kunstværk.

Linier i forfatterskabet efter 1969

Lessings forfatterskab fra 1969 er præget af to bevægelser: En dominerende science fiction-bevægelse og en svagere feministisk realistisk bevægelse.

I 1971 udkommer Briefing for a Descent into Hell, der kan ses som en overgangsroman. Lessing forsøger her at beskrive indre bevidsthedstilstande hos en mand, der lider af hukommelsestab. Men Lessing er bedst, når hun beskriver, hvordan indre og ydre processer gensidigt påvirker hinanden. I denne roman bruger hun stort set hele romanen til at beskrive en mands indre oplevelser under et hukommelsestab, og det virker ikke troværdigt. Romanen er kun interessant, for så vidt som den indeholder kimen til forestillinger, der udvikles i den store Canopus-serie.

Science fiction-bevægelsen

I 1974 udkommer The Memoirs of a Survivor og mellem 1979 og 1983 de fem romaner i serien Canopus in Argos: Archives. I disse romaner udvikler Lessing den kritiske og mytiske realisme, hun anvendte i slutningen af The City. Romanerne beskriver fremtidssamfund, hvor det gode og det onde kæmper mod hinanden. Gennem realistiske beskrivelser af disse fremtidssamfund, fortsætter Lessing sin kritik af nutidssamfundet. Samtidig trækker hun i større og større grad på mytiske elementer for at udvikle det sufistiske håb. I The Memoirs of a Survivor udvikler hun forestillingen om en moderlig naturgudinde. I Canopus-serien udvikles forestillingen om “the Necessity”, nødvendigheden, der fremstilles som et guddommeligt princip, som det gælder om at forstå - et princip der ligger i forlængelse af “de styrende kræfter” fra The City, og som på sufistisk vis holder godt og ondt i balance. Jeg mener, man fortsat kan kalde skrivemåden for kritisk realisme, fordi Lessing fortsætter med at kritisere negative tendenser i nutidssamfundet gennem realistiske beskrivelser af fremtidssamfundene, der betyder, at man kan genkende nutiden i disse romaners fremtidssamfund.

2 romaner i Canopus-serien skiller sig imidlertid ud fra de andre, fordi det kritiske element her nedtones, og de mytiske elementer bliver helt dominerende. Lessing udforsker i disse to romaner nogle begreber i et mytisk univers: I The Marriages between Zones Three, Four, and Five udforsker Lessing forholdet mellem kvindelighed og mandlighed - både gennem beskrivelser af møder mellem mænd og kvinder, og gennem beskrivelser af, hvad der sker, når samfund, hvor en mandlig tænkemåde dominerer, møder samfund, hvor en kvindelig tænkemåde dominerer. I The Making of the Representative for Planet 8 udforsker Lessing det at blive ældre og døden som forvandlingsproces - både beskrevet gennem personer, der skal dø, og gennem et helt samfund, en planet, der skal dø. I disse to romaner skaber Lessing et fantastisk og eventyrligt rum, en helt anderledes verden; man kan kalde disse to romaner for fantastiske romaner eller allegorier. I disse to romaner er den vigtigste pointe ikke genkendelsen af den negative nutid i fremtidssamfundet, men derimod beskrivelsen af indre og ydre forvandlingsprocesser.

For hele science fiction-bevægelsen i Lessings forfatterskab gælder dog det samme: At den realistiske personfremstilling fra den første del af forfatterskabet, der byggede på beskrivelser af, hvordan personerne tænkte, følte og handlede i en bestemt historisk periode, er forsvundet, til fordel for en personfremstilling, hvor personerne er repræsentanter for ideer.

Den feministiske realisme

I The Summer before the Dark fra 1973, The Diaries of Jane Somers fra 1983/84, og The Good Terrorist fra 1985, vender Lessing tilbage til en feministisk realistisk skrivemåde. Disse romaner har kvindelige hovedpersoner, der lever i nutiden og for at forstå sig selv som kvinder i det 20. århundrede Disse tre romaner er kendetegnet ved at ende i dyb depression og håbløshed, allertydeligst i The Good Terrorist. Dette tyder i forlængelse af min undersøgelse af The City på, at når Lessing efter The City anvender den feministiske realisme som skrivemåde, støder hun ind i depression. Ingen af de tre romaner indeholder den åbenhed i forhold til den samfundsmæssige udvikling og den kvindelige seksualitet, man  finder hos fortælleren og Martha i de to første dele af The City. Man kan sige, den feministiske realisme trækker tilbage mod depression, sørgearbejde og det ubearbejdede forhold til moderen; Lessing forsøger i disse romaner at beskrive kvindelig seksualitet og kreativitet, men så vidt jeg kan vurdere ud fra håbløshedens synspunkt; hovedpersonerne i The Diaries of Jane Somers og The Good Terrorist formår fx ikke at have noget seksualliv. Det kritiske og negative blik på verden, der i The City blev resultatet af det manglen de moderopgør, dominerer også i de tre feministisk realistiske romaner, Lessing skriver efter 1969; der er ikke tale om, at Lessing gennemlever depressionen eller forholdet til moderen, så den kvindelige seksualitet og kreativitet kan beskrives positivt.

Man kan således sige, at Lessing i forfatterskabet fra 1969 er splittet mellem behovet for at nærme sig erindringen, der kommer til udtryk i de feministisk realistiske romaner, og behovet for at skrive sufistisk profeti, der kommer til udtryk i science fiction-romanerne.

 

 

VIII: Litteraturliste

Romaner af Lessing (i kronologisk rækkefølge):

The Grass Is Singing, Penguin, Harmondsworth, Middlesex, 1977. (Opr. udg. 1950.)

Martha Quest, bd. 1 af Children of Violence. Panther, St. A1bans, Herts, 1975. (Opr. udg. 1952.)

A Proper Marriage, bd.2 af Children of Violence. Panther, St. Albans, 8erts, 1975. (Opr. udg. 1954.)

A Ripple from the Storm, bd.3 af Children of Violence. Panther, St. Albans, Herts, 1974 (Opr. udg. 1958.)

The Golden Notebook. Granada, St. Albans, Herts, 1981. (Opr. udg. 1962.)

Landlocked, bd.4 af Children of Violence. Panther, St. Albans, Herts, 1973. (Opr. udg. 1965.)

The Four-Gated City, bd.5 af Children of Violence. Macgibbon and Ree, London, 1969.

Briefing for a Descent into Hell. Panther, St. Albans, Herts, 1975. (Opr. udg. 1971.)

The Summer before the Dark. Penguin, Harmondsworth, Middlesex, 1976. (Opr. udg. 1973.)

The Memoirs of a Survivor. Picador, London, 1976. (Opr. udg. 1974.)

Canopus in Argos: Archives:

1. Shikasta. Granada, St. Albans, Herts, 1980. (Opr. udg. 1979.)

2. The Marriages between Zones Three, Four, and Five. Granada, St. Albans, Herts, 1981. (Opr. udg. 1580.)

3. The Sirian Experiments. Granada, St. Albans, Herts, 1982. (Opr. udg. 1981.)

4. The Making of the Representative for Planet 8. Granada, St. Albans, Herts, 1983. (Opr. udg. 1982.)

5. The Sentimental Agents in the Volyen Empire. Granada, St. Albans, Herts, 1984. (Opr. udg. 1983.)

The Diaries of Jane Somers. Penguin, Harmondsworth, Middlesex, 1987. (Opr. udg. 1983/84.)

The Good Terrorist. Grafton, London, 1986. (Opr. udg. 1985.)

Essays, anmeldelser og selvbiografi af Lessing (i kronologisk rækkefølge):

The Small Personal Voice, essay. 1957. In: A Small Personal Voice.

Going Home. Selvbiografi. Panther, St. Albans, Herts, 1974. (Opr. udg. 1957.)

In Pursuit of the English. Selvbiografi. Granada, St. Albans, Herts, 1980. (Opr. udg. 19??)

My Father. Selvbiografisk essay, 1963. In A Small Personal Voice.

An Elephant in the Dark. Anmeldelse in The Spectator, no 213, London, 1964.

Preface to The Golden Notebook. 1971.

An Ancient Way to New Freedom. Essay in: Lewin, ed.: The Diffusion of Sufi Ideas in the West. Boulder, Colorado, 1972. (Opr. in: Vogue, July, 1971.)

In the World Not of It. Anmeldelse in: A Small Personal Voice. (Opr. in: Encounter, August, 1972.)

A Small Personal Voice. Essays, Reviews, Interviews. Vintage, New York, 1975.

Aufsässige Töchter. Selvbiografisk essay in: Freibeuter 26, 1985. (Opr. in: Granta, nr 14, London, 1984.)

Das Leben meiner Mutter. Selvbiografisk essay in: Freibeuter 30, 1986. (Opr. London 1986.)

Interviews med Lessing

Bikman, Minda: A Talk with Doris Lessing. In: Kritik 53, Gyldendal, Kbh., 1980. (Opr. in: The New York Times Book Review, 30.3.80.)

Hansen, Jørgen Christian, ed.: Et stort spørgsmålstegn. Interviews og samtaler med Doris Lessing 1974-1984. Rosinante, Charlottenlund, 1984.

Howe, Florence: A Conversation with Doris Lessing (1966). In: Doris Lessing. Critical Studies. Ed. Pratt and Dembo.

Newquist, Roy: Interview with Doris Lessing. (1963). In: A Small Personal Voice. (Opr. in: Counterpoint, Rand McNally, Chicago, 1964.)

Raskin, Jonah: Doris Lessing at Stony Brook. (1969). In: A Small Personal Voice. (Opr. in: New American Review 8, New American Library, New York, 1970).

Svendsen, Hanne Marie: Et møde med Doris Lessing. In: Luftskibet 1, Rhodos, Kbh., 1981.

Lessing-kritik:

Draine, Betsy: Substance under Pressure. Artistic Coherence and Evolving Form in the Novels of Doris Lessing. Univ. of Wisconsin Press, Wisconsin, 1983.

Fishburn, Katherine: The Nightmare Repetition: The Mother-Daughter Conflict in Doris Lessing's Children of Violence. In: The Lost Tradition: Mothers an Daughters in Literature. Ed. Davidson, Cathy and Broner. New York, 1980.

Fishburn Katherine: The Unexpected Universe of Doris Lessing. Westport, Connecticut, 1985.

Hansen, Jørgen Christian: Doris Lessing palimpsest. In: Kritik 71, Gyldendal, Bh, 1985.

Hardin, Nancy Shields: Doris Lessing and the Sufi Way. In: Doris Lessing. Critical Studies. Ed. Pratt and Dembo.

Haugan, Karen-Margrethe: Kvinden uden egenskaber - en analyse af Doris Lessings Children of Violence. In: Meddelelser fra Dansklærerforeningen, nr 2, 1978.

Holmquist, Ingrid: From Society to Nature. A Study of Doris Lessing's Children of Violence. Gothenburg Studies in English 47, Gøteborg, 1980.

Kaplan, Sydney Janet: The Limits of Consciousness in the Novels of Doris Lessing. In: Doris Lessing. Critical Studies. Ed. Pratt and Dembo.

Levy, Jette Lundbo: Lessing-perspektiver. Tiderne Skifter, Kbh., 1982.

Meyer, Helle: Doris Lessings frihedsbegreb. Aalborg Universitetsforlag, Aalborg, 1979.

Pratt, Annis and Dembo, ed.: Doris Lessing. Critical Studies. Univ. of Wisconsin Press, Wisconsin, 1974.

Seligman, Claudia Dee: The Autobiographical Novels of Doris Lessing. Tufts University, 1975.

Seligman, Claudia Dee: The Sufi Quest. In: World Literature Written in English 12, Univ. of Texas at Arlington, 1973.

Stern, Frederick C: The Changing “Voice” of Lessing's Characters: From Politics to Sci Fi. In: World Literature Written in English 21 (1982) (:3) Texas, 1982.

Thorpe, Michael: Doris Lessing's Africa. Evans Brothers, London, 1978.

Ørum, Tania: Pamelas døtre. Pp. 485-496 om Lessings forfatterskab.

Øvrig litteratur

Auerbach, Erich: Mimesis. The Representation of Reality in Western Literature. Princeton Univ. Press, Princeton, New Jersey, 1974. Ty. udg.: Francke Verlag, Bern, 1971. (Opr. udg. 1946).

Bibelen, Det Danske Bibelselskab, Kbh., 1965.

Chasseguet-Smirgel, Janine: Den kvindelige skyldfølelse. In: Kvindelighed. Kvindefrigørelse og psykoanalyse, red. Tania Ørum. Tiderne Skifter, Kbh., 1980. (Opr. in: La Sexualité feminine red. Chasseguet-Smirgel. Payot, Paris, 1964.)

Chodorow, Nancy: The Reproduction of Mothering. Psychoanalysis and the Sociology of Gender. Univ. of California Press, California, 1979. (Opr. udg. 1978).

Franz, Marie-Louise von: Problems of the Feminine in Fairy Tales. Spring Publications, Dallas, Texas, 1972.

Greenacre, Phyllis: The Childhood of the Artist. In: Psychoanalytic Study of the Child, vol. XII, New York, 1959.

Greenacre, Phyllis: Woman as Artist. In: Psychoanalytic Quarterly 29, 1960.

Haubrich, Hartwig: Rhodesia/Zimbabwe. Geografforlaget, Brenderup, 1977.

Johansen, Jørgen Dines, red: Psykoanalyse, litteratur, tekstteori, bd. 1 og 2. Borgen, Kbh., 1977.,

Jung, Carl Gustav: Memories, Dreams, Reflections. Fontana, London, 1977.

Munksgaards Bibel Leksikon. Munksgaard, Kbh., 1964.

Maaløe, Erik: Zimbabwe, klassekamp-befrielseskamp. Internationalt Forum, Århus og Kbh., 1978.

Segal, Hanna: En psykoanalytisk indfaldsvinkel til det æstetiske. In: Johansen, Jørgen Dines, red: Psykoanalyse, litteratur, tekstteori, bd. 1. (Opr. in: International Journal of Psychoanalysis, vol XXXIII, 1952.)

Segal, Hanna: Introduction to the Work of Melanie Klein. Basic Books, New York, 1974.

Shah, Idries: The Sufis. Anchor Books, New York, 1971. (Opr. udg. 1964.)

Shah, Idries: The Way of the Sufi. Penguin, Harmondsworth, Middlesex, 1986. (Opr. udg. 1968.)

Skogemann, Pia: Kvindelighed i vækst. Lindhardt og Ringhof, 1984.

Winther, Gerda: Melanie Kleins teori om depression. In: Agrippa 3, 1982.

Woolf, Virginia: A Room of One's Own. Granada, St. Albans, Elerts, 1981. (Opr. udg. 1929.)

Woolf, Virginia: Moments of Being. Triad/Granada, St. Albans, Herts, 1982.

Ørum, Tania: Pamelas døtre. Romanen og kønnet. Tiderne skifter, Kbh., 1985.